Trivi-penge til kvali-Klaus

1. 2. kamilla löfström ‏@kamillalfstrm 3t
      

      I har godt set det, ikk? Klaus Rifbjerg bliver den første modtager af #Zinklarprisen

      
      
   3. Jesper Elving ‏@JesperElving 1t

      @kamillalfstrm det er den kedeligste nyhed jeg nogensinde har modtaget

      
      
2. Jesper Elving ‏@JesperElving 1t

   en pris til klaus rifbjerg omg

   
   

   ja, ja, Jesper, men den sene Rif er altså eller kan være en temmelig cool og crazy forfatter og i årets bind med meget genre-tvivlsomme noveller, Intet sikkert abnomrt, skriver han LYDDIGTE, og det må du da af alle finde en (for mindst 100.000 kr.) prisværdig forfatterskabsudvikling - her priskomiteens motivering:
   
   "Lyrikken udpeges ofte som kernen eller den indre motor i Klaus Rifbjergs forfatterskab, men et andet og lige så væsentligt udtryk for det særligt rifbjergske er novellekunsten. Lige siden den første samling Og andre historier i 1964 har novelleformen udgjort en levende boltreplads for forfatterens berømte evne til at leve sig ind i forskellige personer og sikre gehør for den sproglige detalje - for ikke at glemme humoren som udgør en tredje væsentlig ingrediens i den rifbjergske novelle. I sin seneste samling Intet sikkert abnormt synes synsvinklen at falde til ro i alderdommens perspektiv og erindring, men det betyder ikke at der er tonet ned for de modernistiske eksperimenter med sproget som virker så sprælsk som nogensinde i forfatterskabet."
   
   Der er prisuddeling fredag klokken 16 i Forfatterforeningen i Strandgade, hvor lille Adolphsen vil interview store Klaus, og så dejligt, dynamisk skramlet begynder teksten "Beautyboks":
   
   Beautyboks, skrammelkasse, amorbue, læbestift, kam, servietter, øjenbryn, børste, spejl spejl spejl, pastiller rod. Var der noget særligt rodet ved at være kvinde, talte man ikke nærmest om omhu, det feminine, eksklusive, udsøgte, smarte sexede? Som ikke kom af sig selv! Grundmaterialet var der naturligvis (hvis det var der), ellers var det som med tv-apparaterne, der skulle en helvedes masse ledninger til, skruer, dingenoter, formpressede plader fulde af påloddede dimser og i baggrunden uendelige kabler og tårne på forskellige tagrygge, ja, muligvis ligefrem bjergkæder, hvad med Zugspitze eller Grossglockner, skulle man ikke derop for at få signalerne frem, så skærmen lyste op og endelig viste det store show, hvor publikum klappede som rasende, skønt der i virkeligheden ikke var noget at klappe ad.
   
   Den udladning BURDE trykkes i Hjemmet, som Finn Zinklar gennem mange år leverede noveller til.