og hun bruger den uden takt, nøjagtigt som hun har agt - min yndlingsfilmanmelder Katrine Hornstrup Yde er blevet ansat på Politiken (hvor hun jo altså også MEGET, MEGET GERNE må anmelde bøger, Jes Stein!) og i dag anmelder hun til nøjagtigt 2 HJERTER (hvornår får danske film, der ikke er børnefilm produceret af Ragner Grasten eller komedier starring Mick Øgendahl, nogensinde under tre?) noget så nationalt fornemt som den nye Susanne Bier-film, og sikke veloplagt og omhyggeligt hun radbrækker den, her er mit yndlingsafsnit:
Nikolaj Lie Kaas er i rollen som den psykopatbrutale heroinjunkie
Tristan et genuint røvhul med røvhul på. Han tvinger en heroinkanyle i
sin kærestes lår for at forhindre hende i at give deres søn
mælkeerstatning. Og når det ser ud, som om hans barn ligger livløs på
lokumsgulvet, så beholder han smøgen i kæften. Der er aldrig en sprække
ind til Tristan, intet, der afslører andet end sociopatisk
følelsesafstumpning. Og Lie Kaas kan tydeligvis hverken lide eller forstå den taberskurk, han spiller. Portrættet bliver uempatisk og dermed ligegyldigt.
Over
for denne brøleabe med hanekam står Lykke May Andersen som Tristans
kæreste, Sanne. Hendes eksistens er skrabet ned til sit absolutte
minimum under Tristans hjemlige voldsregime, hvor hvert tiltag til
livsvilje pandes ned med kampesten. Men
med det lidt, rollen Sanne så har, giver Lykke May, især når hun er
alene på lærredet, filmens mest rørende, fordi papirtyndt skrøbelige,
præstation.
Filmens øvrige casting er som
en syret drøm, man får efter at have bingewatchet danske film; sådan en
drøm, hvor hver eneste dagligdansker pludselig har transmogriffet sig om
til en meget kendt dansk skuespiller. Så
er det Thomas Bo Larsen, der er bartender på den stripjoint, hvor Simon
fulder sig. Så er det sgu da Charlotte Sachs Bostrup, der pludselig
sidder i landsretten og slår med sin dommerhammer. Og
er det ikke Søs Egelind i alvorlig mine som Andreas' kriminalkommissær?
Jo, og Bodil Jørgensen i den hvide kittel på hospitalets
obduktionsafdeling? Jo. »Hej Bodil Jørgensen! Hvordan døde barnet?«.
Selv før man er vågnet fra den slags drøm, ved man, at den ikke er
rigtig. Men det ved Susanne Bier bare ikke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar