Jeg er en side, der kan bladres i!

Jeg har fået mig en HJEMMESIDE med det præcise navn larsbukdahl.dk, hvor der står info om, hvad jeg har lavet og hvad jeg SOM FOLKELIG FOREDRAGSHOLDER FOR HIRE,kan hyres til at lave - det køligt elegante design er the excellent Lars-Emil Woetmann ansvarlig for:

  

 

Jungletrommer 1

Interessant kommentarspor med deltagelse af Haarder, Stefan Kjerkegaard og storbror Woetmann under Jon Helt Haarders FB-link til Christian Hagens poetik (men også henvisende til Haarders og Camilla Schwartz's Informations-indlæg):

Comments

Stefan Kjerkegaard Jeg er CH-fan, men miseren er, tror jeg, værkets (manglende?) grænser. Grænsen finder man i hvert fald ikke i og med bogen. "I modsætning til mine kritikere så ser jeg ikke min litteratur som et sted, hvor jeg promoverer mine private holdninger", siger hun. Men hvor går grænserne for "min litteratur"? Er det skandaleombruste interview også "min litteratur"? Det tror jeg. Men det forvirrer og giver diffus respons. For hvor står CH så? Hvem er CH? Endnu en af CHs roller?

Jon Helt Haarder Behøver det at være meget problematisk at CH er en del af værket, altså lissom vi i gamle dage diskuterede om man kunne komme ud af Beckwerket? Hvis vi nu tænker på CH som netværk hvor der udføres arbejde, du ved, så kan vi vel sige at hun og bøgerne er de primære aktører, men ikke de eneste. Fx vil jeg mene Nordenhofs opslag har meget med sagen at gøre, den måde hun fik tydeliggjort en stor forskel i opfattelsen af litteraturens etik og forholdet til forfatterens privatliv

Stefan Kjerkegaard Nej, det gør det sikkert ikke, Jon. Og jeg er enig i at AONs opslag var, om ikke andet, så i hvert fald en ret dårlig læsning af CH. Men jeg tror også at der er forskellige værkopfattelser på spil. CH opererer med en eller anden (minimal) værkopfattelse, samtidig med at hun nedbryder/dekonstruerer den. Det gør AON ikke, tror jeg. Ironien er væsentlig her. Ironi er imidlertid slet ikke AONs ballgame. Altså: Jeg er ikke så interesseret i, hvem der har ret, men mere hvad der er på spil, hvilke litteratur- og kunstopfattelser.
Selv tror jeg på, at selve perspektivet "værker". Også når vi beckwerker 😄 Det er svært ikke at værke, når man læser.

Jon Helt Haarder Jeg kan meget godt lide pointen med at værke - at værket skabes som i-værk-sættelse med flere aktive deltagere, og hvor noget der måske kunne have været med, holdes ude mens andet placeres i værket. Iværksættelsen kan så være eller mindre færdig, måske, som når man (modernistisk) autonomt forholder sig til en tekst, det er en færdig pakke af iværksættelsesaktiviteter med veldefinerede roller og med en historisk opstået fastlæggelse af grænsen mellem tekst og kontekst, mens andre former for - avantgardistisk, semionautisk - iværksættelse mere åbenlyst kræver en indsats, og hvor rollerne måske ikke engang er definerede endnu. Den sidste form for værkning kendetegnede vel AONs blog, måske er det sigende for de holdninger hun kommer med i opslaget at hun ikke længere har den åben? I hvert fald er der i opslaget og mange af kommentarerne en litteratur-moralfilosofi på færde som jeg er meget imod

Stefan Kjerkegaard Tak for god og præcis kommentar, Jon. Jeg er heller ikke så meget for den der med "os og dem", uanset hvilken politisk fløj, det kommer fra. Så hellere være en røv med ører.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Problemet er vel at vedblive at hævde autonomi, når værkets grænse bliver diffus, når man agerer ekkokammer for tidens ånd, kalder man så ikke på kritik, og er den kritik i så fald udtryk for censur? For mig at se er Hagens metode ironisk i omgang med det nederen, dvs. det politisk og moralsk fritsatte, og trænger vi virkelig mere af den frisættelse (hvor meget skal individet ha lov at hævde sig selv?), eller kalder tiden omvendt ikke på mobilisering i det gode/fælles/solidariske? Produktion af skam. Det tror jeg, ok, nu gled jeg lige ud i verden, men det er jo også det værket gør, fordi det er godt på den led.

Jon Helt Haarder Jeg synes som Stefan at der er alt rigeligt med mobilisering og dem/os, de onde racister og de gode antikapitalister, det er for nemt og for hurtigt, man kan hverken tænke, skrive, læse eller ånde i det klima

Lars-Emil Woetmann Nielsen men er noget i tvivl om hvor Jungle står i den ligning, er den så åben? Og kræver tænkningen og vejrtrækningen ikke modstand?

Lars-Emil Woetmann Nielsen de gode antikapitalister, det lyder som en sygdom, alt politik er ikke naiv antikapitalisme

Polemik mod uskrevne anmeldelser af ulæst bog

I en kommentar i Weekendavisen i fredags kommenterer Mette Moestriup noget, hun forestiller sig at anmeldere kan finde på at sige om Lone Aburas' kommende bog - det er godt nok meget konjunktivisk, vistnokistisk:

"Lige p.t. glæder jeg mig meget til at læse Lone Aburas' Det er et jeg, der taler (Regnskabets time), der vistnok er et opgør med racisme. Så kan det være, hun bliver kaldt identitetspolitisk - et begreb, som herhjemme er næsten lige så ugleset som politisk korrekthed. Men identitetspolitik handler ikke om, at ' lesbiske kun skal læse bøger af lesbiske' osv. Tværtimod blotlægger en identitetspolitisk synsvinkel, at vores idé om det universelle udgår fra en enøjet kanon, skabt af hvide, vestlige mænd.

Ikke et ondt ord om bøger af vestlige mænd.

De er bare hverken mere eller mindre universelle end bøger af for eksempel ikke-vestlige kvinder. Hvad enten digteren Shadi Angelina Bazeghi skriver om krig eller fodbold, og hvad enten digteren Maja Lee Langvad skriver om adoption eller påskeliljer, så er der tale om bidrag til den almengyldige litteratur."

Hvad angår Maj Lee Langvads almengyldige universalitet er det jo så bare pudsigt, at MM i en kommentartråd på Facebook om politisk korretkhed hævder, at Langvads nye bog, Dage med galopperende hjertebanken, specifikt og partikulært handler om stress over at være et racialiseret menneske, der debatterer racialiserede emner, nærmere bestemt transnational adoption, snarere end bare universel, almengyldig stress over at være et menneske, der debatterer (og debatteres), som bogen, så vidt jeg kan læse, selv siger, at den (primært) handler om: 

"

Mette Moestrup Jeg tænker, det kunne være en ide at lytte til, hvordan Shadi m.fl. (det kunne lyde til, at Lone Aburas' nye bog kommer til at tage livtag med emnet også) har oplevet racisme i det danske litterære miljø, som man kunne drømme om var fremme i skoene snarere end bagom dansen, hvad antiracisme angår, snarere end at tage det personligt, selvom det måske kan være svært, da miljøet jo er meget lille og mange kender mange (omend ikke alle alle). Det er en del af at komme racismen til livs, tænker jeg, at tage vidnesbyrd ind... Jeg synes apropos det, Shadi skriver med udsatte kroppe, at den aktuelle reception af Maja Lee Langvads seneste værk "Dage med galopperende hjertebanken" er sær - bogen drejer sig bl.a. om de omkostninger, det har haft for forfatteren at deltage i adoptionskritik og ikke mindst hvidhedsdebat, men dette aspekt nedties - og det er problematisk, da den er et vidnesbyrd om, hvor dyrt man må betale for at give et vidnesbyrd om racisme in this place.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Nu har jeg kun lige kigget Majas bog igennem, men handler den ikke lige så meget om prisen for at sætte politik forrest, altså stress. På den måde er aktivismen en pris, som dets miljøs deltagere også bør interessere sig for, min egen erfaring fra politiske miljøer fortæller i hvert fald om udbrændthed, der virkelig meget handler om at sagen sættes forrest i livet, bliver primær identitet, så der ikke længere er en grænse for hvad man skal gøre - apropos evne til at se kritisk på egen position.

Lars-Emil Woetmann Nielsen (fjendegørelse af omgivelserne)

Mette Moestrup Jeg skrev blandt andet. Så jo, den handler også om at sætte aktivisme over skrift - og om at finde ro i skriften. Men hvorfor ikke medtænke at denne aktivisme BLANDT ANDET (😀) handler om hvidhedsdebatten i det danske litteraturmiljø, spørger jeg ?

Lars-Emil Woetmann Nielsen Kunne kun finde informations anmeldelse, den berør da det, blandt andet.

Lars Bukdahl Hey Mette, der har været 2 anmeldelser af Majas bog i store aviser, begge skeptiske, men respektfulde (og et enkelt interview), ergo må du jo delvist tale om min WA-anmeldelse som "sær", og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal forestille at "nedtie". Der er blandt de mange, mange stykker i bogen 2 der nævner hvidhedsdebatten og 2 der peger på det danske litterære miljøs hvidhed - mod rigtig rigtig mange der taler om at være træt af debat som sådan og af at agere debattør som sådan, uden at debat-hårdheden præsenteres som særligt slem, fordi vidnet, Maja, racialiseres, og vidnesbyrdet handler "om racisme". Det er noget, du fortolker ind, Mette, og glimrende nok, men hvorfor skal jeg være forpligtet til at gøre det samme, når det nu faktisk ikke er det der står sort på hvidt!?

Mette Moestrup Jeg fortolker det ikke ind, men ud fra de stykker i bogen, du her selv nævner, Lars, og sammenholder i en vis grad bogens tematisering af stress hermed. Jeg tænker den som en bog, der blandt andet (😀😀) omhandler receptionen af Hun er vred. Ja, den tager også afstand fra at debattere, den siger jo selv, den vælger tavsheden som modstand. Well, kunne godt ha forestillet mig en mere interessant modtagelse af denne elegante, milde, hårde skrift. Og den fik for øvrigt også ⭐️⭐️⭐️ i nordjyske (er helt opdateret!)"

Den der leviterer sidst - om pizzaers betydningstyngde

Caspar Erics nedenstående opdatering har genereret  et utal af af mere eller mindre og meget idiotisk og hysteriske (ja, et kønne ord, et mandligt kønnet ord) tråde. Denne her handler om at læse et digt, dette af debutanten Maja Mittag: "hvis jeg dør snart/ vil jeg kunne identificeres ud fra:/ en række af skønhedspletter, der ligner cassiopeia/ operationsarrene på min mave/ et brændemærke fra domnio's på min venstre hånd/ brændemærkerne fra mine arme/ som jeg påstår også er fra domino's", som jeg citerer til sidst i min Blæksprutte i WA Bøger i fredags: 

Caspar Eric

May 20 at 1:42pm ·

Jeg kan for 0kr/timen på Face levere mere dybde i litteraturdebatten end det pt. føles som om Weekendavisen kan. Tænk hvis folk godt gad prøve på at lade som om at interessere sig for at være nuancerede og læsende i stedet for bare at citere dumme kategorier de ikke aner hvad betyder. Allesammen. Det er jer allesammen jeg mener. Dagbladskrisen er også jeres skyld.

Comments

Tue Andersen Nexø Hvem har nu skrevet noget dumt?

Lars Bukdahl Mig

Caspar Eric Lars, jeg synes jo fx ikke at realisme er vigtig i sig selv. Jeg synes heller ikke jeg er Egholm (hedder han det) agtig ved at sige at meget af det poesi jeg læste tidligt, følte jeg mig underligt ekskluderet af. Jeg er enig i iøvrigt at hvis realisme er et krav, er det et krav der skal udfordres. Derudover synes jeg det lyder som om i din kritik af Maja Mittags digt, at hun selv tænker at pizza og Cassiopeia er poetiske eller kan være det. Det er påfaldende at du gør det synes jeg, ved at citere præcis et stykke der handler om fx selvskade og ar på en krop, men den eneste der bruger tid på den pizza er dig. Derudover så synes jeg at både dig og Tobias Skiveren skriver om new sincerity som en nem måde at sige ungt og overfladisk. En ting jeg er træt af ved velmenende kritik af kritik af navlepillende bøger fx, er at den hele tiden synes at sige: hvad med de her andre bøger. I stedet for at sige: også der hvor det navlepillende tilsyneladende findes, så findes det måske af en grund. Med vilje. Ikke som bieffekt som nogle gange sker, men som noget reelt vigtigt

Lars Bukdahl Caspar! Nu synes jeg måske snarere, at New Sincerity er en gammel ting, Lins debutsamling har 10 års jubilæum i år, eller måske bare En Ting, en stil- og form-ting med tilhørende mere eller mindre forordnet ting-indhold. Hvad angår Mittag-digtet, fatter jeg godt, hvad det handler om, det blinker det rimeligt tykt (og, med mit ord fra avisen, klodset - hvorfor ikke bare sige det lige ud, det troede jeg sincerityen gik ud på); mit pizza- og Cassiopeia-problem med digtet (og digtsamlingen - som det parallelt er med Sofie Diemers langt ringere Gyldendal-debut) er, at pizza klichéagtigt skal signalere realisme og Cassiopeia klichéagtigt skal signalere poesi (dér er du som pizza-digter og fx Signe Gjessing som stjernedigter helt anderledes spilfærdige i og med jeres inventar). Og så fuckes da lige præcis det "vigtige" selvskade-motiv op på mest håbløst litterære facon. Guderne skal vide, at jeg er helt med på navlebeskuen (jfr. min evige ros af dig) som lige så vigtigt som al mulig anden ydre og indre og himmelvendt beskuen, men altså, altså, altså, den kunstneriske kvalifikation må da for helvede ligge i formen med hvilken, ellers kan du i morgen modtage 5 ton VIGTIG poesi fra Hvedekorns afslagsbunke.

Caspar Eric Jamen L, på en måde er jeg jo fuldstændig enig i de ting der står her. Bortset fra hvorvidt Lin er new sincerity (han er forløber til dét som langt mere stiliseret og derfor ofte irriterende ikke selvtvivlende. Er stadig ikke enig i pizza-forbeholdet hos Mittag. Slet ikke i den scene. Cassiopeia signalerer ikke klassisk poesi eller whatever. Det signalerer intet. Det er bare noget noget andet kan ligne (og som ANDRE vil identificere det som). At digtet ikke siger det ligeud-nok er jeg også uenig i. Jeg er osse og det er det der er vigtigt: uenig i at Majas bog er en new sincerity bog. Pizza SKAL iøvrigt ikke signalere realisme. Jeg tror vi er enige om at det ofte bliver et popmarkørværktøj, men Mittags jeg er et Dominoarbejdende jeg.

Lars Bukdahl Virker som om din og Sørens hadefest er stilnet af ... Back to poetry. Jeg synes, du naiviserer både digtet og digteren kriminelt. Alt er stil og alt er valg, Selvfølgelig er Cassiopeia ikke en vilkårlig hvad som helst-sammenligning, der kunne være blevet sammenlignet med 1.000 andre ting, der sammenlignes med en stjerneformation, det betyder. Og selvfølgelig er Donimo's-linket heller ikke uskyldigt, bare fordi digterjeget arbejder dér (at digteren også har gjort det, nævnes, endnu mindre uskyldigt, i pressemeddelelsen), det betyder også. Og især i sådan et liste- eller parade-agtigt digt: skønhedspletter = Cassiopeia + operationsar + brændemærke fra Domino's + brændemærker fra underforstået selvskade. Det er jo ikke en "naturlig" "realistisk" liste, den insisterer tungt på hvert element og dets betydning. I det hele taget er hele set-up'et ekstremt retorisk/litterært: hvis jeg døde kunne jeg identificeres ved ... og det samme er slutningens intimiderende quiz-patos: "som jeg påstår", hvis I forstår, hvad jeg mener, nudge, nudge!?. Det vil så frygtelig gerne være et godt og rørende digt, og derfor bliver det det ikke.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Det rørende lyder som noget sentimentalt noget, det vil det ikke være, modus er mere kold og lakonisk, sådan læser jeg det i alle tilfælde.

Lars-Emil Woetmann Nielsen Ved ikke hvad vil være godt digt betyder, det pynter sig da ikke med oppustet billedsprog som digte der gerne 'vil være gode' har det med at gøre.

Mads Eslund Æd den her pizza: http://ekstrabladet.dk/.../18-km-lang-her-er.../6088598

1,8 km lang: Her er verdens længste pizza

ekstrabladet.dk

Mads Eslund sømilspizzaen

- 2 kommentarer udenfor tråd til Lars-Emil Woetmanns 2 kommentarer kunne være: 

Den vådeste sentimentalitet er hårdkogthed (i digtet accentueres hårdkogtheden som sentimentalitet af den fikse dækning af selvskaden, det jeg kalder quiz-patos ovenfor). 

Det villede gode digt kan jo ville være alle mulige slags digte, også "koldt og lakonisk"

THIS JUST IN:

Caspar Eric May 22 at 10:56am Lars, jeg vil først lige sige at jeg synes det er fejt, at kalde det ''min og sørens hadefest'' - som om jeg skulle finde lyst i at forsvare mig mod personlige hånlige angreb. Det gør jeg ikke. nu om new sincerity: mit problem med at bruge det udgangspunkt for at læse Mittag (og andres digte) er at man investerer dem med en intention om oprigtighed. Jeg tror, fx i Mittags tilfælde, at det ville være mere givtigt at kalde det noget i retning af ''stenet melankoli''. Teksterne arbejder med en stenet melankoli, og den stemning er knyttet både til forventninger om ''den gode poesi'' og ''det gode liv''. På den måde vil den stenede melankoli måske udfordre begge kategorier, eller man kan sige, at den forsøger. Jeg tror netop ikke den stenede melankoli nødvendigvis arbejder med realisme. Hvis new sincerity har noget med realisme at gøre, så har Tao Lin ALDRIG været realist. Måske en smule i Shoplifting, men alle de andre bøger har forskellige grader af en art postmoderne magisk realisme. Et andet problem ved cirkulationen af ''new sincerity'' begrebet er, at kritikere/anmeldere igen og igen (mig selv inklusiv ind imellem) siger at det kunne være ''det der bliver kaldt new sincerity''. Men det kvalificeres aldrig. Det kvalificeres aldrig hvor det er, og på hvilket grundlag at noget er blevet kaldt new sincerity. Det vil altså sige at der bare er et begreb som bliver cirkuleret igen og igen, og hver gang det cirkuleres forstærkes denne her myte om, at det skulle handle særligt om at foretrække popinventar. Det tror jeg er en farlig måde at læse på. For spørgsmålet er jo hvorfor det foretrækker popinventar. Lige så lidt som du synes at det er skyldigt at jeget hos Mittag arbejder på Dominos og derfor skriver om pizza, jamen så må man jo spørge: ville det være bedre hvis jeget arbejdede i en boghandel. Nej, det synes jeg i hvert fald ikke. Pizza er en popting, men det er også første gang vi ser pizzaen koblet til arbejde. Et arbejde der sætter mærker. Når du så samtidig skriver at digtet ikke siger tingene lige ud, jamen så gør det jo netop det: Det taler om ikke at tale om det, samtidigt med at det taler om smerten så tydeligt jeget kan. Så kan man synes det er fedt eller ufedt. Men tykt er det jo ikke. Det er bare ikke en bekendelse. Jeg ved ikke om det frygtelig gerne vil være et godt og rørende digt. Jeg synes det er værre med digte der lader som om at de ikke vil være gode og rørende. Hvis det endelig skal være. I begyndelsen i Skandinavien især og i USA har deadpan været et opgør med en højstemt melankoli. Jeg tænker at Mittags bog er te forsøg på, inde i popuniverset, at insistere på at bringe noget af højstemtheden og patossen tilbage. Det er ikke et kunstsyn jeg nødvendigvis er enig i. Men jeg kan godt synes at det er noget som JEG ØVER MIG I AT VÆRE GLAD er ret konsekvent omkring. Jeg har det i øvrigt fint med at du er lunken/afvisende over for At stjæle fra American Apparel. Men jeg synes grundlæggende at det var/er (da jeg skrev status) et problem for bogtillæg som WA at de her skjulte kategorier om skønhed og bestemt ''rørende men ikke forsøgt rørende'' cirkuleres uden kritisk at forholde sig til det. Det samme når (Det her er bare en til alle agtig kommentar) Tobias Skiveren skriver at måske er jeg new sincerity-agtig, men hvad med de her andre forfattere..... så legitimerer han Elholms kritik og siger, vidst nok, indirekte, at nogle af Elholms kritikpunkter skulle passe på Nike eller Det nemme og det ensomme eller hvad. At de to bøger skulle være særlig sætnings/formoptagede/fortættede har jeg svært ved at se. Jeg har selvfølgelig også svært ved at se at de ikke er helt vildt gode

