Slagtede darlings og bagte bonusser 12 DAMEBYER B

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker)

Personer:

Villavejsfruerne

Kvinder i høj fart (hvor elskov foregår på lige strækninger, aldrig i kurver)

De læbeløse åndsbesnakkere - kvinder uden læber hvis tænder ser ud om som de ler hele tiden. Også længere nede, samtidig med at de konstant prøvede at føre teoretiske diskussioner af H.C. Andersens eventyr. Erotisk var det som at elske en åben dør i en færge.

Ambasadør-fruerne - altid nippende til nyheder og drinks, altid elskende for blafrende gardiner, til dæmpet eksotisk musik fra terrassen, altid talende langsomt og tydeligt, ofte endnu mere betonende ting med øjebrynene og kropsmusklerne. Meget blev aldrig udtalt, men det der blev sagt blev altid afleveret med stil. Fælles sympati blev altid tilkendegivet diskret. Jeg blev indlogeret på et luxuriøst hotel, og alle kontakter foregik ved hjælp af konvolutter lydløst afleveret på min dørmåtte af dameben på strømpesokker. (den ene dag en congonesisk frue, den næste en tysk og så videre). Alle i nationaldragter naturligvis. Det var som om vi mødte hinanden bedst som lande eller kontinentplader der støder ind i hinanden og beriger.

Dennegang helt oprevet over en cyste på mit lår forsvandt jeg under et lægebesøg, i en tisseflaske jeg fik besked på at fylde. Ude af mig selv og egentligt ikke i humør ankom jeg til De kemoramte kvinder. Disse afkræftede kvinder. Udstyret med hospitalstøj og kræftesløse hænder der famlede sig frem af byens gelænder. Navne havde de ikke. Mig sendte de kun et blegt smil. Kommer du også her hovedperson? Ja, jeg er jo helten sukkede jeg, bange for hvad der skulle ske. Og angst for om jeg overhovedet kunne give dem noget af min åndsforsnottede kraft. Du skal ikke være bange, trøstede de med de blege kolde hænder. Støt mig hen til Placebo-parken, så finder vi ud af det. Har du også mistet nogen? Ja, jeg mistede min far, han gabte over et sår der ikke kunne hele, svarer jeg blufærdigt. Savner du ham. Ja. Sådan er det, helt. I der bliver tilbage har det sværere end os der tar afsted. Men før vi tar afsted skal vi da feste. Kager ankom på godsvogne. Rødvin blev hamret op af kilder i jorden. Søjler af søde sager og læskende væske. Vi får anti-kvalme midler så vi æder alt. Lad os elske, vi kan altid brække det op igen. Eller holde det nede med kvalmestillende midler. Det var som om at hver dag var den sidste. Fordi der ikke var noget håb undlod vi sjældent at snakke om alt. Stolte var de. Selvom de var syge. Hår var der sjældent noget af. Men indeni dem spirede håbet i store totter. Det går nok, hovedperson, så længe du er her, er jeg her for nogen. Det er godt at være her for nogen. Det er klart at angsten over døden overrumplede dem. Der var nætter hvor vi bare lå tæt. Jeg tilgav dem for deres umulige luner,  for i deres underlige gennemsigtige tilstand kunne jeg se hvad de havde været. Desuden var der mirakuløse øjeblikke hvor de blev raske. Som behørigt blev fejret med gotiske fester under byens enorme scanner hvor stearinlys var anbragt så de dryppede gloende tårer ud over byens kemoramte kvinder. Det fik dem til at håbe. Og snart gik vi hjem i en flok og nød at elske som en rebus af kød og blod og tårer. Behøver jeg sige jeg vendte hjem som en anden mand? I to dage huskede jeg det væsentlige jeg havde været vidne til, så kom jeg i detentionen for at synge aflangt i en irsk pub.

Kvinderne der ikke vidste hvem de var her for

Er vi her for dig, hovedperson. Eller er vi her for en anden? Det er frustrerende at være her for nogen vi ikke ved hvem er. I kan jo være her for jer selv, sagde jeg. For os selv, umuligt. Nej, vi er sat i verden for at være her for nogen. Alle her i byen er sat i verden for det ene formål. Frustrerende timer bliver tilbragt med frustrerende veninder der heller ikke ved hvad de er her for. Se skiltene på gaden, store spørgsmålstegn, og kryptiske opfordringer som ”pladsen hvor ham vi venter på skal stå når han kommer.” Jeg undlod at fortælle dem at jeg kun var her midlertidigt. Og i lang tid så det ud som jeg gav dem en vis mening. Ingen havde noget imod at dele mig, det var så sjældent de fik besøg. Måske fordi de udstrålede så meget tvivl. Til gengæld gjorde de meget ud af sig selv for at fange min opmærksomhed. Strålende makeup. Nærmest stumfilmsagtig smuk på afstand når jeg var i sorthvidt humør. Nogen gik sågar på stylter, skjult i lange slanke kunstige ben. Andre igen bar rundt på store trækonstruktioner der skulle fremhæve deres skygger når de i skumringen stillede sig foran 220 watts projektører i de snævre gader i tvivlens by. Og de helt enkle der bar deres ansigter som jomfru Maria, lidelsesfuldt smukke, men også uendeligt sarte hele tiden på nippet til at gå i tvivlens sø og drukne sig. Jeg ved ikke hvad der har skabt den by. Jeg ved kun jeg endte der en dag jeg lagde mig med influenza af frygt for repressalier i forbindelse med mit køb af et subwoofer-system til mit værkstedsskur.

Mødrenes by

Optaget af formering, elskov som et middel til erobring af liv. Over alt var der skrig og skrål og halvtomme krybber. Æsler hang og åd hø som var det ene bibelske scener. Alle vil have mig her. Jeg er jo hovedpersonen. Helten med hvilken der kan fabrikeres nye helte med faderens og moderens gener. Overalt bliver jeg da også modtaget med en sødmefuld respekt. Altid er de lækre at se på. Aldrig har de for travlt til et spil, eller en leg, altid vil de feste ud med mig til det sidste. Glimtet i deres øjne er forstærket af et neonrør der lyser gennem det hele. Alle har de særligt gule og grønne og blå og brune øjne. Og de kan skifte dem som ved en prisme, hvis det er det der behager mig. Bagefter omformes vores elskovsbriks dog straks til en slidske. Så har helten opfyldt sin mission. Og jeg ser mig selv vandre gennem de døde gader hvor mødrene har fået det de skulle. Frysende sidder jeg på en bænk og venter på at donere mere eller forlade deres by igen.

Kvinderne der havde rejst langt og var trætte. (lav om til nutid)

Jeg kommer lige fra Goa, jeg kommer lige fra Paris. Hele byen var oversået med halvåbne kufferter, og postkort der aldrig var blevet sendt. På deres værelser halvtomme flasker med sprut og parfume. I deres øjne eventyrets glød. Men trætte var de. Og dovne. Har du nogensinde været i Marokko, helt? Næ. Kameler fylder ørkenen. Har du nogensinde været borte fra Danmark mere end en uge? Nej. Jo, i Kandestederne. Kvinderne der havde rejst langt og var trætte lo. Har du nogensinde fodret en abe ved et tempel i Taj Mahal? Nej. Netop derfor er det eksotisk at elske med dig, hovedperson, du er så hjemlig som en stork, eller et rækkehus i Smørum Nedre. Tak, svarede jeg. Tager du ikke lige tandbørsten til mig, jeg orker ikke række ud efter den. I morgen skal vi jo videre igen, hele byen rykkes op med rode og proppes i en rygsæk. Hvad er næste mål? Det er forskelligt, der er nogen der skal til Schweiz og andre der skal til Grønland, sagde kejserinde-fortælleren Grete med det solafblegede hår og ring i næsen. Bliver du aldrig træt af at rejse? Nej sagde hun eventyrligt udmattet, skal vi ikke bare se at få elsket? Hun sendte mig et postkort da hun kom.

Orne-udskriverne

De altid væsentlige damers by (selvhøjtidelige og grå) altid læsende urban – dyrkende livet i nøje afmålte intervaller. Du har nu 3 minutter til at kneppe mig, så skal jeg til møde igen. ”Vent jeg skal lige have min brille på næsen.” Og noget interval-olie i den nedre regioner. Jeg er som en dampmaskine, forstår De. Tørhed får det hele til at gå i stå. Og tid har jeg ikke ti l…

De evigt ungdommelige mødre til svenske ishockey-spillere

(konen kunne også præsenteres i forbigående sætninger som)

Dennegang fallit efter eventyret hvor vi ville flytte på landet

Dennegang akut døende efter uheldig hjerterytme prøvet af ved lægen der nægtede at se noget specielt foruroligende

Dennegang faldende i søvn over et enormt billede af Mogens Lykketoft i MetroXpress

Dennegang rivende gal over noget med skatten kom jeg via et hul i skattelovgivningen ind i cirkulære frøknernes by. Deres liderlighed kunne kun stilles ved at jeg stemplede dem på deres erogene zoner med blæk-inddrevet metal. Efter hor var deres kroppe et virvar af mærkelige adresser på inkasso-kontorer og tvivlsomme IS-selskaber der alle som en havde en negativ egenkapital. Der er en stor forskel på os, sagde Bella, en dame i gult, vi holder bare forskellen for os selv til fyraften. Fordi vi holder vejret er vi i stand til at ligne hinanden, indtil stemplerne og stempelmændene kommer. Jeg var en stempelmand. Og jeg vidste hvad hun talte om. Når de blev ophidsede kunne de antage de mest pragtfulde forvandlinger. Og omvendt. Kun når de skreg den sidste store orgasme, var de sig selv. Jeg stemplede derfor løs. Det var et inferno af lyst og henlagt elskov. Mappe-sex var en anden variant. De anbragte sig på forskellige ringbind som jeg så skulle bære op på andre niveauer, med navne som ”Andersen-Pedersen”, "Fru Bertelsens fotoarkiv.” Og ”gennemsigtighed.” Tunge var de ikke, nærmest som fjer. Udpakkede fyldte de imidlertid noget mere. Men cirkulære frøknerne ejede en sjælden trang til hygge. Pressede som de var fra alle sider i deres hverdag gik de med sikkerhed altid planken ud når de havde fri. Det var det de med egne ord betegnede som vejfest-syndromet. Store munde, afsindig tørst, og umættelig dans under elsparepærer i telt. (bør muligvis flyttes til villavejsfruerne, altid optaget af at luge) Jeg lærte da også at elske dem. Og kom efter nogen tid i lære som stempelmand. Min svendeprøve var et 5-kantet stempel med ordlyden "aktieselskabet løgnagtige mæfikke du trænger til galskab af 2003". Et stempel som jeg senere høstede stor succes med. Ikke mindst hos min favorit Fru Underlag Knudsen, der i den grad blomstrede op under stemplets magiske tryk. Det er turbine-lækkert det du bedriver, stempelmand, gabte hun en morgen før arbejde. Det er heltens rolle, rettede jeg. Og gik i bad med damen for at vaske blækket af.

Dennegang flad efter grillfest

Dennegang helt åndssvag i gult

Dennegang grundlæggende elskelig

Dennegang delvis uudholdelig

Dennegang bræk-vipstjært efter selvbestaltet druktur gennem Horsens

Dennegang helt ude af flippen i nærheden af Kronborg, efter tur med Sveriges-båden

Dennegang ganske enkelt uskyldig, på vej med S-tog til Klampenborg

Dennegang rodløst suttende på bolsje fra det gamle bolsjekogeri

Dennegang efter hun beskyldte mig for nærighed i forbindelse med tur til Vesterhavet og et lejet sommerhus

Dennegang desværre kommet ud af gældsfængsel, grundet noget Hi-fi anlæg der blev for dyrt pga. kobbertråde i højtalerne fra B og W med udgangseffekt på 423

Dennegang fordi jeg blev fyret uden grund

Dennegang fordi jeg frygter fremtiden for efterlønnen, og hvad der skal blive af os alle sammen, i det her forfærdelige samfund af polyfone ringetoner, og alskens hardware

Dennegang bumlende rundt på Vesterbro til indisk middag

Dennegang efter uheldig snak med min kone

Dennegang kastet for svin

Dennegang ydmyget af min kones nye elske,r en Franz K født Ulme

Dennegang lidt ala Jonathan Livingstone Havmåge, i alt fald nedstyrtet i en bil på Blågårds Plads

Dennegang helt ren i sjælen

Dennegang forkølet og på pencilin og urter, lidt ynkelig vraltende ud af Dalgas Boulevard med kager

Dennegang helt slettet af hukommelsen

Dennegang havde vi faktisk sluttet fred

Dennegang helt idyllerisk mens fruen og barnet købte biletter til zoo blev jeg revet væk, til tigerbyen. Hvor damerne boede i 2-værelses med tremmer og bad

Dennegang som en racerbil helt uden for sin kurve, jo det var slemt i går, jeg tør ikke tage hjem. Mine øjne er oversvømmet som Rhinen.

Dennegang ulastelig, nydelig i jakkesæt, håbende på gevinst, en radiobil med slips på.

Dennegang nær død pga leverindtaget hos min kones forældre

Dennegang bare gående over for rødt I tweed-tøj.

Dennegang en efterårsdag (husk sommer forår, vinter – som pejlemærker i bogen)

Dennegang i lære som landmand, op alt for tidligt, må have snublet i noget vådt, havnede i alt fald promte hos nogle sunde damer der hele tiden tækkede tag og angav katte nye bakker med mus…

HVAD SLAGS BYER FINDES DER MERE…?