Y + R

Meget mere rimelig end hende Louise Østergaard, der har skrevet den jammerligt jamrende roman om, hvor totalt hun 4ever er hans primær-muse og grande kærlighed, ville den hardcore-misantropiske VUC-geografilærer og jegfortæller Rebecca fra Lone Aburas' Politisk roman være som love interest for Yahya Hassan.

De værste glimrer ved deres fravær

Aldeles retfærdigt, for en gangs skyld, at Mikkel Bruun Zangenberg tildeler Lone Aburas 5 hjerter for hendes Politisk roman, ligesom selve anmeldelsen er udmærket præcis i sin begejstring, jeg vil dog lige anholde 2 ting:

1. Zangenbergs uvane med at linke til verdenslitteratur i tide og utide, denne gang Flaubert og Yeats; Flaubert giver fin nok mening, i forhold til Aburas's bullshit-katalogiseringer, men Yeats-citatet bliver faktuelt misvisende:

Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«. Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman.

Bortset fra at de værste slet ikke optræder og knap nok nævnes i bogen, og slet ikke i form af "det ekstreme højre"; Aburas fokuserer udelukkende på resignationen og lunkenheden og koksetheden hos dem, der skulle forestille at være "de bedste"; det er det, der gør romanen så knugende og krystalliseret klaustrofobisk.

2. Karakteristikken af jegfortælleren Rebecca, der går igen i flere af anmeldelserne:

Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter.

Jamen, Mikkel, det jo den samme groft usympatiske Rebecca, hvis sardoniske kommentarer  og "indædte iskolde humor" du er så vild med og citerer fra på livet løs:

Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder: »Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.

Jeg synes da, Rebecca er mere sørgelig end usympatisk, pga. hendes dybe, nærmest depressive resignation i forhold til alt og alle, men jo samtidig skøn at være i selskab med, ikke som mor eller hustru eller kollega, men som fortæller af den roman, jeg læser, fordi hun formulerer sin resignation med en sådan sort skarphed, at den løfter sig, resignationen, på flagermusvinger, og bliver om ikke sympatisk, så djævelsk indtagende, synes jeg nok.

Stammende trompeter

til min anmeldelse af Lone Aburas' Politisk roman:

ABUndance af RASeri

ABU Ghraib-RASeri

bortset fra at hun og romanen mere end rasende er resigneret, der så til gengæld burde staves
RASignereret

- og hvorfor opfandt jeg ikke bare ordet

resignationsanfald?

Presenning med mormor - hedder et kapitel!

Der var kamp mellem lyslæsninger i går og i dag, Lone Aburas' Politisk roman vs. en pdf med Line Knutzons og Peter Frödins andet bind om Lille Allan, Lille Allan og dobbeltgængerskolen (som forlaget tilskikkede mig, fordi jeg skal interviewe forfatterparret på Bogmessen; jeg ved slet ikke hvornår, der er udgivelsesdato) jeg sprang frem og tilbage mellem dem, lastefuldt læsende løs, og nu er jeg færdig med dem begge to og har helt vilde abstinenser efter Piratossort humor, og Lille Allan-bindet er forresten mindst lige så politisk en roman som Politisk roman, Aburas er så bare Buster Keaton-politisk og Knutzon/Frödin Gøg og Gokke-politiske; her er vi til fest hos den rige, italienske familie Gasolini ved Gardasøen:

Festen var i gang, og gæsterne ankom. De var flot klædt og hilste venligt på hinanden og spurgte, hvad hinandens tøj havde kostet, mens de hyggede sig med et pølsehorn og et glas rosé. En svensk kvinde, hvis oldefar havde opfundet ela­stikken, gik rundt i haven med sine to små børn, en dreng og en pige. Drengen var forkølet, og da hans næse begyndte at løbe, hev moren en hundredkroneseddel op af tasken, tørrede drengens næse, krøllede den sammen og smed den på græsset.
“Vi er meget rige,” sagde hun og smilede til de andre gæster.
En høj, krølhåret nigeriansk mand kom slentrende over plænen med sin rundryggede kone i en trækvogn. Han ejede Nigerias største diamantmine, og konens smykker var så tun­ge, at hendes arme hang slapt ned på hver side af vognen og lavede dybe furer i græsplænen.

Haven summede simpelthen af glade, magtfulde men­nesker og deres velopdragne børn.
Til allersidst ankom den rigeste kvinde i Europa. Hen­des familie havde været rig så langt tilbage i tiden, at hverken hun selv eller andre længere kunne huske, hvor pengene kom fra. Hun var så rig, at hun havde besluttet sig for at få fjernet begge hænder.
“Jeg rører alligevel aldrig en finger,” havde hun sagt. “Jeg har jo tjenere til alt.”
Mange af de andre gæster kiggede med respekt og ær­bødighed over på hende, og flere af kvinderne nejede, da hun gik forbi.

Dickens-link giver altid ekstrapoint

side 36 (jeg er nået til side 70, halvvejs, stadig glad for koncentreret uglædelighed) i Lone Aburas' Politisk roman:

Om eftermiddagen, da jeg kommer hjem og slentrer ud i køkkenet for at lave kaffe, opdager jeg, at brødristeren står tændt. Amir (illegal flygtning huset i det fælles hjem af jegfortællerens mand, Robert), tænker jeg og hiver irriteret stikke ud af kontakten. Hvem ellers? Jeg har aldrig før oplevet at komme hjem til en tændt brødrister. Med hurtige skridt når jeg hans værelse og banker på med tre hårde bank. Han sidder på Roberts gamle skibsbriks, der også fungerer som seng, da jeg åbner døren. I den ene hånd holder han en cigaret, i den anden en bog. Han ser på en gang forundret og afventende tilbage på mig, da jeg træder ind.
  Brødristeren, siger jeg. Den var tændt.
  Åh, det er også rigtigt, siger han og smiler undskyldende. det sker ikke igen.
  Det er godt, nikke jeg og ser hen på bogen, han sidder med. Bleak House af Dickens. Fet ville sikkert imponere Robert.
  Kender du den? Amit løfter bogen.
  Ja, nikker jeg.
  Den er morsom, synes du ikke?
  Jeg trækker på skulderen.
  Din søn havde ikke aldrig hørt om den, fortsætter han.
  Oskar, nej, han læser ikke så meget, siger jeg.
  Var det mon det, de havde talt om i morges, inden Oskar tog i skole, Dickens? Jeg har svært ved at tro det.
  Det er en skam, siger Amir.
  Jeg trækker igen på skuldrene.
  Bare husk det med brødristeren, siger jeg. Vi skulle jo nødig brænde inde.
  Uden at vente på svar lukker jeg døren efter mig.