torsdag den 7. november 2013

Verden, nej, JEG har brug for flere sætninger som denne:

(de 2 sætninger før: Viggo løb ned for at se, om kælderdøren også var blevet låst. Og det var den selvfølgelig.)

DAB-radioen og batteriet var igen gået sammen mod ham, og alle de ubrugelige plasticdimser var simpelthen drevet ud i en stor depression, da de indså at deres eksistens var fuldstændig meningsløs.

(de 2 sætninger efter (tilsammen er de 5 sætninger et et helt opslags tekst): Og defor græd de og havde låst sig inde).

Fra Line Knutzons og Mette Marcussens genialt (fordi MORSOMT, jf. Vita Andersen og Pablo Llambías og min Blæk om dem i morgen; den option har de slet ikke overvejet: Komisk depressivitet!) depressive billedbog (og nej, den ender heller ikke muntert!) Viggos problemer med problemerne.

Men se, hvad Politikens Steffen Larsen, der har fået Line Knutzons børneforfatterskab helt galt i halsen, skriver i sin idiotisk trehjertede (altså to hjerter mindre end den ergo to hjerter større humorist Morten Sabroe) anmeldelse, og jeg citerer sgu bare den hele mini-misere:

Hvis man var fordomsfuld, kunne man hævde, at Line Knutzon skriver for caffe latte-segmentet med eventuelt tilhørende børn. ' Viggos problem med problemerne' bygger på en henslængt (voksen) ironi. Historien handler om hverdagens problemer med dab-radioer, hårde hvidevarer, tigerbutikker - og kærligheden. Mette Marcussen illustrerer loyalt og elegant med kølig pen. Farverne er dæmpede, og der er meget sort-hvid.Viggo er heller ikke noget barn. Det kan godt være, han opfører sig sådan, men hans problem er, at han ikke kan forlige sig med tilværelsens op-og nedture.Tekst og billede griber fat om hinanden, så man kigger lige ind i påståede problemers maskinrum. Problemet er så bare, at historien rammer ved siden af. Knutzon er entusiastisk, men der skal justeres på fortælle-dab'en. Og ikke skrive sådan her: »alle de ubrugelige plastikdimser var simpelthen drevet ud i en stor depression, da de indså, at deres eksistens var fuldstændig meningsløs«

JO HUN SKAL! I AL EVIGHED! Der er intet henslængt ved Lines humor (ironi er det for fanden slet ikke), heller ikke i denne bog. Det er energisk desperat sjov lige fra det galoperende hjerte, er det. Og JEG er et stort barn, og jeg drikker ikke café latte, og jeg er begejstret!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar