Effektiv normineringstekst

ved det ene (det andet er Peter Stein Larsen) af de to medlemmer i den danske jury, Elisabeth Friis (hendes første opdatering i aftes: "jesus jeg er så revnestolt og kæften min har jeg holdt Kirsten Kirsten Kirsten"):

"Kirsten Thorup debuterede i 1967 med digtsamlingen Indeni – Udenfor og har således 50 års forfatterjubilæum i år. Thorup har skrevet i alle genrer, men det er først og fremmest som forfatter til en række dybe, eksemplarisk vedkommende og socialt engagerede romaner som for eksempel Lille Jonna (1977), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987) og Bonsai (2000), at hun har sat et blivende præg på nyere dansk litteratur.

Romanerne har givet deres mange læsere et spejl, hvori vi (som Shakespeares Hamlet siger) har kunnet se vor egen tids form med samt de kræfter, der har skabt den form. Romanerne skildrer det enkelte menneskes indviklede liv, og dette menneskes lige så indviklede sociale relationer – både til de nærmeste og til det samfund, der hos Thorup altid kræver sit. Romanerne giver ofte stemme til dem, der ellers ikke bliver hørt, de skrøbelige, de marginaliserede, de “forkerte”, og sådan er det også i den nye roman Erindring om kærligheden. Hovedpersonen Tara står egentlig over for et gennembrud som Hamlet i en eksperimenterende opsætning af stykket, men bakker ud af engagementet for bl.a. at kaste sig ud i et arrangeret ægteskab med en asylansøger, og Taras liv udfolder sig herefter som en planløs rutchebanetur. Hun er, som Hamlet, fanget i en tøven, hvad gælder hendes eget liv. Til gengæld rækker hun konstant hånden ud til samfundets udsatte – endskønt hun på sin vis er ligeså udsat og hjælpeløs som dem, hun hjælper. Tara får lidt tilfældigt datteren Siri, hvilket er en opgave, som hun har svært ved at klare. Og romanen følger deres forhold igennem en årrække: Et hjerteskærende og nådesløst forløb, hvor spørgsmål om det nære-som-det-svære, ret og pligt, det private og det politiske – og ikke mindst kærlighedens styrke og pris – behandles i en stadigt fordybet form. Vi når til den yderste grænse – og ud over den. Tara ender på gaden i nutidens København. Men det slutter ikke her. Siri er i mellemtiden blevet en politisk engageret performancekunstner, og Erindring om kærligheden bringer også en stor forsoning med sig i en mother/daughter-performance, hvor det feministiske perspektiv på bevægende vis forløser den spændte relation.
At betegne Erindring om kærligheden som en mor/datter-roman er dog både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi Tara og Siris relation er den kærlighed uden hvilken intet. Forkert, fordi romanen med sit brede og detaljerede samtidsperspektiv også handler om alle de relationer, vi er bestemt af. Og måske i særdeleshed de relationer, som vi vægrer os ved at indgå i – f.eks. relationen til den rumæner, der hver dag står og tigger foran supermarkedet.
Erindring om kærligheden er også i dét perspektiv en kulsort, uendelig nuanceret og viis roman. Den trækker vod i dybet, i vores fælles dyb, som kun virkelig litteratur kan gøre det."

Falsk Bjørn i Bruxelles, ægte exemplar & CO. i Tolbodgade om 2 timer

Bjørn Rasmussen blev i år

Dansk vinder af EUs Litteraturpris

 

Bjørn Rasmussen er den den danske vinder af EUs Litteraturpris 2016. Han modtager prisen for romanen "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet" (2011) (mærkeligt, men jo fint nok (når det er en fremragende bog) at uddele pris for et seks år gammelt værk (slår dog lige præcis ikke forsinkelsen på Klaus Rifbjergs Debutantpris 2016 til 2010-debutant Theis Ørntoft)
 
- ved prisoverrækkelsen i Buxelles den anden dag modtog Johannes Riis prisen på Bjørns vegne, på billedet man ser hvordan:

TILLYKKE!

Bjørn skrev et formfuldendt, kontemplativt takkedigt på Facebook:

Bjørn Krag Rasmussen

Yesterday at 9:11am · 

Stor tak til min body double Johannes Riis
han tog i går til Brusell og modtog min pris
mens jeg sad her på enken og slog en fis.
Han læste et uddrag fra min bog The skin
der hvor jeget tager ridelæreren til roden i gin og gin
han fik overrakt fine ting af en ping.

Pengene bruger jeg på hegn om hele grunden
nye tuscher, urtehaven, lidt til munden
jeg vil gerne tro min fremtid ik er forsvunden.
Men aben er træt og aben er rådvild
og aben vil bytte sin angst for en grådsild
Og når jeg er grim og når jeg er glemsom
trust this bitch, collect a kingdom
Nå men nu skal jeg skrive til g-bar, SLM og Iselin:
Rhodondendronen er sprunget ud i takt med skizotypien

Og senere i dag, om ret præcis 2 timer, klokken 16:30, optræder den virkelige Bjørn sammen med Elisabeth Friis, Ninette Larsen og Cecilie Lind i en littertursalon i forbindelse med og som opvarmning til aftenens opførelse af hans syngestykke HAPPY NATION på FÅR302 i Toldbodgade. UNMISSABLE!:

Gurlesk - litteratursalon på Teater FÅR302 under Cph Stage

Teater FÅR302 får under CPH Stage 2016 fornemt besøg af det århusianske teater Katapult, som gæster os med sin nyskrevne forestilling Happy Nation, skrevet af den prisvindende forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen.

Happy Nation rummer elementer af gurlesk eller det gurleske - et begreb annekteret fra de amerikanske og svenske litteratur- og performancescener - som af litteraturkritiker Linea Maja Ernst beskrives som en sammenskrivning af ordene ”girl” og ”grotesque, burlesque og carnivalesque”, som betegner en ”performet pigethed” og ”en valgt overdrivelse eller pervertering af det yndige” (artiklen "Det perverse pigeblik", bragt i Information, juni 2014).

Gurlesk er et nyt fænomen, set i en dansk teaterkontekst, og Teater FÅR302 benytter derfor lejligheden til at åbne begrebet op via et introducerende oplæg, oplæsning af en række yngre talentfulde forfattere og en modereret samtale.

På litteratursalonen vil du møde:

Bjørn Rasmussen, uddannet fra Dramatikeruddannelsen (2007) og Forfatterskolen (2011), debuterede som forfatter med "Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet" (2011), har senere udgivet "Pynt" (2013) og "Ming" (2015) og er som dramatiker bl.a. blevet spillet på danske grund med forestillingen "Seest" (2008).

Cecilie Lind, uddannet fra Forfatterskolen i 2013, debuterede med "Ulven åd min eyeliner" (2010) og har senere udgivet "Dughærget pupil accelererer tusmørke" (2012), "Strunk" (2015) og "Scarykost" (2016) .

Ninette Larsen, uddannet fra Biskops Arnö Forfatterskole (SE), debuterede med "Hybrid" i 2014.

Elisabeth Friis, lektor i Litteraturvidenskab på Lunds Universitet.

PRAKTISK:
STED: Teater FÅR302, Toldbodgade 6
TID: fredag d. 3. juni kl. 16:30 - 18:00
TILMELDING: Fri entré - book ind på billet@faar302.dk

HAPPY NATION:
Husk at sikre dig din billet til HAPPY NATION allerede nu. Billetter købes direkte via Teater FÅR302's hjemmeside (www.faar302.dk). Forestillingen spiller torsdag d. 2. juni kl. 20, fredag d. 3. juni kl. 19 & lørdag d. 4. juni kl. 15 & kl. 19.

Nordisk Råd rammer plet og plet mellem fingrene! Dobbeltsmart!

Det kan godt være den nye Nordisk Råd-komité, Elisabeth Friis og Peter Stein Larsen, er en slags skruebrækkere (deres forgængere gik i protest mod vederlags-fifleri), men fandeme svært ikke at klappe i sine Trump-små hænder over deres netop afslørede 2 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris

Bjørn Rasmussen for Ming

Klaus Høeck for Legacy

Ung mester (født 1983) og gammel mester (født 1938) ud i højt løftet intimitet!

- 2 x side 24:

    teknisk set er der
to ting at bemærke ved
    dette billede

     ét: der er mærker
efter en tegnstift i
     den øverste kant
 
     så det kan have
hængt på en opslagstavle
     to: der er blækklat
  
     ter henover mit
ansigt (måske quink ink som
     ikke findes mer)

jeg har brugt aftenen på at bestille julegaver på nettet
jeg putter artiskok i alting
jeg har aldrig set mine skamlæber i øjnene
jeg har aldrig tilgivet mit kalkunske ophav
der er ikke det du ikke kan for mig far
du kan gøre mig gravid og give mig suppe
fjer og blod
jeg har et ønske om at dissekere dig
bringe alle dine organer frem i lyset
hvorfor kommer du ikke herud i kolonihavehuset
vi skal drikke champagne klok formiddag
mens risskov kloakservice tømmer septiktanken
eller sivebrønden
vores regime
i denne salme skal vi le
i disse samlede værker skal vi græde

er det medicinen der slukker for dig

- nominanterne i går på Hovedbib tilsmilet af WA-kollega

Identitetskarnevalismens overraskende comeback (HVAD sagde jeg!?)

Det er svært for mig at glemme debatten om hvidhedsdebatten på Nordatlantens Brygge for lidt over et år siden; sjældent har jeg mødt så antagonistisk et publikum og med-panel (bortset fra Kamilla Löfström og panelleder Pablo Llambìas, ingen af hvem kom til mit forsvar) og aldrig pga. en LÆSNING af en række forfatterskaber, som jeg begejstret går IND FOR. Min forbrydelse var ikke mine anmeldelser af de pågældende bøger, men at jeg i forlængelse af min polemik mod Athena Farrokhzads anklage mod Yahya Hassan for at gå islamofobernes ærind havde introduceret begrebet eller netop LÆSNINGEN identitetskarnevalisme; mest foragtfuld var akkurat paneldeltager Farrokzhad, der formåede at repræsentere både den undertrykte/ revolutionære, racialiserede Anden og den belæste, indforståede akademiker, der overlegent kunne håne min misforståede brug af Bakhtins karenvalisme-begreb. På første række sad Elisabeth Friis, litteraturlektor i Lund og Kritikredaktør og på alle mulige måder en favorit-person, hvis bidrag til debatten var en kærlighedserklæring til Farrokhzad og en beklagelse af, at Danmark, hvad angår progressiv litteraturteori, stadig lå år efter Sverige.

Lørdag kan jeg så i Information LÆSE et slags Gensyn med hvidhedsdebatten under titlen "Mette Høeg er en hvid mand", hvor selvsamme Elisabeth Friis skriver følgende om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad (hvis Jeg er vred først udkom efter debattens to akter - jeg LÆSTE hendes første bog Find Holger Danske (heller ikke Glaffeys Mor og Busser fandtes dengang, jeg LÆSTE hendes Padder og krybdyr):

" (...) det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.
Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.
I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindeperspektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.
I Athena Farrokhzads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – (...)  Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende."

Sikke fornuftigt og skarpt! Men forklar mig venligst, Elisabeth eller nogen, den essentielle, fundamentale FORSKEL på denne læsning af flerstemmighed (endnu en Bakhtinsk term) hos de tre forfattere og så mit begreb om og LÆSNING af identitetskarnevalisme, som jeg forklarede det/den i en kommentar i WA Bøger? - nuanceforskellen i forhold til det karnevalistiske i min læsning har jo at gøre med det SPECIFIKT vrængende/satiriske/parodiske/humoristiske attak i Yahya Hassan, Find Holger Danske, Padder og krybdyr (og Hassan Preislers Brun mands byrde); vi har endda spejlmetaforen til fælles:

 

-->

"For nogle uger siden kom jeg på en Facebook-kommentartråd til at opfinde to ord, som helt fortjent har forfulgt mig siden. Anledningen var den svenske digter Athena Farrokhzads korreksende anmeldelse i Aftonbladet af Yahya Hassans debutbog:

  ”Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og alle hans egne identiteter.”

   Bagefter udnævnte jeg i en blogpost to af mine yndlingsforfattere i den yngre generation, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad, til skabs-identitetskarnevalister. Fordi de i deres seneste bøger vitalt kløjes i deres identiteter som henholdsvis lesbisk mor og adoptionsbarn fra Korea

  I et ”åbent brev” i Information frabad Glaffey & Langvad sig imidlertid på det bestemteste at blive associeret med mit konstrukt. De forstod identitetskarnevalisme som et normativt, nyliberalt krav til minoriteter om at gøgle lystigt derudad med alle deres kulørte, udskiftelige identiteter. Hvilket sandt nok lyder temmelig trælst.

   MEN SÅDAN ER DEN OVERHOVEDET IKKE,  MIN IDENTITETSKARNEVALISME! NIKKE NIKKE NEJ!

  For det første er den ikke normativ, men deskriptiv, og rent litterært deskriptiv: Jeg har set nogle bøger opføre sig på en særlig måde, som jeg i mangel af et bedre ord har fundet denne klonket uelegante term til at betegne. For det andet er den bestemt ikke lalleglad eller bare lystig, selvom den gerne og helst benytter sig af humor og ironi og sarkasme, den er snarere desperat og anfægtet, stresset og aggressiv.

    Frem for nogen ”essentiel” identitet, lige meget hvor kropsligt forankret og uundslippelig, går identitetskarnevalismen i krig med italesættelserne af identitet, både ens egne og de andres, udstiller dem og vrænger af dem og vender dem på hovedet. Og jo mere uhjælpeligt fanget identitetskarnevalisten er i en givet identitet, jo vildere skal den karnevaliseres naturligvis.

   Der er måske nok en drøm om, at identitetskarnevalismen kan forløses i en attituderelativisme (et ligedannet ord, Hans-Jørgen Nielsen livet igennem led under at have opfundet – i 1967), men den drøm støder hele tiden på muren af cementerede stereotyper; klovnenæsen er ergo en blodtud!

  Yahya Hassan er for rundhyls-rasende til at slippe alt for meget sorg ind i sin sorte bog, men den er der hele tiden, lige om hjørnet i den juleudsmykkede børnehave. 25 år ældre, men ikke mindre identitetskarnevalistiske Hassan Preisler (udklædt som lille sorte Sambo på sin forside) ironiserer fermt over sin identitets-agilitet i autofiktionen Brun mands byrde – ”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet” – men finder også plads til at berette om rå racisme på et aarhusiansk værtshus og - ultimativt sørgmodigt - naturaliseret racisme hos brune børn: den hvide dukke forbliver pænest.

  Både Hassan 1 og 2 erfarer, at der er mange slags brunhed, fra brun kriminel til brun integrationskonsulent, der hver for sig clasher og allierer sig med al muligt andet identitets-skrammel, men det gider de hverken klynke eller teoretisere over. De vil holde karneval i spejlkabinettet, iklæde sig skarpe og blinkende troldsplinter og træde dansen, være den pogo eller lancier."

Er det ikke på tide, at Langvad & Glaffey skriver et nyt, åbent brev, denne gang til Elisabeth (som de givetvis ikke får konfronteret over dåseøllene ved Forfatterskolens sommerfest på fredag) om deres og andre minoritetsforfatteres åh så "flydende 'identitet'", og at bloggeren  idnetitetskarnevalisten opretter en ny blog ved navn 'idnetitet'sflyderen? Just askin'!

(det meget irriterende og misvisende ved, at Mette Høeg (som et af kostbart få citater) citerer indledningen til Glaffey & Langvads åbne brev til mig, er jo, at hun debatmæssigt mere ligner dem end mig; det er hende og dem, der aggressivt generaliserer al specificitet, herunder specifik LÆSNING, helt bort: de er selvoptagede, politiske korrekte, litterært artige, yngre kvinder, jeg er patroniserende, hvid, heteroseksuel, ældre, mandlig, uendelig blind kritiker - læses skal vi under ingen omstændigheder, og da slet ikke nærlæses)

Hvem tæller vreden den fjerde gang - inkl den INDRE vrede?

Jeg ville i en vis kontekst nævne, hvor mange gange der står 'Hun er vred' i Maja Lee Langvads Hun er vred, men jeg ville ikke spørge forfatteren, før jeg havde selv havde talt vrederne op, og det gjorde jeg så, og jeg fik det til

1582

Det skrev jeg til Maja og spurgte, om det kunne have sin rigtighed. Hun skrev tilbage, at hun ikke selv havde talt, men det havde Elisabeth Friis, og hun fik det til

1722 !

Det er en forskel hinsides små marginaler, må man nok sige! Jeg talte endnu én gang, denne gang omhyggeligere, med blyantsnotering for hvert 100. tal og nu fik jeg det til (jeg havde vistnok sprunget det allersidste afsnit over)

1583

Jeg havde så kun talt linjer/afsnit med, der BEGYNDER med 'Hun er vred', men der er jo også den mulighed, at 'Hun er vred' står INDE i et afsnit: jeg korresponderede med Maja igen, og ja, sagde hun, at det mente hun nok, at det gjorde her og dér, men ikke mange gange nok til forklare den massive forskel mellem min og Elisabeths optælling - ikke desto mindre forekommer det pinedød nødvendigt at foretage en sidste og fjerde optælling, der inkluderer de indre vreder, hvilket imidlertid er en hel del besværligere, fordi ikke kun begyndelser, men det hele tekstkorpus skarpt skal gennemskinnes, for ikke at sige læses.

Har vi en frivillig vredeoptæller derude?

Ugehøjdepunkt 1 SVERIGE!

Paneldebat mandag i Lund om Yahya Hassan med Elisabeth Friis, Cristine Serrano og Daniel Sandström og spørgelystent publikum

HVOR VI SNAKKEDE SAMMEN!

OM BOGEN!

En gråmeleret, men vist meget præcis og herligt nem (nemlig kun praktisk besværlig, slet ikke umulig) hvidhedsbevidsthedsvejledning

(fra indlæg af Elsabeth Friis  i den fortsatte hvideheds-diskussion på Promenaden - hvor hun lige nu krydser klinger med 2 meget skarpsindige debattører, René Jean Jensen og Lasse Winther Jensen:

Men hvis nogen havde orket at læse lidt mere op på hvad der ellers er blevet tænkt om emnet siden Fanon (racialiseringteori, feministisk teori, queerteori eksempelvis) så tror jeg vi havde fået en noget mere interessant debat i stedet for denne fastholdelse af at det handler om at nogen kritikere “skal pakke sammen” overfor “særerfaringer”.)

Hvidhedsbevidsthed til forskel fra hvid bevidsthed, der er selvblind og ubevidst.

HVIDHEDSBEVIDSTHED ER ET PENSUM.

Når en hvid bevidsthed har læst pensum er den blevet hvidhedsbevidsthed.

(kritik af hvidhedsbevidsthed er kritik af et akademisk pensum, hvilket er kritik af en litteraturvidenskabs legitimitet, hvilket er kritik af intellektualitets nytte, bortset fra at det er det jo selvfølgelig ikke; I behøver ikke være så teorioverbeskyttende, akademikere)

Smart!

(og tilsyneladende mener i hvert fald Olga Ravn, at det er en helt rimelig og legitim position for en voksen kritiker, at "pakke sammen" overfor "særerfaringer" udtrykt i litterær form, læs bare afslutningen på hendes Manifest for en tavs kritik på hendes blog:

Og samtidig, så synes jeg faktisk ikke at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale.Nej. Det ville jeg ikke synes var særligt forfærdeligt.

- det ville jeg, LB, synes var ret forfærdeligt, bøger er umuligheder, som det er muligt at læse, bliver en krtiker nødt til at mene sgu da)

Elisabethparadoxet

(lidt uretfærdigt opkaldt efter Elisabeth Friis, fordi hun holdt en hyldesttale til Athena Farrokzhad under paneldebatten i går og er Sapfo-forsker - det burde måske snarere hedde Majaparadokset).

