90'erne er Balles tragikomedie

Jeg havde 500 ord, hvilket virkelig ikke er meget, til at anmelde Solvej Balles to nye, bittesmå hæfter, Hvis og Så, efterfølgerne til & fra 1990 og Eller fra 1998, indtil sent i går aftes, hvor jeg pludselig kun havde 370 ord, skandaløst få, synes jeg, men selvfølgelig på en måde rimeligt, når nu få skriver ordknappere end Balle i denne hendes, måske faktisk livslange minimal-føljeton. Siden Balle i 1993, for 20 år siden, udgav sin gennembrudsbog Ifølge loven, en til flere sprog oversat, kritisk og (så godt som) folkelig succes, der stadig holder ca, 1000, er det den, MAN har ventet på en efterfølger til, og i stedet har Balle givet OS mini-føljeton bind 2, en Georg Gearløs-kunstteori, en polemisk erindringsbog og nu mini-føljeton bind 3 og 4. I et portræt i Politiken i anledning af hendes 50 års dag sidste år  (hun har fødselsdag to dage efter mig, det betyder helt sikkert ikke noget!) fremgik det, at hun

arbejder på en roman, men den er ikke lige om hjørnet. Det er en sindssygt langsom bog, som hun selv sagde for fire et halvt år siden. Og når romanen stadig ikke er kommet, skyldes det ikke, at hun ikke arbejder, altså skriver. Det tager bare rigtig lang tid, og vi, læserne, må bare have tålmodighed.

Men måske har DEN LITTERÆRE OFFENTLIGHED bare ikke tålmodighed med hende længere, nu VI er trådt ind i det andet årti efter 90'erne, og akademikere for længst ikke længere skriver artikler om Ifølge loven og universitets- og gymnasielærere for længst ikke længere underviser i bogen (som de aldrig rigtigt har været varme på, fordi den er så forbandet (og mesterligt - det er hårdt med mesterlighed) kølig) - i hvert fald er bøgerne foreløbigt kun blevet anmeldt til 5 stjerner i Berlingske af Jørgen Johansen (som jeg uretfærdigt altid glemmer og dermed også glemmer som en roligt og redeligt lydhør anmelder: "Det dybt fascinerende ved teksterne i »Hvis« og »Så«, der bevæger sig i et grænseland mellem kortprosa og prosapoesi, er det helt specielle blandingsforhold mellem fortrolig genkendelighed og stiliseret og foruroligende underlighed. Provinsbyens hverdage, de tidstypiske træk, naturens fænomener, familielivets detaljer, forskellige menneskelige relationer er de banale og klart synlige elementer i teksterne, men samtidig skaber de omhyggelige beskrivelser med deres små skred af skæve vinkler, pludselige associationer og overraskende anderledes ordvalg et skær af gådefuldhed midt i genkendeligheden.") og til 2 x 4 stjerner i Jyllands-Posten, af LARS SKINNEBACH, DER ÅBENBART ER JP'S NYE LYRIKANMELDER (det kræver vist en selvstændig blogpost!), sådan ville det ikke have været i 90'erne, der ville den sensation, en ny Solvej Balle-udgivelse, for slet ikke at tale om to nye DB-udgivelser, til hver en tid er og bliver, have været til at få øje på i aviserne.

Her er plads til det smukke stykke fra bind 4, Så, der heller ikke var plads til i min anmeldelse:

Alfabetet har været der længe. Det holder sig åbent i reolen. Det løber hen langs væggen og ind under vinduet. Det holder pladser til ufødte tænkere, hjemvendte elskere og navne, vi næsten har glemt.

Ikke glemt, fordi umiskendeligt stemt: