-->
FIKS OG UFIKS IDA Ida Jessen er i sine nye noveller eminent
god til at skildre, hvor uhjælpeligt kvinder kan være i mænds vold, men svigter
hver gang skarpheden til slut
Dumme svins bævrende piedestal
Ida Jessen: Postkort til Annie. 224 sider, 200 kr.
Af Lars Bukdahl
Det er nemt nok: Jeg kan få mig den rigtig gode bog, som Ida
Jessens nye novellesamling Potskort til
Annie burde være, ved at stryge de sidste to til halvanden side i hver af
de seks noveller - eller i hver fald i de fire centrale, der alle zoomer ind på
hjerteløse, selvfede, destruktive mænd, to ægtemænd og to sønner, og de
kvinder, to hustruer og to mødre, der håbløst elsker dem.
Før slutningerne
kommer på banen, demonstrerer Jessen nådesløst og overlegent, hvad rå realisme
kan som bedst: Præcisere på en prik, der til forveksling ligner et skudhul,
hvorledes mennesker realistisk ter sig.
Tag for eksempel et
flashback i den første lange novelle ”En udflugt”, hvor hovedpersonens Toves
gamle veninde Larna i den træske ægtemand Max’ øjne er en meget uvelkommen
gæst:
”Kom Larna, giv mig
din frakke.”
”Nej, den kan jeg da
selv hænge op”, sagde Larna, lagde frakken på Max’ stol og bøjede sig over
tasken og hev den lange tingest op. Det var en lampe, formet som en gås. ”Så nu
faldt båndet af igen,” sagde hun. ”Men det skal på, skal det, det sad så flot i
forretningen!” Hun løftede lampen op foran Max’ ansigt. ”Hvad siger du, Max?
Kan den ikke være til ny inspiration.?”
”Fantastisk!”
”Ja, for Tove siger,
du godt kan trænge til, at der bliver børstet lidt støv af dig en gang
imellem.”
”Siger Tove det?”
spurgte Max.”
Larnas hektiske
pludren, de to iskolde replikker fra Max, lampen formet som en gås og den
sigende detalje, at Larna lægger sin frakke på Max’ stol. Det er så godt ramt,
at læseren krymper sig mindst lige så meget som Tove.
I novellens nutidsspor er Tove blevet olm over
en telefonsamtale med Max og hovedløst flygtet ud i verden. Hvor hun blandt
andet møder et helt anderledes entydigt dumt svin, som læseren nødigt undværer,
fordi han er entydigt sjovt dum, men som ærgerligt nok sender hende tilbage i
armene på Max og en afsluttende, højst højstemt indre monolog:
”Og selv drømte Tove
også om en sandhed. Hun drømte om, at der fandtes ét udtalt punkt, som hun
kunne falde til ro på. Et punkt, som Max havde sagte fandtes. Hvis han slet
ikke elskede hende, ville hun blive fri, tænkte hun, ikke for ham, men for sit
håb til ham. Men det var en drøm, det punkt fandtes ikke.”
Puh, hvor en sur,
hereticansk em! Så meget behøver Ida Jessen virkelig ikke at anstrenge sig for
at fortjene den Martin A. Hansen-pris, hun netop har modtaget. Det er jo ikke
bare realismens virkelighedskopiering, der her svigtes - sådan tænker ingen! - men
også og især dens nøgterne skelettering, der på falderebet iklædes forloren
patos-pels.
Nøjagtig det samme
sker i den hårdere koncentrerede, men meget parallelle novelle ”Et skænderi”,
hvor en kvinde forlanger sex af sin træske mand, men til sidst falder lige så
så inderligt i forsonlige staver. Fy føj, må jeg som velopdragen feminist helt
ærligt udbryde.
Og cirka det samme
sker i bogens to bedste noveller, den grumme mini-roman ”December er den
grusomste måned”, om et mord og et trafikuheld, med indtil flere synsvinkler,
herunder, usentimentalt hjerteskærende, en lille pige, og den grusommere end
grumme ”Mor og søn”, hvor en mor tåler alt fra sin sjuft af sin søn. Grunden
til, at de patetiske udskridninger ikke bliver eller opleves så kriminel i
disse to noveller er nok, at realismen er så følelses- og suspense-afpressende
og føleles- og suspense-afpresningen så realistisk, at patosen reduceres til et
lille, ynkeligt og sgu – ovenpå det horror
show - meget forståeligt suk.
Jazzen i din prosa
er en besat og betændt klarhed, Jessen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar