Viser opslag med etiketten Generationsmaskinen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Generationsmaskinen. Vis alle opslag

søndag den 20. juli 2025

Viggonedslag, Madsenudfald

 









Generationsmaskinen, Læberne sproges. Hokus Pokus F.P. Jac, Knapop Lynned. Ung dansk poesi 1990-2003, Viggo Madsens Åbenbaring. Udvlagte digte 1963-2002

fredag den 12. januar 2018

Kim Skotte hævner sig IKKE 36 år senere (på generationsindpisker MS)

Kim Skotte roser Væbnet med ord og vinger i Politiken og giver 4 hjerter, klip fra anmeldelsen:

"Filmen får i høj grad sit nærvær, fordi vidnerne ser klart. Digterkollegaerne Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Klaus Lynggaard samt den yngre Håkan Sandell og den ældre Asger Schnack er alle gode og bruges med omtanke. Varmen ligger i præcisionen. PORTRÆTTET kommer uvægerligt til at samle sig om Strunges indre kampplads. Om den kompromisløst opslugte digter med det maniodepressive sind. Kan man skrive på galskaben, eller skriver man sig durk ind i den? Hos de godt fortællende vidner, som foruden digterne ikke mindst udgøres af barndomsvennen Johnny og ungdomskæresten Inge, mærker man ungdommens fascination af den flamboyante yngling fra Hvidovre, men også en livslang tristesse og et overbærende glimt i øjet, når Strunges selviscenesættelse, selvoptagethed og fandyrkelse erindres."

Michael Strunge selv var mindre nådig, da han i BT 4. september 1982 som opkørt og benhård indpisker af den rette 80'er-generationalitet anmeldte Kim Skotte Christensens debutdigtsamling  Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende  - teksten har ikke været optrykt før (om Strunge som generationstalsmand (herunder hans virksomhed som anmelder (i 2 omgange, først BT, så Politiken) og forlagskonsulent) se min artikel "Strunges strenge. 80'erne som kritisk opdrag" i antologien En bog om Michael Strunge, 2008):
 
"Spar på krudtet og kom igen

POESI
Michael Strunge

 Kim Skotte Christensen: Den urimelige hastighed med hvilken tog adskiller elskende. Digte. Vindrose. 74 sider. 88,00 kr. 

"Digtet "MANIFEST" var nytårsaftenskronik i Politiken 1981" står der på bagsiden af denne debutdigtsamling. Digtet findes imidlertid ikke inde i bogen. Det er jeg forholdsvis tilfreds med, at det ikke gør. MANIFEST indeholder nemlig de første tre brud på ophavsretten - dvs denne digters ophavsret til de sidste 3-4 digte i Skrigerne, hvorfra Skotte Christensen stjal flere linier og vulgært efterlignede resten. Jeg gi'r dog afkald på retsforfølgelse. Lad dette være en alvorlig ment advarsel til alle de unge der så gerne vil lege "Firser-poeter". For her er en typisk "firserdigter", "ny generation" og rend mig i røven.
  Den urimelige hastighed ... er præget af en symbolik, der ofte bliver alt for tung og usammenhængende, hvilket ikke bedres af overforbruget af ord, Digtene handler hurtigt sagt om forelskelser, sex, forurening, fremmedgørelse og den nok så kendte storby (jeg savner efterhånden en ny forstadsdigter, som Sarvig var det). Der optræder i digtene ofte et du, der nogle steder en kvindefigur, men som f.eks. i "Højovn i helvede" antager religiøs, guddommelig karakter. Og der er let visionære undergangsstemninger som i "lysene der tændes og slukkes": "De sorte pletter/ bryder sig på landkort/ hvorfra de hvide forsvandt og jeg så på aftenhimlens rødmen/ efterhånden temmelig tvetydig/ Lysene der tændes og slukkes". 
  I "Skygger" slår det over i den rene greul, og flere steder virker undergangsvisionerne totalt uden ægte følelse og smerte, men med masser af gru og skræk. Og med for mange klicheer som "glas og beton" - oh du fremmedgørende storby, dog! Og hvornår har sidst set en digter i den grad fascineret af sit forplantningsorgan? Ustandselig dukker den op, den lille. Skotte Christensens form for romantik er for  mig udvendig og vulgær: "over mindst alverdens boulevarder/ der er som skabt til kærlighed og er til krig" - For meget malurt, ikke?
  Af og til når Skotte Christensen frem til givende vendinger som f.eks. udtrykket "en glæde uden tryghed". Men gennemgående lader han sit talent (for det har han) overdøve af en dårlig sprogbehandling - dumme ordspil, knudret sprog, lang tillægsform ("kvælende"), bagvendt ordstilling, tunge allegorier, lange sætninger osv. Og han har vist svært ved at gennemskue sin egen symbolbrug - hvem tvivler på symbolikken i dette: "V red på dragens skællede hals/ uden at mæle et ord". 
  Den af tiden nødvendiggjorte nye synsvinkel finder man ikke i denne bog. Der er for mange indholdsløse digte, man fornemmer en stigende tomhedsfølelse, når man læser sig igennem den rimelige hastighed ... Uægthedens svøbe, tillærthedens kantede god-vilje. - Og så den store fejl: At forveksle sit liv med verden og overføre sin egen angst og depression til den. Det er i dette tilfælde let at gennemskue, at det ikke forholder sig ægte og omvendt hos digteren: "Jeg må angribe hydra med denne/ min eneste vandpistol/ og knuse alle spejlene/ så jeg atter kan se på andet end vi/ tungt åndende på gader/ der altid minder om en massegrav.""

