VERSALERS VASSAL

(Anmeldelse af Olivia Nordenhofs blog JEG HEDDER MIT NAVN MED VERSALER til Promenaden live # 2)

Jeg ville gerne lave reglen, en stripper-poetik kunne man måske kalde den, og her tænker jeg helt konkret på Matthew McConaugheys inderligt maniske performance i Steven Soderberghs Magic Mike:

Der skal talent til nøgenhed,

og der skal nøgenhed til talent –

ikke mindst fordi jeg selv bliver bange for reglens anden del og bliver bange for om mit eget eventuelle talent egentlig blotter sig, men det skal jo ifølge reglen ikke blotte sig som blottethed, og hvis det blotter sig som fx litteraturbegejstring og -anfægtelse og -raseri, så er det bare dén anden nøgenhed. Men nu taler jeg igen om mig selv, og det vil jeg forsvare med Dan Turèlls gamle bemærkning:

Det jeg elsker Allen Ginsberg for/ er at han gir mig lyst til at være her/ Og så det at han så åbenlyst er Allen Ginsberg/ at det opmuntrer mig til/at være Dan Turèll …

Og så bare udskifte Allen Ginsberg med Olivia Nordenhof og Dan Turèll med Lars Bukdahl, bortset fra at jeg ikke vil sammenligne mig med Dan, men gerne Olivia med Allen – og klart er Turèll præ-blogger: Manjana som lyst-blog, I byen-klummerne som tvangs-blog, men lige læseværdige.

Jeg er lige nu litteraturanfægtet over, at jeg i en artikel af to akademikere (jeg er også akademiker, ak) i institutbladet Salon 55 bliver beskyldt for at være uetisk, det værste man lige nu kan være på universitetet, og blasert, der vel bare er en almindelig nederen ting at være, fordi jeg i en kommentar i Weekendavisen om at digte med sandheden skrev:

Min yndlings-sandsiger lige nu er 2011-debutant Olivia Nordenhof, på Facebook og hendes blog JEG SKRIVER MIT NAVN MED VERSALER; hun skriver vildt nærværende og intenst om, hvad hun sådan går rundt og oplever og tænker i hverdagen.

I bladet skriver Iben Engelhardt og Torsten Bøgh Andersen apropos Olivia-ros fra både mig og de to Promenaden-gængere Kamilla Löfström og Martin Glaz:

Al den nærværs- og intensitetsjubel synes at ignorere de udsagn om kroppens sociale situation, dens karakter af magtinstrument og vare, som Nordentofts tekster også giver. Når Nordenhofs statusopdateringer oven i købet involverer overvejelser om at vende tilbage til prostitutionsbranchen, er det så ikke lovligt blasert at erklære sig ’FAN’ eller ophøje jeget til ’sandsiger’ – og er det etisk?

Ja, det er for fanden da. Det er altid etisk at juble over, at en skribent skriver intenst og nærværende – dvs. stik modsat de to akademikere: ”kroppens social situation” – og desto mere, ikke mindre, når skribenten investerer dette skriptuelle nærvær i fx, for nu tage et helt konkret, genkommende eksempel, en indignation over, hvordan psykiske syge og andre udsatte, arbejdsløsagtige mennesker bliver mødt og behandlet af de dertil indrettede sociale og psykiatriske systemer.

Men jeg synes også det er vigtigt at pege på, at ved siden af den rasende alvor i Olivias blogposter, og til tider i selvsamme post, finder man et akkurat jublende - og lige så ifølge begge mine regler nøgent - gøgl, som nu fx næstseneste blogpost fra 22. maj hvor en angiveligt beruset Olivia assisteret af vennen Bjørn giver alternative Grand Prix-point til bl.a. Elisabeth, uden Friis, og John Lennon og slutter sådan her:

and finnaly also thousind points to my mother and bjoern and a girl i went to school with called maja and olga and albert for at have de dansebevægelser som mine dansebevægelser lader til at være et sammenkog af   

Seneste blogpost, fra 26. maj, er en af de poster, som jeg – sikkert uetisk – vil kalde de klassiske poetiske blogposter, sat op som poesi nemlig som enkelt- og dobbeltlinjer med luft imellem, der gør de heftigste, humørsyge slalomspring, her kører vi fra Kirsten Thorup over oldemor-minder og en Kastel-tur med snerrende gås til en fantastisk sjov og trist selvbesyngelse, som en omvendt Kejserens nye klæder, hvor det er en strålende udklædning, der er en overgiven nøgenhed:

jeg amøbe/ jeg hane. jeg stolte nar/ jeg indehaver af denne majestætiske hjerne, denne luksus peugeot / jeg kedelige lampe/ fra denne kedelige lampe hørte du det først/ teenage gud/ at for dig vil jeg gøre alt/ ride på en våd hest fra amar til et andet sted på amar/ så man blir pisse øm i lårene/ da gåsen jagtede mig/ ved bare det blir det sjoveste der skete denne sommer/ måske bør jeg nævne at jeg skriver dette kun for at få lov til at være alene/ få blæst i hovedet fra det åbne vindue, for at narre mig selv til at tro at der venter noget sødt/ noget dyb marmelade i nat, et hul i jorden, glemme alt/ jeg førstefødte/ jeg iagttager. jeg hulihoed far-elsker. mit teenagekongerige/ jeg hulihoed far-elsker.

Den inderste, nøgne karnevalsidentitet: ”jeg hulihoed far-elsker”

Blogposten før Grand Prix-posten er en post-tv-post, der riffer fornøjet på genren ”teatralsk dokumentar ”og bobler væk på en uklar, religiøs udsyren, før den slutter insisterende action-poetisk:

nå. nu kommer bjørn ind for at ryge en smøg. han sover på sofaen disse dage. han skal til møde om lidt./ ses

Blogposten før den er en tough lære-raga – a la jo faktisk præbloggeren Dan, i hvert fald formelt - agitprop-enkel, men lumsk forskydende sig omkring ordet ’arbejde’, en omgang aggressivt stiliseret nøgenhed.

Hvad kunne min sidste formel være, måske: perfekt pinlig polyfoni i samme nu.

Og så bare den smagsdom, at Olivia Nordenhofs blog er den tekst, som i dette nu – med et dybt uhyggeligt 70’er-ord – opleves mest vedkommende.