Den røgfyldte neon-denim-optik

Anne-Marie Mais tale

-->

Debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat
  

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

 

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!        

-->

Debutantprisen

Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat

Til Jonas Eika Rasmussen for romanen, Lageret Huset Marie (2015)

Hvorfor er det, at nogle bøger  har en særlig tiltrækningskraft? Hvorfor hænger læseren på og lægger ikke bogen fra sig, før den sidste side er rundet og den sidste sætning løbet ud? Der er sikkert mange svar på disse spørgsmål. Læserne kan blive grebet af en spændende handling; man lever sig ind i personernes historier; man får en indsigt i noget menneskeligt, som man ikke har fattet og bliver opmærksom på forhold og erfaringer, man aldrig før har forstået. Sproget kan være så udtryksfuldt, rædselsvækkende eller rigt, at man fanges ind i sætningerne og billederne.  Bøger kan på en række forskellige måder knytte deres læsere til sig, og mangfoldigheden af mulige tilknytninger er noget af det vigtigste ved skønlitteraturen.

Jonas Eika Rasmussens roman Lageret Huset Marie knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje mellem Lageret, hvor han arbejder, Huset, som han bor i sammen med sine venner, og kæresten Marie, som han mødes med på gåture ved stranden og i hendes lejlighed.  

Romanen er opbygget af afsnit om og fra de forskellige lokaliteter: lageret er en lukket, maskinel, nærmest robotagtig verden, hvor en gruppe unge arbejdere henter varer ud fra den enorme varebeholdning og sender dem ud til de forskellige varehuse.  Huset er en forfalden Risskov-villa, som Elias og hans venner bebor i perioden op til, at huset skal rives ned. Kæresten Maries lejlighed er hjemsted for en forelskelse, der måske bliver til et kærlighedsforhold. Romanen skaber stemninger omkring disse steder – man sanser og fornemmer Lagerets overvældende tingsverden, hvor mennesket bliver en slags vedhæng til maskineriet. Husets forfaldne drengeverden lugter, rådner og gærer, som kun et gammelt hus kan gøre det, og Maries 90 cm brede seng kan rumme både den intense nærhed og den uendelige afstand, som kan være imellem elskende.

Elias er ved at blive overmandet af stederne i sit liv; men gradvis får han en vis magt over omverdenen. Det lykkes ham at standse båndet på Lageret, og de unge arbejdere finder ud af, hvordan de kan kommunikere med hinanden gennem strømmen af ordrer. Elias slipper også ud af husets mentale dynd og får skabt så meget afstand til Marie, at de ikke æder hinanden op i angst og barndomstraumer.

Når man læser Jonas Eika Rasmussens roman kan man opleve, at man pludselig husker arbejdspladser, sin ungdoms boliger og famlende kæresteforhold, følelsen af at blive overvældet af omverdenen og følelsen af at vente på noget, man ikke ved, hvad er.  Man gribes af romanens stemninger og sørme ja, man gør noget så godt og gammeldags som at identificere sig med personer, tider og steder. Eika Rasmussen har lokket læseren med ind i romanens spidsvinklede trekant, som Elias beskriver:

”Jeg pendlede mine døgn mellem Huset, Lageret og Marie som punkterne i en spidsvinklet trekant, hvis sider optegnede mine daglige ruter.  Jeg begyndte at føle noget der mindede om hjemlighed hos dem alle tre, og de begyndte at fylde mig.”

(s. 83)

Det særlige ved Eika Rasmussens roman er tillige, at den giver læseren en adgang til nogle efterhånden, klassiske bøger i nyere dansk litteratur. Der er i romanen stemninger og situationer, som giver en lyst til at genlæse Klaus Rifbjergs roman Arkivet (1967),  som handler om to unge 1950´er-mænd og deres venten på liv, kærester og fremtid, mens de arbejder i et kælderarkiv, hvor elevatoren skramler, rækkerne af reoler er uendelig, og diverse billeder af nøgne damer bliver studeret. Rifbjerg ville have elsket den scene i Eika Rasmussens roman, hvor drengekollektivet fra deres forfaldne hus lurer på en ammende kvinde.  I Rifbjergs roman er stemningen af en arbejdsplads fastholdt i nøgterne sansninger af lyde, blikke, madpakker og indforstået arbejdspladssprog, hvilket finder paralleller i Eika Rasmussens roman eksempelvis når han fortæller om lagerets indretning. Men der er også en tematik omkring kameravinkler, film og blikkets spejl, hvor de to forfattere har noget tilfælles.  I Husets kælder arbejder en af drengene med filmeksperimenter og musikvideoer, men Elias er bange for at blive fanget i et af Frederiks billeder og i de andres blikke.  Han fortæller: ”[…] men jeg var bange for at blive et billede; for at blive set igennem den røgfyldte neon-/demin-optik, som jeg forestillede mig var i rummets blik, som var alles blik på alle, et indviklet mønster af genkendelser eller ej.” (s. 34).  Kameraerne er blevet flere, og blikkene farligere end i Rifbjergs univers, men tematikken er fælles.    

Og så er vi jo selvfølgelig i Århus, ved stranden og i Risskov, hvilket får denne læser til at mindes stemninger og scenerier i Tage Skou-Hansens De nøgne Træer (1957) om unge under besættelsen, der traver afsted langs stranden og taler om kærlighed, liv og død.  Hos Eika Rasmussen ser vi stranden i dette skarptskårne billede: ”Jeg løftede blikket fra muleposen og så ud over havet. Lyset blev mørkt igennem det tætte skydække. Vandet havde samme farve som himlen undtaget noget grønt. Et sted midt i det, cirka halvtreds meter ude, var der en lille blå og hvid kugle, et badehættehoved, der dukkede op og ned i et jævnt tempo langs kysten.” (s. 135).

Skarpe og klare linjer og mærkelige flashbacks mellem romaner fra vidt forskellige tidsaldre kan optegnes. De nævnte romaner er ikke bare nydelige kryds på en litteraturhistorisk tidslinje, men bliver punkter i en spidsvinklet trekant mellem bøger, man kan færdes imellem og glæde sig over er tilgængelige for læseren her og nu.   

Med Lageret Huset Marie  har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved at vende tilbage til.  Hjertelig tillykke!   
    

(fotot: AMM)