Om eftermiddagen, da jeg kommer hjem og slentrer ud i køkkenet for at lave kaffe, opdager jeg, at brødristeren står tændt. Amir (illegal flygtning huset i det fælles hjem af jegfortællerens mand, Robert), tænker jeg og hiver irriteret stikke ud af kontakten. Hvem ellers? Jeg har aldrig før oplevet at komme hjem til en tændt brødrister. Med hurtige skridt når jeg hans værelse og banker på med tre hårde bank. Han sidder på Roberts gamle skibsbriks, der også fungerer som seng, da jeg åbner døren. I den ene hånd holder han en cigaret, i den anden en bog. Han ser på en gang forundret og afventende tilbage på mig, da jeg træder ind.
Brødristeren, siger jeg. Den var tændt.
Åh, det er også rigtigt, siger han og smiler undskyldende. det sker ikke igen.
Det er godt, nikke jeg og ser hen på bogen, han sidder med. Bleak House af Dickens. Fet ville sikkert imponere Robert.
Kender du den? Amit løfter bogen.
Ja, nikker jeg.
Den er morsom, synes du ikke?
Jeg trækker på skulderen.
Din søn havde ikke aldrig hørt om den, fortsætter han.
Oskar, nej, han læser ikke så meget, siger jeg.
Var det mon det, de havde talt om i morges, inden Oskar tog i skole, Dickens? Jeg har svært ved at tro det.
Det er en skam, siger Amir.
Jeg trækker igen på skuldrene.
Bare husk det med brødristeren, siger jeg. Vi skulle jo nødig brænde inde.
Uden at vente på svar lukker jeg døren efter mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar