At være ikke eller være grimrianist

Der kører en slags anmeldelsesdebat lige nu, ikke meget mere kvalificeret end debatten i sin tid om Ib Michaels voldstrusler, om Morten Sabroe, der har udstillet og kommenteret på sin Berlingske-anmeldeler Katherine Diez' udseende, og klart nok - mener jeg selvfølgelig også - er Sabroe her en sexistisk idiot, og ikke underligt er debat- og kulturredaktør Anne Sophia Hermansen begejstret for den dumme sag (næsten lige så begejstret som Sabroe, der elsker og spekulerer i omtalen), for pludselig er hendes kultursider blevet kontroversielle, hvilket NB aldrig har været det samme som vedkommende eller ambitiøse. Nå, anmeldelsen er såmænd god nok, men det er Hermansens kommentar i dag i Berlingske om debatten/sagen/affæren virkelig ikke, et klip:

"Katherine Diez havde dog ikke leveret en inkompetent eller lidenskabsløs anmeldelse. Hun havde leveret et brag af en anmeldelse, men også skrevet, at »romanen er en ny Porsche med en gammel mand ved rattet, der lidt for ofte mister orienteringen.« Og når man kommenterer forfatter i stedet for værk, må man så ikke tåle selv at blive anmeldt? Jo. Det kan hun med sikkerhed også. Hun har sikkert også før oplevet, at mænd med både deres første og anden ungdom bag sig forsøger at reducere hende til en »bimbo«. Det samme så vi i sommer. Her morede litteraturkritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl sig over denne avis' Majbritt Maria Nielsen, som vi måtte forstå var uegnet til at kommentere kultur og politik, hvilket blev forklaret med et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé. Hun gør - ligesom Diez - sig skyldig i at være smuk, og enhver ved jo, at smukke kvinder er lidt dumme, ligesom vi ved, at litteratur og samfundsforhold kommenteres bedst af grimrianer iført rullekravesweater og selvhøjtidelighed. De skal også helst flyve lavt på sociale medier. Ellers er det selviscenesættelse, og det er helt forfærdeligt."

Jeg har følgende kommentar til kommentaren på Facebook: 

"

Lars Bukdahl Altså, Anne Sophia, det er jo direkte forkert, hvad du skriver om min blogpost. Jeg forklarede ikke Majbritt Maria Nielsens uegnethed ”til at kommentere kultur og politik” med ”et billede fra Facebook, hvor hun stod med et glas rosé”, endsige forsøgte ”at reducere hende til en bimbo”. Jeg dokumenterede hendes uegnethed til at anmelde kultur ved at gengive hendes officielle cv’er og et længere klumme-citat, som jeg kommenterede således: ”Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!” Denne konkrete kritik illustrerede jeg med MMN’s FB-opdatering om sin kulturanmelder-udnævnelse (som foreløbig har udmøntet sig i én faktisk anmeldelse) inkl. roséglas, fordi jeg i sammenhængen – indrømmet! - fandt den lettere grinagtig. Men hvad har det med køn og kønhed at gøre? Mindst lige så grinagtigt ville jeg have fundet et billede af en mand, der skålede til kameraet i portvin. Det er derfor noget skammeligt og forbandet vrøvl at slå min gamle blogpost i hartkorn med Morten Sabroes ynkelige slutshaming og -diskvalificering af Katherine Diez medsamt hendes rigtig gode dårlige anmeldelse, for tillykke med hende for syv søren."

Fornærmet fordummelse

Bjørn Bredal skrev i går i Politiken en anti-stjerne/hjerte-klumme - sympatisk nok! - der begyndte sådan her:

"Politiken holder fanen højt, når det gælder anmeldelser, ikke sandt? Bog-, film-, teater-, tv-, mad-, musikanmeldelser.

Det myldrer. Og Politiken holder debatmøder og bringer kronikker om, hvor vigtigt det er med anmelderi.

Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.