onsdag den 15. januar 2014

Janina har en tydelig skrue løs i maskinen min!

Jeg er er lige blevet lidt muggen på egen vegne, så hvis I lige vil have mig undskyldt!

I A.M. Mai-festskriftet Litteratur på stedet har Peter Stein Larsen en artikel med, som han aklder "Kanonisering og ikkekanonisering" i samtidslitteraturen" om de gode forfattere, der overses i og af kanonprocessen.  Det er en virkelig fortjenstfuld diskussion af synliggørelsens mekanik og blindheder, herunder fx generationalisme, ungdomsdyrkelse og aldersfascisme. Som et eksempel på (pga. høj (debut)alder og (ikke-eksperimentel) æstetik) ukanoniseret og usynliggjort forfatter (hun har dog næsten altid fået gode anmeldelser og blev så sent som 2012 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris) portrætterer Stein stærktt rosende nyligt afføde og rigtignok rent fantastiske Janina Katz (som lyriker dog kun).

Lige efter, i artikeln "Slutord", skriver Sten så:

(...) der (...) er alt for lidt fokus på litteratur skrevet af ældre forfattere. Hvis man påpeger det positive i, at der i et værk som Bukdahls Generationsmaskinen blev fremhævet en mængde forfatterskaber fra "dansk litteratur som yngst", så er det til gengæld en problematisk tese i dette værk, at dansk litteratur kan karakteriseres ud fra et generationsbegreb, hvor man typisk ser et gennembrud for et par nye digtergenrationer pr. årti.

Jamen, jamen, Peter, det er da heller ikke min bogs tese. Den starter, med alle mulige relativiserende besværgelser, at anskue 90'er-generationen som en klassisk ung, jævnaldrende generation. Men så går den over til at ret totalt og gennemgribende at dekonstruere og atomisere (ved at totalkomplettere (kvalitativt NB)) både1990-1995 debutantgruppen og 1996-2004 debutantgruppen og ikke mindst via det MANGLENDE hensyn til debutantALDER; indtil flere "ældre" debutanter fra intervallet sætter jeg spot på, bl.a. Bent Albrectsen, Else Tranberg Hansen, Erik Trigger Olsen og, ja, ja, Susanne Staun

OG SGU JO FANDME LIGE NETOP JANINA KATZ, SOM DEBUTEREDE I 1991 SOM 52-ÅRIG, SOM JEG SKRIVER OM (OG RET PRÆCIS LIGE SÅ MEGET SOM STEIN I SIN ARTIKEL, BARE INKL. PROSAEN) PÅ SIDE 237-239, i AFSNITTET "OVERVINTRENDE HALVFEMSERSÆRLINGE OG -SENIORER",

min afslutning:

Man kunne måske både hos Bent Albrectsen og Janina Katz tale om en erfaringsfandenivoldskhed eller bare -friskhed som den sene debutants privilegium og forpligtelse. Hvor de unge debutanter og jo ikke mindst de regelrette halvfemserdebutanter har det med at dyrke en vel uskydlig gammelklogskab ...

Stein skriver videre:

Når man udelukkende fokuserer på nybrud indenfor litteraturen med fokus på forfattere med nylig afgang fra Forfatterskolen (ca. 80 % af de af Bukdahls opregnede digtere) overses det, at en række af de vigtigste litterære værker, der har tegnet den periode som Bukdahl behandler, er skabt af ældre, allerede etablere digtere som Henrik Nordbrandt, Jess Ørnsbo, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Klaus Høeck, F.P Jac, Jens-Martin Eriksen, Peter Laugesen, Svend Åge Madsen, Marianne Larsen og Klaus Rifbjerg.

Jamen, jamen, jamen, det ved jeg og bogen da udmærket. I afsnittet "Generationsksepsis som sådan" nævner jeg selv 63 (treogtreds) forfattere, fra Bjelke til Ørnsbo (og inkl. samtlige de af Stein nævnte naturligvis), ældre end 90'er-generationen "der har skrevet glimrende og fremragende litterære værker i halvfemserne". Efter opremsningen skriver jeg:

Nogle nævnt, andre glemt. Det er hård konkurrence for selv morgendagens mest sublime debutant sammenlignet med for 25 år siden, hvor han eller hun uden videre kunne rydde scenen, i princippet i hvert fald. Og det er klart, at denne (konkurrence)situation, halvfemsergenerationen som den første for alvor skulle for holde sig til (firsergenerationen havde for travlt med egen virak, og senfirserdigterne var bare sære), måtte få indflydelse på en generationsfølelse, der i forvejen var massivt ambivalent på grund af firserskepsis og almindelig nøgternhed. Det stod fra starten klart, at man ikke bilde sig noget ind, fordi hele feltet hele tiden var rødglødende, en hel skov af lokummer brændte højt til himlen. Jeg er ikke bange for at kalde det den realiserede attituderelativisme: Alt er på forhånd tilladt, intet er på forhånd forbudt, hvert værk må kvalificere sig selv som sprogkunst.

Og hvad angår fokusset "på forfattere med nylig afgang fra Forfatterskolen": Nej, nej, nej, jeg har udelukkende fokus på debuter med kvalitet, der tilfældigt og ikke så tilfældigt overvejende er signeret Forfatterskoleelever (men indtil flere af mine (på bagsiden nævnte) hovedpersoner og kanon-stjerner har ikke gået på skolen, fx Aidt, Blendstrup, Bonnén, Jokeren, Knutzon, Llambías, Rohde, Sonnergaard (nedadgående stjerne) og Weitze).

Stein igen:

At disse forfatteres værker fylder forholdsvis lidt i den litterære kritik sammenlignet med den journalistisk ansporede interesse for det nyeste, er dog for ingenting at regne mod den næsten fraværende interesse, som tilkendes de mindre kendte forfattere: Jeg har i det foregående diskuteret Janina Katz, men man kunne sagtens forlænge denne ikkekanoniseringens liste med Eske K. Mathiesen, Viggo Madsen, Lone Munksgaard Nielsen, Kaspar Kaum Bonnén, Bodil Nielsen, Else Tranberg Hansen. Lars Mønster, Peter Christensen, Ulrikka S. Gernes, Niels Simonsen, Asger Stig Møller, Per Aage Brandt, Claus Carstensen, Camilla Christensen, Henriette Houth, Hans-Erik Larsen, Lene Henningsen, Carsten René Nielsen, Mikael Josephsen, Kristina Stoltz, og Erik Trigger Olsen.

Og mange flere (og efter min smag også lidt færre... ingen nævnt)! Men for mit eget og min bogs vedkommende melder jeg atter hus forbi: Else Tranberg og Erik Trigger har jeg allerede nævnt; Lone Munksgaard, Lene Henningsen; Carsten René Nielsen og Kaspar Bonnén er alle vigtige, med eftertryk kanoniserede hovedpersoner i Generationsmaskinen, mens Madsen, Mathiesen og Møller spiller vigtige biroller, de to første særligt i afsnittene om tværs-generationelt teltlejr-samarbejde, der er en endog meget vigtig del af "generations"-konstruktionen.

Så nu har jeg rystet piggene og føler mig mindre pisset af!

Og dette sidste Stein-citat vil jeg gerne erklære mig rørende enig i:

Jeg argumenterer her ikke for, at interessen for den nyeste digtning skal reduceres, men for at der kommer proportioner i tingene, således at at der eksempelvis skrives én artikel eller universitetsopgave om Katz, Simonsen, Mathiesen, Madsen eller andre af ovenstående digtere, for hver gang der skrives tyve om Mtte Moestrup, Ursula Andkjær Olsen eller Bjørn Rasmussen.

Jeg vil gerne bestille 1 forårs-Viggo-analyse og 1 efterårs-Mathiesen.portræt, mindst, mr. Professor.

tirsdag den 10. april 2012

Amalies snørklede, men gedigne generationsforsvar

Amalie Smith udgiver i morgen sin meget, meget, meget gode anden bog, I civil, og jeg ærgrer mig lige nu over, at jeg i min meget, meget, meget positive anmeldelse ikke citerer en af de renfærdigt lykkelige kærlighedstekster i bogens første del, før lykken uhjælpeligt slår revner (i stedet citerer jeg nogle andre meget, meget, meget gode tekster, efter lykken uhjælpeligt slår revner), fx dette dobbeltdigt fra dobbeltdigtserien "i serien", jeg gør lakunen lidt mindre, for at den ikke skal forskrække for meget:

Jeg ser en skade
lande i tagrenden på huset overfor,
og en anden følge efter,
spreder halefjerne ud





Du spreder vores ben i en vifte
ud over lagnet

På sin Notesblog, som da vist mangler på Kornkammerets blogrulle, reflekterer Amalie sig - til sin egen overraskelse tilsyneladende - frem til et smukt forsvar for generationsbegrebet (parallelt med et tidligere generationsbegrebsforsvar af Olivia Nordenhof):

Jeg gik i stå ved spørgsmålet “Hvem takker?” eller “Hvem har ret til at takke?” og det er jo stadig mig mig mig, hvis navn står på forsiden af bogen og efter copyright-tegnet øverst i kolofonen, min krop, der har siddet foran computerskærmen og bakset med sætningerne, mig, der vil blive bedt om at læse op fra den, mig, der bliver betalt for den, mig, der føler ansvar for den osv. JA, det mig er et JEG, og det JEG har på en eller anden måde skrevet (eller samlet) en bog. Men JEG er en åben figur: JEG er konstitueret af og gennemstrømmet af alle mulige andre JEGer, tekstlige og kropslige, af fortid og erindring, fremtid og forestilling, bøger og stemmer og samtaler. Og det at skrive er ikke noget der gøres adskilt fra eller forud for relationer til andre og til bogen, vi skriver hinanden og hinandens bøger hele tiden, og bøgerne skriver os. Det kunne for mig at se være en grund til at omfavne ideen om en generation snarere end at støde den fra mig.

søndag den 27. november 2011

Generationsgangster

Et stykke tid fortsatte diskussionen om det upassende i at udnævne generationer ovre på Rasmus Graffs blog, og er det egentlig ikke temmelig kuriøst, at man finder det grineren nonchalant at tale om omstyrtningen af samfundet i Politikens I Byen og Århus Kunstbygnings kælder, mens generation er en farligt powerplay-patroniserende term (jeg er helt med på, at generation er en powerplay-patroniserende term, men når vi allesammen godt ved, at den er det, kan vi måske bruge den til noget sjovt og konstruktivt) - nå, hvad jeg ville sige var, at jeg ved et tilfælde er kommet til at se flere (højst forskellige) gangster/kupfilm på det seneste, Tower Heist, Animal Kingdom, The Town, og pludselig fik jeg en (lille) vision af generationen som en gangsterfamilie eller et røver-crew, der nøje planlagt og med et vis held kupper den litterære dagsorden og af alle kræfter (herunder ikke mindste maskering) forsøger ikke at blive fanget af politiet og FBI, der er litteraturkritikken, der omhyggeligt arbejder på at finde et kup-mønster, der kan forbinde kuppene og forbinde røverne til kuppene, hvilket hver gang lykkes til sidst, bortset fra at der altid er mindst 1 røver, der slipper væk og undgår at sidde i generationsfængsel resten af sit liv ...

lørdag den 19. november 2011

Generationer er godartede poltergeister

Tue Andersen Nexø har en god generationsskitse i sin klumme i Informations bogtillæg:

Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordentoft og Bjørn Rasmussen er debuteret i år [Amalie sidste år]. Theis Ørntoft udkom for et par år siden, men hører vist til i samme gruppe, det samme gør avisens egen Olga Ravn, hvis første egentlige bog gerne skulle komme på Gyldendal næste år. Et sted i udkanten, sådan ser det ud for mig, står Josefine Klougart./ De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt. Især er det fyldt med konflikter. Gennem deres begær slås mennesker med hinanden. Hvem underlægger sig hvem? Har den ekshibitionistiske krop magten over sin beskuer? Eller tvinger den andens blik én til at indtage sære stillinger.

Jeg ved godt, jeg selv er gammel fødselsårsfundamentalist, men jeg synes, det er synd og snyd ikke at tilføje Hanne Højgaard Viemose, født 1977, Ida Marie Hede, født 1980, og Christina Hagen, født 1980, til gruppen og/eller generationen, bare fordi de på papiret er for gamle (Viemose er lige blevet færdig på Forfatterskolen, Hede blev færdig i 2008, Hagen i 2006); i forhold til de tendenser, Tue optegner, er Hagens brillante anden bog, romanen 71 dage til M fra sidste år, gruppens/generationens absolutte, ind et tæt mørke selvopløsende HOVEDVÆRK, i mine missende øjne i det mindste.

På sin blog vrisser Rasmus Graff paranoidt over selve generationskonceptet:

Den nye generation. Trangen til at udpege, pege på den. Jo mere der bliver peget, jo mere bliver den til. Hvad er det for en trang? Hvad skal vi med en ny generation? Jeg har aldrig forstået det, aldrig forstået trangen til at samle navne og udtryk under en fane, et brand – og slet ikke når det ikke er de udøvende selv, der peger på sig selv som generation. En slags litteraturvidenskabelig kolonialisme, måske./ I sidste uge samlede Lars Skinnebach nogle digtere på Hovedbiblioteket, som måske, måske ikke, udgør en generation – de-vi svarede ikke rigtig på Lars' spørgsmål, en generation blev ikke manifesteret. I denne uge i en klumme i Information kæder Tue Andersen Nexø nogle tendenser sammen.

Nedenunder kommenterer Olga Ravn forsonligt (overfor både Graff og og generationaliteten):

Hvad er egentlig forskellen på et fællesskab og en generation? Og kan fællesskabet bruges til at kaste lys rundt på hinanden/sig selv på en god måde? Og også på en måde, så flere og flere måske kan komme med? Jeg ved det ikke rigtig. Det kunne måske være en måde at betragte 'generation' på. Men kun måske. Kh Olga

Og på sin blog tænker Olivia Nordenhof offensivt videre:

I min slummer lå jeg og tænkte på det med generationer, rasmus graff har et blogindlæg i går hvor han forsvorer sig (hedder det det?) at skulle være en del af en generation, og i det hele taget udpegningen af generationer. På en måde undrer det mig. Jeg kommer til at tænke tilbage til den der artikel, tidens trodsige tøser. Noget af det der ærgrede mig mest ved den var, at den fik fremstillet det som om, at det vigtigste for os var ikke at blive sat i bås, at være helt alene om det vi gjorde. Jeg synes at det vigtigste aspekt ved tendensudpegning, er at tendensen går fra at være individuelt forankret til at have et politisk potentiale. Fællesskabet har et politisk potentiale. Det tematiske fællesskab også. I stedet for at holde rigidt på vores egen krop, som jeg synes den artikel lagde op til at vi gjorde, synes jeg vi burde slå erfaringerne sammen og på den måde udvide erfaringen til en fælles kamp. Lad der for min skyld endelig være tale om en generation, jeg synes jeg har meget tilfælles med mine jævnaldrende, ikke kun, som Tue skriver, oplever jeg en fælles interesse for krop og seksualitet og identitet, jeg ser også en ny status i fx naturbeskrivelsen, som jeg synes er meget spændende.

Jeg skrev for syv år siden en tyk bog, der ikke for ingenting (men heller ikke uironisk) hed Generationsmaskinen og som Tue på en pæn måde slagtede i Information og som starter med at reflektere over generationsmodellens brugbarhed og sandhedsværdi (lige før har jeg refereret et anti-generations-udfald fra Niels Lyngsø):

(...) generationsmodellen [er] selvfølgelig en fiktion og en konstruktion, men det er forfatterskabsmodellen også, altså postulatet om om at en række værker skal hænge sammen, måske endda i en meningsfuld, organisk udvikling, bare fordi det er signeret af den samme person. Generationsmodellens påstand om, at en række jævnaldrende digteres værker hænger sammen pga. fælles litterære og ikke-litterære erfaringer og påvirkninger og måske direkte arbejdsfællesskaber, er da kun et beskedent hak mindre mere fiktiv og på flere punkter mindre. De er gode chancer for, at der er mere sammenhæng mellem Niels Lyngsøs digtbog Stof fra 1996 og Morten SAøndergaards digtsamling Ild og tal fra 1994 og Merete Pryds Helles roman Men jorden står til evig tid fra 1996, for nu bare at nævne tre af de allernærmeste kolleger (Lyngsø og Søndergaard har været venner og avrebjdskammerater gennem mange år, Pryds Helle lever sammen med Søndergaard), end der er mellem Stof og den slægtsroman i tre bind, som Lyngsøs skriver i 2033. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvorfor den ene sammenhæng skal være mere genuin end den anden. den eneste, helt fast, nej, konkrete størrelse er det af forfatteren formelt indrammede værk, alt derudover er fiktioner og manipulationer, som imidlertid, vil jeg fastholde, , har en prægnant, ekstra sandheds- og erkendelsesværdi, der gør det værd at beskæftige sig med sagerne. Men så skal man også holde sig fiktiviteten for øje, og det har litteraturvidenskaben rigtignok ikke altid gjort, i alt for høj grad har periode- og generationskonstruktioner fungeret som pædagogiske reduktioner til laveste fællesnævner, som de enkelte forfatterskaber og værker så blot har været henvisninger til: "Guldhornene" henviser til Oehlenschläger, der henviser til den første danske romantik, der henviser til international romantisk tænkning. Jeg vil hævde, at med en veludviklet fiktions- eller spilbevidsthed kan det modsatte lade sig gøre: at bruge generationskonstruktionen til at åbne op for betydninger og sammenhænge, der kan berige både monolæsningen og stereolæsningen, plus at kritikeren får mulighed for at gå til nogle frivole yderligheder, som selv tryghedssøgende periode- og generationsfans finder obskøne, fx en rigid fødselsårssystematik. Hvis man bare ikke tager den for mere end hvad den er, en kæk konstruktion, en forførende fiktion.

