Farvel til den (værste og) bedste stilist

- Den lykkeligt stilige satiriker (ulykkeligt forelsket i patos' uafvendelige stilistiske kitsch)
 

 - et par Facebook-opdateringer citeret i Martin Kongstads Information-nekrolog:

fra 4. maj:
»I aften mindes vi dem, der døde for, at du kan spise ostepops, være på Snapchat, stemme Liberal Alliance og drikke Gajolshots.«

»Det gode ved den skandinaviske velfærdsmodel er, at alle får mandlen. Det dårlige er, at mandelgaven altid er en bog af Ib Michael eller en pose rosiner.«

»Kære statsminister, vil du i din forestående nytårstale i år ikke nok undtagelsesvist lade være med at genfortælle en anekdote om, at du forleden var ude på en arbejdsplads eller et andet sted i offentligheden, hvor du mødte en helt almindelig dansker, der f.eks. hed Leif og sagde dig noget, som satte tanker i gang? Jeg har selv mødt Leif, det var i Fakta forleden, han var småfuld og sprang over i køen.«

I dag er også en slags 7. november eller 11. juli

for i dag udkommer Caspar Erics 7/11 og stupid-hypeningen er allerede i gang - Politikens forsidehenvisning til Carsten Andersen glimrende nok interview: "Hans digte sætter ord på en selfie-generation (what does that even MEAN?)  - hvilket digteren sikkert ikke er utilfreds med, men burde han ikke være det, bare en smule? I hvert fald bliver JEG træt i hovedet og hjertet (det råbte taxachaufføren i nat meget op om: du skal lytte til din hjerne OG til dit hjerte, hvilket vistnok handlede om at hans kone administrerede hans hvide penge og han selv sine sorte), når poesi skal fedtes ind i generationsdiagnostik (de eneste generationer jeg går ind for er jo sgu da nemlig litterære generationer, fuck samfundmæssige, livstilsstilistiske generationer) - Lilian Munk Rösings glade, inspirerede 4 hjerter-anmeldelse i Politiken (som jeg er ret misundelig på, hun får elegant og præcist foldet digtsamlingen ud (fra sin selfiie-istiske optik)) og Peter Stein Larsens helt jammerligt dårligt læsende og sansende nedhegling i Kristeligt Dagblad (der ikke er så kriminel som Niels Lyngsøs Politiken-nedhegling af Ursula Andkjærs debut i sin tid, men det er derhenad) er fælles om lade alt det Twitter og MacBook og Vanilla Coka og Babybites, bogen flyder over med, definere Caspars poesi og poetik, og gu fanden gør det da ej, som jeg forsøger at gøre klart i min klumpede anmeldelse i WA i morgen.

Rosværdigt Munk Rösing-klip:

Caspar Eric (f. 1987) skriver for så vidt fra en veletableret digterposition, ung mand vil have damer og identitet, og anvender klassiske poetiske figurer som besjæling, apostrofe, metafor, poetisk du og lyrisk jeg (hvert af de tyve pænt lange digte starter med ordet jeg i fedskrift).
Men det er MacBooken, der besjæles (»macbooken vil være ked af det«), det er downloadprogrammet, der apostroferes (»kære lille downloadprogram/ jeg vil bare gerne se samtlige afsnit af girls (2014)«), det er cyperspace, der leverer metaforer for følelses- og sanselivet (man kan »hacke« sit eget humør og »downloade« kunst i kroppen), og det poetiske du er »en person der gerne vil instagrammes/ foran 7/11 efter en bytur«. (...)
Digtsamlingens titel, ’7/11’, signalerer døgnåben hverdag i butikskædens lys frem for den skelsættende historiske begivenhed, der samtidig spilles på: 9/11. 7-Eleven gives sin egen poesi i nogle fine vers:
»og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne«.
Her bliver butikskædens potentielt infernalske altid-åbent-og-altid-det-samme til en kur, der kan forlænge og forny dagen, så selv ordet babybites pludselig klinger af ømt og nyt liv.

Skammeligt Stein-klip:

Caspar Eric debuterer med denne digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970' ernes Dan Turèll og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turèll har Eric tendensen til at ophobe " og"-konstruktioner i endeløse sætninger, hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.
Der gøres som hos Turèll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der tilhører den såkaldte finkultur - for eksempel digtere og kunstudstillinger - er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat. dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3, MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider - en medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når man ser bort fra en forelskelse i en pige. Den nævnte Turèll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: " Jeg vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/ og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt fuckd". Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook, og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings-og intensitetsskift.

- jeg ved godt, hvordan man suckerpuncher en MacBook, og jeg vil gerne lære poesi-professor Peter det ved lejlighed, for jeg synes, han har brug for det.