Den omgængelige, bogstavelige poesi fortalt

I min stærkt forhastede gennemgangs af dansk net-poesi bag på WA Bøger i dag får jeg vel hurtigt og måske også arrogant overstået forlaget Weltscherz' udgivelser: 

Det ændrer bare ikke på, at den net-særlige ”magi” i Weltscherz’ fire udgivelser, chefens egen Matrix, Sixten Elias Totenkopf Express, Thomas Bostons Updates 2010-2012 og Victor Boy Lindholms Justin, deres omgængelige, bogstavelige poesi ufortalt, er så wannabe-villet og copycat-klodset, at det gør ondt i flimmrøjnene, fra toglinje-links til skærm-afblitzede opdateringer. 

Jeg kan vældig godt lide de små, sort og skarpt indfoldede digte (flere tidligere tryk i Hvedekorn ...) i Sixten Elias Totenkopf Express, men opsætningen i de dér toglinjer er simpelthen for simpelt overskuelig og, sammenlignet med digtene, for straight uindfoldet til at gøre en poetisk forskel. Thomas Bostons opdateringer er er kedeligt, småanstrengt eksempel på kedeligt, småanstrengt poetiske opdateringer, sammenlignet med en original opdaterer som fx Mit navn er Keith (eller i kommentaren nævnte Birgitte Krogsbøl og Asger Schnack (og til hver en evighed Olivia N)). Erik Scherz Andersens Matrix drukner i de tåbelige buzz-words, som digtene skal forestille at satirisere over. Og Victor Boy Lindholms Justin syner som et særdeles blegt, unødvendigt opkog på Dan Turèll og Caspar Eric (og Caspar Erics internationale helte).

Ja, ok, undskyld uddybelsen, nu gik kritikken fra slem til værre, men det må sgu da kunne gøres bedre, poesinetteriet!