Olivia skal bare tage og læse Line nu!

På sin blog fedter Olivia Nordenhof kosteligt og mere eller mindre vellykket for hvert af de jurymedlemmer, der skal beslutte om hun tildeles Monatanprisen; om Line Knutzon - lige så slående godt valg som jurymedlem som Det nemme og det ensomme som priskandidat - skriver hun:

line knutzon:
hej line. jeg har næsten ingenting at sige her fordi, hvad der ik er cool, jeg har ik fået læst noget af det du har skrevet. tænker på, når jeg kigger på dit navn, at jeg glæder mig til den der bog dig og mette og naja skriver på. det lyder optur. 
 

(L og M og N HAR AFSLUTTET deres kollektivt signerede kollektivbog, fortæller mine kilder, og sendt den ind til forlaget, efter hvad der i hvert fald OPLEVES som mindst 5 års skrivning frem og tilbage over Atlanten, og det er et voldsomt spændende faktum!)

Men altså, Olivia, du vil synes SÅ meget om Line, hendes (personers) gale og rasende fucked-up- og fuck-it-all-hed, hendes (deres) katastrofalt skramlende ømhed.

Og Damian Arguimbau skal BARE HOLDE OP med at læse Line, når han, som det med al kedelig tydelighed fremgår af hans anmeldelse af Line og Peter Frödins Lille Allan og dobbeltgængerskolen i WA Bøger, ikke har øjne runde nok at læse hende med:

Dramatikeren Line Knutzon og skuespilleren Peter Frödin udgav sidste år børnebogen Lille Allan - den menneskelige antenne. Den fik mådeholdne anmeldelser, først og fremmest fordi sproget var noget tungt. Det har forfatterne strammet noget op på i deres nye selvstændige fortsættelse af bogen: Lille Allan og dobbeltgængerskolen.Helt er forbedringerne ikke lykkedes. For eksempel fortæller en af pigerne i skolen om sit dramatiske flugtforsøg, indtil hun når frem til en asfalteret vej: »Jeg vinkede en bil ind til siden i håb om, at den venlige sjæl ville køre mig til Næstved Station.« Det lyder mere som min mormor, der fortæller, end som en 12-årig pige. Når nu Politikens Forlag satser så stærkt på at få kendte folk til at skrive børnebøger, burde de gøre mere ud af det redaktionelle arbejde. Det er ikke nemt at skrive for børn.

Sgu ikke en forbeholden anmeldelse af mig i samme tillæg, og hvis der er noget, sproget ikke er eller var, så er det tungt, det er underfundigt og fabulerende og legesygt, hvilket er det stik modsatte, og hvorfor skulle en 12-årig pige ikke tale som Damians mormor, hvis det er sådan en slags 12-årig pige, hun er, og hvor rimer venlig sjæl også bare smukt og SJOVT på Næstved Station. Og her er et klip fra bogen, som jeg på Bogforum bad Line læse op, mens Peter F mimede til, og det er det, jeg mener, og at det her er lige så vigtigt, som det er vittigt, for ALLE aldre, fatter Olivia godt og fatter Damian (og hans kollega Steffen Larsen) bare ikke:

Snakken om, hvordan man mon lavede ost, gik i flykabinen. Der var ingen af dem, der rigtig vidste det. André mente at have set en udsendelse om ost og kunne huske, at der var ret mange mennesker, der havde taget skoene af og trampet rundt i et stort kar med vindruer. Bagefter havde de spist en ostemad og sagt, at det var gået godt.

  "Dér flyver mr. Tony," (en fugl af den sjældne art: rødbuget sladdertaske)," sagde Lille Allan pludselig og pegede ud ad vinduet. Mr. Tony så tilbage på dem. Vinden gac ham en skarp sideskilning, og man kunne se direkte ind i hans hovedbund.
  Drengene grinede og vinkede du til ham, men han kiggede vredt tilbage på dem. 
   "Det er kaptajnen sagde Neglen i højttaleren. "Vi flyver nu over alperne, og I bedes spænde sikkerhedsbælterne, da der kan opstå turbulens."

  "Hvad er turbulens" spurgte Lille Allan. 

  "Det er, når det ryster i flyveren, og den hopper lidt frem og tilbage. Det er ikke farligt, det er bare ligesom at køre i bil på en grusve," forklarede Santos og smilede til ham.

  Det begyndte at ryste kraftigt i flyveren, og ud ad vinduet kunne de se, at mr. Tony
 havde hægtet sig fast på flyets ene vinge. De bankede på vinduet og vinkede, men han kigge ikke tilbage. Den hårde vind havde trykket hans fjerdragt helt ind til kroppen, og han var næsten ikke til at kende.

  "Han er jo ikke større end en bagekartoffel," sagde Santos og grinede. De andre drenge kiggede ud ad vinduet og bankede på ruden.

  Mr. Tony, der udmærket vidste, at han, i modvind, lignede en bagekartoffel, så væk.

  Så slog flyveren et sving, og lyden af Mr. Tonys negle, der hvinede hen over flyvingen, lød, og hans hvirvlede ned gennem skyerne.

- OG NEJ, FUGLE HAR IKKE NEGLE, OG DET ER DET, JEG MENER, FOR DET HAR DE JO ALLIGEVEL!