Viser opslag med etiketten cykeltyv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cykeltyv. Vis alle opslag

tirsdag den 18. november 2014

Brianya

Kendisrocker raser over cykeltyv

Bandidos-rockeren Brian Sandberg skælder ud på Facebook over tyveri af sin søns cykel

Brian Sandberg skælder ud på Facebook over, at hans søn har fået stjålet sin cykel i løbet af natten.
Cykeltyveri er noget, der hvert år rammer og frustrerer mange tusind danskere, og ingen kan tilsyneladende se sig fri fra at få stjålet den tohjulede ven.
Tilsyneladende heller ikke selvom man hedder Brian Sandberg og er medlem af rockergruppen Bandidos.
Således har kendisrockeren på sin åbne Facebook-profil lagt en video op, hvor han beklager sig over, at hans 15-årige søn i nattens løb har fået stjålet sin cykel.
På trods af at den hærdede rocker har flere domme på bagen, har cykeltyveriet alligevel fået ham op i det røde felt.
- Du har simpelthen det mest nedværdigende og lousy menneske, og jeg håber kraftedeme jeg finder dig, siger han direkte henvendt til cykeltyven i videoen på Facebook.
Cykeltyveriet skete ifølge Sandberg, da tyven ringede på i opgangen i løbet af natten, hvorefter han blev lukket ind og kunne tage cyklen.
- Det var ikke hos mig, det ringede på, så det må have været hos en anden, som så har lukket ham ind. Og så er han bare gået ind og taget cyklen. Det er bare pisseirriterende, siger Brian Sandberg til Ekstra Bladet.
- Hvad er det, du vil gøre ved tyven, hvis du finder ham?
- Det har jeg ingen kommentarer til, smågriner han.
Indtil videre har 'gucci-rockeren' dog holdt sig til at anmelde tyveriet til politiet, fortæller han.

. og poesiudgaven:

DU ER SIMPELTHEN DET
MEST NEDVÆRDIGENDE OG LOUSY
MENNESKE,
OG JEG
HÅBER KRAFTEDEME
JEG
FINDER
DIG

fredag den 27. september 2013

Jeg troede Ib Michael stjal min cykel for 117. gang!

Men så var den slet ikke stjålet.

Den var blevet flyttet fra den ene cykelparkeringsdobbeltdækker på Nørreport til den anden.

Og så var det slet ikke Ib Michael.

Men Morten Sabroe.

Der imidlertid er blevet oplært på Ib Michaels thailandske cykeltyveskole, som han havde lovet, Mik, var forbeholdt den lokale, rodløse ungdom.

Men heldigvis havde Morten Sabroe ikke hørt efter i timen.

Han stjæler også dårligt.

mandag den 22. april 2013

Specialtyve (der stjæler specialer)

Lommetyve (der stjæler lommer)

Listetyve (der stjæler lister)

Tricktyve (der stjæler tricks)

Klatretyve (der stjæler klatrestativer)

Cykeltyve (der stjæler psykisk elektricitet (meget udbredt))

lørdag den 7. januar 2012

Ib Michael har stjålet møntvaskens eneste smooth hjulende kurvevogn (+ 1 dårligt hjulende)

så der kun er 1 dårligt hjulende tilbage, men selvom det ærgrer mig gul og grøn og jordslået, kan den, altså den smooth hjulende kurvevogn, ikke på nogen rimelig eller urimelig måde siges at være min cykel, det kan den altså virkelig ikke.

lørdag den 24. december 2011

Jeg troede sgu lige Ib Michael havde stjålet min cykel IGEN

fordi jeg måske, måske ikke har stjålet juleeventyret nedenfor, men så kom jeg i tanke om, at jeg havde parkeret den foran Kluns i går eftermiddags, da jeg skulle stresskøbe de sidste gaver i TP, og så hastede jeg ud af porten og op ad Gl. Kongeveje og fandt den intakt heldigvis, med samt hjelm, og så kørte jeg hen til 7-eleven og købte en sixpack med juleøl, ikke for at fejre fundet af cyklen, men fordi vi manglede juleøl til julefrokost, og så cyklede jeg hjem igen, og nu sidder jeg her og skriver blogpost og venter på, at min søster og hendes familie, som ikke er Ib Michael nogen af dem, ikke helt i hvert fald, dukker op, fordi jeg gerne vil ønske mine bloglæsere, der i løbet af 2011, er vokses eksplosivt i antal, ikke mindst, men forhåbentlig heller ikke mest, takket være Ib Michael, det bøllefrø, glædelig jul! 

lørdag den 26. november 2011

Tag dig i agt, Ib Michael

for at stjæle den Raleigh-cykel, jeg har købt i dag, nok er den retro, men modsat dig er den ikke bedaget, og jeg har installeret en særlig hippie-tyverialarm, købt for en eksorbitant sum på Peter Øvigs Hippie-hjemmeside. der, når bløde blomsterbørnefingre piller ved låsen, udstøder en høj, skinger panfløjtetone, indspillet af Tømrer-Claus.

torsdag den 17. november 2011

IB MICHAEL HAR STJÅLET MIN CYKEL

som jeg fik i fødselsdagsgave af min mor, udenfor Hovedbanegården engang i går aftes, et stort, lilla poncho-fnug lå tilbage på jorden, så der er ingen tvivl, og oveni har han FOR ANDEN GANG stjålet min cykelhjelm, der hang på styret, det er kriminelt tarveligt, er det!