Og så vil jeg selvfølgelig gerne være den første til at fiksere den næste generation (hvis det ikke er den næste igen), født 1990-95, drevent balstyrisk polyfon, og igen mestendels kvinder, og alle Hvedekornsdigtere (1, Cecilie, har udgivet et digthæfte, Ulven åd min eyeliner), Cecilie Lind, Joachim Aa. Sørensen, Ingrid Nymo, Maja Liisberg, Signe Lodahl Gjessing, Thit Jensen, Isidora Cale, Nanna Kornelia ...

tirsdag den 8. november 2011

Fyn er føntørret

De fynske efterskolelærere kunne i går vælge mellem 7 workshops:

1 Kontaktlæreren som løftestang

2. Praksiserfaringer med Cooperativ Learning i matematik

3. Møde med de unge

4. Kurve af genbrugspapir

5. Mit foredrag

6. Mindfulness for undervisere

7. Sociale medier og burgen af dem i undervisningen

- skal vi sige det sådan, at der ikke var flest til mit foredrag (men heller ikke til kurvefletningen), her er min manipulativt pædagogiske manchet, som jeg afleverede for sent til at den kunne inkluderes i folderen:

GOOGLE ER DEN NYE SOCIALREALISME

Den mest appellerende, engagerende og engagerede, og også bare SJOVE, nye litteratur er sgu da ikke noveller og ungdomsromaner, men såkaldt "eksperimenterende litteratur" af såkaldte "Forfatterskoleforfattere, der kritisk udstiller og klipper og klistrer i den manipulerede mængde af tekst, ikke mindst på nettet, der omgiver os allesammen og ikke mindst de unge, sådan nogle værker som Maja Lee Langvads Find Holder Danske, Mette Moestrups kingsize, Christian Yde Frostholms Ofte stillede spørgsmål og Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog, der alle forlængst brude have afløst Den kroniske uskyld, Det forsømte forår og co. som pensum. For slet ikke at tale om den allerseneste tendens: Vildt vrængende og aggressive unge piger (og bøsser) ... der er nok at få øjnene på stilke over.

På  smartboardet (sådan et har jeg ikke skrevet på før, men det gik fint nok) i det lille klasseværelse på 1. sal fandt jeg på at sætte IDENTITET I SPIL som overskrift for den ene unge gruppe (mentorer og) digtere, Langvad, Moestrup, Søkilde, palindromister, Forsom (Manhattan), Nikolajsen, Malinovski, Frostholm, Smith (Fabrikken falder), Eva Tind, Gerd Laugesen (bog med kjole) og IDENTITET PÅ SPIL som overskrift på den anden gruppe, Skinnebach, Nordenhof (antologi-tekst), Hagen, Bjørn Rasmussen, Viemose.

Titlen er meget, meget lidt af endnu en (denne gang måske blå?) mursten

I det hysterisk tidlige morgentog, mens jeg forberedte foredrag om nye, skønne, litterære tendenser, fandt jeg på titlen til efterfølgeren til Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst 1990-2004:

Søgemaskinen. Dansk litteratur som yngst 2005-2012/13/14/15 (eller hvad det nu bliver ...)

selvfølgelig (foredraget hed endnu mere populistisk "Google er den nye socialrealisme")

onsdag den 13. oktober 2010

Ny generationsmatematik

Plakat i dansk-kantinen på KUA efter hukommelsen:

Fest med 50'ertema
Digtoplæsning m. Pia Tafdrup

Fordi hun er født i 50'erne (1952) og/eller er i 50'erne (58)?

Dvs. at man først har en/sin generationsaktivitet/identitet, når man aldersmæssigt befinder sig i samme tiår, som man er født i; dvs. at jeg først er den 60'er-digter, jeg som født 1968 dermed er, når jeg 2o28-2038 er i mine 60'ere, hvilket jeg faktisk synes er i orden og lettere forjættende. Hårdt imidlertid for de alleryngste, født i 90'erne, som fx min søn, der må vente til de er 90 +, men hårdere måske faktisk for dem, der er født i nullerne som en simultan baby- og småbørnsgeneration, der allerede er passé ...

lørdag den 10. april 2010

Grøn frø på gul baggrund plagieret OG afklædt!

Lars Bukdahl: Generationsmaskinen, 2004. Gult omslag med grøn frø i astronautdragt

Morten Ramsland: Sumobrødre, 2010. Gult omslag med grøn frø uden astronautdragt

Èn ting er at plagiere mit omslag, men at flå astronatudragten af frøen samtidig! Hvordan skal den nu på ånde dér på måneoverfladen?