Tillykke Margrete - godt du ikke er min mor!

For så ville jeg jo ikke have været til som mig, men som en eller anden uklar blanding af mig selv og Sune Auken - min far var nemlig i flere år forlovet med Margrete Auken, inden han heldigvis fandt min mor, heldigvis for mig og min søster, for ikke et ondt ord om Margrete, som fylder 70 i dag og som jeg totalt godt kan lide. I Jyllands-Posten har min fars gamle ven, Johannes H. Christensen, mellem venner Jonas, skrevet et fødselsdagsportræt, og jeg elsker hans lettere patriarkalske eufemisme for at være kærester: præget af - jeg tænker, man i den situation præger hinanden: 

Margrete Auken er vokset op med fire søskende i et kristeligt hjem af grundtvigsk tilsnit med bordbøn og fordomsfri lægeforældre, der generøst og gæstfrit stillede hjemmet til rådighed for børnenes under tiden ret støjende fester med de mange venner.
Hendes mor, der som en af de første i landet beskæftigede sig videnskabeligt med seksualoplysning, døde allerede i 1968, kun 54 år gammel. Margrete Auken er bekendt med store sorger og har som præst begravet tre nære familiemedlemmer: Sin far, Gunnar i 2002, sin bor Svend i 2009 og senest - i januar sidste år - sin bror Jens. Som ung stud. theol. blev hun præget af tidens mest originale og bedst begavede teolog, Jørgen K. Bukdahl, og siden både teologisk og litterært af sin mand, litteraturforskeren dr. phil. et theol. Erik A. Nielsen. Parret blev gift i 1969 og har tre børn. Han har stået last og brast med hendes politiske engagement, og det har næppe huet dem, at datter Ida, der var miljøminister, midt i SF's ragnarok sidste år pludseligt sprang til De Radikale.
Umiddelbart efter sin eksamen blev Margrete Auken i 1972 præst ved Frederiksberg Kirke, et kald, hun har bestridt på deltid sideløbende med sit politiske arbejde, og som hun forlader i denne måned. Hun er rodfæstet i evangelisk luthersk kristendom og en klog prædikant, der holder en stilfuld gudstjeneste uden politisk agitation, men præget af hendes nidkære omsorg for den af Gud skabte verden. Kirkepolitisk ivrer hun for en synode, hvad der fremgår af bogen "Kirkens mund og mæle" (1992), som hun skrev sammen med bl.a. sin mand. Kirken skal hæve stemmen i både samfund og politik - et udbredt, men også stærkt kritiseret standpunkt. I protest mod Danmarks indmeldelse i 1972 i EF meldte hun sig ind i SF og kom i Folketinget i 1979. Efter en længere årrække - afbrudt af en enkelt periode - opnåede hun valg til Europa-Parlamentet i 2004, blev genvalgt i 2009 med et imponerende stemmetal og i 2014, hvor hun trods SF's sammenbrud høstede 153.000 stemmer. Nu er hun lidenskabelig tilhænger af EU, sidder i parlamentets grønne gruppe og har gjort grøn omstilling og social lighed til sine mærkesager. Gennem årene har hun hævdet en del kontroversielle standpunkter - imod Farøbroen og - selv i dag - metroen. Hun har et iltert temperament og kan i sin polemik være grov, docerende og kategorisk. I familiens univers er Søren Krarup Den Store Satan. Det kan gå så gnistrende hedt til i diskussioner med hende, at folk har tænkt: Nu kan vi ikke ses mere, indtil hun pludseligt med en hjertelig latter kaster sig bagover i en dyb stol med ordene: "Nu ska' vi ha' en bajer"! Hun har et stort hjerte, er sine venners trofaste ven og har op til 50 år gamle ubrudte venskaber. Det skyldes ikke mindst den sjældne egenskab, at hun kan samle sit rige væsen i givende opmærksomhed og varmt nærvær i fortrolig samtale. I 2008 udgav hun en livlig og veloplagt erindringsbog: "På cykel gennem seks årtier".