Lars har pengene og magten

- tak til Bongorama for link - fra Børsen:

Af Mads Gravesen og Morten Amtoft Rasmussen

Navnet Lars er usædvanligt stærkt repræsenteret, når man kigger på, hvem der sidder for bordenden i dansk erhvervsliv, politik og finans

På toppen af den danske magtpyramide sidder der en Lars.

Ikke alene, bevares, der er masser af andre magtfulde personer i dagens Danmark. Men navnet Lars er påfaldende markant i toppen af den danske elite. Statsministeren, nationalbankdirektøren og chefen for landets mest værdifulde børsnoterede virksomhed hedder Lars. Adskillige chefer, direktører og rigmænd bærer navnet Lars. Det er der ikke noget underligt ved, siger en navneforsker.

"Når Lars er på toppen nu, så har det noget at gøre med navnets aldersfordeling," siger navneforsker ved Københavns Universitet, Michael Lerche Nielsen.

I dag er der 45.300 danske mænd, som hedder Lars, viser tal fra Danmarks Statistik. Rigtig mange af dem er født i 1950'erne og 1960'erne.

"Dengang var Lars på topti-listerne over populære navne. Derfor er det klart, at i dag har en erhvervsleder eller en politisk leder, der var født i de år, en ret stor sandsynlighed for at hedde Lars," siger navneforskeren.

Frem til 1930'erne var der 1000-2000 pr. årti, som blev døbt Lars. Men så kommer navnet på mode.

"I 1940'erne kom 4000 drenge til at hedde Lars, og i 1950'erne fordobledes det til 9600 Lars'er. I 1960'erne gik det helt amok. Der var 18.900, som fik navnet Lars i løbet af det årti," siger Michael Lerche Nielsen.

Siden er Lars-bølgen løbet tør for kraft. De senere år er kun omkring fem drenge årligt blevet navngivet Lars.

Lars afløste Poul

Et tidligere topnavn på magtpyramiden var Poul, som bl.a. tre statsministre bar - Hartling, Schlüter og Nyrup Rasmussen. Erhvervsstjernerne var folk som Poul Svanholm (Carlsberg), Poul Andreassen (ISS) og Poul Due Jensen (Grundfos).

"Vi har oplevet en "Poul afløses af Lars"-effekt. Navnet Poul var meget populært, det havde sin storhedstid i 30'erne, men vi venter, at det snart vil komme tilbage," siger Michael Lerche Nielsen.

Næste chef hedder Thomas

Den næste generation af chefer kommer til at hedde noget helt andet.

"Thomas, Martin og Morten er gode bud. Måske Rasmus og Jesper. Navne, som er meget karakteristiske for årtierne omkring 1980. Der var også mange dengang, som hed Kasper og Camilla," siger navneforskeren.

