Uprofetisk

Der er infamøst Niels Lyngsøs nedhegling af Ursula Andkjærs Lulus sange og taler i Politiken og Erik Skyums absolutte afsmag for Harald Voetmanns debut i Information (til gengæld var Skyum genuint begejstret for Lulus sange og taler) - begge udkom i 2000 i et samarbejde mellem Lindhardt & Ringhof og Arena, og fordi jeg sad i Arenas bestyrelse, var jeg til min store fortrydelse og ærgrelse for inhabil (selvom jeg ingen part havde i selve redaktionsprocessen) til at anmelde de to bøger, som jeg umiddelbart var totalt vild med, især Lulu, hvilket betød, at jeg af årets stjernedebutanter (tænk hvis man havde være i debutantjury dengang!) kun anmeldte Larserne Frost og Skinnebach. Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad formåede i en dobbeltanmeldelse at gå fejl af den vilde talentfuldhed hos både Voetmann, nu topprosaist, og Andkjær, nu toppoet:

Om Kapricer:

"Der er i bogen et par enkelte prosastykker såsom skitsen "Ananas", der ikke forstøver i meningsløst pjank. Ellers må man sige, at det er et fejlskøn fra forlagets side at lade en forfatter debutere, der hverken har fundet et stof eller en stil endnu."

Om Lulus sange & taler:

Det havde kort og godt set bedre ud, hvis Olsen havde udvalgt og bearbejdet sine 30 bedste tekster frem for at følge det Laugesen-Turèll-Brandt-Bukdahls'ske motto om, at læseren nok skal finde frem til e eller andet godt, hvis digteren blot sammensætter en bog af tilstrækkeligt mange forskelligartede tekster."

(jeg håber og tror, at jeg ikke bliver bevist forkert i min vurdering af Victor Boy Lindholm)

Nordisk Råd rammer plet og plet mellem fingrene! Dobbeltsmart!

Det kan godt være den nye Nordisk Råd-komité, Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen, er en slags skruebrækkere (deres forgængere gik i protest mod vederlags-fifleri), men fandeme svært ikke at klappe i sine Trump-små hænder over deres netop afslørede 2 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris

Bjørn Rasmussen for Ming

Klaus Høeck for Legacy

Ung mester (født 1983) og gammel mester (født 1938) ud i højt løftet intimitet!

- 2 x side 24:

    teknisk set er der
to ting at bemærke ved
    dette billede

     ét: der er mærker
efter en tegnstift i
     den øverste kant
 
     så det kan have
hængt på en opslagstavle
     to: der er blækklat
  
     ter henover mit
ansigt (måske quink ink som
     ikke findes mer)

jeg har brugt aftenen på at bestille julegaver på nettet
jeg putter artiskok i alting
jeg har aldrig set mine skamlæber i øjnene
jeg har aldrig tilgivet mit kalkunske ophav
der er ikke det du ikke kan for mig far
du kan gøre mig gravid og give mig suppe
fjer og blod
jeg har et ønske om at dissekere dig
bringe alle dine organer frem i lyset
hvorfor kommer du ikke herud i kolonihavehuset
vi skal drikke champagne klok formiddag
mens risskov kloakservice tømmer septiktanken
eller sivebrønden
vores regime
i denne salme skal vi le
i disse samlede værker skal vi græde

er det medicinen der slukker for dig

- nominanterne i går på Hovedbib tilsmilet af WA-kollega

Egocentrisk dobbeltnavneregisteranmeldelse

af bøger, jeg ellers ikke har læst, for sådan læser alle dem først:

I navneregisteret til
Peter Stein Larsens 354 sider lange Poesiens ekspansion
er der ud for mit navn
26 sidetalshenvisninger
(rekord! i disputatsen Drømme og dialoger var jeg vist nede på en tredjeplads)

I navneregisteret til Marianne Stidsens 1288 lange disputats Den ny mimesis. Virkelighedsfortolkningen i dansk og nordisk litteratur
er der ud for mit navn
16 sidetalshenvisninger
(hvilket er pænt sølle - Karl Marx har i sammenligning 64 henvisninger)

- ergo er Peter Steins bog bedst!

Så ved jeg det, så kan jeg læse! Om andre end mig

I dag er også en slags 7. november eller 11. juli

for i dag udkommer Caspar Erics 7/11 og stupid-hypeningen er allerede i gang - Politikens forsidehenvisning til Carsten Andersen glimrende nok interview: "Hans digte sætter ord på en selfie-generation (what does that even MEAN?)  - hvilket digteren sikkert ikke er utilfreds med, men burde han ikke være det, bare en smule? I hvert fald bliver JEG træt i hovedet og hjertet (det råbte taxachaufføren i nat meget op om: du skal lytte til din hjerne OG til dit hjerte, hvilket vistnok handlede om at hans kone administrerede hans hvide penge og han selv sine sorte), når poesi skal fedtes ind i generationsdiagnostik (de eneste generationer jeg går ind for er jo sgu da nemlig litterære generationer, fuck samfundmæssige, livstilsstilistiske generationer) - Lilian Munk Rösings glade, inspirerede 4 hjerter-anmeldelse i Politiken (som jeg er ret misundelig på, hun får elegant og præcist foldet digtsamlingen ud (fra sin selfiie-istiske optik)) og Peter Stein Larsens helt jammerligt dårligt læsende og sansende nedhegling i Kristeligt Dagblad (der ikke er så kriminel som Niels Lyngsøs Politiken-nedhegling af Ursula Andkjærs debut i sin tid, men det er derhenad) er fælles om lade alt det Twitter og MacBook og Vanilla Coka og Babybites, bogen flyder over med, definere Caspars poesi og poetik, og gu fanden gør det da ej, som jeg forsøger at gøre klart i min klumpede anmeldelse i WA i morgen.

Rosværdigt Munk Rösing-klip:

Caspar Eric (f. 1987) skriver for så vidt fra en veletableret digterposition, ung mand vil have damer og identitet, og anvender klassiske poetiske figurer som besjæling, apostrofe, metafor, poetisk du og lyrisk jeg (hvert af de tyve pænt lange digte starter med ordet jeg i fedskrift).
Men det er MacBooken, der besjæles (»macbooken vil være ked af det«), det er downloadprogrammet, der apostroferes (»kære lille downloadprogram/ jeg vil bare gerne se samtlige afsnit af girls (2014)«), det er cyperspace, der leverer metaforer for følelses- og sanselivet (man kan »hacke« sit eget humør og »downloade« kunst i kroppen), og det poetiske du er »en person der gerne vil instagrammes/ foran 7/11 efter en bytur«. (...)
Digtsamlingens titel, ’7/11’, signalerer døgnåben hverdag i butikskædens lys frem for den skelsættende historiske begivenhed, der samtidig spilles på: 9/11. 7-Eleven gives sin egen poesi i nogle fine vers:
»og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne«.
Her bliver butikskædens potentielt infernalske altid-åbent-og-altid-det-samme til en kur, der kan forlænge og forny dagen, så selv ordet babybites pludselig klinger af ømt og nyt liv.

Skammeligt Stein-klip:

Caspar Eric debuterer med denne digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970' ernes Dan Turèll og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turèll har Eric tendensen til at ophobe " og"-konstruktioner i endeløse sætninger, hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.
Der gøres som hos Turèll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der tilhører den såkaldte finkultur - for eksempel digtere og kunstudstillinger - er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat. dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3, MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider - en medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når man ser bort fra en forelskelse i en pige. Den nævnte Turèll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: " Jeg vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/ og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt fuckd". Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook, og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings-og intensitetsskift.

- jeg ved godt, hvordan man suckerpuncher en MacBook, og jeg vil gerne lære poesi-professor Peter det ved lejlighed, for jeg synes, han har brug for det.

Janina har en tydelig skrue løs i maskinen min!

Jeg er er lige blevet lidt muggen på egen vegne, så hvis I lige vil have mig undskyldt!

I A.M. Mai-festskriftet Litteratur på stedet har Peter Stein Larsen en artikel med, som han aklder "Kanonisering og ikkekanonisering" i samtidslitteraturen" om de gode forfattere, der overses i og af kanonprocessen.  Det er en virkelig fortjenstfuld diskussion af synliggørelsens mekanik og blindheder, herunder fx generationalisme, ungdomsdyrkelse og aldersfascisme. Som et eksempel på (pga. høj (debut)alder og (ikke-eksperimentel) æstetik) ukanoniseret og usynliggjort forfatter (hun har dog næsten altid fået gode anmeldelser og blev så sent som 2012 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris) portrætterer Stein stærktt rosende nyligt afføde og rigtignok rent fantastiske Janina Katz (som lyriker dog kun).

Lige efter, i artikeln "Slutord", skriver Sten så:

(...) der (...) er alt for lidt fokus på litteratur skrevet af ældre forfattere. Hvis man påpeger det positive i, at der i et værk som Bukdahls Generationsmaskinen blev fremhævet en mængde forfatterskaber fra "dansk litteratur som yngst", så er det til gengæld en problematisk tese i dette værk, at dansk litteratur kan karakteriseres ud fra et generationsbegreb, hvor man typisk ser et gennembrud for et par nye digtergenrationer pr. årti.

Jamen, jamen, Peter, det er da heller ikke min bogs tese. Den starter, med alle mulige relativiserende besværgelser, at anskue 90'er-generationen som en klassisk ung, jævnaldrende generation. Men så går den over til at ret totalt og gennemgribende at dekonstruere og atomisere (ved at totalkomplettere (kvalitativt NB)) både1990-1995 debutantgruppen og 1996-2004 debutantgruppen og ikke mindst via det MANGLENDE hensyn til debutantALDER; indtil flere "ældre" debutanter fra intervallet sætter jeg spot på, bl.a. Bent Albrectsen, Else Tranberg Hansen, Erik Trigger Olsen og, ja, ja, Susanne Staun

OG SGU JO FANDME LIGE NETOP JANINA KATZ, SOM DEBUTEREDE I 1991 SOM 52-ÅRIG, SOM JEG SKRIVER OM (OG RET PRÆCIS LIGE SÅ MEGET SOM STEIN I SIN ARTIKEL, BARE INKL. PROSAEN) PÅ SIDE 237-239, i AFSNITTET "OVERVINTRENDE HALVFEMSERSÆRLINGE OG -SENIORER",

min afslutning:

Man kunne måske både hos Bent Albrectsen og Janina Katz tale om en erfaringsfandenivoldskhed eller bare -friskhed som den sene debutants privilegium og forpligtelse. Hvor de unge debutanter og jo ikke mindst de regelrette halvfemserdebutanter har det med at dyrke en vel uskydlig gammelklogskab ...

Stein skriver videre:

Når man udelukkende fokuserer på nybrud indenfor litteraturen med fokus på forfattere med nylig afgang fra Forfatterskolen (ca. 80 % af de af Bukdahls opregnede digtere) overses det, at en række af de vigtigste litterære værker, der har tegnet den periode som Bukdahl behandler, er skabt af ældre, allerede etablere digtere som Henrik Nordbrandt, Jess Ørnsbo, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Klaus Høeck, F.P Jac, Jens-Martin Eriksen, Peter Laugesen, Svend Åge Madsen, Marianne Larsen og Klaus Rifbjerg.

Jamen, jamen, jamen, det ved jeg og bogen da udmærket. I afsnittet "Generationsksepsis som sådan" nævner jeg selv 63 (treogtreds) forfattere, fra Bjelke til Ørnsbo (og inkl. samtlige de af Stein nævnte naturligvis), ældre end 90'er-generationen "der har skrevet glimrende og fremragende litterære værker i halvfemserne". Efter opremsningen skriver jeg:

Nogle nævnt, andre glemt. Det er hård konkurrence for selv morgendagens mest sublime debutant sammenlignet med for 25 år siden, hvor han eller hun uden videre kunne rydde scenen, i princippet i hvert fald. Og det er klart, at denne (konkurrence)situation, halvfemsergenerationen som den første for alvor skulle for holde sig til (firsergenerationen havde for travlt med egen virak, og senfirserdigterne var bare sære), måtte få indflydelse på en generationsfølelse, der i forvejen var massivt ambivalent på grund af firserskepsis og almindelig nøgternhed. Det stod fra starten klart, at man ikke bilde sig noget ind, fordi hele feltet hele tiden var rødglødende, en hel skov af lokummer brændte højt til himlen. Jeg er ikke bange for at kalde det den realiserede attituderelativisme: Alt er på forhånd tilladt, intet er på forhånd forbudt, hvert værk må kvalificere sig selv som sprogkunst.

Og hvad angår fokusset "på forfattere med nylig afgang fra Forfatterskolen": Nej, nej, nej, jeg har udelukkende fokus på debuter med kvalitet, der tilfældigt og ikke så tilfældigt overvejende er signeret Forfatterskoleelever (men indtil flere af mine (på bagsiden nævnte) hovedpersoner og kanon-stjerner har ikke gået på skolen, fx Aidt, Blendstrup, Bonnén, Jokeren, Knutzon, Llambías, Rohde, Sonnergaard (nedadgående stjerne) og Weitze).

Stein igen:

At disse forfatteres værker fylder forholdsvis lidt i den litterære kritik sammenlignet med den journalistisk ansporede interesse for det nyeste, er dog for ingenting at regne mod den næsten fraværende interesse, som tilkendes de mindre kendte forfattere: Jeg har i det foregående diskuteret Janina Katz, men man kunne sagtens forlænge denne ikkekanoniseringens liste med Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen, Lone Munksgaard Nielsen, Kaspar Kaum Bonnén, Bodil Nielsen, Else Tranberg Hansen. Lars Mønster, Peter Christensen, Ulrikka S. Gernes, Niels Simonsen, Asger Stig Møller, Per Aage Brandt, Claus Carstensen, Camilla Christensen, Henriette Houth, Hans-Erik Larsen, Lene Henningsen, Carsten René Nielsen, Mikael Josephsen, Kristina Stoltz, og Erik Trigger Olsen.

Og mange flere (og efter min smag også lidt færre... ingen nævnt)! Men for mit eget og min bogs vedkommende melder jeg atter hus forbi: Else Tranberg og Erik Trigger har jeg allerede nævnt; Lone Munksgaard, Lene Henningsen; Carsten René Nielsen og Kaspar Bonnén er alle vigtige, med eftertryk kanoniserede hovedpersoner i Generationsmaskinen, mens Madsen, Mathiesen og Møller spiller vigtige biroller, de to første særligt i afsnittene om tværs-generationelt teltlejr-samarbejde, der er en endog meget vigtig del af "generations"-konstruktionen.

Så nu har jeg rystet piggene og føler mig mindre pisset af!

Og dette sidste Stein-citat vil jeg gerne erklære mig rørende enig i:

Jeg argumenterer her ikke for, at interessen for den nyeste digtning skal reduceres, men for at der kommer proportioner i tingene, således at at der eksempelvis skrives én artikel eller universitetsopgave om Katz, Simonsen, Mathiesen, Madsen eller andre af ovenstående digtere, for hver gang der skrives tyve om Mtte Moestrup, Ursula Andkjær Olsen eller Bjørn Rasmussen.

Jeg vil gerne bestille 1 forårs-Viggo-analyse og 1 efterårs-Mathiesen.portræt, mindst, mr. Professor.

Homoøpatisk digtoplæsning/løsning

Jeg har tænkt meget over dette programpunkt på Testrup Højskoles nys overståede Løgstrup-sommerkursus:

Søren Ulrik Thomsen # / digter
Oplæsning af egne digte samt et af Per Højholt
og et af Thorkild Bjørnvig

- som om de to digte af PH og TB på magisk vis vil garantere og kvalificere den perfekte centrallyriske balance i SUT's egne (langt blegere) digte mellem venlig meta og mellow metafysik (kommer katte i himlen?) ... eller som professor Peter Stein Larsen formulerer det i sin imponerende ulydhøre gennemgang af "Danske poetiske traditioner i 10'erne" (headliners: Thomsen, Nordbrandt, Stochholm, Boberg vs. Hørslev, Ravn, Hagen, Zeuthen (ikke 2013-Z!, 2012-Zzzz)) i det nye nummer af Reception: "En sådan afslappet humor er ny i Søren Ulrik Thomsens poesi og er også et godt bevis på, at den centrallyriske strategi fungerer indenfor en særdeles bred palet af livsholdninger og stilarter. Det komplekse billedsprog, den elegante syntaks og de paradokse formuleringer er på ingen måde kun udgangspunkt for patosladede formuleringer i poetisk højstil, men danner grundlag for en eksistentiel centrallyrik, hvor der på én gang er nøgternhed, smerte, humor, tragik og lethed i beskrivelserne af, hvordan oplevelser af død, tab og forgængelighed blander sig med fantasier om kærlighedens og kunstens forløsende kraft."

rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
rigtig flotte linjer
plysbjørn klitspejl

Mellem to mosser / som'er (/sombreoer)

Langfredagslangmodighed: Jeg hører den nye, forholdsvis - men selvfølgelig COOL - sjaskede Strokes-plade, mens jeg ser et halvt afsnit af Bo Lilles Kulturhjørne, den ufrivillige, danske litteratur-tv-udgave af Zach Galifianakis' geniale anti-interview-serie Between Two Ferns - sammenlign selv! - denne gang går det ud over Professor i Poesi Peter Stein Larsen, der tager det som en god sportsmand, her link, og her Steve hos Zach:

Rigtig meget af en middelmådig ting er lettere deprimerende

En artikel i Information, "Digterne løb med opmærksomheden", gør et nummer ud af, at flere af årets digtsamlinger har solgt mere end som så og mere end hvad digtsamlinger plejer at sælge, og det kan man som poesi-interessent tydeligvis være nødt at være forbandet glad og taknemelig for, men det ved jeg ikke, om jeg gider være, når den digtsamling, der suverænt har solgt mest og urelativt så temmelig meget, er Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl - 20.600 eksemplarer - som jeg ikke mener er en synderlig betydelig digtsamling, heller ikke hvis jeg et kort øjeblik lod som om, at jeg mente, at Søren Ulrik Thomsen var en betydelig digter, og jeg ved godt, at folk beskylder mig for at drive chikane, når jeg siger, at han ikke er det, men det mener jeg altså helt ærligt ikke, han er, og hvis jeg mente det, ville jeg mene, at fx Ukendt under samme måne og Nye digte er langt betydeligere og betydningsfuldere digtsamlinger; at SUT får succes på bestesellerlisterne med så blank og lunken en rutinepræsation, efter 9 års lyrisk tavshed, synes jeg ikke er noget at råbe hurra for, som Peter Stein Larsen med vanlig rungen gør til sidst i artiklen:

»Hvis man skal sige det lidt højtideligt, synes jeg, det er en sejr for den litterære kvalitet, at en digter som Søren Ulrik Thomsen har solgt i 20.000 eksemplarer. Mediernes bevågenhed er som regel på slagkraftige genrer som krimien og biografien — men det er jo gerne lyrikerne, der står for den sproglige fornyelse.«

Poesi er jo ikke som sådan en fed ting (som Peter Stein synes at mene, når han hele tiden henviser til mængden af dilettant-poesi på nettet), god poesi er en god ting og fremragende poesi er en fremragende ting, og det er fedt nok, hvis god og fremragende poesi sælger godt og fremragende. Så hvis jeg bare ignorerer monster-salgstallet for Rystet spejl, kan jeg sagtens være glad og taknemlig for, at Thomas Bobergs Hesteæderne: Den store duel (som jo er en duel med en SUT-soundalike) har solgt 2600 eksemplarer, Rifbjergs Stederne 1800, Jørgen Leths Hvad er det nu det hedder 1600, Ursula Andkjærs samlede 1500 og Tranströmers samlede (den eneste ikke-Gy-titel i artiklen, mon ikke i det mindste Benny A også har solgt glimrende, givetvis har fx Marianne Larsen ikke, hendes fremragendehed er alt for mediemæssigt uprofilerbar) 4000. Hurra for det og dem for filen da!

3 nutidige bemærkninger til Jørgen Leth anno 1967

- dvs. det blærede, eksalterede dobbeltfaktum, der er Sportsdigte, 1967, og Lykken i Ingenmandsland, 1967, mest den sidste her:

1.
Forsøg på opdateret version af midterdelen af "Det ville glæde os" i Lykken:

Bil standser, ud Iben Hjejle,
bildør smækkes i, Bil standser, ud
Tilda Swinton, de smiler begge
da de ser
Bil standser, ud Mikkel Kessler
som ser lykkelig ud
da han ser
Penelope Cruz, Giorgio Agamben og Conor Oberst
som morer sig hjerteligt
da de ser
Bil standser, ud Carey Mulligan
Alberto Contador, Thom Yorke
som ser usædvanlig veloplagte ud
da de ser
Bil standser, ud Noomi Rapace
El Fandi, Niels Frank, Jim Carrey,
bildør smækkes i, glade ansigter,
Bil standser, ud Lykke May
Park Chan-Wook, Erlend Loe, Schleck
bildør smækkes i, alle er kommet,
alle har det dejligt.
Alle er kommet. Nogle minutter går.
En time går.
Så er solen der. Parken lægges ud.
Smilene breder sig.
Hans ansigt. Hendes ansigt. Hans ansigt.
Hendes ansigt. Hans ansigt. Hendes ansigt.
Så er havet der. En sølvgrå krydser
affyrer enogtyve skud.
Glæden spredes ud over det hele.
(...)
Alle males blå.
Derefter males huset og parken blå, og senere blir himlen blå.

(følgende navne er udskiftet: Anna Karina, Marina Valdy (skuespiller), Cassius Clay, Claudia Cardinale, Lévi-Strauss, Bob Dylan, Monica Vitti, Jacques Anquetil, John Lennon, Harriet Andersson, El Cordobes (tyrefægter), Per Højholt, Jerry Lewis, Yvonne Ingdahl (fotomodel), Jezy Skolimowski (filminstruktør), Svante Foerster (forfatter), Gimondi (cykelrytter ligesom Anquetil))

2.
Jeg ved ikke, hvor Leth har fundet de blanke, anonyme sætninger i "Læsestykke 2" og "Læsestykke 3" i Lykken - og måske snarere en skolebog end en (dansk-dansk)ordbog, og dog: "segnefærdige"? - men de minder (bortset fra de bittesmå sætningsemner) slående om sætningerne i Rasmus Graffs Folkets prosa; jeg citerer det ukursiverede hveranden-linje-spor i "Læsestykke 2":

Drengene har tabt deres handsker, - Har De tabt Deres hand-//sker, mine herrer / Vi bygger huse - I vælger hatte - Den dovne// eleve svarer forkert; de flittige elever svarer rigtigt. - I forråder// ikke jeres fædreland. - Hønsene lægger æg. - En loppe bider. -// Disse haver. - Cigarer. - Dette brev. - Brevene. - De gode ciga-// retter. - De piber der. - Denne cigar her. - Det æg der. / Min// søster gabede. - Vi var segnefærdige af træthed. Hun sang// falsk; men hun var smuk, og herrerne klappede.

Fantastisk forfærdelig sætning, den sidste.

3.
Peter Stein Larsen udnævner i disputatsen Drømme og dialoger Peter Adolphsens tekst "Readymade" (undertitel og kildeangivelse: "Pia Riber Petersen: Nye ord i dansk, 1955-75/ (ord med h i førsteleddet, s. 553-75") fra Små historier 2, 2000, til at være "den vel nok første 100 % ægte længere readymade i dansk digtning" og fremhæver at "hans readymade er som genre desuden 'renere' end andre danske eksempler på noget sådant, idet der ikke er tale om nogen form for gennemskrivning endsige 'mimen' af noget, men om en ren afskrift med kildeangivelse. Teksten bærer også - i modsætning til teksterne af Højholt, Seeberg og Bukdahl [en fin trio så sandelig!] - titlen "Readymade". Må jeg præsentere Dr. Peter for teksten "Inspektion af Maskinen" i Jørgen Leths Lykken i Ingenmandsland, 1967 (5 år før Peter A blev født), med undertitlen og genrebetegnelsen "(READY MADE"), 37 linjer overfor Adolphsens 31:

Understel [højst tvetydigt! dette er klar nok en erotisk readymade! med link til Duchamps store glas og Picabias maskin-malerier].
Kontroller Understelsbevægelsernes Befæstelse samt Boltene og smør regelmæssigt alle Bevægelser.
Efterse Radiusstængerne samt eventuelle Bardunkryds og Bardunstrammere, Hjul, Affjedring, Sikkerhedswire og Hjulenes Tilstand og Oppumpning. Se efter, at alt er sikret på behørig Maade.

Kroppen og Planerne.
Kontroller Lærred (eventuelt Krydsfinerbeklædning) overalt. Lærredet skal sidde stramt. Eftergaa alle Ribber, For- og Bagkantlister med et let Tryk med Haanden, hvorved eventuelle Fejl let konstateres. Eftergaa Planstøtter, Centralplanstøtter med dertil hørende Barduner og paase, at alt er behørigt spændt og sikret, og at ingen Barduner kan skamfiles i Krydsene.
Efterse Kroppens Beklædning og Planernes Befæstelse til denne.

Styreindretninger.
Underkast alle Styrebevægelserne (Højderor, Balanceklapper og Sideror) et indgaaende Eftersyn.
Styrestænger, Styreliner, Samlinger og Bolte, Bukke og Lejer efterses omhyggeligt og smøres regelmæssigt. Det efterses, om Bardunstrammerne er rigtigt sikret, og Kablerne efterses særlig omhyggeligt, hvor disse gaar over Ruller eller er udsat for Bøjning (f. Eks. ved Planernes Tilbageklapning).

Halfinne, Haleplan, Højde og Sideror.
Se efter, at Lærredsbeklædningen og Ribberne er uskadte, og om Højderor, Sideror og Klapper kan bevæges let og i fuld Udstrækning. Alle Hængsler og Lejer prøves for Slør, holdes rene og smøres regelmæssigt.

Haleslæber-Anordning.
Efterse Stødfjedre, Bespænding, Sikkerhedswire og Slæbesko (eller Hjul).

Førerrummet.
Efterse alle Instrumenter i den Udstrækning, dette lader sig gøre paa Jorden, inspicer Sikkerhedsbælter, Vindskærm og Talerør [!] og paase, at Ildslukningsapparatet er paa Plads, fyldt og klar til Brug.

- Og måske er så afsnit 3 og 4 af teksten "Ekspeditionen" i Sportsdigte de første vedkendte, (sandsynligvis, lad os spørge!) Duchamp-inspirerede tekst-readymades i dansk litteratur, jf. bogens afsluttende note:

En note

Der er brugt tekstcitater i et af denne bogs digte, nemlig i EKSPEDITIONEN 3 og 4: fra Ekstra Bladet 8. juli 1966 og [det er den med "også i dag oplevede jeg noget" ...] fra Ian Flemings "James Bond og Tordenkilen", Skrifola./ JL

Kort sagt (skal råbes, med hårdt g): JØR-GEN! DEN FØR-STE!

Et tu, stenede Peter

Hvorfor dog bruger Peter Stein Larsen, der har en stor og vidende kærlighed til F.P. Jac, halvdelen af sin i forvejen ikke lange anmeldelse af Asger Schnacks ikke korte udvalg af "Efterladte og ikke bogførte digte", Man tror man samler sig til hele livet (ligesom Erik Svendsen glemmer Peter Stein 'til'et) i Kristeligt Dagblad på at klage over, at Schnack i sit forord skriver , at "hvor Jens August Schade var den største og mest originale digter i første halvdel af århundredet, var F.P. Jac det i anden halvdel" (hvad jeg for øvrigt er FULDSTÆNDIG enig i)? Det er, synes jeg, kriminelt spaltespild!

Og det er jo ikke sandt, når Peter Stein skriver, at "ingen med seriøst forhold til poesi vil finde på at sammenligne Schade med Johannes V. Jensen, Tom Kristensen eller Sarvig og at stille dem op på en hitliste." Hvad i alverden var det ellers kanonmagerne gjorde, da de forordnede, at danske skole- og gymnasieelever er TVUNGET til at læse Tom K, men ikke Schade (og Rifbjerg, men ikke Jac (eller Inger C for den sags skyld))!? Schade og Jac er begge kedeligt undervurderede, derfor skal de aggressivt opvurderes.

så okay da for syv Søren Ulrik

(nedenstående er begyndelsen til en løsgående tredobbeltanmeldelse til Standart, som jeg har netop har opdaget, at jeg må starte forfra på som bare en ædruelig dobbeltanmeldelse, fordi jeg troede den kunne og skulle være monstrøst større end tilfældet faktisk er; jeg er ved at have styr på ord-omfang, men jeg er stadig elendig til anslag. Standart havde spurgt om en dobbeltanmeldelse af Bäckström og Ølholm, og tilfældigvis havde jeg en Ølholm-anmeldelse, som havde ligget WA-utrykt hen siden efteråret, og den måtte de hjertens gerne få, men enten skulle den udvides en smule som solo-anmeldelse eller udvides en hel del som dobbeltanmeldelse, inkl. noget mere om Stein Larsen; mit svar: " Åhr, for fanden, jeg har jo ikke tid til noget - men jeg har faktisk længe brændt inde med yderligere bemærkninger til Stein - og den svensker kan jeg vel godt tage i en og en halv mundfuld - jeg er bare lidt øm på den autonome elegance i Ølholm-anmeldelsen - men mon ikke jeg kan lege mig frem med noget serialitet - så okay da for syv Søren Ulrik - men pirk mig lige en uges tid før deadline." Hvilket de gjorde for halvanden uge siden, og i forgårs lovede jeg , at artiklen ville være der i dag, men pga. anslags-overvurderinmgen og DETTE yderligere tekst- og tidsspild bliver det først i morgen, som ellers er reserveret til at fjerne alle bøgerne i mit arbejdsværtelse og nedlægge stigereolerne, inden tømreren kommer mandag og bygger mine nye ALTdækkende indbyggede reoler ...)

Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger. 560 sider, 398 kr. Syddansk Universitetsforlag

Marianne Ølholm: Uforståelighed som æstetisk strategi. 204 sider, 248 kr. Spring

Per Bäckström: Vårt brokigas ochellerikke! 253 sider, nogle svenske kroner. Ellerströms

Mest rimeligt ville det vel egentlig være at anmelde kritiske værker skønlitterært. Således at anmeldelsen af Peter Stein Larsens disputats Drømme og dialoger, med undertitlen ”To poetiske traditioner omkring 2000”, bliver et digt, der er nøjagtigt 50 % centrallyrisk og 50 % interaktionslyrisk:

Oh, poesi, jeg hænger ved
dit for længst og grundigt pulveriserede juletræ,
som en sveden kravlenisse bøjet af piberensere
fra modernismekonstruktionens døgnkiosk,

men ulvetider vrider enhver bisidder, og hey, Henry,
kom op af sufflørkassen, råber Reumerts genfærd,
de waders taler alt for gumpetung klartekst:
Miele W 5741 SoftCare tromle, 7 kg. 1400 omdr.

Og anmeldelsen af Marianne Ølholms post doc-afhandling (?) og/eller artikelopsamling Uforståelighed som æstetisk strategi, med undertitlen ”Læsninger af nyere eksperimenterende dansk og amerikansk lyrik”, bliver et uforståeligt, eksperimenterende dansk-amerikansk digt:

Narrator reads on-screen text:
dette blik er second hand,
grå øjenvipper vipper VUPTI!
and vaporizes all resistence,
miss Ponymany!

Og anmeldelsen af Per Bäckströms artikelopsamling Vårt brokias ochellericke!, med undertitlen ”Om experimentell poesi”, bliver en (af Bäckström) såkaldt sproggroteske:

akademix a little less than nothing
akademix an inkblot so it completely disappears
akademix a third of a double take
akademix Mr. Mox, minister of text
akademix en hex der er vexed
akademix Max Bjævermose, Tintinperson
akademix a lot of theretical loot