Peter og jeg inklinerer for Jess og Dorrit

Jeg fik forst forleden august-nummeret af bladet for Samlerens Bogklub, hvor Peter Laugesen og jeg på samme side (i anledning af Louisiana Literature, hvor de jo dirrende veloplagt duo-optråde LIVE) skriver om henholdsvis Jess Ørnsbos Udvalgte digte (som han intet forlag kunne finde til, cool nok af Samlerens Bogklub at hente den ind) og Dorrit Willumsens universelt (bortset lige fra Kritik) fejrede Nær og fjern. Her er de to tekster - og glem ikke at købe de to bøger; DE ER LIGE PRÆCIS LIGE FREMRAGENDE OG UUNDVÆRLIGE!

"DIGTEREN DER VRÆNGER AF VERDEN

af Peter Laugesen

Hvorfor dele sit glasøje
med nogen De holder
en gammel dame nede i en vandpyt men
kun for lydens skyld imens
hendes taske står højt gøende længere
henne i gruset Er
betjenten måske genkendelig på en
høj ske i bæltet eller er der
en særlig arbejdsevne skjult i
lygtepælene

Strofer er fra et digt, Jess Ørnsbo i sine Udvalgte digte 1952-2012 har anbragt i afsnittet om 1930'erne. "Vesterbro det tabte land" kalder han det, afsnittet ikke digtet. der er tale om noget, Ørnsbo har set ret tidligt i livet. Han er førdt i 1932.
  Han var fra begyndelsen af noget andet. Også i forhold til sine generationskammerater i det foretagende, man kalder konfrontationsmodernismen. Efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960.
  Der skulle blæses til angreb på borgerskabet. Rifbjergs titel er en fanfare.
  Jess Ørnsbos debutsamling, også fra 1960, hedder bare Digte. Dens tekster er ikke et angreb på borgerskabet specielt, men på verden, livet, på mennesket, på orden og redelighed, på fornuft og anden raionalitet, på mennesket som art og individ, på litteraturen, på digteren, på digtenes forfatter og digtenes læser, på løgn og hykleri.
  En grotesk, surrealistisk humor og en absurd, fortvivlet kærlighed til vildveje, hvorpå sandheden i sin øjeblikkelige, absolutte klarhed et skrivende forbløffelsens sekund lader sig fange, udgør kernen i Jess Ørnsbos forfatterskab.
  Ord som grotesk og surrealistisk er misbrugte i samtidens politiske og folkelige sjabberads af en samtalekultur, men hvsi nogen skulle være interesseret i at lære dem at kende i deres egentlige væsen, er Jess Ørnsbos digte et godt sted at besøge.
 Om lidt er sandheden under alle omstændigheder et rygende, udbrændt vrag.

livet er blot det nærmeste
man kan komme
helvede

Jess Ørnsbo er i familie med de store polske modernister, hvis desperate værker han har fortolket. Også med de store, halvt glemte surrealister:

Han er ind i et spejl og undrer sig over
at barnet har skæg
hun tæller sin skønhed i tusind sommerfugle
men egentliger hun ligbleg
derinde i mørket

Det er en anden dimension og tradition end den hyggelige danske, og det kan måske være derfor, ingen forlag ønskede at udgive Jess ø
Ørnsbos eget udvalg i 2012, da han blev 80.
  Stadig på højde med det højeste og lidt til, som rigtige digtere aktid er det. Det er, hvad det handler om, og det rager dem en skid, om nogen synes, de er store eller ej.
  de leder i mørket, som Jess Ørnsbo siger det sidst i sin rasende bog, efter:

Sjældens lille hvide pind
der langsomt
forsvinder"

"EN HJORT BAG RATTET

-->

Dorrit Willumsens starter sin uforligneligt gode roman med at få den overstået i en fart. En gammel mand, Michael, ligger og kan ikke sove, og i stedet for at tælle får gennemgår han resolut sit liv og dets kvindelige persongalleri:

  ”Der var Lou, og der var ham selv, Michael, og de fik to døtre, Simone og Michelle. Og der var skrædderinden med knappenåle mellem læberne og små gyldne sko. Og der var en pige så fin som en hjort. Hun kørte bil, og hende fik han ikke.

  Men der var Lou, og hun blev hans livs dame.
  Og engang havde han lukket sin sekretærs læber med et kys.

  ”Bestemmersvin” havde hun sagt. Hendes mod og vrede var betagende. Og han sendte hende en multifarvet buket.”

  Men selvfølgelig og heldigvis kan Willumsen ikke nære sig og begynder straks efter forfra med at fortælle overgivent og vidtløftigt løs om blikkenslageren Michael og støvsugerekspedienten Lou, som det kommer til at gå, alt, alt for godt, og alle de andre skæbner, der mere eller mindre bogstaveligt knopskyder fra de to, og hvoraf de vigtigste er udpeget ovenfor, bortset lige fra Bjarne, som det går mere broget.

  Willumsen både elsker og undrer sig over sine personer, og sprogkunstnerisk dyrker og forkæler hun dem, som var de eksotiske planter i en nyttehave. Hvilket vi, læserne, så også får lov til at føle at vi i virkeligheden er og omsider kunne afsløres som, hvis vi bare var så heldige at være personer i en Dorrit Willumsen-roman.  Og moralen er, at det fortjener vi alle sammen at være.

  Ikke fordi personerne i Nær og fjern har det spor meget nemmere, fordi de er Dorrit Willumsen-personer, nærmest tværtimod: Uafladeligt kokser de sig frem til store katastrofer og ubodelig ensomhed. Men sikke de lyser imens, ret nøjagtigt som det fyrværkeri, som til syvende og sidst er det, gamle Michael husker tydeligst:
  ”Men der var Lous fødselsdag med fyrværkeri over havet. Raketterne åbnede sig mod himlen som store, vilde smykker. Og hendes øjne fulgte hver eneste lille ildstjerne.”