jeg sidder og venter på harbo bar
fordi det altid er der jeg foreslår at mødes
når nogen 'vil snakke om noget'
fordi jeg bor i nærheden
jeg håber De bare vil sige
at De har en kønssygdom
eller at De er alvorligt forelsket
eller (noget der er værre end De er forelsket)
som ikke er at De er gravid
fordi De godt ved
at jeg mest er sammen med Dem
fordi jeg er ensom
og gerne vil gøre en anden jaloux
eller at bevise at andre
som er Dem
faktisk kan være forelskede
i denne her krop jeg har
De har farvet Deres hår
det er meget pænt siger jeg
mest for ikke at sige et eller andet andet
fx om den måde jeg føler
at De overvurderer
Deres egen betydning i verden
eller at det er et større problem end De aner
at De ikke kan lide syrligt slik og vanilla coke
og det kan godt være jeg er overfladisk
men jeg tror også at alle Deres analyser
af hvordan jeg er bange for intimitet
og ikke i stand til at producere dopamin mere
via for meget molly fx
er en måde De kan bruge til at acceptere
at det jeg prøver at sige er at jeg bare ikke kan lide Dem
eller at jeg ikke kan lide Dem nok
uden alligevel at sige det
hvilket er en måde at kunne lide Dem
som De alligevel ikke kommer til at kunne bruge til (noget)
eller hvad ved jeg
#harbobar #viskalligesnakkeomnoget #deterikkemigdeterDem #fuck
Viser opslag med etiketten 7/11. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 7/11. Vis alle opslag
onsdag den 15. april 2015
fredag den 15. august 2014
Mild patroniseren er OK overflødig
som her til sidst i Tue Andersen Nexøs ellers gode-gode anmeldelse af Caspar Erics 7/11, som jeg er lige så misundelig på som på Lilian Munks Rösings anmeldelse og af samme grund: detaljerig, sproglig sensibel karakteristik, hvor jeg skramler mig frem:
Men det, der føles nyt eller bare interessant i 7/ 11 er alligevel den måde, strategisk planlægning af de mindste handlinger og konstant selvanalyse næsten, men så også kun næsten, falder sammen med en spontan hudløshed.
Den sammenfletning er fremstillet konsekvent og med en fin, hverdagslig humor og ømhed.»og du ligger her/ i sengen igen/ der er lidt spor/ af shawarma og sæd/ som jeg prøver at skjule/ selvom det plettede lagen/ også sagtens bare kunne betyde/ at jeg er en person/ der nyder livet/ og er ligeglad/ med hvad du tænker/ og at jeg er klar/ til at få en ny kæreste/ som kan skabe motivation eller noget/ omkring at være en hygiejnisk person/ du siger at du har taget t-shirten med/ den med printet/ der ligner en elefantpik.«.
Men er det nok? Selvom Caspar Eric på sin vis skriver en antiformel poesi, så tror jeg ikke, 7/ 11 havde fungeret uden sine formelle greb. Her tænker jeg ikke på den demonstrative mangel på præcision i sproget (»eller noget« ) eller de mange, overraskende sjove billeder og sammenligninger, der dukker op undervejs, men på dens linjeskift.De skift sker altid ved naturlige pauser i sætningerne - ved overgang fra hovedsætning til bisætning, ved adverbialled, ved konjunktioner - men samtidig er der ingen punktummer i bogen .Resultatet er som at overhøre en nærmest uendelig småsnakken, en tankestrøm, der i digtene nok begynder og stopper et sted, men i princippet kunne fortsætte i det uendelige. Det er konsekvent gennemført. Men man sidder til slut og er bange for, at bogens digte ganske vist er stilsikre, men også er begrænsede. Den her form kan kun så meget, og det meget har Caspar Eric måske allerede ramt her i sin debut.
- men der er jo andre strengt konsekvente formaliteter end linjekiftene og punktumløsheden (og den gennemsnitlige digtlængde), som vi burde opregne, og som medvirker til den eneløse og systemiske og formelle (de to sidste ord hentet fra min anmeldelse) effekt, ingen store bogstaver (overhovedet), ingen brug af det og den: alle konkreter og navne gentages altid ord til andet, (og som bemæket af Lilian) brugen af 'person' i stedet for menneske, kvinde, mand.
