Og apropos fuldendthed, så kan åbenbart hvilken som helst bog, i hvert fald fra Gyldendal, være perfekt god.
Forleden gav den nye Berlingske-anmelder Katherine Diez i hendes anmeldelse nr. 3, Kim Fupz Aakesons roman Skibets navn 6 stjerner.
Og så gav Mikkel Frantzen i Politiken Lars Skinnebachs (og Goodiepals) Teotwawki 6 hjerter, det vil sige 4 flere hjerter end han legendarisk skandaløst gav Christina Hagens parallelt collage-viltre Jungle, hvis betænkelige white girl-performativitet overskyggede dén collage-æstetiske avantgarde-underholdning, der åbenbart er helt anderledes absolut kostelig i Teotwawki, som jeg i WA Bøger også agerer temmelig glad for, men lige præcis mindst glad for (eller mere undrende over end glad for) som collage-værk (kan altså ikke komme op at køre over Goodiepals groft kuriøse kunstsamling og slet ikke i clinch med Skinnebachs intense skriftlige fantasmagorik)
- det er meget langt tid siden, jeg har læst og anmeldt en voksenbog af Kim Fupz (og vist også lang tiden siden han sidst har udgivet en), men jeg tillader mig altså totalt fordomsfuldt at tvivle på, han nu pludselig er er blevet prosamester...
vrisser jeg, mens opvågnende babyfødder sparker til mine fingre på tastaturet
Viser opslag med etiketten Mikkel Frantzen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mikkel Frantzen. Vis alle opslag
fredag den 9. marts 2018
fredag den 15. april 2016
Ukorrekt research
Det overgår næsten boljse-tricket:; Du har skrevet noget i Weekendavisen om racisme i Holland, hvis tone fællesmødet ikke bryder sig om, derfor må du ikke være med, når dit lydsystem skal spille hos os,
Mikkel Frantzens begyndelse på sin ekstremt sjaksede 2 hjerters-anmeldelse af Charlotte Weitzes nye, store roman Den afskyelige (som jeg til stadighed i den grad glæder mig til at læse, har været fan siden debuten i 1996 - MF har tilsyneladende intet forhåndskendskab til forfatterskabet overhovedet):
"Jeg må indrømme: Jeg har meget svært ved at tage en roman seriøst, som bruger psykiater Henrik Day Poulsen som ekspertkilde i sin research. Det gør Charlotte Weitze i sin nye klimaroman ' Den afskyelige', hvor Day Poulsen, ligesom mange andre, takkes bagerst i bogen."
Weitze takker ikke færre end atten "medvirkende på Radio24syv, hvor jeg researchede for åben mikrofon", heriblandt "jordemoder Karen Ingversen, psykiater med speciale i fanatisme Henrik Day Poulsen, valgmenighedspræst Janne Sulkjær, asatroende Henrik Kamp".
Frantzen driver vitterligt sindelagskontrol på, hvem en romanforfatter har talt med som research til sin roman!? En romanforfatter er for helvede i sin gode ret til at tale med enhver slags idiot i denne verden, såvel asatroende som psykiatere, der i deres fritid skriver dybt usympatiske, fremmedfjendske blogposter, hvilket Frantzen uden videre forudsætter, at hans læsere er helt med på, at Day Poulsen gør, og det er læseren mig da også, men jeg er oveni totalt paf over denne helt absurde diskvalifikation.
Derpå følger et alenlangt, let ironisk tone referat, der i alt udgør over to tredjedel af anmeldelsen, før den afsluttende konklusion og smagsdom:
"Der er ingen tvivl om, at ' Den afskyelige' er velresearchet og velmenende, men den er ikke særlig vellykket eller velskrevet for den sags skyld. Bogen vil ellers gerne være poetisk, men strør om sig med banale sætninger som »Hvert menneske er et håb, svarer jeg tøvende, hvert eneste barn har en potentiel mulighed for at udrette noget stort og ændre på det, som ikke fungerer«. Eller »Den fuldendte kærlighed er et ja« - en sætning, forfatteren åbenbart er så glad for, at den kræver gentagelse. Romaner om klimakrisen er naturligvis vigtige, men kun hvis der er tale om god romankunst. Det er ikke tilfældet i Weitzes nye bog."
Det overbeviser anmeldelsen mig virkelig ikke om, når den formelle karakteristik og kritik begrænser sig til "Bogen vil gerne være poetisk, men strør om sig med banale sentenser" - det gør eksempelvis Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, som jeg anmelder i dag i WA Bøger, også, og i det mindste den ene af de citerede sentenser er markeret som et stykke dialog og dermed auotmatisk relativeret.
Sikke en forhåbentlig momentan kritikkrise i studerekammeret dér.
Mikkel Frantzens begyndelse på sin ekstremt sjaksede 2 hjerters-anmeldelse af Charlotte Weitzes nye, store roman Den afskyelige (som jeg til stadighed i den grad glæder mig til at læse, har været fan siden debuten i 1996 - MF har tilsyneladende intet forhåndskendskab til forfatterskabet overhovedet):
"Jeg må indrømme: Jeg har meget svært ved at tage en roman seriøst, som bruger psykiater Henrik Day Poulsen som ekspertkilde i sin research. Det gør Charlotte Weitze i sin nye klimaroman ' Den afskyelige', hvor Day Poulsen, ligesom mange andre, takkes bagerst i bogen."
Weitze takker ikke færre end atten "medvirkende på Radio24syv, hvor jeg researchede for åben mikrofon", heriblandt "jordemoder Karen Ingversen, psykiater med speciale i fanatisme Henrik Day Poulsen, valgmenighedspræst Janne Sulkjær, asatroende Henrik Kamp".
Frantzen driver vitterligt sindelagskontrol på, hvem en romanforfatter har talt med som research til sin roman!? En romanforfatter er for helvede i sin gode ret til at tale med enhver slags idiot i denne verden, såvel asatroende som psykiatere, der i deres fritid skriver dybt usympatiske, fremmedfjendske blogposter, hvilket Frantzen uden videre forudsætter, at hans læsere er helt med på, at Day Poulsen gør, og det er læseren mig da også, men jeg er oveni totalt paf over denne helt absurde diskvalifikation.
Derpå følger et alenlangt, let ironisk tone referat, der i alt udgør over to tredjedel af anmeldelsen, før den afsluttende konklusion og smagsdom:
"Der er ingen tvivl om, at ' Den afskyelige' er velresearchet og velmenende, men den er ikke særlig vellykket eller velskrevet for den sags skyld. Bogen vil ellers gerne være poetisk, men strør om sig med banale sætninger som »Hvert menneske er et håb, svarer jeg tøvende, hvert eneste barn har en potentiel mulighed for at udrette noget stort og ændre på det, som ikke fungerer«. Eller »Den fuldendte kærlighed er et ja« - en sætning, forfatteren åbenbart er så glad for, at den kræver gentagelse. Romaner om klimakrisen er naturligvis vigtige, men kun hvis der er tale om god romankunst. Det er ikke tilfældet i Weitzes nye bog."
Det overbeviser anmeldelsen mig virkelig ikke om, når den formelle karakteristik og kritik begrænser sig til "Bogen vil gerne være poetisk, men strør om sig med banale sentenser" - det gør eksempelvis Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, som jeg anmelder i dag i WA Bøger, også, og i det mindste den ene af de citerede sentenser er markeret som et stykke dialog og dermed auotmatisk relativeret.
Sikke en forhåbentlig momentan kritikkrise i studerekammeret dér.
lørdag den 17. august 2013
Vi kan allesammen selv være værende
Synes at Lars-Emil Woetmanns aldersfascistiske vrængen af gamle mig er præcis så overfladisk selvgratueerende som den anmeldelsesindledning, hvis udprægede idioti, jeg stadig ikke rigtig kan gennemskue: HVAD betyder det, at en forfatter har sit på det tørre og tænker, at han har sit på det tørre? hvad? hvad, hvad, ved du det, LE?
Sys at Lars Bukdahls
patroniserende irettesættelse af yngre anmelder er præcis så selvfedt
og dovent, som et stykke litteratur fra en forfatter, der har sit på det
tørre. http://bukdahl.blogspot.dk/
- You, Peter-Clement Woetmann, Rasmus Varnich Blumensaat and Nanna Jochumsen like this.
Magnus Boding Hansen Du synes ikke, Bukdahl har ret? At de dele af anmeldelsen, han kritiserer, faktisk ER kritisable?
fredag den 16. august 2013
Det tirrede
Må man godt polemisere på dansk, når man er i Frankrig?
Okay, det gør jeg så.
Af alle kræfter må jeg fortælle mig selv, at bare fordi Mikkel Frantzens anmeldelse af Johannes Anyurus roman En storm kom fra paradiset i Information er kriminelt begejstrings-anstrengt, betyder det ikke, at romanen ikke er glimrende.
Slemmest er indledningen, der er rent flom:
Man kan som forfatter skrive nogle bøger, modtage penge fra staten, have sit på det tørre og tænke: Jeg har mit på det tørre. Disse forfattere findes. Og så findes der dem, hvis indsats er større end som så. Det betyder ikke nødvendigvis, at de sidste er bedre end de første, men det er de nu ofte. Svenske Johannes Anyuru er.
Hvad i alverden betyder det, at en forfatter har sit på det tørre på penge fra staten (hvor stor en gennemsnitlig, årlig ydelse er det? den må være temmelig stor - hvis det ikke skal være vådt bare engang imellem) og tænker (udenfor sine værker, i sine værker, i og med deres beskedne ambition, hvad i alverden betyder det?): Jeg har mit på det tørre, og hvem tænker Frantzen helt præcist på, kan vi få nogle navne, og mon ikke Johannes Anyuru har fået en del penge fra den svenske stat? Men han tænker så bare ikke: Jeg har mit på det tørre, og hvordan gør han ikke det? Det gør han ved at foretage den større indsats, det er at skrive en roman om sin far, der er jagerpilot og flygtning fra Uganda, men hvad nu hvis ens far var og blev lektor i teologi på Aarhus Universitet, tænker man så (mere), at man har sit på det tørre, hvis man skriver en roman om ham, eller bør man så finde på en fiktiv flammende skæbne at skrive om, en eksileret brandmand fra Kaukasus, når man ikke selv er så autofiktivt privilegeret. Eller har det ikke noget med boydbuilder-autenticitet at gøre? Ikke-tænker man bare massivt flerdobbelt: Jeg har mit på det tørre, når man skriver en tyk roman med globalistisk motiv og mytologisk vingesus og poetisk styling, der er god? Men hold kæft, hvor er det en lige så slem (og/fordi uklar - hvad, hvad, hvad betyder det at (mistænke andre for i en eller anden konkret/abstrakt forstand at) tænke: jeg har mit på det tørre???????) hierarkisering og inderligt, totalt forvrøvlet!
Og så bare et par sjove passager:
1.
Man kan skrive om far, og man kan skrive om mor, og Anyuru gør det første.
Og man kan skrive om mor & far, og man kan skrive om søster og bror og bedsteforældre, hver for sig eller til sammen, og onkel fra Amerika.
2.
Det er også en klog bog. Der er referencer til Frantz Fanon og Formand Mao – og til den tyske tænker Walter Benjamin, som har skrevet om historiens engel, en engel der bevæger sig baglæns ind i fremtiden, mens han eller hun stirrer tilbage på fortiden, hvis ruiner bare bliver ved med at hobe sig op.
Den akademiske definition af klogskab: Litteraturhenvisninger! Til (revolutionære - det er 2013!) teoretikere!
Okay, det gør jeg så.
Af alle kræfter må jeg fortælle mig selv, at bare fordi Mikkel Frantzens anmeldelse af Johannes Anyurus roman En storm kom fra paradiset i Information er kriminelt begejstrings-anstrengt, betyder det ikke, at romanen ikke er glimrende.
Slemmest er indledningen, der er rent flom:
Man kan som forfatter skrive nogle bøger, modtage penge fra staten, have sit på det tørre og tænke: Jeg har mit på det tørre. Disse forfattere findes. Og så findes der dem, hvis indsats er større end som så. Det betyder ikke nødvendigvis, at de sidste er bedre end de første, men det er de nu ofte. Svenske Johannes Anyuru er.
Hvad i alverden betyder det, at en forfatter har sit på det tørre på penge fra staten (hvor stor en gennemsnitlig, årlig ydelse er det? den må være temmelig stor - hvis det ikke skal være vådt bare engang imellem) og tænker (udenfor sine værker, i sine værker, i og med deres beskedne ambition, hvad i alverden betyder det?): Jeg har mit på det tørre, og hvem tænker Frantzen helt præcist på, kan vi få nogle navne, og mon ikke Johannes Anyuru har fået en del penge fra den svenske stat? Men han tænker så bare ikke: Jeg har mit på det tørre, og hvordan gør han ikke det? Det gør han ved at foretage den større indsats, det er at skrive en roman om sin far, der er jagerpilot og flygtning fra Uganda, men hvad nu hvis ens far var og blev lektor i teologi på Aarhus Universitet, tænker man så (mere), at man har sit på det tørre, hvis man skriver en roman om ham, eller bør man så finde på en fiktiv flammende skæbne at skrive om, en eksileret brandmand fra Kaukasus, når man ikke selv er så autofiktivt privilegeret. Eller har det ikke noget med boydbuilder-autenticitet at gøre? Ikke-tænker man bare massivt flerdobbelt: Jeg har mit på det tørre, når man skriver en tyk roman med globalistisk motiv og mytologisk vingesus og poetisk styling, der er god? Men hold kæft, hvor er det en lige så slem (og/fordi uklar - hvad, hvad, hvad betyder det at (mistænke andre for i en eller anden konkret/abstrakt forstand at) tænke: jeg har mit på det tørre???????) hierarkisering og inderligt, totalt forvrøvlet!
Og så bare et par sjove passager:
1.
Man kan skrive om far, og man kan skrive om mor, og Anyuru gør det første.
Og man kan skrive om mor & far, og man kan skrive om søster og bror og bedsteforældre, hver for sig eller til sammen, og onkel fra Amerika.
2.
Det er også en klog bog. Der er referencer til Frantz Fanon og Formand Mao – og til den tyske tænker Walter Benjamin, som har skrevet om historiens engel, en engel der bevæger sig baglæns ind i fremtiden, mens han eller hun stirrer tilbage på fortiden, hvis ruiner bare bliver ved med at hobe sig op.
Den akademiske definition af klogskab: Litteraturhenvisninger! Til (revolutionære - det er 2013!) teoretikere!
mandag den 25. marts 2013
Akutkritik, ud af din digitale øjenkrog!
Det er også sket på Promenaden et par gange, men det er mestendels et Facebook-fænomen og et temmelig smukt et, bortset lige fra, og det er et massivt bortset lige fra! for-andre-end-de-varskoede-venner-og-venners-venner-lukketheden: Som en steppebrand i real time løbende litterær debat om et brandnyt litterært værk (og derfra anden brandny litteratur). Her senest over weekenden en foreløbig 27 kommentarer lang steppebrand om (og fra) Morten Chemnitz' poetiske debutbog Inden april, der udkom i fredags, foranlediget af Lars-Emil Woetmanns link til Mikkel Bruuns Zangenbergs (nævenyttigt navnedroppende, men overraskende skarpe og nøgterne) anmeldelse i Politiken, derfor rimelig svært at finde og linke til. Primært diskuterende er de kloge uni-hoveder Tue Nexø og Mikkel Frantzen, og selv om jeg måske synes, at Zangenbergs og Tues gode-gode (fordi) mestendels bare formelt sansende anmeldelser taler mere centralt præcist og præcist centralt om Chmenitz' bog, er den vidtløftige snak om bogens eventuelle impressionistiske, fænomenologiske, ontologiske, etiske etc. ærinder sgu da fandeme forbilledlig i dens læse- og erkendelsesIVER, men netop i forhold til LÆSEETIK er det under al KRITIK, at snakken pågår i et fjernt, for de fleste utilgængeligt hjørne af et kommercielt, socialt medie! Her er til FRI aflæsning diskussionens foreløbigt sidste del, fortsæt venligst lige op i vores kritiktørstende ansigter:
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Lone Nikolajsen På side 48 og 49 synes jeg, det forhåbentlige hinanden, der kan ses som bogens fikspunkt ret tydeligt viser sig som et menneskeligt (og potentielt politisk) anliggende. "Hvordan række udefter." står der. Og: "Som hvis håbet i det hele taget." Og: "Når jeg siger et endnu ikke hinanden. Siger jeg det så så det rækker udover. Hen imod hvilket hinanden. // Hvad for et udefter taler jeg så henimod. I grenværkets indeni." Det er vel ikke kun tingenes indbyrdes relationer, der er på færde her. Hvad den omhyggelige erfaring af de fysiske omgivelser har at sige eller gøre med det forhåbentlige hinanden er, ja, megaspændende, det kan jeg ikke svare på.
16 hours ago · Like · 3
Lone Nikolajsen Og hey, punktummerne er formede som små fede plusser, flot Kizaja!
16 hours ago · Like · 1
Lone Nikolajsen Og en ting til: hvad er det, du mener om syntaksen, Elisabeth? At den er politisk eller lægger an til en utopi? I så fald hvordan ...
16 hours ago · Like · 1
Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen Hørt med det ontologiske frem for epistemologiske, det er en god hemmelig tese. Selvfølgelig er der en sansning, en sensibilitet - men det er ikke kun et subjekt, der perciperer, det er også et tænkende subjekt (og/eller det sanselige er også med fx Rancière allerede politisk). Noget andet: Da jeg først læste bogen, læste jeg af en eller anden grund det forhåbentlige hinanden som en forelskelse. Det gjorde jeg så ikke så meget anden, tredje, fjerde gang. Men jeg tænker også, at det hinanden kan være et intimt, et tosomt hinanden, sideløbende. Hvis der er en utopi om et kommende fællesskab kan den også være ganske konkret.
15 hours ago · Like · 1
Lars-Emil Woetmann Nielsen I forhold til det ontologiske, så tænker jeg, at der er en længsel mod en intimitet med tingene eller omverden. Det betyder også, at der er en afstand. Og vejen til denne intimitet går gennem gentagelserne og ikke mindst de gentagede præpositionelle relationer, disse små forskydninger, der producerer en sammenfiltring eller forbundethed med verden a la kvantefysikken. Men om det har karakter af en form for nærværsmetafysik eller vi mere er ovre i noget differensontologi gumler jeg lige på. Og hvad sker der, når det bliver forår? Vigtigt som mikkel pegede på tidligere er det, at det ikke er forår endnu.
15 hours ago · Like · 1
Tue Andersen Nexø Det er en fin tese, Mikkel, men den passer bedre til Amalie Smith og Ida Marie Hede end på den her bog. De er jo optaget af en verden, der eksisterer hinsides den måde, den umiddelbart fremtræder for os. Kræften som noget virkeligt, men på en måde usynligt osv. Det elektromagnetiske som noget, der kun kan ses indirekte, gennem sine effekter, aldrig i sig selv. Men Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg. Her er ingen markering af en forskel mellem hvordan verden er, og hvordan den fremtræder. Måske er epistemologisk det forkerte ord. Dens ærinde er fænomenologisk, hos Amalie Smith mfl handler det om at overskride fænomenologien.
Elisabeth Friis ja jeg mener faktisk at syntaksen er politisk (også fordi den lægger an til en utopi, men det er næste trin) - men det argument kræver en længere smøre - og den vil jeg skrive ligeså snart jeg kan. Og poste på naden jo nok.
12 hours ago · Edited · Like · 1
Mikkel Frantzen okay en sidste ting, Tue (tak for alle de stadige/stædige indvendinger!): jeg ved ikke om tesen passer bedre til Smith og Hede (og Ravn og Rasmussen?) end til Chemnitz - MEN når jeg nu påstår at de har en eller anden grundanskuelse til fælles, at de deler en placering i det poetiske krydsfelt mellem ontologi eller etik (for nu at svinge os op på dén klinge) så kommer dette naturligvis vidt forskelligt til udtryk i de respektive bøger. Og det er i hvert fald mere "obvious" i ex. I Civil end i Inden April. Det kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Men det åbenlyse er jo ikke nødvendigvis en fordel eller en styrke for hverken akademiker eller forfatter. Hvad betyder det så for Inden April. Det betyder at det 'ontologiske' og det 'etiske' er trukket i baggrunden, men ikke desto mindre til stede. Jeg er meget i tvivl om det er præcist (nok) at sige at "Inden april registrerer, hvordan verden træder frem for et sansende jeg", eller at sige at bogen har et fænomenologisk ærinde. Jeg synes ikke det sansende jeg spiller så afgørende en rolle, at det berettiger til at sige den slags. Betyder det så at man som digterjeg kan komme hinsides det sansende og skrivende jeg: Nej. Men derfor kan der godt være noget på færde. Og hvad er det i øvrigt jeget gør første gang det træder ind på scenen og man som læser får noget af et chok (det gjorde jeg i hvert fald, andre jeg har talt med sagde at de faktisk første gang læste hen over jeget uden at bemærke det): Det, altså jeget, går gennem det sidste af vinteren. Men her stopper det ikke: Det går gennem det sidste af vinteren ligesom vinteren gør.
Abonner på:
Opslag (Atom)
