Viser opslag med etiketten Hovedbiblioteket. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hovedbiblioteket. Vis alle opslag

onsdag den 11. maj 2016

Hovedmesteren på Albiblioteket I MORGEN!

Cover Photo
 
MAY12
Bo Reinholdt er en af dansk litteraturs bedst bevarede hemmeligheder og krimifablen SALVEREN er hans mesterstykke. Oprindeligt udgivet i 1997, er den netop genudsendt af forlaget Escho. Der er tale om en absolut uomgængelig roman, da Reinholdt er begavet med en synssans og et billedsprog af en anden verden – bogstaveligt talt, da en kunstmaler og et gammelt kalkmaleri i en kirke spiller hovedrollen i fortællingen.

Vi er stolte over at kunne præsentere mesteren selv, som vil læse op denne aften. Desuden gæster forlagsmand og forfatter Anders Jørgen Mogensen og kritiker Lars Bukdahl Salonen i Københavns Hovedbibliotek til en samtale om Reinholdts forfatterskab.

Bo Reinholdt er cand. mag. i dansk og latin og debuterede i 1983 med novellesamlingen AKEFALENS VIDNESBYRD og har udgivet en række romaner og fortællinger.

torsdag den 10. marts 2016

Hvorfor Bjørn Rasmussen havde en tehætte på hovedet på Hovedbiblioteket

Ifølge professor og digterviv Anne-Marie Mai (der btw har skrevet en bog med og om Michael Strunge, Mai Strunge):

"Klaus læste op og svarede på spørgsmål, Bjørn læste op med tehætten på! Han fortalte en bekymret ældre dame, at han han klippet sig selv og at det var mislykkedes! Derfor hårskjuleren"

fredag den 25. oktober 2013

Red bøgerne! og HÆFTERNE OG F E U I L L E T O N E R N E!




RED BØGERNE! Hovedbiblioteket er gået amok i bogkassering - det kan vi ikke forhindre, men jeg kan opfordre alle mine medbogelskere til at kigge forbi fra tirsdag i næste uge og købe nogle af bøgerne for en lille mønt - der skulle være masser af bøger fx om kunst, livet, fugle, geologi, mere kunst og selvfølgelig en masse fiktion.
'

onsdag den 28. august 2013

Flere røde prikker i magasinet

Det handler om på Hovedbiblioteket at låne bøger uden røde prikker på ikke ryggen, men på øverste sidesammenmasning, eller hvad man skal kalde det, og måske skal man kalde det skulderen, for så giver bibliotekaren dem egenhændigt en rød prik, på skulderen, med deres dertil indrettede røde tusch, og så er de i rimelig grad sikret, at de ikke bliver solgt for billig penge eller decideret smidt ud i den nærmeste fremtid, hvilket de ikke er, hvis de ikke har fået en rød prik, for så betyder det, at de ikke har været lånt ud de sidste 3 år, og det ser virkelig ikke godt ud for en bog i disse effektive tider, og tænk, hvis det samme gjaldt for ens eget bibliotek, hvilket det måske faktisk burde, så man huskede at få i det mindste berørt alle vigtige bøger med sine øjne med mellemrum, men tilbage til H-biblioteket, for hvis man bare, hver gang man er forbi, sørger for at bestille bøger fra magasinet, indtil man når frem til en uprikket bog, så man er ansvarlig for prikningen af mindst 1 bog pr. biblioteksbesøg, kan det ikke være en aftale?

 

Til jer der ikke har "tid" til at læse poesi

Gør det undervejs!

Jeg genlæste den ene (kvartgode) digtsamling, mens jeg ventede på, at bibliotekaren hentede den anden nede i magasinet, og derefter igen ventede på, at hun hentede den, fordi hun havde glemt, hvad den hed, da hun var nede for at hente den første gang, selvom den har en ret fyndig titel, og den anden (trekvartgode) digtsamling genlæste jeg i metroen mellem Nørreport og Fasanvej (den er så også særdeles fåmælt), og den tredje (måske en tredjedel gode) digtsamling har jeg lige genlæst som en overspringshandling (i stedet for at bladre på nettet eller skrive denne blogpost, som jeg skriver lige bagefter), inden jeg omsider får skrevet den 2012-årsrevy færdig til Nordisk Tidsskrift.

(alle tre digtsamlinger er signeret den selvsamme digter, og kan I gætte hvem? her er et helgodt digt fra den anden samling af de tre, jeg genlæste i dag, som er den tredje, han/hun har udgivet:

En
sang
er
en
sang.
Alligevel tømmer kedlen sig selv
mens
fuglene
aldrig
gør
det

)

mandag den 3. juni 2013

Ned ad Bagger - verdens forfald II

På København Hovedbiblioteks biografireoler, 99,4:

1 bog om Rolf Bagger (af Rolf Bagger selv, Steins far)

7 (forskellige) bøger om Stein Bagger

2 bøger om Jens Baggesen (den ene mest om Sophie Ørsted)



onsdag den 1. maj 2013

Fælledark

Hovedbiblioteket er lukket pga. 1. maj

hvilket vel i og for sig er rimeligt nok, når nu

1. maj er åben/åbnet pga. en bog. 

tirsdag den 12. marts 2013

Vindstille Z-maskine

Jeg skulle låne 5 bind med Storm P.-maskiner på Hovedbiblioteket og faldt i staver over mulighederne på skærmen ved lånemaskinen:

LÅN
STATUS
FORNY ALT
TIL AFHENTNING

Jeg var meget fristet af de to sidste muligheder, at forny simplethen alt og helt enkelt bare blive afhentet, men trykkede på LÅN og blev så beordret til at lægge alle mine bøger i 1 bunke på maskinen (tidligere havde børnebibliotekaren CHIPPET!? de 3 bind, hun havde hentet i magasinet (hvor de bøger, jeg skal låne, altid ligger; kunne jeg ikke få et særligt magasin-lånekort med adgang til en særlig magasin-indgang? - det ville også være lettere for alle de bibliotekarer, jeg hele tiden sender af sted ned ad trapperne)) og Hokus Pokus! registreredes de 4 opfindelses-bøger på 1 gang, men ikke den 5., som jeg havde et forfærdeligt besvær med at identificere, fordi alle bøgerne hed noget med Storm P. og maskiner, hvilket tilsammen tog mere tid, end det ville have gjort at scanne dem hver for sig, den maskine kunne Storm have konstrueret kompleksere effektivere!

Foto af værk

fredag den 26. oktober 2012

2 ekstraterrestielle sangfugle i Krystalgade

Usagn og andre fantasterier

Fredag, 26. Oktober 2012 - 17:00 - 18:30
0 kr.
Oplæsning med Cecilie Lind og Marianne Larsen



Cecilie Lind og Marianne Larsen er begge aktuelle med hver deres sproglige genistreg:
Unge, debuterende Lind er aktuel med ´usagnene´ Dughærget pupil accelererer tusmørke, hvor vi møder troldkvindeprocesser, tristessekomtesser, jernomkranset krimskrams, snavende slavinder og andre lurendrejere.
Garvede Larsen er aktuel med en samling fantasterier, Med skyer under fødderne, hvor ordene på Larsensk vis tumler rundt, støder sammen, og kækt peger på nye sproglige sammenhænge.
De to forfatterinder vil læse op fra deres nye bøger og med udgangspunkt i bøgerne snakke sammen om dette og hint.

tirsdag den 4. oktober 2011

Krystalgade er sgu ikke Mejlgade (og Gl. Kongevej er slet, slet ikke)

Passerede netop den nye kulturminister i snak med en kultur-lobbyist på cykelstien ud for Planetariet på vej hjem fra en ærke-finkulturel forestilling på Hovedbiblioteket, ægte anti-begivenhedskultur for de udvalgte få: Susanne Jorn læste dirrende forfinet sine digte op (introduceret af mig og) lumsk og livfuldt enkelt akkompagneret på harpe og monochord af Helen Davies, her et programmatisk digt fra det sene, minimalistiske hovedværk  Andalusiske øjebliksbilleder i november, 2010, som Susanne generøst læste op i sin helhed:

HVID HEJRE
PÅ FÅRERYG -

KUN LIDT

Og hvis det endelig skal være, foretrækker jeg ordenshavarister frem for kaospiloter!

Og nu skal jeg se et afsnit af den lige lovlig sødladne, men rimeligt sjove (især bøsseparret med deres lille datter), amerikanske sitcom Modern Family!