Men det, der føles nyt eller bare interessant i 7/ 11 er alligevel den måde, strategisk planlægning af de mindste handlinger og konstant selvanalyse næsten, men så også kun næsten, falder sammen med en spontan hudløshed.
Den sammenfletning er fremstillet konsekvent og med en fin, hverdagslig humor og ømhed.»og du ligger her/ i sengen igen/ der er lidt spor/ af shawarma og sæd/ som jeg prøver at skjule/ selvom det plettede lagen/ også sagtens bare kunne betyde/ at jeg er en person/ der nyder livet/ og er ligeglad/ med hvad du tænker/ og at jeg er klar/ til at få en ny kæreste/ som kan skabe motivation eller noget/ omkring at være en hygiejnisk person/ du siger at du har taget t-shirten med/ den med printet/ der ligner en elefantpik.«.
Men er det nok? Selvom Caspar Eric på sin vis skriver en antiformel poesi, så tror jeg ikke, 7/ 11 havde fungeret uden sine formelle greb. Her tænker jeg ikke på den demonstrative mangel på præcision i sproget (»eller noget« ) eller de mange, overraskende sjove billeder og sammenligninger, der dukker op undervejs, men på dens linjeskift.De skift sker altid ved naturlige pauser i sætningerne - ved overgang fra hovedsætning til bisætning, ved adverbialled, ved konjunktioner - men samtidig er der ingen punktummer i bogen .Resultatet er som at overhøre en nærmest uendelig småsnakken, en tankestrøm, der i digtene nok begynder og stopper et sted, men i princippet kunne fortsætte i det uendelige. Det er konsekvent gennemført. Men man sidder til slut og er bange for, at bogens digte ganske vist er stilsikre, men også er begrænsede. Den her form kan kun så meget, og det meget har Caspar Eric måske allerede ramt her i sin debut.
- men der er jo andre strengt konsekvente formaliteter end linjekiftene og punktumløsheden (og den gennemsnitlige digtlængde), som vi burde opregne, og som medvirker til den eneløse og systemiske og formelle (de to sidste ord hentet fra min anmeldelse) effekt, ingen store bogstaver (overhovedet), ingen brug af det og den: alle konkreter og navne gentages altid ord til andet, (og som bemæket af Lilian) brugen af 'person' i stedet for menneske, kvinde, mand.
torsdag den 14. august 2014
I dag er også en slags 7. november eller 11. juli
for i dag udkommer Caspar Erics 7/11 og stupid-hypeningen er allerede i gang - Politikens forsidehenvisning til Carsten Andersen glimrende nok interview: "Hans digte sætter ord på en selfie-generation (what does that even MEAN?) - hvilket digteren sikkert ikke er utilfreds med, men burde han ikke være det, bare en smule? I hvert fald bliver JEG træt i hovedet og hjertet (det råbte taxachaufføren i nat meget op om: du skal lytte til din hjerne OG til dit hjerte, hvilket vistnok handlede om at hans kone administrerede hans hvide penge og han selv sine sorte), når poesi skal fedtes ind i generationsdiagnostik (de eneste generationer jeg går ind for er jo sgu da nemlig litterære generationer, fuck samfundmæssige, livstilsstilistiske generationer) - Lilian Munk Rösings glade, inspirerede 4 hjerter-anmeldelse i Politiken (som jeg er ret misundelig på, hun får elegant og præcist foldet digtsamlingen ud (fra sin selfiie-istiske optik)) og Peter Stein Larsens helt jammerligt dårligt læsende og sansende nedhegling i Kristeligt Dagblad (der ikke er så kriminel som Niels Lyngsøs Politiken-nedhegling af Ursula Andkjærs debut i sin tid, men det er derhenad) er fælles om lade alt det Twitter og MacBook og Vanilla Coka og Babybites, bogen flyder over med, definere Caspars poesi og poetik, og gu fanden gør det da ej, som jeg forsøger at gøre klart i min klumpede anmeldelse i WA i morgen.
