Kunsten er NE! (EKSKLUSIVT KLIP FRA SPIES OG GLISTRUP-MANUS)

En sekvens fra Simon Pasternak og Christoffer Boes manuskript til filmen Spies og Glistrup, premiere i dag,, som ikke nåede med i den færdige film 

(manus er venligt stillet til rådighed af Simon P - og det er i hvert fald en virkelig god film at læse)

(Året er 1964 - Mogens Glistrup og Simon Spies er til fest på deres gamle kollegium Regensen; de har netop i fællig drillet landsretssagfører Robert Koch-Nielsen)

Det lille selskab rejser sig og går over til det næste bord, hvor FREDERIK GERLACH (40) sidder sammen med sin kone.

FREDERIK: Der kommer jo Gøg & Mokke. I er stadig sammen?

SPIES: Nå ja – hvad er 15 år mellem venner?

ELISABETH: Hvorfor blev Robert så vred?

SPIES: Det ved jeg søreme ikke. Men hvem er De, lille frue?

FREDERIK: Det er min kone, Elisabeth. Hun er maler. Hun har lige fået et legat fra Statens Kunstfond.

SPIES: Uh, hvor fint.

GLISTRUP: Sig mig … er De en af dem der maler med munden?

ELISABETH: Hvilket?

SPIES: Med munden! Ha!

GLISTRUP: Det er kun fordi jeg læste en bog om moderne kunst, og det viser sig, at selv eksperter ikke kan forskel på et maleri af ham spanieren med de glade amøber …

ELISABETH: Mener de Miro?

GLISTRUP: Miro. Ja. Og en dement på et alderdomshjem, der malede med munden og en chimpanse …

FREDERIK: Hvad er det du prøver at sige, Glistrup?

GLISTRUP: Bare at det at kalde noget for kunst ikke giver mere mening end at kalde noget for bimledut og så påstå at det er noget særligt. Kunst er faktisk bare ne – og det er desværre en utrolig dyr erkendelse for den almindelige dansker!

ELISABETH: Så der er ingen forskel på Michelangelos David og en havenisse?

GLISTRUP: Ne (næh).

ELISABETH: Nej? Hvor intelligent et æstetisk synspunkt …

GLISTRUP: Det er skam et juridisk synspunkt. Det er gældende ret. Kunst er ikke andet end ne.

ELISSABETH: Ne?

GLISTRUP: Ja … Oversætteren Restrup mod Nordisk Film A/S, Højesteretsdom 415, 1951. Kunst er to bogstaver – NE.

ELISABETH: Hvad taler manden om, Frederik?

GLISTRUP: I kender ”Hvem ringer klokkerne for” – filmen med Gary Cooper?

ELISABETH: Ja?

GLISTRUP: Det er Hemingways bog, ”For Whom the Bell Tolls”. Da filmen kom kaldte Nordisk Film den for ”Hvem ringer klokkerne for”, og jeg førte bevis for, at flertalsformen KlokkerNE er oversætterens egen selvstændige kunstværk fordi det egentlig skulle have heddet ”Hvem ringer klokkeN for”. ”For Whom The Bell Tolls”. Kunst = NE!

GERLACH: Ja – og så?

GLISTRUP: Oversætteren fik 500 kr. Og jeg fik 121, en halv time som fuldmægtig og sagen gik til Højesteret. Men det har kostet skatteyderne hundredtusinder af kroner at få afgjort, at kunst er NE.

FREDERIK: Og hvad har det med noget at gøre?

GLISTRUP: At når ingen kan kende forskel på Miro og chimpansen Congo, sætter man hegn op, og fylder det med paragraffer og laver kunstfonde med fine legater ... kun for at jurister, embedsmænd, skrankepaver og andre snyltere kan hæve en fed check og spise højtbelagt smørrebrød for andres penge … se dét er en kunst! En fis i en hornlygte!

ELISABETH: Hvad med Picasso?

GLISTRUP: NE! NE! NE!

ELISABETH: Hvad?

GLISTRUP: NENENE!

SPIES: Hahaha!

Frederik rejser sig og går sammen med sin kone. Spies ser fornøjet på Glistrup.

SPIES: Skal vi sige det var besøg nok i Zoologisk Have?

GLISTRUP: Skal vi ikke synge nu?

SPIES: Synge … (overvejer). Nej, det er sgu alligevel for ondt, Mokke. Jeg er halvsulten, hvad med dig?

GLISTRUP: Jeg er altid sulten.

De går over til buffeten. Glistrup ser sulten ud, Spies vender et slattent salatblad.

SPIES: Hundeæde, Mogens … Lad os få noget kvalitet.