onsdag den 28. december 2011

Rigtig meget af en middelmådig ting er lettere deprimerende

En artikel i Information, "Digterne løb med opmærksomheden", gør et nummer ud af, at flere af årets digtsamlinger har solgt mere end som så og mere end hvad digtsamlinger plejer at sælge, og det kan man som poesi-interessent tydeligvis være nødt at være forbandet glad og taknemelig for, men det ved jeg ikke, om jeg gider være, når den digtsamling, der suverænt har solgt mest og urelativt så temmelig meget, er Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl - 20.600 eksemplarer - som jeg ikke mener er en synderlig betydelig digtsamling, heller ikke hvis jeg et kort øjeblik lod som om, at jeg mente, at Søren Ulrik Thomsen var en betydelig digter, og jeg ved godt, at folk beskylder mig for at drive chikane, når jeg siger, at han ikke er det, men det mener jeg altså helt ærligt ikke, han er, og hvis jeg mente det, ville jeg mene, at fx Ukendt under samme måne og Nye digte er langt betydeligere og betydningsfuldere digtsamlinger; at SUT får succes på bestesellerlisterne med så blank og lunken en rutinepræsation, efter 9 års lyrisk tavshed, synes jeg ikke er noget at råbe hurra for, som Peter Stein Larsen med vanlig rungen gør til sidst i artiklen:

»Hvis man skal sige det lidt højtideligt, synes jeg, det er en sejr for den litterære kvalitet, at en digter som Søren Ulrik Thomsen har solgt i 20.000 eksemplarer. Mediernes bevågenhed er som regel på slagkraftige genrer som krimien og biografien — men det er jo gerne lyrikerne, der står for den sproglige fornyelse.«

Poesi er jo ikke som sådan en fed ting (som Peter Stein synes at mene, når han hele tiden henviser til mængden af dilettant-poesi på nettet), god poesi er en god ting og fremragende poesi er en fremragende ting, og det er fedt nok, hvis god og fremragende poesi sælger godt og fremragende. Så hvis jeg bare ignorerer monster-salgstallet for Rystet spejl, kan jeg sagtens være glad og taknemlig for, at Thomas Bobergs Hesteæderne: Den store duel (som jo er en duel med en SUT-soundalike) har solgt 2600 eksemplarer, Rifbjergs Stederne 1800, Jørgen Leths Hvad er det nu det hedder 1600, Ursula Andkjærs samlede 1500 og Tranströmers samlede (den eneste ikke-Gy-titel i artiklen, mon ikke i det mindste Benny A også har solgt glimrende, givetvis har fx Marianne Larsen ikke, hendes fremragendehed er alt for mediemæssigt uprofilerbar) 4000. Hurra for det og dem for filen da!

9 kommentarer:

  1. Gyldendal har så sandelig også råd til at annoncere i aviserne for disse digtsamlinger. Og de som annoncerer bliver altid anmeldt. Det er så forbandet korrupt.

    SvarSlet
  2. Hørt! Jeg har udgivet 2 digtsamlinger simultant i år, hvoraf ihvertfald den ene iflg. forlægger er sendt til samtlige medier, men ingen af dem har fået en eneste anmeldelse/omtale, ikke en linje. Ikke engang indehaveren af denne blog har gidet nævne den/m. Tak Danmark. Æselhuller!

    SvarSlet
  3. Jeg har udgivet 12, en ny hver den første i måneden. Ikke et ord er der skrevet om dem. Ikke et. Danmark er et hestehul. Til næste år spiser jeg mine bøger i stedet for at udgive dem. Måske mine tarme har mere sans for lyrik end jer. Tak.

    SvarSlet
  4. Litteraturredaktørerne er først og sidst nogle feje stakler.

    SvarSlet
  5. Errata:

    De tal der nævnes er ikke salgs- men OPLAGStal. Om 1 års tid får Boberg en forespørgsel fra forlaget om han er interesseret i selv at købe restoplaget på 1000 eks. af Hesteæderne 2.

    SvarSlet
  6. Litteraturredaktørerne er brave mænd og kvinder, og sådan er det.

    SvarSlet
  7. Rundetårnstordenbrag.

    Præcist hvor meget mindre fantastisk eller forrygende ringe Jensen er i forhold til Sørensen, og hvordan det skal måles op mod hvad Nielsen synes om Olsen og hvor stort det hele i givet fald så skal slås op eller slås ned.

    Sig mig Lars Bukdahl, hvor meget af alle dine vurderinger er dine, og hvor meget skyldes at du sikkert som en af de meget få læser så meget i så lang en periode?

    Jeg fatter ikke hvordan du tør agere smagsdommer uden bagefter at ligge søvnløs alle nætter.

    Nå nej, jeg glemte lige: når du dømmer er det ikke personligt ment, for skriften ligger der og så må den leve med at kritikken falder tilbage på dens skaber (og udgiver).

    Jeg tvivler ikke på din kærlighed til det skrevne, selv det dårlige af det, men jeg er ved at være træt af at man skal gennem al den larm og forbi alle de faldgruber og blindgyder, inden man får afkodet hvad du har gang i, og synes.

    Det der med SUT...hvor er det barnligt og uklædeligt. Er han fantastisk eller bare nogenlunde halvforrygende? Og er hans tredje bog 20% mindre halvgod end den 75% bedre forrige?

    Larm, larm, larm.

    Blå stue.

    Fælt.

    SvarSlet
  8. Kære Lars, hvor er det altså dumt at kritisere Søren Ulrik Thomsen. Jeg tror sgu aldrig han komme til at hilse på dig - med blodet løbende fra den frosne kylling - i din lokale Irma. og det er med rette, for du har virkelig svært ved at se hans kvaliteter. Det er der åbenbart 20,000 andre der ikke har, og det burde være argument nok (burde det ikke?). Spar på revserkrudtet du, for din kritik af SUK er ganske enkelt dum, dum, dum

    SvarSlet
  9. Thomsens bog er ikke helt dårlig, men det er så mange der er meget bedre. Hans bukseselelyrik når f.eks. ikke Laugesens poesi til sokkeholderne. Marianne Larsen. Grotrian, Nordbrandt, Juul og førnævnte Laugesen er et par klasser bedre end Søren Ulrik Thomsen. Thomsen får altid god reklame og er god til at lyde som om han er gammeldags klog, når han blir interviewet til medierne, selv om han bare er en kedelig nostalgiker som vil have alting at være som i halvtredserne.

    SvarSlet