er selvfølgelig TEMATIK - dramatikeren Christian Lollike i et interview Politiiken i dag:
Det er imidlertid ikke nære følelser, der er dynamoen i Christian Lollikes
dramatik. Da han for tolv år siden som færdiguddannet fra
dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater satte sig til tastaturet og skrev
sine første professionelle tekster, ville han noget andet end filmbranchens
uafbrudte søgen efter ’den gode historie’. »Da sagde jeg: Det handler om
temaet.
Historien er bare noget, man bruger til
at analysere temaet og kulturen på. Jeg er interesseret i nogle mere syrede,
analytiske replikker end noget, der skal komme som en enkelt følelse fra et
menneske«. Samtidig ville han dengang heller ikke lade sig indhylle i det velmenende,
opdragende hippieprojekt, som han syntes teaterbranchen bar præg af. Det var
ifølge ham for pædagogisk. »Noget af det første, folk sagde om mine forestillinger, var: ’Vi ved ikke,
hvad han mener…’ Den anden ting var, at jeg gav afkald på at høre ofrenes
stemmer. Det var ligesom om, man syntes, at det var dem, det var synd for,
man skulle sikre, at sympatien var med. Jeg synes, det er mere interessant,
at vi skal have sympati for dem, vi synes er mere ubehagelige«.
Forstår han ikke, at det bare er omvendt pædagogik, der qua sin omvending er endnu meget TYDELIGERE (for andre end de mest idiotiske hippier, som der så åbenbart er mange af i teaterverdenen) i sin TEMATISERENDE HÆRGEN?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det er fantastisk at kunne åbne sin form fordi den er spændt sammen i en tematik. For mig giver det mening på samme måde som man spænder en bog samme i et sprog.
SvarSletDer er noget imødekommende i at arbejde på dén måde. Fordi det netop skaber rum til at overskride forestillingen om et narrativ, at fortællingen skulle være denne verdens gyldne æg.
Man kan også sige, at det rent faktisk bare handler om, om man har et ærinde. Og wow, hvor er det dog egentlig kedeligt ikke at have et ærinde, ikke at have en tematik (et spørgsmål) at stille verden i sine få flimrende udtryk.
Jeg forestiller mig, at det er forestillingen om det entydige du ser, Lars. Det er det entydige og det hurtigt udtømmelige og manglen på ærinde, der hænger som en stor tåge over mange af os. Dér synes jeg Christian Lollike er en åbning, vi har godt af at lytte til.
Aah "Den gode historie" vil altid være den største kliche i kunsten.
SvarSlet