The Resurrection of Rolf

I interviewet i WA Bøger i dag i anledning den nye digtsamling Fantombillede taler Thomas Boberg om digteren Rolf Gjedsted, født 1947, der ikke har udgivet bøger siden 2002 - men et par gange eller tre haft tekster i Hvedekorn - og som, jeg kunne have en idé om, var bitter, hvis jeg ikke havde mødt ham i uimodståeligt sprudlende humør til åbningen af håndskrift-udstillingen i Den Sorte Diamant; han gik fra Gyldendal til Schønberg i sin tid, og så fandtes Schønberg pludselig ikke mere, og så holdt han op med at udgive bøger (jeg foreslog på et tidspunkt på Rolfs opfordring Gyldendal at udgive hans udvalgte digte, men fik et blank nej fra Johannes Riis); nu maler han vist mere (og skyder og dyrke karate og træner ridning) end han skriver digte, ærgerligt nok (for poesien, TB says:

Så har jeg gentaget nogle ting og forsøgt at finde et billede på min egen ungdom. Sommeren 1981 - åh, duft af sølv og blå vind - som var det år, jeg mødte digteren Rolf Gjedsted. Jeg glemmer det aldrig. Han sagde, han var den bedste digter, og i dag er der ingen, der kan huske ham. Han oversatte Rimbaud og var den store inspiration for Strunge, og om lidt er det mig, der er gammel og glemt.

Rolig nu, Thomas! Rolf har aldrig fået en akademi-pris, du har fået den Store og er trygt Gy-udkommende. Her er hele digtet fra Fantombillede, som er en smuk, typisk Bobergsk, forbumlet anfægtet minderune om en digter, der syv søren ikke er død:

Sommer 1981, åh duft af sølv og blå vind. På sommersko støder jeg ind i digteren Rolf, for længst et overmodent blomsterbarn, 30 år senere er han gammel og stort set lagt i glemsel (dette er vor skæbne). Husk, jeg er den bedste, sagde han, keder ud dig dig siden du altid er væk, du og Abu Simbel og dit røde sand og din udve og hjemve, keder du dig? Jeg fx ligger ofte i solen som et firben, det er min private ejendomsret. Han talte om den åndelige kapital i franske symbolistpenge, han talte om et spansk stenhus - en faderarv - et dybt stengærde, en Lorca-fantasi, som krybdyr æg under de sten. Han digtede om den suverænes leg med appelsintræer i Sierra Nevada. Forstår du, de gamle forsøger at overbevise os om at fortiden er fantastisk. Vores erindringer preller af på de andres: Lad os for helvede fyre hele skidtet af nu! Han talte om magikerens og voldsæstetens giftklo hævet i solen. Og jeg jeg som hader mig selv for min latterligt hovne blufærdighed. Jeg jeg som i et nu ser min flossede ungdoms uforbederlige humbug. Jeg jeg øjner en horisont med andre skorpioner. Jeg jeg som  senere ligner en gammel mands stammen. April 2011. En humlebi tumler mod vinduet.

Boberg burde på næste side simpelthen have trykt et klassisk, skønt Gjedsted-digt, men så gør jeg det bare i stedet for; dette, en futuristisk blues, fra Krigen er skøn, 1970, kunne godt være skrevet af Thomas, på en god dag, i 2014:

Verdens smukkeste krig

jeg vasker knivene

igen i år /
er der flere,
om at dele

årets priser.

Årets priser.

Årets pris /
et relikvie /

for VERDENS -

den smukkeste krig /

blev delt af flere,
der repræsenterer
den & den nation &

den & den situation /
helt klædt,
i hvidt.

Prisen for /

verdens smukkeste krig /

blev delt &

jesu forblødte, HJERTE /
blev skåret istykker
& i
4 kanter.

Igen i år /
kommer der repræsentanter

fra
ALLE 4 VERDENSHJØRNER

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene

jeg vasker knivene.