På længere sigt vil effekten af de mest brugte navne nok blive udvandet. Førhen fik helt op til 10 pct. af alle drengebørn i en årgang det samme, populære navn, men nu er der meget større spredning på forskellige navne. Tidens mest populære drengenavn er William, men færre end 2 pct. af den seneste drengeårgang har fået netop det navn.

magr@borsen.dk

FAKTA Drengenavnet Lars

Lars er et traditionelt dansk almuenavn, som har været brugt fra middelalderen og frem. Det har solide rødder i den danske muld. Oprindelsen er Det katolske helgennavn Laurentius, den laurbærkronede, en af de 14 nødhjælpere i middelalderen, som man anråbte, hvis man var i havsnød, var syg, havde kærestesorger eller andet. gennem 1960'erne blev næsten 19.000 drenge døbt Lars. Siden er navnets popularitet dalet kraftigt, og de senere år er der kun navngivet en håndfuld Lars'er om året. (Kilde: Michael Lerche Nielsen, navneforsker, Københavns Universitet)

Gode dårlige undskyldninger for værkfravær

Lars-Emil Woetmann har skrevet en krøllet og hård, klar og rørende blogpost apropos de oppumpede miljø- og digterklicheer - men han skal selvfølgelig stadigvæk skrive en bog (det skal jeg også!):

"Den forhåndværende hængen til tørre af anklagen mod ’den danske litteratur’ har i alle tilfælde vækket erindringer fra min egen historie og vej mod litteraturen, dette var en drøm jeg havde i nat. Ikke at jeg er blevet forfatter endnu, bogen mangler jo – måske fordi jeg altid har næret mishag mod det formfuldendte, fordi jeg er mand, og derfor bliver holdt nede, men det tror jeg nu ikke, en sådan konstruktion ville indebære en mærkelig konspirativ offerfortælling, der må overlades til sekundære litterater og andre fra det oversete andet geled, hør dem, de bitcher nede på værtshuset, det konkrete eller virtuelle, en identitetsproducerende aktivitet, der virker glimrende til at dække over og fastholde egen talentløshed, men mest tror jeg, at mit manglende produkt bunder i, at jeg er for rastløs til at arbejde med det samme stof i længere tid, hvilket ikke usandsynligt er en overlevelsesstrategi, der har lighed med forskellige fortrængningsmekanismer, som jeg har måtte indoptage for at virke nogenlunde. Men du må gennem dæmonernes port før du kan tæske djævle og/eller skrive bøger, haha, og du må være god til at opholde dig på samme sted gennem længere tid, åh, det er den vigtigste egenskab for den, der vil skrive bøger –"

Vi kan allesammen selv være værende

Synes at Lars-Emil Woetmanns aldersfascistiske vrængen af gamle mig er præcis så overfladisk selvgratueerende som den anmeldelsesindledning, hvis udprægede idioti, jeg stadig ikke rigtig kan gennemskue: HVAD betyder det, at en forfatter har sit på det tørre og tænker, at han har sit på det tørre? hvad? hvad, hvad, ved du det, LE?

Lars-Emil Woetmann Nielsen

about an hour ago via mobile

Sys at Lars Bukdahls patroniserende irettesættelse af yngre anmelder er præcis så selvfedt og dovent, som et stykke litteratur fra en forfatter, der har sit på det tørre. http://bukdahl.blogspot.dk/2013/08/det-tirrede.html?m=1

Unlike · · Share

• You, Peter-Clement Woetmann, Rasmus Varnich Blumensaat and Nanna Jochumsen like this.
• 

  Magnus Boding Hansen Du synes ikke, Bukdahl har ret? At de dele af anmeldelsen, han kritiserer, faktisk ER kritisable?

  about an hour ago · Edited · Like · 1
• 

  Rasmus Varnich Blumensaat Åh, anmelderi. Et fortidslevn.

  56 minutes ago · Like
• 

  Jakob Trägårdh På oliebjerget sidder den mægtige

  38 minutes ago · Like
• 

  Jesper Brygger læs nu bare bogen, så kan vi diskutere den

  22 minutes ago · Like · 1