En romansniger

Pludselig ser jeg i WA Bøger (som jeg først så i går), at Klaus Rothstein anmelder en ny roman, af smertens/zigzagforfatter Juliane Preisler, Ariél, den havde min daglige, årvågne efterretningaktivitet ikke opnået nys om, og efter først at have ærgret mig gul, men ikke helt grøn, over at have misset chancen til (at plage om) at anmelde, glæder jeg mig bare over, at en bog uden varsel findes i virkeligheden, som jeg hellere end gerne vil læse, selvom og fordi den glimrende anmeldelse giver mig grund til at tro, at den er mere indlevet intens end outreret udartet (som sidste sære roman, Svaneø):

Bjørn Bredal er en punkteret firkant er ikke mig, nej, nej, nej

Jeg ærgrer mig over, at min positive anmeldelse af Peter Asmussens roman Det Der eR (der uden jeg havde tænke over det STRUKTURELT var ligedannet med min positive anmeldelse af Asmussens hustru Juliane Preislers roman Svaneø: Jeg synes ikke bogen er noget INDTIL!) til forveXling ligner Bjørn Bredals anmeldelse af romanen i Politiken (og jeg kan ikke huske hvis anmeldelse i Information og givetvis også de anmeldelser, der måske har været i Kristeligt Dagblad, Berlingske, JP, som jeg ikke har læst): Fin, sugende tyst og melankolsk roman om Østtyskland. Jeg skulle alligevel have nævnt det SÆRE afsnit (særere end hele Preislers pænt, men også pænt som i nydeligt mærkelige roman), der er både en totalt undtagelse og i min læsning højdepunktet, og fra hvilket jeg hentede min anmeldelses så godt som uforståelige overskrift (der var højdepunktet i den, anmeldelsen altså), "En fjeder i horisonten", hvor brev/notat-skriveren Renate som fødselsdagsgave forærer sin adressat Tom "fire små historier som jeg skrev på universitetet. De skal forestille at være sovjetisk konstruktivisme, men de er mest for sjov. Tillykke." De minder måske mere om litterære formateringer af Picabias og Duchamps DADAISTISKE maskinbilleder, og jeg ved jo ikke om, det er ældre tekster, som Asmussen har skrevet til skrivebordsskuffen som Asmussen, eller om de er skrevet direkte til romanen som Renate, men de er overordentlig originale og burde nok have stået i Hvedekorn, men smukt fucker de momentant den perfekte grå roman op:

1

Ude i horisonten på en lille fjeder, fæstnet til et lille hjul, sidder en kvinde. Eller er det en mand. Det er svært at se på denne afstand. der er i hvert fald en fjeder. Og fra denne fjeder strækker en lille aksel sig op til solen. Det er en såre simpel mekanisme. Når fjederen giver et lille klik, flytter kvinden, eller er det en mand, sig. Fra manden, eller er det en kvinde, går en lille aksel til horisonten og ikke blot til solen, som derfor ikke, som man skulle tro, bevæger sig synkront med mandens eller kvindens bevægelser, men derimod styres af horisontens faldende eller stigende bevægelse. Nogle ville kalde dette en mandeopgang _ eller kvindeopgang - men det har ikke set rigtigt efter, ikke forstået at den tilsyneladende forbindelse mellem manden eller kvindens eller solens bevægelser ikke er reel: Bag den lille fjeder går endnu en lille aksel forbi horisonten op til et tandhjul. Og dette tandhjul bevæges af noget man kun kan betegne som et naturfænomen.

Læser bror søster?

Igen i dag en af de trælse lækker-rindalistiske reklamer for Politikens massive lørdags-kultursektion;, denne gang om de digte, den typiske Kultursektion-læser ikke gider læse eller høre læst op, men gerne vil læse om (en bebrillet poet i højhalset sweater knæler foran en mikrofon med en bittelille digtsamling):

HELDIGVIS KAN DU NØJES MED AT
LÆSE OM DEN MEST FØLSOMME POESI

Oppe i højre hjørne står med små bogstaver navnet på reklamefirmaet: MENSCH, hvis direktør er en vis Frederik Preisler, travl ekspert i alting og søn af filosoffen Peter Zinckernagel og bror til den bekendte, ikke ufølsomme DIGTER Juliane Preisler, som Frederik så åbenbart ikke orker at læse, hvis han kan nøjes med at læse om hende i Politiken: her er et af digtene fra Julianes seneste, følsomt kukkede og kukket følsomme digtsamling Drageånde (kan med en enkelt apostrof ændres til Dragéånde, får jeg pludselig øje på, altså dragé som i sukkerovertrukne lakridspastiller, købte senest en pose sort & hvide, der lignede en slags noir-piller (til helbredelse / til fremmelse af) på apoteket)

DEN MEST FØLSOMME POESI SKAL DU
IKKE NØJES MED AT LÆSE OM, LÆS PÅ!:

Forsøgsperson i
den skiftende årstid
Kuldemorgen, aftenlune,
gylden blæst i matte gader
hhhhhhhuuuuuuu
Går prøvende i hi i
svalereder
Ppiiippp ppiiippp
Pippippippip
Svømmer
i de regndryppende tagrender
Dop ... ... dop ... dopdop
Lader sig falde ud over
den dybe skrænt som med
vinger
TOK
Sten mod sten, på stranden
Hvor gråt skyller mod gråt,
og is smelter perlende
i de tørre rosers små ansigter
Dut ... dut ... dutdut
Tøbrud og stormskridt,
hvidt og grønt raslende
Rrrrrrrrtttttttttttttssssssss
mellem ærternes bælge
Og flammende bær i
den dybe sne, der helt
blødt
Dt
falder omkuld
mellem grene

Gladelig forstår jeg ikke kaotiske valmuer

Her sen eftermiddag/tidlig aften var jeg i Radio 24syv og skulle udnævne årets bøger indenfor forskellige kategorier, det prøvede jeg så på:

Den du grinte til:
Juliane Preisler: Drageånde (som jeg læste 2 halve digte op af (jeg kunne ikke finde det første igen, da værten leende ville høre mere))

Den du græd til:
Susanne Staun: Hilsen fra Rexville
(første valg, men jeg er ikke sikker på, det er kunstnerisk legitim gråd: Dy Plambeck: Gudfar)

Den du forlod:
Martin K: Dansk ørken

Den du ikke forstod (fortolket positivt, fed hermetik):
Henrik Have: Forværelset (citerede ca. så meget her af digtet side 29 (og syntes så selvfølgelig, at det var helt indlysende, hvad det betød, og dog (og mon ikke den kaotiske valmue henviser til Højholts stadig mere komplicerede nellike?)): "Vi garderer en gravning med pelsede vinger,/ med visne blade som vi finder i poserne,/ dødens blomster der hverken er/ død eller blomster men blot et skilt/ der viser vej til noget som er gået over./ En kaotisk valmue der kløjs i krummer/ og chokolade af grin over de døde, og over/ at det lige er den der står for tur til/ at frigøre formen til ren idioti")
(første valg: Lars Frost: Skønvirke, men det irriterer mig såre, at Lars F og alle mulige andre alt for godt og kedeligt forstår den uforståelige slutning, som jeg til stadighed nægter at forstå)

Den du elskede (havde jeg glemte at svare på på forhånd):
Vibeke Grønfeldt: Livliner (men jeg fik også namedroppet Helle Helle: Dette burde skrives i nutid)

Den du hadede:
Ville have svaret Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen, fordi jeg ikke har læst den og derfor kan hade min fordom om den + de hysteriske slagstal, jeg gider ikke hade bøger, jeg har læst, men værten tvang mig til at nævne en faktisk læst bog, og så udpegede jeg Jens Andersen: M, selvom den hader jeg da virkelig heller ikke.

Den der overraskede (glemte værten at spørge om):
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet & Hanne Højgaard Viemose: Hannah & Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily & Mette Østgaard Henriksen: Stikkersvin jeg fucker dig

Hvad ser du frem til:
Harald Voetmann: Kødet letter
 
Hvad ser du ikke frem til:
Fortsat krimisyndflod (kedeligt svar, men hvad skal man sige?)

Yin Yang Yeah Yeah Yeah

Fin og lattermild og bogstaveligt talt kvidrende samtale, jeg havde med Juliane Preisler på Bogforum søndag, hun var lige så bemuset (vi mangler en dansk pendant til bemused) som jeg over, hvor totalt min WA-anmeldelse og Thomas Bredsdorffs Politiken-anmeldelse er spejlvendte; vi er begge to helst fri for den ene af digtenes to stemmer, men det er hver sin stemme, vi er imod, mens hun, digteren, jo så bare kan vælge den positive del af hver af vores stemmer og lægge de halvdele sammen til 1 helgod anmeldelse (de "væltede sættekasser af bogstaver" til sidst i Bredsdorffs anmeldelse er en rigtig flot kritisk metafor, som det er mig umuligt at læse negativt):

Jeg har meget svært ved ikke at se hvert digt som to digte, et orddigt og et lyddigt, i kamp og konkurrence, og synes hver gang, at det er lyddigtet, der vinder. Orddigtene er Preislerske genrebilleder, følsomme personer i følsomme situationer, af generel høj kvalitet, virkelig ikke megen senti-henånden og udmærket billedfyndighed, og jo mere kant og flimren og hektik jo bedre. Men hele tiden er de fundamentalt uspændende kukkasse-fikserede fra start til slut./ Hvorimod lyddigtene med en sær, svimmel akkuratesse tager den umulige opgave på sig at tale inde fra digtsituationerne med ting og sagers helt eget, hemmelige og hyperkonkrete, abrupte og udskridende særsprog.

vs.

Juliane Preisler er en erfaren og begavet poet. Blandt hendes talenter er evnen til med dæmpede midler at fylde voldsom sanselighed i digtene./ Det virker ikke så godt denne gang. Hun har fået en ide, som måske kan fungere i en jazz and poetry-sammenhæng, men som bliver monoton og tom på de trykte sider. Ideen er igen og igen at afbryde ordstrømmen med udslip af tegneserieboblesprog.
»Overskridende sit eget/ landskab, med benene/ alt for spredte«, skriver hun, og man ser noget for sig. Men hun fortsætter »Tunk/ Wwwwhhhhooooossssshhhhh«, og så er den, der venter sig noget af ordene, tændt af. I hvert fald når den slags kommer to, tre, fire gange på hver af de 184 sider./ (...) alt det onomatopoetiske bliver upoetisk./ Der er fine glimt af den unge pige og den gamle mand og de vilde drenge og mennesker, der er luftspejlinger i hinandens ørken. Men hver gang et tilløb er godt, kommer disse væltede sættekasser af bogstaver. Ærgerligt. Ggrrrrrr!