Systemdigteren Knud fylder firkantet

Knud Sørensen fylder 90 i dag (det blev så lige - en 16 dage gammel kom i vejen - i går) - TILLYKKE! - og mit i alle hyldesterne til hans godmodige visdom er der grundt til at minde om, at han dannede cool onkel- og alderspræsident-trio med Per Højholt og Vagn Steen (alle tre årgang 1928) i HJ Nielsens generationsantologi Eksempler fra 1968. Eksempelvis er han repræsenteret med disse to digte, første gang trykt i det ultimativt tjekkede tidsskrift TA':

ROBOT i NATUREN, FORÅR

Græsset er grønt
solen skinner
himlen er blå

Det er en dag i maj måned
og ordenes almindelighed føles
uudsigeligt.

Det er en dag i maj måned
og græsset er grønt
og solen skinner
og himlen er blå

De ord
er de ord jeg har.
Jeg lægger dem på et stykke papir.
Det forår.

HVORDAN SER EN ROBOT UD

En robot
kan se ud som en
robot der ved den ser ud som
en robot og er ligeglad
fordi den ved bedre

eller som en
robot der pudser sko
og studser skæg og ved
at det ikke er udseendet
der tæller men naturligvis
en robot kan jo have valgt
at se ud som en
robot

eller som
en robot der ikke har tænkt
så dybt og slet ikke så
langt men som
nærmest tilfældigt
går rundt og ser ud
som en robot.



Knud Sørensen bevisende at han ikke er en robot

Den grånende guldmedalje MEN tilllykke til Knud!

Akademiets Store Pris - der skal forestille at være den vigtigste og fineste litterære pris i DK - går i år til Knud Sørensen, født 1928, som jeg er en stor tilhænger af, både som forfatter af digte, noveller og romaner og som Hvedekorns-abonnent gennem over 60 år - har er også den ældste modtager af prisen nogensinde og  den første over 80, og det ville også være meget cool, hvis det ikke cementerede prisens flaskehalsproblem; modtagerne er de sidste mange år blevet ældre og ældre og ældre -

Af de sidste 10 modtagere - og prisen er siden 1982 totalt åndssvagt kun blevet uddelt hver andet år, hvilket gør flaskehalsen desto mere kvælende - er de 5 født før 1940 (og, i snit, langt tættere på 1930 end -40), Jørn Riel, f. 1931, Peer Hultberg, f. 1935, Vagn Lundbye, f. 1933, Cecil Bødker, f. 1927. Sidst en prismodtager var under 50 år ved modtagelsen var i 1994 og 1996, hvor modtagerne Ib Michael og Vibeke Grønfeldt begge var 49. Siden Grønfeldt har aldrene været 71 (Bødker), 58 (Kirtsen Thorup), 69 (Lundbye), 54 (Bent Vinn), 53 (Jac), 79 (Riel), 52 (Boberg). Den seneste prismodtager under 40 var 35-årige Henrik Nordbrandt i 1980 - de øvrige prismodtagere under 40: Sven Holm, 34 år, 1974, Svend Åge Madsen, 33 år, 1972, Klaus Rifbjerg, 34 år, Villy Sørensen, 33 år, 1962; samtlig pris-ynglinge er (i Sørensens tilfælde; har været) medlemmer af Akademiet, kuriøst nok, nu de ikke under andre yngre at nyde æren.

Jeg vil jo ikke afskaffe ældre prismodtagere, men jeg synes, den ultimative anerkendelse kommer for sent nu om stunder; det gav langt mere mening i 60'erne/70'erne/80'erne, da man hele tiden vekslede mellem de dagsordensættende og de hæderkronede og de oversete, sådan her fx:

  1976 Jørgen Sonne
· 1975 C.E. Soya
· 1974 Sven Holm
· 1973 Hans Scherfig
· 1972 Svend Åge Madsen
· 1971 Leif Panduro
· 1970 Ivan Malinowski
· 1969 Frank Jæger
· 1968 Tom Kristensen

Det er absurd, at ingen forfattere, der er debuteret efter 1990, har fået prisen (de må, som Harld Voetmann og Lone Hørslev i år, nøjes med juniorpriserne), blandt de for længst kvalificerede kandidater er (men lad mig lige nævne nogle præ-90-debutanter, Henning Mortensen, Eske K. Mathiesen, Marianne Larsen, Hans Otto Jørgensen, Simon Grotrian, Niels Frank - og SÅ dumt at Pia Juul ikke må få, bare fordi hun er akademimedlem (det samme gælder Klaus Høeck, opdager jeg!)), Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Line Knutzon, Jens Blendstrup, Peter Adolphsen, Pablo Llambìas, Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost og, ja, Harald Voetmann.