I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket. Dagbladet Information forsøgte sig forleden med et eksperiment: En hel avis med en stor kultursektion, men ikke en eneste anmeldelse. Kan man det? Selvfølgelig kan man det.

Man kan i det hele taget sagtens afskaffe alt muligt i det samfundsmaskineri, som udgør Den Borgerlige Offentlighed, uden at verden ramler lige med det samme.

Men hen ad vejen ramler den nu lidt alligevel, for hvis ikke vi har en kvalificeret offentlig samtale, så kører vi i ring og risikerer til sidst at køre rigtig galt. Det er ikke nok at knevre løs i øst og vest."

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede fornærmet på Facebook:

"Bjørn Bredal langer ud til højre og venstre i Politiken, herunder mod Berlingske, som han påstår vil afskaffe professionelle anmeldelser og lade amatører anmelde i stedet.
Man kan men meget om kulturjournalistikken og kulturkritikken i danske medier, men hvis man skal starte et sted, så er noget af det værste for mig at se skribenter som Bredal, der for at føre en kulturkritisk pointe igennem lyver og skriver mod bedre vidende.
For Bredal må vide, at han skriver noget her, som er løgn. Berlingske vil ikke afskaffe den professionelle anmeldelse og sætte amatører til at anmelde i stedet.
Det er hverken hvad vi har gjort, hvad vi gør eller hvad vi kommer til at gøre. Det er heller ikke hvad Berlingske har sagt, at vi vil gøre.
Altså positionerer Bjørn Bredal sig selv ved hjælp af en falsk anklage mod andre. Det er kulturkritik på et niveau, som gør én umådeligt trist."

Det svarede jeg på:

Lars Bukdahl "Det kan godt være, det i komisk beskeden grad er sket: At amatører har anmeldt (som opgjort i min Kontrovers-klumme i fredagens WA Bøger). Men det var da for søren det, der var planen (og her er Bredals eksakte formulering: "Berlingske, derimod, har proklameret principiel mistillid til selve genren, hvis den forstås som et professionelt håndværk.I Pilestræde har de nu sat amatører til at anmelde, det skulle give bedre kontakt til folket"). Berlingske ville, med jeres egne ord, i højere grad »blive stedet, hvor kulturdebatten brydes og de interessante diskussioner og debatter tages op i værker og kulturelle udgivelser. Men fra den 1. august i et betydeligt mere markant og væsentligt skarpere format med stærke profiler til at anmelde. Fremover vil det nemlig betyde, at en række af avisens kendte debattører rykker ind og bliver anmeldere." Hvad skal og kan det betyde andet end at debatørstatus nu er fyldestgørende kvalifikation til at anmelde hvad som helst. Og hvad er er en novellesamlings-anmeldelse af Eva Selsing og en opera-anmeldelse af Asger Aamund andet end amatøranmeldelser?"

Til hvilket; Tom Jensens svarede:

Tom Jensen  "Nej, det var ikke planen at amatører (dvs folk uden faglig indsigt) skulle anmelde som afløsning for fagligt indsigtsfulde anmeldelser. Vi har et gæsteanmelderkoncept (f.eks. Aamund), men det spiller altid op mod den professionelle anmeldelse. Derudover handler det om at udfordre anmeldelsen som lidt indadvendt genre ved at sætte andre (men fagligt kompetente) stemmer i spil udover de gængse. Det har visse åbenlyst set som en trussel. Og deraf - tror jeg - de falske anklager om at ville afskaffe den kvalificerede samtale om kunst og kultur osv. osv. - vrøvl hele vejen igennem. Er kulturen derimod et område, hvor debatten med fordel kan rase, såvel om konkrete værker som om kulturen i bredere forstand? Ja. Se bare til Weekendavisens bogtillæg. Her finder man ofte det hele - hver uge."

 

Til hvilket jeg svarede:

 

Lars Bukdahl "Faglig indsigt/kompetence, når det gælder kulturanmelderi, er jo ikke lig med, at man har en universitetsgrad i et eller andet og måske endda noget humanistisk, det er lig med opdateret viden om og levende engagement i og - som måske det mest sjældne - forfinet sans for nøjagtig den kunstart, man beskæftiger sig med. Når din debat- og kulturredaktør (i den ovenfor linkede tekst) kvalificerer Eva Selsings licens til at anmelde "Hassan Preislers skilsmissedrama eller måske en Nik & Jay-koncert" således: "Hun er uddannet filosof med kunsthistoriske studier bag sig og vil med sikkerhed kunne engagere sig vidende i det, hun ser, læser eller lytter til", er det et forsvar for kritisk dilettanteri, som gør mig ret uendeligt trist. "

Til hvilket Tom Jensen ikke svarede noget.

Første debatkritiker-hyring (SUK)

Sådan præsenterer hun sig på Facebook:

"Borgerlig debattør med hang til simreretter og brune bodegaer.

• Politisk debattør at Berlingske
• Stud.jur. at Karnov Group A/S
• Søndagsfrokosten på P1
• Former Skribent at Århus Stiftstidende
• Former Kampagneleder at Liberal Alliance
• Studied Jura: at Københavns Universitet
• Studied at CEPOS Akademi
• Lives in København
• Joined February 2008
• Followed by 1,068 people"

Og sådan præsenteres hun på berlingske.dk:

"Majbritt Maria Nielsen er 28 år og bor på Frederiksberg.
Læser jura på Københavns Universitet og arbejder til daglig med juridisk formidling.
Hun er tidligere skribent for Århus Stiftstidende, kampagneleder for Liberal Alliance og erklæret socialliberal.
Blogger om frihed og personligt ansvar, et overstimuleret velfærdssamfund og forsøger at holde identitetsdebatten på et absolut minimum."

Og her er et klip fra hendes seneste blogindlæg, med overskriften "Roskilde Førstival", som mener noget om curlingforældre og Roskilde festival og helt eksplicit, fordi det var det, man skulle mene noget om den uge:

"Nå. Var min absolutte indignation over dyrekortforældre generelt og senest deres angreb på almindelige markedskræfter i private virksomheder ikke tydelig nok, så har jeg tænkt mig at bøje det i neon nu. For nu er det også et problem, at børn og mindreårige festivalgæster bortvises fra områder, der ikke er sikre for dem at slå lejr i, at de ikke kan finde liggepladser og at de fryser. Og hvem gider nedværdige sig til at problematisere vejret som værende et Roskildeansvar? You guessed it. Forældre i 2017.
Jeg havde faktisk bestemt mig for, at jeg ikke ville kommentere på Roskilde Festival og de forældre, der ikke kan lade deres børn opleve verden uden filter, heller ikke når de selv har betalt billetten dertil. Men nu har jeg siddet og irritationssvedt og knurret i en hjørnesofa i flere timer og jeg kan ikke holde min kæft. Hvad foregår der? HVAD FOREGÅR DER!?
Gratis koncerter uden udsyn. Legoland. Mangel på teltpladser. Da udtrykket ”curlingforældre” så dagens lys, tror jeg, vi var flere, der kodede det sammen med taxakørsel til sport og skole, lommepenge til hobe og konstant bekræftelse af, at netop det pågældende barn var det mest fantastiske barn nogensinde. Ellers havde forældrene vel næppe givet ungen et navn, der var en Narniaprinsesse værdigt. For at klarificere, selvom det næppe er nødvendigt mere, er der tale om en gruppe af forældre, der evigt beskæftiger sig med at præparere isen for ungerne, der herefter kan stryge lige ned i mål uden problemer."

Det er græsseligt sigende, at den nye debat/kulturredaktør mener, at sådan håbløst klodset ("klarificere"!?) og omstændelig ("en Narniaprinsesse værdigt") og totalt ligegyldig friskfryagtighed kvalificerer til ikke bare debattør-, men også anmeldervirksomhed. Grande suk!

Så hellere min taxachauffør

- på turen ud til TV2 og Presselogen, hvor jeg medvirkede som indklippet talende hoved i går morges (men ikke så det selv, vi har ikke TV2 News - til gengæld er jeg på i Deadline tirsdag eller onsdag aften om samme emne og forhåbentlig i DEBAT med den kommende debat/kulturredaktør) - end Sørine, Asger og co. Min taxachauffør definerede præcist poesi som "store følelser i koncentreret form" og fortalte om, hvordan han i en dansktime havde følte sig fuldstændig bondefanget af sin dansklærer, der havde en abstrakt, forblommet fortolkning af et digt, han helt straight læste som handlende om et overgreb. Fem minutter før vi nåede Teglholmsvej, satte han en sang på, som for ham var eminent poetisk, og som havde summet i hans hoved i flere uger, efter han første gang hørte den, det var Eddie Vedders "Society" (vist originalt skrevet af Jerry Hannan) fra soundtracket til filmen "Into the Wild" - her er teksten:

"It's a mystery to me
We have a greed with which we have agreed
And you think you have to want more than you need
Until you have it all, you won't be free

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me

When you want more than you have, you think you need
And when you think more than you want, your thoughts begin to bleed
I think I need to find a bigger place
Cause when you have more than you think, you need more space

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
Hope you're not lonely without me

There's those thinking more or less, less is more
But if less is more, how you keepin score?
Means for every point you make your level drops
Kinda like you're startin' from the top
And you can't do that

Society, you're a crazy breed
I hope you're not lonely without me
Society, crazy indeed
I hope you're not lonely without me
Society, have mercy on me
I hope you're not angry if I disagree
Society, you're crazy indeed
I hope you're not lonely without me"

Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."

Debat-afprivatisering

Berlingskes debatredaktør og fra 1. august også kulturredaktør Anne Sophia Hermansen skrev til mig privat over Messenger, fordi hun ikke brød sig om min kommentar bag på WA Bøger i fredags om den debatificering af kulturen på Berlingske, som hun skal stå i spidsen for. Det er jo sådan noget, tænker jeg, man bør diskutere på livet løs i debatspalter, men det mener hun åbenbart ikke. Jeg vil ikke copypaste, hvad hun skrev, men efter mit svar på hendes besked og hendes rimeligt ekstensive svar på mit svar skrev jeg følgende, som hun efter et halvandet døgns tid stadig ikke har svaret på:

"(...) jeg skal nok hyle videre om den engagerede faglighed, uden hvilken kritik er en tom og meningsløs praksis fuld af varm luft. Selvfølgelig kan litteratur også være prisme, men den er sprogkunst først, og den kunst skal kritikeren have sans for og forstand på, før jeg gider høre på vedkommende. Det har (Per Stig) Møller og (Kristian) Ditlev, som begge er eller har været litteraturanmeldere, men det har (Asger) Aamund og (Sørine) Gotfredsen afgjort ikke - de må da hjertens gerne debattere litteratur, men hvorfor skal de anmelde den? For ja, jammerlige anmeldelser er der rigeligt af i Berlingske, men løsningen er da ikke mere støjende, men mindre kvalificerede penne, men mere kvalificeret musicerende penne. kh Lars"
  
Okay, også lige dette klip fra mit første svar: 

" (...) denne i mine øjne både principielle og reelle undergravning af kritikken som genre og institution, som vel først og fremmest er chefredaktionens ansvar. Og hvad er ukorrekt? At debattører qua deres debattalent nu skal skrive anmeldelser, som før blev skrevet af anmeldere der er anmeldere qua deres kritikertalent? Og at dette ikke skal ske undtagelsesvist, men som en ny, konsekvent, redaktionel politik, knæsat med dit dobbeltjob?"