fredag den 30. januar 2015

HALFDANTALE - eksklusivt for Blogdahl

-->
A B C D E F G HALFDAN
- tale ved Halfdan Rasmussens 100 års dag på Kulturværftet i Helsingør

To af de helligste bøger på min reol har jeg stjålet, og jeg har ikke dårlig samvittighed.
  Den ene er Halfdans ABC, med tegninger  af Ib Spang Olsen. På titelbladet har min far – jeg genkender hans skrift – prentet navnet ”DYTTER”, som var min lillesøsters Dortes megethadede kælenavn (fremkommet ved min manglende evne til at udtale ordet ’lillesøster’). Jeg er med tilbagevirkende kraft noget fornærmet over, at bogen skulle forestille at tilhøre min søster og ikke mig, som trods alt var og er den ældste. Og hvorfor kunne den ikke bare være vores begge tos? Men måske - det ville have været det allerrimeligste, desværre er det for sent at spørge mine forældre - havde vi hver sin ABC, og så har jeg bare fået min forlagt og tiltusket mig Dortes i stedet for, fordi den bog bare ikke må mangle i en reol.
  Halfdans ABC udkom første gang i 1967, jeg blev født i 1968, min søster i 1970, min stjålne eksemplar er 2. oplag fra 1969 – hurtigere gik det ikke med salget i begyndelsen, eller også var første oplag bare selvsikkert enormt. Nu har bogen for længst rundet én million eksemplarer, dvs. ti gange så meget som Yahya Hassan  og mindst 1000 gange så meget som Halfdans egen debutsamling, Soldat eller Menneske fra 1941.
  Det første alfabet-vers lyder som bekendt sådan her:
  ”Ane lagde anemoner/ i kanonen på Trekroner./ Ved det allerførste skud/ sprang Anes anemoner ud!”
  Og det gør de hver gang, vi læser det vers, så gode som nye. 
  Min anden stjålne, hellige bog er mini-murstenen Børnerim, hvor forfatterens fulde navn, Halfdan Rasmussen, står på forsiden. Den bog opsamler, med nye vignet-illustrationer ved Ib Spang Olsen, fire børnerim-samlinger fra 50’erne, Tullerulle Tappenstreg spiste gummibolde (fa’me en revolutionær titel!),  Kasper Himmelspjæt. Himpegimpe og Pumpegris. Opsamlingen udkom første gang i 1964, mit stjålne eksemplar er fra 1965 og allerede femte oplag.  I 50’erne skrev Halfdan børnerim og tosserier som besat, i 60’erne blev de læst som besat, og det er de blevet lige siden.
  På titelbladet har min mor skrevet sit eget navn, ”Lise Togeby” og datoen ”6/6 - 67”. Det vil sige 14 måneder, før jeg blev født, og hvorfor i alverden har min dybt rationelle mor, på det tidspunkt nyansat amanuensis i statskundskab, købt en tyk bog fuld af børnerim? Vel for det indre barns skyld, der endnu ikke havde materialiseret sig og måske som et ubevidst voodoo-offer til det barn, der faktisk blev mig. Derfor havde jeg ret til at stjæle bogen, og derfor var jeg Halfdan-læser, allerede før jeg blev undfanget.
  Det første børnerim lyder som bekendt sådan her:
  ”En mand fra Ribe/ fandt en pibe./ En mand fra Skive/ fandt en rive./ En dame fra Korsør/ fandt en gammel trillebør/ og en kone fra Hobro/ fandt en hale af en ko”
  Læser man det, når man endnu ikke eksisterer, så glemmer man det aldrig!
  Langt de fleste danskere, der er fra født fra – lad os sige – 1965 og frem har altid allerede læst Halfdan. Fordi de har fået ABC’en og børnerimene læst højt og læst dem selv som det noget af det første eller måske det allerførste og har hørt de børnerim, der er er blevet eviggrønne børnesange, blive sunget og sunget dem selv. Børnelitteraturens kanon er lige så nådesløs som konservativ. Vi læser kun det op for vores børn, som vi elskede at få læst op, da vi selv var børn.
   For alle os er den primære Halfdan denne fantastisk energiske og opfindsomme og poetiske og sjove rimsmed, der ikke talte ned til os, da vi var små, der hverken var pædagogisk eller sentimental, men med et helt utroligt livlighed bare var nærværende i øjenhøjde.
  Som det fremgår af en sen fax til vennen Johannes Møllehave var Halfdan mere end tilfreds med at være blevet vores Halfdan:
  ”Og så har jeg jo været usandsynlig heldig som forfatter: At skrive er udmærket. At skrive og blive læst er endnu bedre. Jeg er taknemlig og lykkelig for at jeg er blevet læst og godtaget af børn. Dér har virkelig betydet alt for mig.”
  Halfdan begyndte ligesom os andre med at være barn, et fattigt barn på Christianshavn, der var rig på en eneste ting: sprog, og bebyrdet med den helt håbløse ambition: at skrive, skrive den fineste fine skrift, som er poesi. Det kunne ingen forbyde ham i at gøre, til gengæld kunne han heller ikke leve af det. Han havde alskens småjobs i 30’erne, men gik først og fremmest arbejdsløs og skrev digte om det. Han var politisk engageret og skrev digte om det. Han gik ind i modstandsbevægelsen og skrev digte om det; de sidstnævnte blev faktisk læst, men blev i sagens natur trykt anonymt, så de gav heller ingen penge.
  Midt i det hele besluttede Halfdan sig for, at han ville leve af at skrive, selvom han ikke kunne, men så måtte han bare suge på lappen, sammen med sin kone, Ester, der meget usmart også var digter, og endnu mere usmart fik de to skønne unger, Iben og Tom, da krigen omsider var forbi.
  Halfdan skrev, som det til bevidstløshed altid bliver citeret, både sjove digte og triste digte. De triste digte lignede ham, når han var trist, rugende over verden og eksistens, hvilket han helst var i enrum. De sjove digte lignede ham, når han var sjov, hvilket han uundgåeligt var i selskab med andre.
  Det uretfærdige var så, at de triste, inderlige digte næsten altid lød som andre, som Harald Herdal, som Poul la Cour og fremfor alt som hjertevennen, alt for tidligt afdøde Morten Nielsen, mens de sjove, ekstroverte digte ikke bare originalt lød af en ægte original, en frejdig og finurlig humorist, men også, da han satte dem i system som tosserier, blev populære og forbandet salgbare.
  30’erne og 40’erne brugte Halfdan på at undertrykke sjovheden, der indimellem alligevel spruttede frem i fx tidsskiftet Vild Hvede. I 50’erne valgte han at overgive sig til sjovheden og lod den rulle af sted med sig i den dobbelte tosseri- og børnerim-raptus og gudskelov for det! Også hvad angår den lille digterfamilies økonomi.
   Tosserierne var sjove digte som showdigte, ikke uden grund bliver ærke-sprechstallmeisteren Tribini navnedroppet i et af de første:
  ”Professor Tribini/ fra Dyrehavsbakken/ kan snakke så hurtigt,/ at håret i nakken/ gror ud gennem næsen/ blandt bumser og blister,/ fordi de vil se,/ om hans tænder slår gnister.”
  Så lige så lynhurtigt kunne Halfdan digte.
  Børnerimene til gengæld er ikke showdigte. Deres sjov er inderligt, fordi det er barnligt og ikke sofistikeret, lige meget hvor virtuost det så også er. De skal ikke more et dannet publikum (og al respekt for dannede publikummer, det er vi alle her), de skal tale direkte kildrende til et menneskebarn  Børnerimene er for øvrigt heller ikke kun sjove, de er også søde og vedmodige og forundrede og uhyggelige og mærkelige.
  Børnerimene blev i første omgang skrevet til Iben og Tom, Halfdan lagde dem simpelthen i deres madpakker ved nattetide. I anden omgang blev de skrevet til alle os andre som børn. Og i nulte omgang er de skrevet både af og for Halfdan som barn. Det er ikke noget tilfælde, at det er en tur gennem rullemaskinen, der forvandler lille Peter Madsen til lange Peter Madsen og gør hans historie værd at fortælle; Halfdans mor var rullekone på Christianshavn. 
  Det hele begynder og slutter og fortsætter med et alfabet, der uimodståeligt rimer og remser sig vej ind i barnehjerter. 1000 tak til rullekonen for at have bragt alfabetmesteren Halfdan til verden. Og sig nu efter mig Danmarks bedste nonsensdigt, der står præcis på side 100 i mit stadig mere flossede, fra min mor tyvstjålne eksemplar af Børnerim:

En lille spirrevip
(EN LILLE SPIRREVIP)
uden slips og uden flip
(UDEN SLIPS OG UDEN FLIP)
sad og sang på en gesims
(SAD OG SANG PÅ EN GESIMS)
for en spraglet himstergims
(FOR EN SPRAGLET HIMSTERGIMS)
men da gimpen ville pimpe
(MEN DA GIMPEN VILLE PIMPE)
med en simple himpegimpe
(MED EN SIMPEL HIMPEGIMPE)
spirred vippen bort til slut
(SPIRRED VIPPEN BORT TIL SLUT)
med en sippet dippedut
(MED EN SIPPET DIPPEDUT)

TILLYKKE TIL OS MED HALFDAN

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar