Verden, nej, JEG har brug for flere sætninger som denne:

(de 2 sætninger før: Viggo løb ned for at se, om kælderdøren også var blevet låst. Og det var den selvfølgelig.)

DAB-radioen og batteriet var igen gået sammen mod ham, og alle de ubrugelige plasticdimser var simpelthen drevet ud i en stor depression, da de indså at deres eksistens var fuldstændig meningsløs.

(de 2 sætninger efter (tilsammen er de 5 sætninger et et helt opslags tekst): Og defor græd de og havde låst sig inde).

Fra Line Knutzons og Mette Marcussens genialt (fordi MORSOMT, jf. Vita Andersen og Pablo Llambías og min Blæk om dem i morgen; den option har de slet ikke overvejet: Komisk depressivitet!) depressive billedbog (og nej, den ender heller ikke muntert!) Viggos problemer med problemerne.

Men se, hvad Politikens Steffen Larsen, der har fået Line Knutzons børneforfatterskab helt galt i halsen, skriver i sin idiotisk trehjertede (altså to hjerter mindre end den ergo to hjerter større humorist Morten Sabroe) anmeldelse, og jeg citerer sgu bare den hele mini-misere:

Hvis man var fordomsfuld, kunne man hævde, at Line Knutzon skriver for caffe latte-segmentet med eventuelt tilhørende børn. ' Viggos problem med problemerne' bygger på en henslængt (voksen) ironi. Historien handler om hverdagens problemer med dab-radioer, hårde hvidevarer, tigerbutikker - og kærligheden. Mette Marcussen illustrerer loyalt og elegant med kølig pen. Farverne er dæmpede, og der er meget sort-hvid.Viggo er heller ikke noget barn. Det kan godt være, han opfører sig sådan, men hans problem er, at han ikke kan forlige sig med tilværelsens op-og nedture.Tekst og billede griber fat om hinanden, så man kigger lige ind i påståede problemers maskinrum. Problemet er så bare, at historien rammer ved siden af. Knutzon er entusiastisk, men der skal justeres på fortælle-dab'en. Og ikke skrive sådan her: »alle de ubrugelige plastikdimser var simpelthen drevet ud i en stor depression, da de indså, at deres eksistens var fuldstændig meningsløs«

JO HUN SKAL! I AL EVIGHED! Der er intet henslængt ved Lines humor (ironi er det for fanden slet ikke), heller ikke i denne bog. Det er energisk desperat sjov lige fra det galoperende hjerte, er det. Og JEG er et stort barn, og jeg drikker ikke café latte, og jeg er begejstret!