Det er for en hvid og/eller hetereosekusel og/eller mandlig kritiker på en helt anderledes absolut måde umuligt at forholde sig til en tekst skrevet af en farvet, homoseksuel kvinde i 2006, fx denne:

blod er tykkere end vand
blæk er tykkere end vand
mælk er tykkere end vand
tykmælk er tykkere end vand

end en tekst skrevet af en farvet, bi/homoseksuel kvinde i 506 f.kr., fx denne (oversat  af (åh, nej, en hvid, måske heteroseksuel mand) George Hinge):

	Hun er nu den fornemste af lyderin-
	derne, som når den rosenfing-
	rede måne når solen først er gået ned,
	overstråler rent stjernerne, og dens skær
	falder over det salte hav
	ligesom over de vindomsuste agre;
	duggen ligger da yndig, og friske står
	roserne og den sarte kør-
	vel og kløveren som er rig på blomster.
	Jeg går ofte omkring og kan ikke få
	Atthis ud af mit hoved, hjer-
	tet blir tungt i det sarte bryst af længsel

Tidskriftstilfredsstillelse

Jeg brugte det meste af dagen i går på at læse Kritik, og nogle gange glemmer jeg, hvor tilfredsstillende det er at læse et genuint seriøst nådesløst tidsskriftsagtigt (modsat fx Ekko, jeg også har siddet og læst, som gør sig store anstrengelser for at holde sig nede-på-jorden-journalistisk, filmtillægsagtigt - jeg gør det også NÆSTEN i min artikel om amerikansk komik, "Sjovt inc.") tidsskrift, også selvom eller rettere også fordi man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering" (hvilket redaktørerne sjovt og sjældent nok (rimeligt nok! underligt for en skribent at se sit bidrag relativeret i et tidsskriftsforord (jeg har prøvet det engang, i Vinduet)) selv gør opmærksom på : "Det interessante er, at Schulman meget hårdnakket negligerer sin egen magt - f.eks. til at udtrykke sig, til at skabe sig et selvbillede, hvor hendes position er uangribelig. det vil vi gøre alt vi kan for at undgå - omend bjælken i eget øje altid er sværest at se." You do that, ladies!) No bullshit-klogeste og -fineste artikel er naturligvis Niels Franks om Thomas Mann og Døden i Venedig - jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, man selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis). Bedste akademiske artikel, fordi den refererer spændende teori, jeg ikke før har hørt om, og applicerer den på gode eksempler, Avatar og Anti-Christ, (og tildeler Lars Skinnebach den letteste ørefigen - og fortryder den igen), er Torsten Bøgh Thomsens "Grøn æstetik og mørk økologi" (det ene banalt plat og det andet herligt komplekst, lyder den typisk (af pro-kompleksitet camouflerede) sort-hvide dikotomi).

 (jeg ville gerne have skrevet en Blæksprutte i WA om det nye nummer, hvor ovenstående kunne være blevet udfoldet journalistisk på fire gange så meget plads (med generøse citater), men en anden anmelder havde været først ude med sin anmeldelses-reservation, kedeligt nok).

Prisen for bedste prismodtagernavn

går til Sune de Souza Schmidt-Madsen, der modtager Georg Brandesprisen samtidig med at JUULellerVOETMANNellerBANGFOSS modtager Kritikerprisen, for en lille bog om Karen Blixen, der hedder En lille bog om Blixen (som jeg ikke har læst, men jeg har læst en klart Brandespris-kvalificeret, lille bog om Pia JUUL, når vi nu taler små bøger om store digtere).

Tematik er ikke stemt, en stemme er ikke tematisk

Jeg kan stadigvæk ikke forstå, hvad adjektivet solvarmt betyder? Ud over at man bruger ordet sol enormt meget og enormt uklart (altså som heavy symbolsk og abstrakt ved siden af bare betydende solen deroppe skjult bag decemberhimlen). Først brugte Tue Andersen Nexø det i sin forelskede anmeldelse af Jonas Rolsteds debutbog Flex death i Information, og nu gentager Elisabeth Friis det i et lille hyldestindlæg til Rolsteds bog på Promenaden, der tager sit afsæt i underrubrikken på min egen uforelskede anmeldelse i WA Bøger:

Debutanten Jonas Rolsted er så lammende temperament- og temperaturløs, at man slet ikke orker irriteres./  Ja sådan skrev Lars Bukdahl om debutanten Jonas Rolsteds “Digt” – Flex Death. Rolsted er blevet rost meget, så han overlever jo nok den artige karakteristik. Men jeg forstår ikke prædikatet “temperaturløs”. Har vi læst den samme bog? Rolsteds tekst er da varm, solvarm – kærlighedsfuld. (...)
For det er nemlig lige præcis, og meget oplivende, offerpositionerne, også dem vi placeres i af “velfærdssamfundet”, som digtet får skrevet reversible – if You pardon my French.  Alkoholikerfædre kan også være smukke:/  Min far kunne også virke meget kejtet. Spinkel, ranglet, kejtet. Også ret feminin. Jeg synes der er noget forsonende over alle sådan nogle små ting jeg pludselig kommer i tanker om nu. (p17)/  Og hjemmehjælper-arbejdet tilfredsstiller måske nok vort Jeg fordi det får ham til at føle sig nyttig (banal-psykologisk), men det er ikke hele historien. Jeget er GLAD for sit lorte-job. Han nyder det som et stof, det afsætter “nogle meget dybe stød af lykke” i ham:/ “Måske fordi det hele tiden er så ærligt, så konkret ­ hele tiden knyttet til, eller i forlængelse af, en ting eller krop”. (p28-9).  Jeget er simpelthen til stede i det konkrete han gør, her skiftes der f.eks. ble:/  Men jeg holder borgeren fast mens min makker skifter hans ble. Jeg ser pludselig de to ansigter mod hinanden, forskudt i afstand og delvis overlappende, formørkende hinanden. Hvor min makkers ansigt vinder en hårdhed i mødet med kødet og bleen, bliver borgerens ansigt blødere og blødere indtil det næsten ligner et barns. (p23)/ lammende temperament- og temperaturløs?/ Det er også lykken netop ikke at være defineret af sine egne behov. Det er også frihed at leve med sin lortefar. Det er også skønhed at skifte den lorteble. Hey, det her er Nietzsche for fulde gardiner: Forholdet mellem årsag og virkning er reversibelt, og vi når ud hinsides the politics of happiness./  Jeg synes simpelthen den her tekst flyder over med: Here comes the sun (ja den med George Harrison) – og det varmer i det mindste denne læsers vinterparalyserede thumos:/ Solen etablerer en logik. Solen etablerer et sprog. Vi er selv sol. Se selv. Sol. (p72).

Akademiske litterater er så åndssvagt glade og glad åndssvage for tekster, der explicit bøjer sig selv i tematisk neon - i dette tilfælde reversitbilteten: grim/smuk alkoholikerfar, nedværdigende/lykkebringende hjemmehjælperjob - i stedet for at give det dynamisk, animeret stemme i selve tekstflugten, som fader-ambivalensen i Jens Blendstrups Gud taler ud, der aldrig pindes ud, men "bare" praktiseres for fuld, bevægelig og DERMED bevægende skrue. Men hvordan bliver en gerne dristig eller original (selvom den så også er nietzscheansk) tematisk figur - den dér reversibiltet - solvarm? Og hvorfor udviser akademiske litterater - ved siden af Elisabeth også fx Tue Nexø (i hans Rolsted-anmeldelse) og Lilian Rösing (den dér dobbelte Klougart-nomnering, se også nedenfor) - så ofte så dårlig litterær SANS!? Prøv dog at læse den ble-passage igen, allesammen, det sidste, den er, er da konkret, og jo slet slet ikke indvidualiseret, vel nærmest anti-individualiserende og anti-konkret i sin trælse, akavet og anstrengt formelle (eller som de sagde i 90'erne: morfologiske) abstraktion  (men det er jo bare "Det blomstrende Slagsmål" om igen, uden lirekasse - eller keyboard for den sags skyld). Jeg ved stadig ikke, hvad solvarm betyder, men jeg mærker ingen friktionsenergi overhovedet i de sætninger, de falder tungt og gråt, diffust og omstændeligt som ret præcist sludsneen lidt tidligere denne tirsdag.

Lad os endvidere kaste et blik på Schnacks og Rösings motivering for nomineringen af Josefine Klougarts roman En af os sover til Nordisk Råds Litteraturpris; tematik over alle bredder (og lidt om (demonstrativ og dermed tematisk) metafor-teknik); og bemærk, hvordan morens sygdom pænt uhyggeligt synes determineret af tematikken i stedet for omvendt, og hvordan der ligesom i Blå Port-medredaktør Rolsteds tilfælde altid er et rammende/lammende tematisk neonbøjende citat til rådighed:

Josefine Klougarts (f. 1985) tredje roman, Én af os sover, hører tematisk sammen med hendes første, Stigninger og fald (2010), for så vidt som de begge har samme landskab som ramme. Dog er landskabet nu sænket i sne og uigenkendelighed. Romanens ydre handling er en række sammenfaldende tab: jeg-fortælleren er blevet forladt af sin kæreste – ”den nye mand” – og rejser tilbage til forældrene og barndommens landskab. Men også det har mistet sit nærvær, og for at understrege alvoren viser det sig, at moderen er blevet alvorligt syg. Det sætter erindringer i gang, hvor tabet af en tidligere elsket – ”den afdøde mand”, som han kaldes, selv om han lever i bedste velgående – først nu kommer vældende med detaljeret smerte. Tabet opleves som en dobbelteksponering. Det ene lag af tab og sorg lægger sig oven på det andet. Denne flerhed af tab og sorg bringer jeget ind i en depressiv tilstand, hvor hun indser, at det, der var tænkt som varigt og taget for givet som sådan: barndomshjemmet, landskabet, hvor opvæksten fandt sted, og nu senere – i det voksne liv – ikke blot ét kærlighedsforhold, men to, et længerevarende og et kortere, kompliceret, at alt dette, der skulle have været livets sikre holdepunkter, i nævnte rækkefølge, viser sig som midlertidige. Der er ingen trøst at hente i det flygtige. Jeget bebor midlertidigheden, fanget i det vinterlige landskab, der ikke vil kaste genkendelighed og mening af sig. Fortælleteknisk eksponeres jeget ud i et hun (set fra jegets side) eller konkretiseres i et rum med figurer – hun og han – (set fra fortællingens side), hvilket kan udlægges som et tab af sikker jegfølelse foranlediget af tabet af sikkerhed i landskabet, kærligheden. Tilbage er en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet. I denne fortabelse overlever imidlertid en dyb poetisk opfattelse af billeders beståen: ”Der er en lille håndfuld billeder, jeg ikke bliver færdig med. Der er et hierarki af billeder, de er både kroppens og tankernes, følelsernes billeder; de slipper ikke” (p. 41). Og konkret får vi at vide: ”I toppen af mit hierarki ligger billedet af æbletræet med de lysende æbler” (p. 42). Dette billede – de røde æbler – dråber fra sorte grene – træet, der skærer sig kalligrafisk ind i vinteren – varieres bogen igennem som det nye holdepunkt, den poetiske tilknytning til verden.

