Monstrøsitetspåskønnelsens sorte hul

Jeg skulle lige trække vejret! Efter at have læst anmeldelser i forgårs og i i går af Slagterkoner og bagerenker - også fordi det jo ikke er DÅRLIGT, slet ikke når man har et godt læserry i forvejen, at få glade fire stjerner i Kristeligt Dagblad og skeptiske fire stjerner i Politiken og en grundskuffet anmeldelse i Weekendavisen og (i dag) højst fornøjede 5 stjerner i Berlingske. MEN ALTSÅ, hvorfor er der ingen andre end Søren Kassebeer i Berlingske, som jeg ellers ikke plejer at være imponeret af, der ser styrken og vildskaben og radikaliteten i monstrøsiteten: 400 + siders ALT FOR langsomme deroute via primært ALT FOR detaljeret fortalte, i høj grad (bortset fra den overordmede, langstrukne deroute-nedskrivning) autonome episoder (måske de ville have gjort det, hvis romanen ikke havde forskudt sig fra systemisk serialitet til væltende episodiskhed?); Kassebeer:

"Han er i det hele taget, i al sin almindelighed, en mand med både forsonende og usympatiske træk, og hvad skal der dog blive af ham? Det giver Jens Blendstrups roman ikke noget færdigt svar på, og det skal den heller ikke, og det forhold, at det indimellem tærer lidt på tålmodigheden at være i selskab med almindelige, liderlige Jørgen over mere end 400 tætskrevne sider, kan man jo vælge at se som en pointe - forstået på den måde, at vor hovedpersons langtrukne nedtur spejler sig i romanens ikke ubetragtelige længde. »Slagterkoner og bagerenker« handler om mandeliv på godt og ondt og i al dets ofte trivielle almindelighed, og det er mandens blik, der ses med, og det gøres der konsekvent. Lev vel, Jørgen. Med eller uden alle de der kvinder."

Anne Skov Thomsen i Nordjyske (4 stjerner) har også et godt blik for monstrøsitetens effekt og betydning, men ender alligevel med klage over den:

"Ligesom i " Hærværk" er også tiden en faktor. Den umærkelige, langsomme gåen i hundene, som kendetegner begge romaner, bliver i sin tidslige udstrækning en næsten fysisk fornemmelse under læsningen. Desværre hælder Blendstrups roman lige til den lange side med det resultat, at den taber intensitet midtvejs og bliver lige lovlig ensformig. Man kunne derfor have ønsket sig, at romanen havde været 100 sider kortere."

NEJ, DEN SKULLE HAVE VÆRET 250 SIDER LÆNGERE!

Men hør så (I DENNE SAMMENHÆNG) trælse Mikkel Frantzen i Politiken (hvis anmeldelse starter så fint med et tog-latteranfald - dem har jeg også har haft flere af undervejs):

" SLAGTERKONER OG BAGERENKER' er på den måde et portræt af Danmark i dag. Den handler om at være mand og på samme tid uden arbejde og ude af trit med tiden, ude af sync. Alt det har Blendstrup et utrolig sensibelt og humoristisk blik for, og det har han jo sådan set altid haft.

Romanen bliver dog selv i ny og næ bange for at lade at det stå, som det er; at lade alvoren træde frem. Komikken ophæver snarere end understreger og forstærker alvoren. Et sted går Jørgen således med selvmordstanker, og så skal der pludselig stå noget om »strømførende fissers flække« lige bagefter. Her er der en slags angst i skriften, en anstrengthed i humoren. Der er også både mange og lange hallucinerede surrealistiske sekvenser (der som regel har karakter af seksuelle fantasier), som heller ikke er vildt vellykkede. Måske er bogen, når alt kommer til alt, bare lidt for lang. Handlingen løber simpelthen tør for strøm, ligesom komikken har svært ved at holde dampen oppe over 400 sider. Selvom det er imponerende tæt på."

Jeg tror ikke, hallucinationerne (om damebyerne) skal være vellykkede, jeg tror bare, de skal være vilde, og måske endda vildt anstrengte, eftersom det også er det, Jørgen er, en anstrengt vildmand. Og ja, ja, romanen er et portræt af X og handler om at være Y og Z og Æ og Ø og Å, men jeg tænker det også er problemet for anmeldelserne, både de glade og de skeptiske, at de læser romanen som portræt af Y og handlende om Y og co., når den også er simpelthen er en skriftbesættelse, Jørgens (danske, mandlige, arbejdsløse, ude-af-trit-tidslige) skriftbesættelse af Jens-hånden. Og så bliver Jens pga. brand-forsnævring slet ikke læst som en ambitiøs og radikal forfatter, der vil og kan og gøre mere end bare skrive portræt- og om-roman, der sker sådan en træls Panduro-isering (men Panudro skrev for fanden også Øgledage). Og lad os - dyb indånding!- også få (I DENNE SAMMENHÆNG) stæreblinde Klaus Rothstein på banen:

"Jørgen er en fantast. Drømmene, fantasiforestillingerne og de mentale transformationer afløser hinanden, ofte frivole og sjofle. Isoleret set kan dette greb i værktøjskassen være meget sjovt. Men her tager mængden overhånd, ikke mindst fordi de evindelige dillerjokes slet og ret mangler potens. Jeg citerer fra en drøm: »Og årets modtager af Nobelprisen for elektrisk menneskelighed: Mr. Jørgen Usse Gravesen, for sin måling af ' Lemmets tøven'. Og så står Jørgen der og stritter med kalorius som har fået en rød sløjfe på i dagens anledning. - Den er lidt genert, siger Jørgen, it is shy. But just you wait and see.« Jens Blendstrup er jo en idérig forfatter, men denne gang følger han de forkerte spor (jeg ville for eksempel gerne have udfoldet historien om Jørgen, der gemmer sin angst i en æske i en bankboks), og med sine 424 sider bliver Slagterkoner og bagerenker simpelthen en anstrengt og overgestikulerende roman, der i en skarpere skæring kunne have været fin satirisk realisme om globaliseringsangst."

Jeg er sgu ikke interesseret i fin satirisk realisme om globaliseringsangst, det kan lavere satiriske realister tage sig af; jeg er interesseret i monstrøsitet, og herunder humoristisk og sjofel monstrøsitet (gerne på samme tid), og tak til Klaus for at citere det, han ikke bryder sig, for så kan vi andre beundre, hvor monsterfedt og -sjovt, det faktisk er, i den grad fortjenende "Nobelprisen for elektrisk menneskelighed" - MED RØD SLØJFE PÅ!