Rosværdigt Munk Rösing-klip:
Caspar Eric (f. 1987) skriver for så vidt fra en veletableret digterposition, ung mand vil have damer og identitet, og anvender klassiske poetiske figurer som besjæling, apostrofe, metafor, poetisk du og lyrisk jeg (hvert af de tyve pænt lange digte starter med ordet jeg i fedskrift).
Men det er MacBooken, der besjæles (»macbooken vil være ked af det«), det er downloadprogrammet, der apostroferes (»kære lille downloadprogram/ jeg vil bare gerne se samtlige afsnit af girls (2014)«), det er cyperspace, der leverer metaforer for følelses- og sanselivet (man kan »hacke« sit eget humør og »downloade« kunst i kroppen), og det poetiske du er »en person der gerne vil instagrammes/ foran 7/11 efter en bytur«. (...)
Digtsamlingens titel, ’7/11’, signalerer døgnåben hverdag i butikskædens lys frem for den skelsættende historiske begivenhed, der samtidig spilles på: 9/11. 7-Eleven gives sin egen poesi i nogle fine vers:
»og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne«.
Her bliver butikskædens potentielt infernalske altid-åbent-og-altid-det-samme til en kur, der kan forlænge og forny dagen, så selv ordet babybites pludselig klinger af ømt og nyt liv.
Skammeligt Stein-klip:
Caspar Eric debuterer med denne digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970' ernes Dan Turèll og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turèll har Eric tendensen til at ophobe " og"-konstruktioner i endeløse sætninger, hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.
Der gøres som hos Turèll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der tilhører den såkaldte finkultur - for eksempel digtere og kunstudstillinger - er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat. dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3, MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider - en medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når man ser bort fra en forelskelse i en pige. Den nævnte Turèll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: " Jeg vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/ og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt fuckd". Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook, og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings-og intensitetsskift.
- jeg ved godt, hvordan man suckerpuncher en MacBook, og jeg vil gerne lære poesi-professor Peter det ved lejlighed, for jeg synes, han har brug for det.
Rosværdigt Munk Rösing-klip:
Caspar Eric (f. 1987) skriver for så vidt fra en veletableret digterposition, ung mand vil have damer og identitet, og anvender klassiske poetiske figurer som besjæling, apostrofe, metafor, poetisk du og lyrisk jeg (hvert af de tyve pænt lange digte starter med ordet jeg i fedskrift).
Men det er MacBooken, der besjæles (»macbooken vil være ked af det«), det er downloadprogrammet, der apostroferes (»kære lille downloadprogram/ jeg vil bare gerne se samtlige afsnit af girls (2014)«), det er cyperspace, der leverer metaforer for følelses- og sanselivet (man kan »hacke« sit eget humør og »downloade« kunst i kroppen), og det poetiske du er »en person der gerne vil instagrammes/ foran 7/11 efter en bytur«. (...)
Digtsamlingens titel, ’7/11’, signalerer døgnåben hverdag i butikskædens lys frem for den skelsættende historiske begivenhed, der samtidig spilles på: 9/11. 7-Eleven gives sin egen poesi i nogle fine vers:
»og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne«.
Her bliver butikskædens potentielt infernalske altid-åbent-og-altid-det-samme til en kur, der kan forlænge og forny dagen, så selv ordet babybites pludselig klinger af ømt og nyt liv.
Skammeligt Stein-klip:
Caspar Eric debuterer med denne digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970' ernes Dan Turèll og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turèll har Eric tendensen til at ophobe " og"-konstruktioner i endeløse sætninger, hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.
Der gøres som hos Turèll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der tilhører den såkaldte finkultur - for eksempel digtere og kunstudstillinger - er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat. dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3, MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider - en medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når man ser bort fra en forelskelse i en pige. Den nævnte Turèll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: " Jeg vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/ og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt fuckd". Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook, og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings-og intensitetsskift.
- jeg ved godt, hvordan man suckerpuncher en MacBook, og jeg vil gerne lære poesi-professor Peter det ved lejlighed, for jeg synes, han har brug for det.
Abonner på:
Opslag (Atom)