MEN BORTSET FRA DET tillykke til den stærke og fine, skarpe og milde digter Knud Sørensen, den pris er velfortjent til hver en tid og hvilken alder som helst:

Forfatteren om forfatteren

Han er én
der gerne vil opleve.
Ikke nødvendigvis alt
og ikke nødvendigvis voldsomt.
Men noget. Et eller andet.

Han oplever bedst siddende.
På en bænk i et hjørne af en plads
eller i en ventesal eller på en mole.
Han oplever
ved at føle sig indenfor og udenfor
på éngang.

Han spørger:
Hvilket digt sker nu?

Så skriver han.

Skulpturen Eske, Thøgers motocrosshad (via Knud)

Skønne tekster af Eske Mathiesen, digte, nyskrevne, og Thøger Jensen, kortprosaer, nyskrevne, og Knud Sørensen, digte, bogtrykte, i kataloget til udstillingen Ord til andet på Sophienholm og Silkeborg Bad, hvor digterne parres med billedkunstnerne Lars Abrahamsen, Helle Baslund og Jens Bohr - Eskes digte udgør en hel lille, poetisk skulptur-poetik, der nemt slår Michel Serres' tonstunge Statuer, som alle billedhuggerne læste i 80'erne:

Skulptur defineres
i leksikonnet
som tredimensionel
billedkunst.
Det kan være en
ostemad med stærk,
lagret Havarthi.
En sort lakridspibe
i gammel stil.
Et gitter.
En kirkeugle af pokkenholt.
En stub ved navn
Ambrosius.
Et modent kirsebær som
en engel har taget
en bid af.
En kustode.

Og her et stykke kortprosa af Thøger, der hilser på kollegaen Knud og er den allermindste minimale smule vrissen (men ikke på Knud jo):

MOTOCROSS

Er det virkelig rigtigt, Knud, gik du hele vejen ude fra lufthavnen og ind til Klareboderne! Når jeg bliver ældre, vil jeg også til at gå lidt længere. Men i dag har jeg taget bilen og er tilbage i landsbyen med udsigt til marker og flere møller end sidst, du var på disse kanter. Jorden er stadig bundfrossen og knoldet, en af dem har sin helt egen bane, hvor han kører rundt og rundt på en motocrossmaskine og giver lærkerne baghjul. Måske er det min trods alt fremskredne alder, der gør mig mere overbærende og mildere stemt? Jeg er hverken gul eller grøn i hovedet af raseri, blot en let rødmen efter et par timers havearbejde under den ozonfattige forårshimmel. Tålmodigt venter jeg på, at drengen med det rastløse gashåndtags mor kalder ham ind til aftensmad, så han kan spise sig stor og stærk og modig nok til at køre maskineriet hele vejen ned til Nørre Uttrup. Ja, måske endda endnu længere væk. Der vil han med sikkerhed kunne gøre en forskel. I hvert fald for mig.

Det er er også en poetisk kortprosa-poetik, om små og afgørende forskelle!

Forklaring på og tilykke til Knud

Sørensen, digter og landmåler i den rækkefølge, der fylder 85 år i dag, og som jeg både har anmeldt og holdt WA-pristale for og trykt i Hvedekorn (min første årgang, hvor hver nummer inkluderede digtere fra alle årtier siden 20'erne og i nr. 4 også 1 fra 90'erne); det eneste Knud Sørensen-tekst, jeg kunne finde lige nu, fandt jeg i 1974-antologien over håndskrevne tekster, redigeret af Knud Holten og Dan Turèll, 78 danske digtere. En folkebog, øverst i en flyttekasse, men det passer perfekt:

FORKLARING

Knud Sørensen er én
der gerne vil opleve.
Ikke nødvendigvis alt
og ikke nødvendigvis voldsomt.
Men noget. Et eller andet.

Han oplever bedst siddende.
På en bænk i et hjørne af en plads
eller i en ventesal eller på en mole.
Han oplever
ved at føle sig indenfor og udenfor
på éngang.

Han spørger:
Hvilket digt sker nu?

Så skriver han.

Senere læser han digtet
og siger:
SÅDAN ER VIRKELIGHEDEN.