En romansniger

Pludselig ser jeg i WA Bøger (som jeg først så i går), at Klaus Rothstein anmelder en ny roman, af smertens/zigzagforfatter Juliane Preisler, Ariél, den havde min daglige, årvågne efterretningaktivitet ikke opnået nys om, og efter først at have ærgret mig gul, men ikke helt grøn, over at have misset chancen til (at plage om) at anmelde, glæder jeg mig bare over, at en bog uden varsel findes i virkeligheden, som jeg hellere end gerne vil læse, selvom og fordi den glimrende anmeldelse giver mig grund til at tro, at den er mere indlevet intens end outreret udartet (som sidste sære roman, Svaneø):