Whatever is Awesome

Og apropos fuldendthed, så kan åbenbart hvilken som helst bog, i hvert fald fra Gyldendal, være perfekt god.

Forleden gav den nye Berlingske-anmelder Katherine Diez i hendes anmeldelse nr. 3, Kim Fupz Aakesons roman Skibets navn 6 stjerner.

Og så gav Mikkel Frantzen i Politiken Lars Skinnebachs (og Goodiepals) Teotwawki 6 hjerter, det vil sige 4 flere hjerter end han legendarisk skandaløst gav Christina Hagens parallelt collage-viltre Jungle, hvis betænkelige white girl-performativitet overskyggede dén collage-æstetiske avantgarde-underholdning, der åbenbart er helt anderledes absolut kostelig i Teotwawki, som jeg i WA Bøger også agerer temmelig glad for, men lige præcis mindst glad for (eller mere undrende over end glad for) som collage-værk (kan altså ikke komme op at køre over Goodiepals groft kuriøse kunstsamling og slet ikke i clinch med Skinnebachs intense skriftlige fantasmagorik)

- det er meget langt tid siden, jeg har læst og anmeldt en voksenbog af Kim Fupz (og vist også lang tiden siden han sidst har udgivet en), men jeg tillader mig altså totalt fordomsfuldt at tvivle på, han nu pludselig er er blevet prosamester...

vrisser jeg, mens opvågnende babyfødder sparker til mine fingre på tastaturet

At være ikke eller være grimrianist

Der kører en slags anmeldelsesdebat lige nu, ikke meget mere kvalificeret end debatten i sin tid om Ib Michaels voldstrusler, om Morten Sabroe, der har udstillet og kommenteret på sin Berlingske-anmeldeler Katherine Diez' udseende, og klart nok - mener jeg selvfølgelig også - er Sabroe her en sexistisk idiot, og ikke underligt er debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen begejstret for den dumme sag (næsten lige så begejstret som Sabroe, der elsker og spekulerer i omtalen), for pludselig er hendes kultursider blevet kontroversielle, hvilket NB aldrig har været det samme som vedkommende eller ambitiøse. Nå, anmeldelsen er såmænd god nok, men det er Hermansens kommentar i dag i Berlingske om debatten/sagen/affæren virkelig ikke, et klip:

"Katherine Diez havde dog ikke leveret en inkompetent eller lidenskabsløs anmeldelse. Hun havde leveret et brag af en anmeldelse, men også skrevet, at »romanen er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.« Og når man kommenterer forfatter i stedet for værk, må man så ikke tåle selv at blive anmeldt? Jo. Det kan hun med sikkerhed også. Hun har sikkert også før oplevet, at mænd med både deres første og anden ungdom bag sig forsøger at reducere hende til en »bimbo«. Det samme så vi i sommer. Her morede litteraturkritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl sig over denne avis' Majbritt Maria Nielsen, som vi måtte forstå var uegnet til at kommentere kultur og politik, hvilket blev forklaret med et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé. Hun gør - ligesom Diez - sig skyldig i at være smuk, og enhver ved jo, at smukke kvinder er lidt dumme, ligesom vi ved, at litteratur og samfundsforhold kommenteres bedst af grimrianer iført rullekravesweater og selvhøjtidelighed. De skal også helst flyve lavt på sociale medier. Ellers er det selviscenesættelse, og det er helt forfærdeligt."

Jeg har følgende kommentar til kommentaren på Facebook: 

"

Lars Bukdahl Altså, Anne Sophia, det er jo direkte forkert, hvad du skriver om min blogpost. Jeg forklarede ikke Majbritt Maria Nielsens uegnethed ”til at kommentere kultur og politik” med ”et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé”, endsige forsøgte ”at reducere hende til en bimbo”. Jeg dokumenterede hendes uegnethed til at anmelde kultur ved at gengive hendes officielle cv’er og et længere klumme-citat, som jeg kommenterede således: ”Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!” Denne konkrete kritik illustrerede jeg med MMN’s FB-opdatering om sin kulturanmelder-udnævnelse (som foreløbig har udmøntet sig i én faktisk anmeldelse) inkl. roséglas, fordi jeg i sammenhængen – indrømmet! - fandt den lettere grinagtig. Men hvad har det med køn og kønhed at gøre? Mindst lige så grinagtigt ville jeg have fundet et billede af en mand, der skålede til kameraet i portvin. Det er derfor noget skammeligt og forbandet vrøvl at slå min gamle blogpost i hartkorn med Morten Sabroes ynkelige slutshaming og -diskvalificering af Katherine Diez medsamt hendes rigtig gode dårlige anmeldelse, for tillykke med hende for syv søren."