tirsdag den 11. oktober 2016

Slagtede darlings, bagte bonusser 1

(outtakes fra Jens Blendstrups Magnus Opussum Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->
Jørgen tænker på Karate-Klaus som han læste om i avisen i går. Der var et stort billede af en stor stærk mand med en abe på skulderen.  Karate-Klaus havde været god til karate før han blev myrdet af nogen rockere. Han havde selv været rocker for nogen der hed the Undertakers. Jørgen kan godt huske Karate-Klaus fra sin ungdom. Jørgen var i en anden klub som hed The Wultjers, men det var bare noget de fandt på. Måske var The Undertakers også bare noget, de fandt på, men Karate-Klaus må være kommet til senere. Der var ikke noget rockeragtigt over ham bortset fra det sigøjneragtige hår. Men det var der mange der havde dengang. Det var moderne at se sigøjnerragtig ud.  Jørgen snakkede kun med ham et par gange. Hver gang var det når Jørgens rævehale på sædets baggaffel faldt af. Karate-Klaus var høj og splejset. Han boede her og der og alle vegne, fortalte han, fordi hans mor var rejst til en by, han ikke gad bo i. Jørgen blev aldrig venner med Karate-Klaus men der var en overgang hvor han kom forbi på sin knallert, som var større end nogen af dem, Jørgen og vennerne kørte på. Der var noget fjernt over Karate-Klaus som om han altid var på vej videre. Jørgen kender ikke mange der er sådan.  Men det er som om, de midt i samtalen allerede er rejst. Jørgen læser avisen og glemmer det igen. Men dagen efter finder han en bog om Karate-Klaus i Brugsen.  For 29 kroner kan man læse hele Karate-Klauses liv. Han døde, fordi han blev uvenner med en, han havde beskyttet. De sidste år af Karate-Klauses liv havde været hårde, fordi han var blevet jaget rundt og skygget af politiet. Jørgen har svært ved at genkende den store skaldede mand på de gullige fotografier. Men der er et i starten af bogen, hvor Karate-Klaus sidder på en cykel sammen med en anden dreng. Han har langt mørkt hår og et frækt grin på. Det er ham, tænker Jørgen. Ham der holdt foran grillen dengang og uddelte gule sodavand. Jørgen kan ikke lade være med at blive helt stille indeni. Tænk, at der er mennesker han har mødt, som er borte.  Mennesker, der gav sodavand. Jørgen kan ikke lade være med at mærke et stik indeni sit hjerte. Tænk hvis Karate-Klaus bare var blevet ved med bare at kunne karate i stedet for at blive det, han blev, før han blev væk.

Jørgen læser i avisen at der er kommet nye sommerfugle til vort land.  På en måde er det dejligt og på en måde er det uhyggeligt. Jørgen hælder mest til det uhyggelige, for selvom disse sommerfugle har smukke navne kommer de jo fra syd ligesom mange af dem der truer Jørgens existens i elbranchen. Hvem ville ikke hellere ansætte en nældet takvinge til opsætning af el frem for en Jørgen sommerfugl? Det bliver sværere og sværere at finde sin existens, Anita. Sommerfugle er smukke, Jørgen. Det er polakkerne også . Især de unge.  Anita griner og kigger med over skulderen på Jørgen. De ser nu flotte ud. Skønhed er ikke alt, Anita. Det er fortrinsvis kvælstofglade sommerfugle der indvandrer. Hvad sker der med de gamle danske så? De uddør. Eller flygter fra Sorte Mose. Jørgen drømmer heftigt om natten. Han drømmer han sidder på en gren ved Sorte Mose. Det går ikke at trække vejret. Men folk tror det er sådan han ser ud. Helt rød i hovedet og ophovnet på halsen. Til sidst dratter han ned og bliver begravet af nogle børn der hiver vingerne af ham for at få ham ned i en tændstikæske.

(fortsættes)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar