lørdag den 17. august 2013

Vi kan allesammen selv være værende

Synes at Lars-Emil Woetmanns aldersfascistiske vrængen af gamle mig er præcis så overfladisk selvgratueerende som den anmeldelsesindledning, hvis udprægede idioti, jeg stadig ikke rigtig kan gennemskue: HVAD betyder det, at en forfatter har sit på det tørre og tænker, at han har sit på det tørre? hvad? hvad, hvad, ved du det, LE?
Sys at Lars Bukdahls patroniserende irettesættelse af yngre anmelder er præcis så selvfedt og dovent, som et stykke litteratur fra en forfatter, der har sit på det tørre. http://bukdahl.blogspot.dk/2013/08/det-tirrede.html?m=1
Unlike · ·

4 kommentarer:

  1. Lars-Emil Woetmann Nielsen Kritisabelt er sgu så hårdt. En anelse upræcist. Tjo. Løse citater læst mod hårene. Men det sjove er, at udsagnene er så provokorende, at det kræver svar. Det var en tiltale, åbenbart. Jeg har en teori om, at den generation der, med formende år fra midtfirserne af, bliver hjemsøgt af sådan nogle marxistprofessorspøgelser. Som skal fordrives, når der bliver sagt mmm kritisk potentiale, virkelighed, Benjamin etc.
    23 minutes ago · Like
    Lars-Emil Woetmann Nielsen Skal nok Jesper. Er bare lige ved at læse Fiskerne og noget scifi.
    22 minutes ago · Like

    Det tror jeg, Lars-Emil har helt ret i. Jeg begyndte at studere 1987, muren faldt 1989, og pludselig kunne vi få lov at læse James Joyce i stedet for Djengiz Ajtmatov. Men derfor har jeg stadig ret i fordrive det spøgelse, for det er stadig væk et grueligt gespenst, når vi læser skøn litteratur.

    SvarSlet
  2. Åh. Er det sådan noget med, at hov, forfatteren sidder ikke og tænker "jeg har mit på det tørre", og værket tænker det slet ikke, basta, det er jo ikke logisk, er det det, der provokerer? At det principielt er sjusk?

    Eller er det det, at det i sig selv er befriende, at der endelig er en god forfatter, der skriver et sted fra, hvor det store smertepunkt ikke er: Det er så svært at leve et gennemsnitligt gråt dansk liv. Åh. Mit parforhold. Min skønne sætning.

    Eller er det det med statsstøtten? At det fandme ikke er let at leve på statens og være kunstner i dette smålige kunstforagtene provinshul? Og man skal sgu ikke tro andet. For det er fandme ikke let.

    Eller er det fordi det er for galt i en anmeldelse at formaste sig til at åhnej antyde at kunsten, der lader sig tilfreds med sig selv, er kedelig, når den nu er så forbandet skøn. At man ikke må blande skæg og snot, for så bliver snotten så uren?

    Nå. Jeg undskylder aldersfacismen. Det var positionerne, jeg sigtede til.

    SvarSlet
  3. (fra samme FB-tråd):
    Frantzens pointe er vel et forsøg på - på så upolemisk en måde som muligt - at antyde, at jo mere det brænder på i verden, det samfund den enkelte forfatter bor i og i den enkelte forfatters liv, jo mere vedkommende, ukonform, livfuld og (ofte) nyskabende bliver litteraturen. Des mere interessant bliver den, dybest set. Des mere siger den, "livet er kort, bøger tager lang tid at læse, men du har en grund til at læse denne roman der udkom i går frem for eg. et hovedværk af William Faulkner, som du endnu ikke har fået læst."
    Hver gang nogen nævner sådan noget, er man jo på vej mod den totale ligegyldiggørelse af al nutidig litteratur, der skrives i lande som Danmark, hvor en af Politikens tophistorier i går var, at der bliver færre og færre studerende, der kan få et specialekontor (ja, ja, der er også finanskrise og arbejdsløshed, men pointen turde være klar). Og den ligegyldiggørelse underminerer jo stort set alle grunde til at skrive litteratur lige nu og til at læse og interessere sig for det, der bliver skrevet. Det er nok derfor mange siger, at en middelklassedanskers erfaringer kan være lige så interessante som - og et lige så stort litterært brandstof som - eg. en holocaustoverlevers erfaringer. Det er da i teorien rigtigt, men jeg vil stadig hellere læse Imre Kertesz end Christina Hesselholdt (undskyld til Hesselholdt, hun er på ingen måde nogen epitomi af 'middelklassedansker', men mon ikke pointen består). En anden faldgrube er, at man åbner op for længslen mod hærværk, skibskatastrofer og pludselig død, og det er jo altid risikabelt og potentielt både studentikost og latterligt. Noget helt andet er, at der selvsagt er different strokes for different folks, og at mange langt hellere vil læse Hans Otto Jørgensen end Moby-Dick, og det er jo aldeles ok.
    Alligevel synes jeg altid, man bør være opmærksom på Frantzens pointen (omend han delvis selv undskylder og frasiger sig den). Jeppe Brixvold er inde på problemstillingen her (det er meget langt, det han har skrevet, men det er også interessant), og han får lidt samme respons som Frantzen (jeg forsøger for øvrigt ikke at tage Frantzen til indtægt for ovenstående, de er mine strøtanker, hans var blot udgangspunktet): http://kjerkegaard.blogspot.com/2010/09/om-den-fravrende-modernistiske-roman-i.html

    SvarSlet
  4. Men altså, hvorfor skal det handle om positioner i dansk kritik og litteratur, når der udkommer den første roman om en afrikansk flygtning, som havner i skandinavien? Ikke at jeg ved, hvorfor ordet statsstøttet overhovedet skulle optræde i anm., guderne, som i Anyurus debutdigtsamling blev omtalt som "det er kun guderne, som er nye", skal vide, at han også er statstøttet, jeg er også, dog efter en klagesag, blevet støttet til oversættelsen af vor danske velfærdsstat, og jeg tager gerne til enhver tid dén diskussion, må tilstå, jeg hellere vil støttes af det muligvis fallerede fællesskab, som skabes af vores skattepenge, end af McDonalds, som for nylig tilbød at distribuere en af mine børnebøger (for anden gang, og jeg takkede for anden gang nej), MEN det virker så sært for mig, at når der endelig udkommer en roman, som handler om racisme og hvide middelklasseprivilegier i skandinavien i dk, så skal vi primært snakke om nogle muligvis malplacerede linjer i én anm.? hvad siger dét, hvad siger sådan en reaktion om, hvad vi finder vigtigt? altså, jeg ville være mere interesseret i at høre, hvad udgivelsen betyder i forhold til den danske litterære scenes mangel på forfattere, som ikke har hvid middelklassebaggrund, jeg er også vildt nysgerrig efter at høre noget om, hvordan man opfatter udgivelsen i forhold til de danske nomineringer til nordisk prisen, for hvad siger den her roman fx i forhold til leine, hvis man tænker postkolonialisme, og sådan....

    SvarSlet