torsdag den 13. oktober 2016

Slagtede darlings, bagte bonusser 3

(outtakes fra Jens Blendstrups Slagterkoner og bagerenker (udkommer på fredag))

-->
Åbent brev til Grete, kone gennem 20 år, ”om hvad klimaforandringerne gør ved din mand, Jørgen"

Min elskede
Jeg ved du ikke bryder dig om min stigende skaldethed, men tro mig, min ven, hvis kloden passede bedre på sine ressourcer, ville jeg ikke være skaldet.
Min elskede  
Jeg ved du ikke bryder dig om min brylcreme i de tynde totter, men jeg kæmper for dig og mig og selve kloden, hvor vi føder vore børn, min hang til hentehår, skal ses som en grønlænders forsøg på overlevelse. Jeg vil bede dig betragte mine totter ved øret som en art fangsthytter, et sted hvor mit sidste hår kan holde stand,  som fangere har holdt stand i århundreder, en forholdsregel mod den globale opvarmning.
Min elskede
Jeg ved du ikke bryder dig om min mave. Men som håret er også den et resultat af den globale opvarmning. Sumpgasser har sat en process i gang, som ingen træningsbukser kan holde nede. Jeg vil bede dig se min mave som en art Noas ark, hvorpå dyr og mennesker kan søge ly på den sidste dag
Min elskede 
Forstå mig ret, jeg ville gerne gøre gymnastik, men intet økosystem har godt af denne trampen rundt, lad os derfor ikke stresse denne jord, vi bor på med for megen løben.
Min elskede 
Jeg ved, du ikke bryder dig om min overdrevne udsondring af gasser, i daglig tale kaldet prutter. Men tro mig, jeg arbejder på et system, der skal begrænse mængden af CO2 i sofa.
Min elskede 
Jeg ved, jeg kan virke kølig i samvær med din familie. Men tro mig, også det er en del af min fortvivlede kamp for Antarktis. Taler jeg for meget med din mor, smelter isbjergene prompte.
Min elskede 
Jeg ved, du ikke bryder dig om min sjatpissen, min rent ud sagt utætte tissen, i tide og i utide, ved dag og om natten. Men jeg vil appellere til din kærlighed. Se din mand som et landkort, hvor fastlandssoklen langsomt eroderer, Jeg vil bede dig betragte min inkontinens som en del af et vådområde i Nord Grønland. Engang var dette land en tør og fast klippe, og tro mig, jeg kæmper som en skipper på en Greenpeace-pissebåd for. at det skal blive det igen.
Min elskede 
Jeg ved, du ikke kan lide, jeg kommer fuld hjem og bralrer op klokken 3 om natten. Men tro mig, også det skyldes den globale opvarmning. Forhøjelse af UV-stråling har besværliggjort min kikken på uret. Mine øjnes økosystem og min hjernes tundra forvirres af min branderts temperaturstigning, med op mod 10 procent! På udsatte bodegaer.
Min elskede 
Jeg ved, du godt vil have, jeg giver dig blomster, men tro mig, jeg leder overalt, men finder kun steder med tidselagtig, lav vækst.
Min elskede
Jeg ved, du ikke bryder dig om mit overtræk, mit forbrug, min hang til store ting af guld og pantsætning af vor fælles bryllupsringe til Nøjeregne Charles. Men tro mig, kunne jeg bare hindre den frygtelige proces som menneskeskabte udledninger af anti-oksidanter og deodoranter, ville mit Dankort ikke være så blottet for økonomisk ”sne”, som det er.
Min elskede
Jeg ved, du synes, jeg driver den af. Men jeg vil bede dig se mig som en isflage, engang løsrevet, men altid søgende tilbage mod gode faste rammer. Jeg vil bede dig se mig drive omkring, det er måske ikke noget smukt billede, men på min ryg bærer jeg måger og pingviner, der ellers ville dø.
Min elskede
Jeg ved, du også gerne så, jeg købte mere ind. Men du må tro mig, når jeg siger at den Netto oppe på hjørnet kun er en skygge af sig selv. Sydlandske tilstande hersker i kummefryseren. Bestyreren har spist sit frugt og grønt, og varmen i det ny årtusind har sat en frygtelig evolution i gang hos de unge flaskedrenge, der nærmer sig de tidlige stadier hos fisk, alt imens de spiser Mælkesnitte.
Min elskede 
Jeg ved du gerne så jeg malede huset. Men tidernes ugunst, for mange scootere og biler uden partikel filtre har gjort din mand lidt løs i fugerne. Jeg ville så gerne, men stratosfærens ozonlag over vores hus er i aftagende. Med andre ord: Begyndende hudkræft er grund til, at tagrenden er fuld af blade, ikke jeg.
Min elskede
Jeg ved, du ikke tolererer min jagt på andre kvinder. Men som også håret, og min mave, mine gasser, mit urin, min druk, mit Dankort, mine huslige pligter, er også jagten på damer, mit naive forsøg på at redde væsner, vi snart kun kan se i zoologisk have ellers. Elskede, jeg vil bede dig anskue min sekretær Ulla som en  isbjørn. Jeg ved, du hader, når jeg lægger mig på hende, men tro mig, hvis jeg ikke lagde mig på Ulla, ville hun blive som en kannibal og æde alle de andre isbjørnekvinder. Min elskede, jeg ved, du har svært ved at tro det, men faktisk er min utroskab en art lavarktisk korpulerings-permafrost-redningsforsøg. Jeg bedækker kun fremmede kvinder, fordi de er hvalrosser, sæler, ringsæler og rensdyr.
Min elskede 
Jeg vil bede dig betænke disse ting, før du beslutter dig, om du går fra mig. 
Mange knus og kram din mand, en såret, men hårdt kæmpende, klodeagtig, midaldrende, omend klimaforandringsvillig Jørgen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar