- fra fødselsdagsportræt i Politiken, ved Maria Tetzlaff, på Niels Vørsels 60 års-fødselsdag, 2013:
"Ifølge kritiker og blogbestyrer Lars Bukdahl sagde man engang om Niels Vørsel,
»at han sad og skrev på den danske ' Ulysses', hvis ikke ' Finnegans
Wake', og jeg håber stadig, at de har ret, og at han snart bliver færdig
eller bare endeligt ufærdig!«. Det med den store roman er nu noget,
Vørsel selv har fortalt for mange år siden i et af sine meget få
interview som eksempel på, at man som skribent ikke kan tillade sig at
begynde fra et udviklingspunkt, der er mere tilbagestående end '
Finnegans Wake'. Man skal som kunstner forny det, der allerede er lavet,
og ikke producere simili. Og simili kan man ikke beskylde Niels Vørsel for. Om
han sidder og nørkler med en stor roman, hører måske privatlivet til.
Og ovenstående viser faren ved at give sjældne interview: Hvad man siger
i dem, kommer til at stå som mejslet i sten tyve år efter. I 1975 udgav Niels Vørsel ganske rigtigt en bog på forfatternes eksperimenterende forlag Arena
kaldet ' J. B. En teori', som er karakteriseret som »en roman i
brudstykker; et forsøg på at indkredse personen J. B.«. Og i hans egen
værkliste står ' Jeg forestiller mig en bog og jeg forestiller mig den
således' fra 1977.(...)"
- fra fødselsdagsportræt i Politiken på Niels Vørsels 50 års-fødselsdag, 2003
"Når
Niels Vørsel ikke skriver film- eller
tv-manuskripter, skriver han på en roman. Det har han gjort i adskillige
år, og det er sådan, han mener, gode bøger bliver til. Over mange år. I
Vørsels tilfælde er det rigtig mange år. Han begyndte i slutningen af
1970'erne."
- fra seneste interview med Vørsel, ved Morten Sabroe, i Politiken, 1994:
"Succesen med 'Riget' har været overvældende. Serien er kommet dumpende
fra himlen som befriende regn over den tørke- og katastroferamte danske
tv-dramatik, som vand til et tørstende tv-folk. Og
Niels Vørsel
har store tanker om von Triers,
skuespillernes og filmholdets realisering af manuskriptet:
- I
manuskriptet arbejdede vi med tre modsatrettede dramaturgiske ting: Det
rørende, det uhyggelige og det morsomme. Det er nemt nok i
manusarbejdet, men at få det til at gå i hak i det
endelige arbejde er en triumf. Jeg er fuld af beundring over, at det er
lykkedes at få det i kassen under de betingelser, hvor der skulle
produceres fem minutter effektivt hver dag, omkring fire gange så meget
som på en spillefilm. Jeg ved det ikke,
men jeg vil tro, at Lars har valgt sine teknikker efter budgettet - det
håndholdte kamera, næsten ingen lyssætning og ikke de store lydeffekter.
Inden han gik i gang, har han overskuet situationen og sagt: - Så
laver vi det på den måde!
Da jeg ringede og bad om et interview med dig, sagde du, at du ikke havde noget interessant at sige.
Du er ikke en hund efter at komme i medierne. Inde i Politikens
hukommelses-center, Polinfo, lå der kun et udklip om dig, en anmeldelse
af din prosadebut på Arena i 1975 med bogen 'JB'.
- Dengang gav jeg mit første og eneste interview. Det var jeg
drønskuffet over. Jeg var ikke vant til, at man den ene dag sidder over
for et kødeligt menneske og den næste er plastret ud over avisside i
rubrikker og raster og typografi.
- Men nu er du på!
- Jeg sidder og tænker, hvorfor ikke lave interview
med en, der er interessant? Hvorfor ikke lave et med ham, der har
kreeret Ariel-produktet? Det hører også med til kultur, hvordan man
vasker sit tøj.
- Her gælder det 'Riget'.
- Riget er ikke kultur, det er soap.
- En meget populær sæbe.
- Vores intention var ganske enkelt at lave en tv-serie. Der ligger
absolut en udfordring i tv. Det er et medie, man ikke kan komme uden
om, og som man generelt må kræve mere kvalitet af, fordi det har så stor
indflydelse.
TV-mediet er et bredt folkeligt medie, og der er man nødt til at
forholde sig til standarden. Man kan ikke gentage det allerede gjorte,
det er spild af penge og af seernes tid. Har man held til på baggrund
af standarden at skabe lidt fornyelse, er man
nået et stykke videre.
