søndag den 17. november 2013

Attendant Lars

Jeg fandt et (mig) ukendt Line Knutzon-stykke! I en bog fra forlaget Drama med den spændende titel Ny dansk og nordisk dramatik / Unge spiller teater. En antologi. Lines stykke hedder Det andet hold og er udviklet i samarbejde med 13 unge elever på Filurens Teaterskole ud fra 13 "urtekster" med karakter(selv)portrætter. Stykket har en klassisk absurdistisk ramme, midt mellem Vi venter på Godot og Bunuels Morderenglen: Af en større flok unge, der skal på Vadmands Ungdomsophold, skilles 13 ud og isoleres i en bygning, de ikke kan komme ud af og som efterhånden forsegles forsvarligt, mens de skal forestille at vente på en vis Lars (jeg er lidt utilfreds med valoriseringen af dette navn i forfatterskabet), det er meget knugende og, naturligvis, vildt sjovt:

"SCENE 2

Folk er gået ud. Gulla står og kigger ud af vinduet. Andreas ligger stadig på gulvet. Bjørn går rastløst og vredt frem og tilbage

BJØRN - Hvad kigger du efter?

GULLA - Lars.

BJØRN - Jeg siger bare sådan her. Der kommer ikke nogen der hedder Lars. Jeg har ventet på folk, der hedder Lars, lige siden jeg gik i børnehave. Mig og en, der hedder Tobias, sad ude sandkassen i halvandet år med leve-taller du af næsen og gravede huller i sandet og ventede på 'Lars'. Og i skolen blev de ved med at sige, at der snart ville komme en vikar, der hed Lars, men der kom sgu aldrig en vikar, der hed Lars. Og da jeg startede til springgymnastik, skulle der også komme én, der hed Lars, men han kom sgu heller aldrig, der kommer ikke engang én, der hed Henrik, der kom slet ikke nogen. Og der kommer heller ingen her, Og jeg er væk inden i morgen.

Gulla forelsker sig på stedet!

ANDREAS: Ej, rejser du?

BJØRN - Nej, jeg flygter!

GULLA - Og jeg tager med dig.

BJØRN - HVAD?

GULLA (hun kigger Bjørn lige ind i ansigtet) - Jeg kan mærke, at vi bliver nødt til at flygte sammen.

BJØRN (bliver usikker, forstår ikke hendes undertekst) - Øh ...

ANDREAS - Aj, helt ærligt, vi er jo lige kommet!

GULLA - Sådan er det bare. Mennesker mødes - og bom - så flygter de. sammen!"

Inde på forlaget Dramas hjemmeside ligger som gratis bonus de 13 urtekster, her er Bjørns:

"BJØRN
Mit navn er Bjørn. Og det er jo nok, fordi at JEG ER EN BJØRN! For fanden! Så forstå det dog! Jeg har både pels og et farligt tandsæt, og alligevel bliver folk VED MED AT HILSE PÅ MIG – DE HILSER OG VINKER FANME HELE TIDEN. Min mormor er den eneste, der forstår mig, hun er også en bjørn, men der er heller ingen, der er bange for hende. Folk lader som ingenting, og hun bliver ved med at få reklamer og post ... HVA ́ HELVEDE SKAL EN BJØRN BRUGE DET TIL!!!??? Det er jo ikke sådan, at jeg vil ha ́, at folk ligefrem ryster bukserne, når de ser mig, de behøver ikke at gøre alle mulige bjørneting, bare fordi jeg kommer ind i rummet. MEN RESPEKT VIL JEG HA ́. JEG VIL FANME HA ́ NOGET RESPEKT. BJØRNERESPEKT!!! MEN DET FÅR JEG IKKE! Forleden tvang man mig til at gå i svømmehallen. ALTSÅ? HVAD? HVA ́ TÆNKER DE PÅ? BJØRNE GÅR IKKE I SVØMMEHALLEN FOR HELVEDE. Men det skider de på, ”ned i vandet med dig, Bjørn, ligesom alle de andre”. JA, MEN JEG ER IKKE LIGESOM ALLE DE ANDRE. JEG ER BJØRN! OG JEG VIL FANME HA` RESPEKT. FANME!!

Og så har vi brug for, at nogen, måske Lines kat, opretter et Knutzon-Nyhedsbrev, fx på FB; så vi fans ikke hver for sig detektivisk skal gå rundt og finde ud af, hvad hun foretager sig, scenisk og skriftligt, når hun nu selv nægter at røbe det, hvilket hun jo også bare kunne tage at gøre, altså!

1 kommentar:

  1. Line skriver:

    Jeg mener at det var Gramsepektrum der sagde at navnet LARS lyder som når man smækker en bildør. Jeg kan ikke lige på stående komme i tanke om andre navne der i slipstrømmen af sit eget navn kan have sådan en tanke/forklaring med sig. LARS! Præcist, hurtigt, BOM. SÅ DET SAGT. LARS! BOM!FÆRDIG! SMÆK!

    SvarSlet