Skulpturen Eske, Thøgers motocrosshad (via Knud)

Skønne tekster af Eske Mathiesen, digte, nyskrevne, og Thøger Jensen, kortprosaer, nyskrevne, og Knud Sørensen, digte, bogtrykte, i kataloget til udstillingen Ord til andet på Sophienholm og Silkeborg Bad, hvor digterne parres med billedkunstnerne Lars Abrahamsen, Helle Baslund og Jens Bohr - Eskes digte udgør en hel lille, poetisk skulptur-poetik, der nemt slår Michel Serres' tonstunge Statuer, som alle billedhuggerne læste i 80'erne:

Skulptur defineres
i leksikonnet
som tredimensionel
billedkunst.
Det kan være en
ostemad med stærk,
lagret Havarthi.
En sort lakridspibe
i gammel stil.
Et gitter.
En kirkeugle af pokkenholt.
En stub ved navn
Ambrosius.
Et modent kirsebær som
en engel har taget
en bid af.
En kustode.

Og her et stykke kortprosa af Thøger, der hilser på kollegaen Knud og er den allermindste minimale smule vrissen (men ikke på Knud jo):

MOTOCROSS

Er det virkelig rigtigt, Knud, gik du hele vejen ude fra lufthavnen og ind til Klareboderne! Når jeg bliver ældre, vil jeg også til at gå lidt længere. Men i dag har jeg taget bilen og er tilbage i landsbyen med udsigt til marker og flere møller end sidst, du var på disse kanter. Jorden er stadig bundfrossen og knoldet, en af dem har sin helt egen bane, hvor han kører rundt og rundt på en motocrossmaskine og giver lærkerne baghjul. Måske er det min trods alt fremskredne alder, der gør mig mere overbærende og mildere stemt? Jeg er hverken gul eller grøn i hovedet af raseri, blot en let rødmen efter et par timers havearbejde under den ozonfattige forårshimmel. Tålmodigt venter jeg på, at drengen med det rastløse gashåndtags mor kalder ham ind til aftensmad, så han kan spise sig stor og stærk og modig nok til at køre maskineriet hele vejen ned til Nørre Uttrup. Ja, måske endda endnu længere væk. Der vil han med sikkerhed kunne gøre en forskel. I hvert fald for mig.

Det er er også en poetisk kortprosa-poetik, om små og afgørende forskelle!