Nej sneen er ikke sne, som sner, den er "en uskarp hvidhed – en ufrivillig, langtfra ønsket udviskning af identitet". Sammenlign med denne videostump fra et interview med forfatteren på Bogforum; hun er mindst lige så god som sine nominatorer til at tale tematisk om sin roman (og lige efter totaltematiseringen af egen roman, taler hun IMOD symbolik, tematik ER symbolik - noget betyder noget andet -  bare blegere og abstraktere), og det er jo bare fordi, den også og primært er skrevet tematisk, og det kan godt være at tematik er litterært og litteratur tematisk, men tematik er fandengaleme ikke litteraritet og litteraritet kraftedeme ikke tematik:

Monografik

Grundlæggende og principielt har man jo bare at være totalt begejstret og taknemlig for Arenas monografi-serie, der i sidste uge omsider blev skudt i gang med Asger Schnacks bind om Morti Vizki (med undertitlen og (genrebetegnelsen?) "En kærlighedserklæring") og Elisabeth Friis' bind om Pia Juul - når man nu i et par årtier har hylet op over manglen på monografier om de sidste tre-fire generationer af danske forfattere og ikke selv har nosset sig sammen til at levere sit eget bind i serien (endnu); og Vizki og Juul er absolut ikke dem, der mindst trænger til at blive monografiseret (der har i langt tid være en for længst færdig antologi om Morti Vizki (som bl.a. jeg har bidraget til) på bedding, redigeret af Kamilla Löfström og Birgitte Hesselaa; jeg ved ikke, hvad status er lige nu, men det kan Kamilla, hvis hun læser med, måske oplyse). Og de to monografier er som udgangspunkt eksemplarisk forskellige; jeg selv ligger vel et sted midt i mellem med den monografi, jeg har skrevet om F.P. Jac, og dem. jeg har sagt ja til at skrive (og derfor på et eller andet tidspunkt, der altid er SNART, bliver NØDT til at skrive), om Hans Otto Jørgensen (til Arena) og Per Højholt (til Gyldendal (jeg mener så, jeg burde skrive mindst 4-5 om Højholt foruden de 2-3 om Laugesen, som ingen har bestilt, som alt har bestilt, og de 1-2 om Turèll, hvortil kommer monografierne om Madsen, Mathiesen, Mortensen, M. Larsen m.fl ...)): Schnacks monografi optæller systematisk-kronologisk og karakteriserer lyrisk-impressionistisk den komplette produktion (der så alligevel ikke er komplet, se nedenfor), Friis fokuserer på tværs af kronologi, genre og værker på 2 1/2 motiv/teknik i forfatterskabet, gåde/kriminalistik, død/spøgelser, stemme/intertekst/navneleg. Og så kommer jeg ikke udenom smagsdom og mandejævning: Friis' monografi er mange gange bedre end Schnacks, som jeg ikke kan forstå, at redaktørerne (Friis og Tue Nexø) ikke har været skrappere ved. Selve den Schnackske bogholderagtige, digressive, lyriserende metode må man jo nok take or leave, men hvorfor har de ikke bedt ham om at rette op på det skandaløst mangelfulde og overfladiske, fire og en halv side korte afsnit om Vizkis dramatik; man kan jo ikke tvinge Schnack til at sætte dramatikken lige så højt som Vizki selv (og mange med ham -  og i hvert fald er det noget vrøvl, vil jeg mene, at det som sådan og uden videre er kunstnerisk diskvalificerende for dramatikken, at den sprogligt opfører sig relativt mindre excentrisk), men når nu alle andre Vizki-produkter, inkl. lp-plader og kortfilm, pligtskyldigt registreres og kommenteres, holder det jo ikke, at 9 ud af 13 radiospil (2, medregnet i de 4 undtagelser, er parallel-værker til kommenterede skuespil) og de 2 operalibrettoer (begge trykt i teaterprogrammer) ikke får et eneste ord med på vejen; det er ikke nogen undskyldning, at radiospillene ikke er publicerede, de burde ikke være svære at få fingre i, slet ikke for en dygtig sporhund som Schnack (og F.P. Jacs radiospil (særdeles centrale i min monografi) har han ikke noget problem med at henvise til). For fanden da for en misere! Jeg har det besværligt med at kritisere den Schnackske metode, fordi jeg selv helst og gerne gør mig skyldig i bogholderi, digression og lyrisering. Hos Schnack har alle tre faconer bare en tendens (og nogle gange helt bevidst, oplever man) til at undvige og undergrave læsningens præcision frem for at styrke og slibe den (digressionerne ved at være (vilkårligt) bogholderagtige). Jeg kan