Videofodnoter til et supersentimentalt digt

 

https://www.youtube.com/watch?v=ySjY7K5oA0Y

Dagens sang er kærlighedens hav

Decderet schadesk sammentræf

Jeg har stadig Bright Eyes-sangen i hovedet, da jeg får lyst til at spille Tom Waits' "Hang Down Your Head" for mig og min søn som sådan lidt præ-godnatsang, og den eneste cover-udgave, Spotify foreslår ,ved siden af originaludgaven og et par koncert-udgaver, er en sprød blid én med akkurat Bright Eyes fra en eller anden obskur støtteplade, so very strange.

Ekstremt vedkommende popsang

Især sunget som langsom langsom blues med brøndgravende gravrøst af fx og allerhelst nu 70årige Tom Waits:

Jeg er i hvert fald stadig Black Rider-programskribent

Da Betty Nansen Teatret i 1998 første gang opførte Burroughs/Waits/Wilson(/Wiedemann/Kvium/Laugesen)-forestillingen The Black Rider skrev jeg en halvstor tekst til programmet. Til genopsætningen i år ville teatret gerne genbruge min artikel, som de sendte til mig, fordi der var brug for lidt opdatering, og som jeg altså ikke kunne undgår at kløjes betydeligt i:

Jeg er glad for, at I finder min gamle programartikel værd at genoptrykke. Jeg har siddet og læst den igen og synes godt nok, den er noget overwritten og kaotisk forgrublet, på godt og ondt - og jeg får også øje på en håndfuld deciderede (mestendels syntaktiske) fejl. Jeg tænker på, om I kunne foranstalte en word-udgave på 1 tekstfil, som jeg lige kunne rette igennem og gerne i en vis fart; jeg ville ikke tilføje noget, men måske slette en lille smule hist og pist og bare strømline fornuftigt uden at forråde for-meget-heden.

- her er et forholdsvis fredsommeligt (og generøst Turèll-citerende) stykke fra den tilrettede, men stadigvæk forbandet floromvundne tekst:

-->

Den danske myte og mytoman og oprindelige Bur­roughs-fan Dan Turell har i sine Medie-Montager, der udkom i seks bind 1975-78, portrætteret både Bur­roughs og Waits som myter og mytemagere. Her er først 60-årige Burroughs i et klip fra den eksperimenterende tekst 'El Hombre Invisible', skrevet helt tilbage i 1969:

"William S. Burroughs er fundamentalt klartseende William S. Burroughs går i biografen om aftenen Går til det Grå Rim og klipper videre sover i det Grå rum en nervøs flimrende overgangsdrømmesøvn og vågner og klipper sin mad ind i sit William S. Burroughs-arkiv i det Grå Rum hvor overgange mellem skrift og foto bestemmes og skæres."

Og et mere ligefremt snapshot af den unge Tom Waits, dateret 1976:

"Tom Waits er god til at skabe historier omkring sig, og der er mange i gang allerede. Han optræder altid, på scenen som udenfor. Han er ikke sanger, ikke digter, ikke musiker, ikke skuespiller - men en lille smule af hver i en sjælden blanding, der kan minde lige så meget om komikeren W.C. Fields som om beat-digte­ren Jack Kerouac eller entertaineren Lenny Bruce."

(I parentes bemærket ville en kombination af disse to portrætter resultere i et vellignen­de portræt af myten Dan Turèll)

Altså Burroughs som et koldt avantgardistisk fantom, den robot- og øglelignede arki­var og sammenklipper af alle teksterne, livets og litte­raturens, og indehaver af privilegerede, magiske og dæmoniske, hemmeligheder, X-files indeed! Tom Waits som en lunere rollespiller, der låner sine manerer fra de hårdkogte og klovnende ender af amerikansk populærkultur, en stilbevidst beat-troubadour. I begge tilfælde er den offentlige fremtræden i høj grad iscene­sat og umærkeligt sammenfaldende med teksternes/ sangenes fortællerpersonaer.

Fra begyndelsen af firserne sker der en udvikling i Tom Waits’ sange i retning af det barokke og excentriske så vel som det primitive og direkte, mens Burroughs på samme tidspunkt kom ind i en ny kreativ fase, der supplerede de gamle science­-fiction-modeller med detektiv-, pirat- og cowboy-fiktio­ner i et mere åbent mix. Begge herrers mytologier blev betydeligt sværere og mere komplekse at få hold på.

Du er samme slags slem som mig

Som præmie for de uværdige ydmygelser (paryk, kontroltab, rektor-smalltalk m.m.), som Litterær Hypnose bereder og går ud på, købte jeg i går Tom Waits' nye plade Bad as Me, der skramler karthasisk suverænt gennem mergelgraven, her teksten til titelnummeret, det er det, vi er nogen, der kalder poesi, og lad os sige, at sangens du er min hypnotisørkollega, på ondt, der gør godt:

You're the head on the spear
You're the nail on the cross
You're the fly in my beer
You're the key that got lost
You're the letter from Jesus on the bathroom wall
You're mother superior in only a bra
You're the same kind of bad as me
I'm the hat on the bed
I'm the coffee instead
The fish or cut bait
I'm the detective up late
I'm the blood on the floor
The thunder and the roar
The boat that won't sink
I just won't sleep a wink
You're the same kind of bad as me
No good you say
Well that's good enough for me
You're the wreath that caught fire
You're the preach to the choir
You bite down on the sheet
But your teeth have been wired
You skid in the rain
You're trying to shift
You're grinding the gears
You're trying to shift
And you're the same kind of bad as me
They told me you were no good
I know you'll take care of all my needs
You're the same kind of bad as me
I'm the mattress in the back
I'm the old gunnysack
I'm the one with the gun
Most likely to run
I'm the car in the weeds
If you cut me I'll bleed
You're the same kind of bad as me
You're the same kind of bad as me

Dramadokumentarisk dukketeater

(ved Blendstrup og Bukdahl)

præsenterer en 100 % autentisk rekonstruktion af en dag på Ekstra Bladets redaktion - se Danmarks usleste skriftlighed i aktion:

Chefredaktør Poul Massemorder [styrter ind med fråde ud af løgnhalsen råbende]: Ryd forsiden! [og hiver en 53 cm. høj rocker op af inderlommen] Detter er den rygende pumpgun, fortæl, Bacardi Breezer Bertram!

Bacardi Breezer-Bertram: [siger noget uforståeligt på junglesjællandsk, som hans hangaround, den som en smølf forklædte smølf Smølf, der gå under dæknavnet Smølf oversætter:] Anders Samuelsen og Henrik Sass Larsen er i virkeligheden Makrellens uægte tvillinger, der fra deres schäfer-mors livmor samarbejdede med Jønke om mordet på deres far. Der var længe tvivl om, det var Makrellen eller Aborren eller Hundestejlen fra Bullshit, der skulle dø.

[ind fra højre kommer journalist] Søn Af Kurt Thybo Thybo [råbende]: Ryd rydningen af forsiden. Jeg vil se en gigantisk lysning! [og hiver en 57 cm. høj mafiasnigmorder, Guispppe Guillotini, op af inderlommen].

Guiseppe Guillotini [siger noget uforståeligt på siciliansk, som hans gamle mor oversætter:]: Berlusconi har indtaget Athen som ny græsk premierminister og vil genoprette økonomien ved at gøre Parthenon til én stor BUNGA BUNGA-natklub, hvor en chorus line af Ciccciolina-cyborgs igen og igen synger Tom Waits' evergreen [rituel afslutning på al dramadokumentarisk dukketeater]:

YOU'RE INNOCENT WHEN YOU DREAM
YOU'RE INNOCENT WHEN YOU DREAM
YOU'RE INNOCENT WHEN YOU DREAM
YOU'RE INNOCENT WHEN YOU DREAM
YOU'RE INNOCENT WHEN YOU DREAAAAAAAAAAAAAAAAM