- Kravet til jer selv er fornyelse?
- For at gå tilbage til Ariel. Det
nytter jo ikke noget, at ham der laver det, går tilbage og laver Valo
en gang til. Så får han jo ikke blodet og ægpletterne fjernet.
Mercedes-fabrikken går heller ikke tilbage og laver en bil med
køreegenskaber fra 50erne. Sådan er det med teknologi og videnskab. Du
kan ikke komme med en opfindelse, der er opfundet. Du kan ikke lave
simili. Der er vel en masse i erhvervslivet, der
gør det, men så kommer forbrugerombudsmanden og slår ned på det. Det
sker ikke i kunstverden, hvor der næsten ikke bliver lavet andet end
simili.
- Hvorfor ikke?
- Jeg aner det ikke. Jeg er fuldstændig målløs over, hvad der sker.
- Hvad mener du med simili?
- Alt forsøger at ligne noget, det vil ikke
være noget. Og det er både inden for malerkunst, arkitektur og
litteratur.
- Hvad vil du have?
- At nogen kommer med lidt nyt. Der er en mangel
på, at kunstnere beskæftiger sig med det essentielle, det nyskabende.
Indenfor billedkunsten for eksempel er der efterhånden temmelig mange
malere, der har forsøgt at gøre, hvad Per
Kierkeby gør. Indenfor filmdramaturgi er der lige lovlig meget
reol-pilleri, hvor man tager en bog ned fra hylden og siger, den kan
gøre sig meget bedre som film. Det hele er præget af simili.
Jeg får ikke ondt i røven af, at folk ikke maler nye billeder, men jeg
gør det over den måde, de bliver eksponeret på, som om de var noget.
Du sætter 'Epidemic' højt?
- Vi fatter ikke, Lars og jeg, at tv ikke
har købt den. Det er den bedste film, vi har lavet. Det er en film,
der er gennemsyret af det samme som 'Riget', det er seriens forløber.
Den har den samme humor, den
samme leg. Det er en virkelig low-low-budget film. Og den er meget vellykket.
Godt du siger det. Jeg har lige set den til udlejning i min videobutik.
Jeg vil straks se den. Men nu til noget helt andet: 'Ude i byen', hvor
du ikke kommer mere, har jeg hørt, at du skriver på en stor roman, og
at du har skrevet på den siden 1977. 17 år! Den må være enormt tyk!
-
Jeg fik ideen til den i 1977-78, og
jeg har skrevet på den lige siden.
Gode bøger bliver skrevet sådan, over mange år. Hvis der bliver gjort
grin med det, så mister tingene værdi. Jeg vil ikke sammenligne mig med
dem, men Joyce var 17 år om Finnegans Wake. Han var syv år om Ulysses,
ligesom Thomas Mann var syv år om
Troldfjeldet eller Trolddomsbjerget, som den hedder i den seneste
oversættelse. De tre bøger læser jeg mindst en gang om året. De er
uudtømmelige. Jeg mener faktisk, at man som skribent ikke kan tillade
sig at begynde fra et udviklingspunkt, der er
mere tilbagestående end Finnegans Wake.
- Manden har fået storhedsvanvid vil folk sige!
- Nå.
- Er det, hvad du har at sige til det?
- Ja. Det er nødvendigt at
forholde sig til det, der er lavet og så forsøge at skabe fornyelse ud
fra det. Der er nogle resultater, man ikke kan sidde overhørig. Man er
nødt til at tage dem alvorligt.
- Hvor ofte skriver du på bogen?
- Når jeg har tid. Man skal jo tjene
penge. Det er ikke noget, jeg har nogen som helst hast med. Det
primære for mig er arbejdet med den. Selve det at skrive. Det er der,
fornøjelsen ligger.
- Du er autodidakt som manuskriptforfatter?
- Ja. Og jeg tvivler på,
at man kan lære at skrive på en skole. På et tidspunkt blev jeg bedt om
at være lærer på filmskolens manuskriptlinie.
De ville betale 6000 kroner for et helt semester. 6000 kroner! For at
føre et hold op til den endelige afgang! Det var der, jeg blev klar
over niveauet på den skole. Og jeg tror ikke på skriveskoler. Det
allervigtigste for at kunne skrive er, at man
har erfaringen. Erfaringen om hvad der hidtil er blevet skrevet. Og
erfaringen om at holde sig i live."
- still fra
Epidemic