godt forstå, at redaktørerne (hvis det er deres valg) på bagsiden citerer Schnacks "portræt" af Vizkis digtsamling nr. 2, Vokseværk, for den viser eksemplarisk, hvad lyrisk karakteristik kan som bedst, nuancere spændstigt og øjeåbnende (nu lyder jeg som Schnack!) og er et højdepunkt i bogen: "Sådan følger digtene, selvbevidste, legende, ikke til at skyde fra sig som entydige eller nu snart tømte, for de blinker og glitrer og sitrer og simrer. Og skinne, og skåner ikke sig selv, for de åbner for kramper og kropslige svimmelheder og ubehag og angstanfald og lethed igen og nærmest en ballet lidt efter. Sådan er disse digte uberegnelige, men ægte. Dvs. oprigtige i deres leg med attituderne." Men sammenlign så med dette billede, der måske nok har en vis poetisk værdi i sig selv, men intet, så vidt jeg kan se, har at skaffe med den bog og det digt ("Et digt om selve livet" fra Mange boliger, Schnack har gang i noget løs, men OK religiøs fortolkning), der behandles: "Der er tale om en mystisk sammensmeltning såvel som et jordisk fællesskab. Og det sidste er det, hvorfra digtene henter deres næring - via et rodnet af flere retninger på én gang, som var det en underjordisk stjerne, der brød op i digtform!" !!?? Lidt over 2 sider bruges på Mange boliger, mens Vizkis sidste, posthume digtsamling, Almanak, som Schnack øjensynligt (og med rette) ikke sætter mindre højt, overstås på en halv side, der siger så godt som ingenting (munch-petersen-sammenligningen synes jeg ikke holder, intet imagistisk ved Vizkis digte): "Det er en vildt smuk samling, som udmærker sig - lidt ligesom en af de vigtigste digtsamlinger fra det 20. århundrede, Gustaf Munch-Petersens Nitten digte - ved at rumme digte, der slår ned som lynet, og andre, der siger ligeud det, digteren gerne vil sige om menneskelivet." Det er sgu en sølle (karakteriseret) typologi! Og nu har jeg brugt alt for meget plads på Schnacks svage, flimrende monografi, for langt hellere burde jeg jo have rost løs på Friis' stærke, distinkte monografi. Der ikke mindst, i forhold til Schnack, udmærker sig ved at udlæse og oprette nogle centrale karakterstika ved Juuls forfatterskab, personer der er "kommunikationsnægtere" fx og (fantastisk godt set) "sammenknytningen af et vagt henvisningsniveau og en stærk poetisk stemme", og udfolde dem og sætte dem i spil (med hinanden) via minutiøse nærlæsninger. Især i anden del er flere af de centrale karakteristika måske ikke mere originale end som så (og rimeligt nok), fx flerstemmigheden, men beundr her Friis ekstremt lydhørt sætte polyfonien i det klassiske Juul-digt "Men jeg ville heller ikke det jeg ville" på noder i bogens mesterlæsning, der begynder sådan her: "Men jeg ville heller ikke det jeg ville (trodsig - indikation: men)/ Og det jeg ville vidste jeg ikke hvad var (resignation - indikation: rytmisk lukket sætning)/ Jeg ville så gerne ha dig (melankolsk - indikation: så gerne - troskyldigt og ærligt stilleje")/ Så fik jeg minsandten det/ jeg ville ha, og hvad gør man så (ironisk - indikation: "ha" (både som idiolekt og latter-udråbsord, dertil minsandten)". Schnacks monografi blev jeg som Vizki-fan frustreret af: hvorfor må jeg ikke få nogle reelle, ambitiøse bud på, hvad der gør Vizki særlig og væsentlig? Friis' monografi blev jeg som Juul-fan klogere af: generøst giver hun en række (uden at påstå at det er alle) bud på karakteren af Juuls særlighed og væsentlighed, hvoraf flere er splinternye og alle underbygges med nærlæsninger - så får man sit lykkelige monografiX.

Monografier maner til opflammende efterslæb

Og så af sted til Møllegades Boghandel og reception for de to nye, allerførste Arena-monografier, Elisabeth Friis' Pia Juul og Asger Schnacks Morti Vizki, og de er garanteret på hver deres henholdsvis elisabethske og schnackske måde smaddergode begge to, og jeg kan så, ud over at oplæse et Juul-digt og et Vizki-digt, hvilket jeg gør med udelt glæde, bare stå og skamme mig i skammekrogen, sådan en bør enhver boghandel have, over, at jeg endnu ikke har skrevet min bestilte monografi (der ikke bare skulle hedde) Hans Otto Jørgensen (men en bog, der ikke findes, hedder slet ikke noget), skamme, skamme, skamme!