Overfuglen: Max Ernst

En af forfatterne i The Weird-antologien er Leonora Carrington, der også var billedkunstner med tætte bånd til surrealismen. Et stort udvalg af hendes fantastiske og weird fortællinger. Den ovale dame og andre fortællinger, er netop udkommet på Det Poetiske Bureaus forlag i Ib Johansens kompetente oversættelse. Her er en af de kortere stykker, et portræt af ægtemanden (en tid kort) Max Ernst:

"OVERFUGLEN MAX ERNST

Dværg-papegøjer, Natte-fugle, Paradis-fugle og Djævle-fugle omfavner allesammen hinanden med vingerne i Overfuglens Underjordiske Køkken.
  Han rører rundt i sin gryde i en mands skikkelse og betragter hypnotisk sine abre arme, samtidig med at sværme af stuefluer og spyfluer har sat sig på nedhængende kødstykker ovenover, hvorfra de lærer deres afkom at flyve.
  Overfuglen betragter sine bare arme med en bleg hypnotisk stirren, og små hvide knopper slå ud igennem kødet; mens han rører syv gange rundt og stadigvæk stirrer, ser han knopperne skrumpe ind og hærdes til småbitte fjer. I dette øjeblik bryder et kor af ørne ud i sang, mens Djævle-fuglene og paradis-fuglene forener deres næb i et langt, anelsesfuldt kys.
  Frygten, i skikkelse af en hest og klædt i hundrede forskellige dyreskind springer ind i køkkenet og kaster en regn af gnister op i luften fra sine hove, gnisterne bliver til hvide flagermus og flagrer blindt og fortvivlet rundt i køkkenet, hvor de vælter gryder, dåser, flasker og glas med ingredienser til astrologiske retter, og det ryger altsammen på gulvet i store farvestrålende pytter. Overfuglen binder frygten ved halen til ildstedets flammer og dypper sine fjerklædte arme i farverne. Hver af fjerene begynder øjeblikkeligt at male hver sit billede med et skrigs hurtighed.
  De flagermus' og ørnenes sang blander sig med en vrinsken fra Frygten, som har ildstedets flammer frosset fast til halen. hendes skind kommer i udbrud med bittesmå vulkaner, der sender tottter af røg ud igennem hendes dækken af mange dyrs pelsværk. Hun ryster på hovedet, og møl flyver ud af hendes manke, tiltrukket af hendes hales strålende frosne lys.
  Overfuglen, der maler forskellige billeder med alle sine fjer på én gang, bevæger sig langsomt omkring i rummet og lokker træer og planter ud af møblerne. En stadigvæk rolig puls fra den forstenede verden udenfor bliver hørlig som fjerne trommer. Fuglene og dyrene tramper med deres fødder til rytmen, og små jordskælv kruser sig under jordens hud.
  Erindringen iler tilbage til tidens fødsel, river spædbarnet bort fra brystvorten på en vulkan i udbrud og slynger det overgivent ud i rummet; dette muntre indfald har så gigantiske proportioner, at Intelligensen, med en sindsoprivende, rungende latter, river sit eget hoved - Tanken - af og kaster det ud i rummet til spædbarnet Tid at lege med.
  Overfuglen glatter sine arme der nu er blevet vinger, slipper Frygten løs fra ilden og binder sig selv fast til hendes ryg med hendes manke. De undslipper gennem de fire vinde, der springer ud af gryden som røg, som hår, som vind.
  Kun syv små fisk ligger tilbage som øjeløse zebraer og er ved at blive kvalt ovenpå ilden i bunden af den store sorte gryde.



- også på maleri har Leonora portrætteret Max

- og her er de begge på fotografier - hvor er de søde: