Må man godt polemisere på dansk, når man er i Frankrig?
Okay, det gør jeg så.
Af alle kræfter må jeg fortælle mig selv, at bare fordi Mikkel Frantzens anmeldelse af Johannes Anyurus roman En storm kom fra paradiset i Information er kriminelt begejstrings-anstrengt, betyder det ikke, at romanen ikke er glimrende.
Slemmest er indledningen, der er rent flom:
Man kan som forfatter skrive nogle bøger, modtage penge fra staten, have
sit på det tørre og tænke: Jeg har mit på det tørre. Disse forfattere
findes. Og så findes der dem, hvis indsats er større end som så. Det
betyder ikke nødvendigvis, at de sidste er bedre end de første, men det
er de nu ofte. Svenske Johannes Anyuru er.
Hvad i alverden betyder det, at en forfatter har sit på det tørre på penge fra staten (hvor stor en gennemsnitlig, årlig ydelse er det? den må være temmelig stor - hvis det ikke skal være vådt bare engang imellem) og tænker (udenfor sine værker, i sine værker, i og med deres beskedne ambition, hvad i alverden betyder det?): Jeg har mit på det tørre, og hvem tænker Frantzen helt præcist på, kan vi få nogle navne, og mon ikke Johannes Anyuru har fået en del penge fra den svenske stat? Men han tænker så bare ikke: Jeg har mit på det tørre, og hvordan gør han ikke det? Det gør han ved at foretage den større indsats, det er at skrive en roman om sin far, der er jagerpilot og flygtning fra Uganda, men hvad nu hvis ens far var og blev lektor i teologi på Aarhus Universitet, tænker man så (mere), at man har sit på det tørre, hvis man skriver en roman om ham, eller bør man så finde på en fiktiv flammende skæbne at skrive om, en eksileret brandmand fra Kaukasus, når man ikke selv er så autofiktivt privilegeret. Eller har det ikke noget med boydbuilder-autenticitet at gøre? Ikke-tænker man bare massivt flerdobbelt: Jeg har mit på det tørre, når man skriver en tyk roman med globalistisk motiv og mytologisk vingesus og poetisk styling, der er god? Men hold kæft, hvor er det en lige så slem (og/fordi uklar - hvad, hvad, hvad betyder det at (mistænke andre for i en eller anden konkret/abstrakt forstand at) tænke: jeg har mit på det tørre???????) hierarkisering og inderligt, totalt forvrøvlet!
Og så bare et par sjove passager:
1.
Man kan skrive om far, og man kan skrive om mor, og Anyuru gør det første.
Og man kan skrive om mor & far, og man kan skrive om søster og bror og bedsteforældre, hver for sig eller til sammen, og onkel fra Amerika.
2.
Det er også en klog bog. Der er referencer til Frantz Fanon og Formand
Mao – og til den tyske tænker Walter Benjamin, som har skrevet om
historiens engel, en engel der bevæger sig baglæns ind i fremtiden, mens
han eller hun stirrer tilbage på fortiden, hvis ruiner bare bliver ved
med at hobe sig op.
Den akademiske definition af klogskab: Litteraturhenvisninger! Til (revolutionære - det er 2013!) teoretikere!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Tjek Mikkels facebook-væg hvis du kan. Vi har sådan set været i gang...
SvarSlethov hov rolig nu, sikken røre man kan skabe på blogs og facebook (og ja tjek min væg), her troede man man havde skrevet en uskyldig anmeldelse og wow, andedammens ænder farer op i flok, men ok, men fair nok, offentlighed og debat og alt det der.
SvarSletjeg er ked af hvis indledningen kan opfattes som en eller anden autenticitetsdyrkelse, uhu, en far fra afrika, så har man ikke sit på det tørre - det er selvfølgelig ikke det der er tale om, måske har jeg udtrykt mig dårligt, en forfatter med akademikerfar fra risskov kan også godt ikke have sit på det tørre osv. og måske er denne fornemmelsesagtige opdeling i to forfattertyper uheldig, men den var også tænkt lidt som en morsom start, men den har godt fået sindene i kog, hvorfor har den det, kunne man spørger sig selv (og nej, navne er så kedsommelige, og så har jeg endda IKKE haft nogle navne i tankerne)
at være morsom prøver jeg også på i sætningen om at man kan skrive om mor og far, det kan være at jeg skal holde op med det. men det er også en nedbarberet sætning, der stod noget mere om at nogle forfattere bliver ved med at skrive om deres mor og nogle om deres far, og selvfølgelig kan man også skrive om andet og andre end det, det siger sig selv, havde jeg tænkt.
at være klog forsøger jeg så på i den næste sætning om romanens klogskab og det ER fandme en dum sætning, det medgiver jeg, der er også blevet sakset lidt her, men uanset hvad gør det jo ikke en roman klog at der er referencer, det er mere - igen - en fornemmelse af at der er et sæt af tanker i romanen som er værd at hæfte sig ved (der er forfattere der tænker/der gerne vil være kloge og forfattere der ikke tænker/der gerne vil være dumme!), men det får jeg slet ikke præciseret her, det er jeg ked af og det mener jeg.
men nu ikke mere. ingen polemik herfra. og kh,
mikkel
at skrive en roman om sin far, der er jagerpilot og flygtning fra Uganda, men hvad nu hvis ens far var og blev lektor i teologi på Aarhus Universitet, tænker man så (mere), at man har sit på det tørre, hvis man skriver en roman om ham, eller bør man så finde på en fiktiv flammende skæbne at skrive om, en eksileret brandmand fra Kaukasus, når man ikke selv er så autofiktivt privilegeret
SvarSletHVAD ER AUTOFIKTIVT PRIVILEGERET og hvordan hænger det sammen med andre privilegier? giver det fx privilegier IKKE at have en far, der er afrikansk flygtning? og hvordan kan det være, at det er sådan nogle ting her, og ikke romanens emner, som drøftes - hvorfor skal det handle om mikkel f, der så vidt jeg kan se har skrevet en ret så stille og rolig positiv anm.? fatter minus.