Hvepsekrone i lys lue - Nicolaj 50!

Der er heldigvis Rimbauder, der får lov til at blive ældre end unge. I dag fylder uforbederligt romantisk og modernistisk og bare POETISK blåøjede Nicolaj Stochholm guddødeme 50. TILLYKKE! Jeg har zigzag-anmeldt ham gennem årene, men jeg er og bliver inkarneret fan af NS som hovedløst vildest og visionærest. Her forvandles han fra yndlingsaversion til yndlingsperversion lige for øjnene af mig - i min WA-anmeldelse af hans tredje bog, Rekonstruktion, 1998:

"Tidseltunge

Klassisk. Nicolaj Stochholm gør comeback med ubændigt frembusende patos.

Nicolaj Stochholm: Rekonstruktion. 83 sider, 158.00 kroner. Lindhardt og Ringhof. 

At man skulle høre sig selv sige det: Det er da godt, at nogen står fast på deres patos, slår alt for store brød op og tramper heftigt rundt i krummerne, det skal jo da for fanden ikke være til lyst det hele, vi har pinedød brug for kvalificeret hysteriske mørkemænd, manende modernister som vor mor lavede dem. Sådan én var Nicolaj Stochholm i sine to første samlinger, Biografi, 1991 og især Sammenfald, 1992, som jeg virkelig fik ondt i hovedet af, hvilket jeg i dag kan se var et meget godt tegn. Til gengæld havde kritikeren Marianne Stidsen ikke læst noget bedre siden Schack Staffeldt, og så blev det rasende talent pludselig tavst, fik Kunstfondets tre-årige legat og rejste ud i verden, kun efterladende denne drabelige definition i Brøndums Encyklopædi:

»Jeg: Jeg kommer fra helvede«. 

  Nu omsider er han tilbage hos os med den store samling, Rekonstruktion og han er heldigvis stadigvæk sådan en hysterisk mørkemand og manende modernist, dette er det første digt, fint betitlet »Kolofonengel«: 

  "Fanget/ af bussens torden/ gennem gaden med frost/ taxaernes hvide snit i mørket/ til højre og klokkerne der ringer/ til messe for det øde centrum/ ved lygtepælen hænger et/ sammenføjet sind, en uden/ ansigt gennem byen, optrin/ og jeget mellem fire heste/ i bevægelse over himlens tag«. 

  Dette er seriøst, venner, dæmonisk ladet storbylandskab - det er ikke den bus, Kirsten Hammann og Katrine Marie Guldager stiger på - og afsluttende drastisk og absolut symbolsk action, jeget mellem fire heste over himlens tag, det er så utrolig tæt på klicheen, men ved selve sin stolte og flossede kraftfuldhed redder det sig akkurat i land. Dette digt hører så også til de mere nydelige i samlingen, i langt de fleste får energien og fragmenteringen på en langt mere radikal facon frit spil, billeder og erklæringer haster hovedløst af sted, mens de af deres lungers fulde kraft råber hinanden ind i hovedet og skubber til med albuen, »en magtfuld forsvinden hvor billedet brænder et øjeblik« står der meget præcist et sted. 

  Eksemplarisk for det fineste og flotteste i Stochholms poesi er denne større sag, »Tilegnelse«, der starter i (næsten for) klassisk retorisk stil og med stadig større fart flænser sig op til alle sider (her er det den omvendte bevægelse af indledningsdigtet, fra tung abstraktion til eksploderende konkreter): 

  »Fra hvilke uantastelige højder/ falder dråben ned på det blad/ der driver løst med den styrke/ strømmen fra regnen skaber:/ jeg er fejet med støvet fra mit ark/ drivende ad brøndens tunger forbi/ hvidkalkede huse halvt under vand/ og min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør/ ud til broens brændte båre, et greb/ lyset fra gaden, der synker og synker/ i kvadratet mellem brosten og papir/ malede fortøjningspæle på Fisketorvet/ en sveder i kabyssen, den sorte kasse/ flydende køreplan for en rusten rute/ stenuglens skrig fra et tag tre gange/ nationalprodukt og Sankt Thomas Plads«.  

  Stochholm er utrolig god til at få gang i den, »min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør ud til broens brændte båre«, det er så for meget for meget, at det bare er for fedt; kun rimeligt, at han i en af bogens få formelle øvelser tager konkurrencen op med selveste S.U. Thomsen og skriver sin poetiske version af Beaufort-skalaen for vindstyrker: »løbende folketælling af voksende hvide heste lægger murene ned« (Thomsens kan findes i et gammelt nummer af Den blå port).
  De enkelte figurer, udsagn og sætstykker er hele vejen igennem typisk modernistiske, det er splittede og flerdobbelte jeger med hænderne triumferende fulde af sprængte billeder, en gang imellem kønt reddet af eller henvendende sig til kærligheden, og så vil jeg bare nedlægge det pragmatisk æstetiske vurderingskriterium, jo mere kant, jo vildere postyr, jo højere hastighed jo bedre, for det er sådan en hård, tæt, næsten mættet måde, Stochholm går amok på, det samler sig, som det spreder sig, samtidig med, at der hele tiden lyder denne her helt drengeagtige hujen gennem brokkerne, når det går højt, et digt hedder direkte »Rid med mig«. Jeg bryder mig bedst om de store hvirvlende klumper og om de helt stramme små energibomber, jeg vil have ingen sammenhæng eller pur enkelhed (som i kærlighedsdigtene, som f.eks. »Spejlets invitation«), men allerbedst er måske kombinationen som i det storslået søndersplittende kærlighedsdigt "En kærlighedsbuket for alle vinde"; det tretten sider lange langdigt »Dagsrejse« er en for tyk tåge gennemstrålet af for få stjerner efter min øjeblikkelige mening, og en håndfuld andre steder står digteren rigeligt længe og beundrer og fortolker sine egne tegn og gerninger, inden han pligtskyldigt jager videre, et par modernistiske klicheer er bare modernistiske klicheer, men skide være med det, når rosen råber: »kron mig i en ørken med rasende hvepse« (da jeg i sin tid så dette udråb i poesiantologien »I det åbne« opfattede jeg det som et emblem på de allerværste patetiske manerer, hvad det jo lige præcis frydefuldt er).
  Jeg vil slutte med at citere det digt, der programmatisk hedder »Gud dør hver dag«, og som jeg synes er forbandet godt, det hærger frem med vilde fagter i sin beskrivelse af blot og bar solnedgang, hver eneste dag og hvert eneste digt er verdens og poesiens rekonstruktion, velkommen tilbage, lille, stridbare sol: 

  »Så mange omkring mig, jeg havde/ ikke troet I var samlet som luft/ vinden kan ikke komme frem/ før den skiller jer ad, mægtige/ vogtere og bestøvere, alle dage/ føjet til en, se mig uden form/ en sommers korstog gemt i et/ tørt brød, bøndernes samling/ af sten imellem hvide aks, den/ blinde pige på vej ind i digtet/ over marker der blot kværner/ de levende fra de døde, grønne/ øjne taget som slaver af lyset/ for solen er den indadvendte/ mester fra hedenold, et levned/ på skrømt fra hullet i maven/ som tidsler med spisevægring/ rækker fra markers sandede/ jord, fra havet er det kommet,/ kongen der alene brænder sin/ rutefart før havet fryser til en/ dansehal af fravær med gulve/ poleret af en sprængt blind/ tarm, en orm fra sandet taler/ med fiskenes blink i mørket/ fra havet skal det igen opstå«."

(foto: Susanne Mertz)