Katastrofalest (for mig) først (forfatterskaber jeg har fulgt/anmeldt fra starten af):
1. Katrine Marie Guldager
(fordi derouten først satte ind (med Kilimanjaro (København, bogen før (som jeg Kritikerpristalte for) bliver, i tilbageblik, fremragende i clashet mellem unge, splintrede Katrine og modne, opbyggelige Guldager)) efter FLERE fremragende og både i sig selv og for mig vigtige bøger - og fordi, patetisk nok, jeg vældig godt kunne lide hende som person)
2. Jan Sonnergaard
(her satte derouten ind allerede efter første fremragende og vigtige (men for mig mere overrumplende end vigtige) bog, anden bog var halv deroute, tredje bog trekvart, fjerde bog komplet, femte bog (den nye) overkomplet)
3. Niels Lyngsø
(fordi jeg mere var køligt imponeret af de første bøger - og deres generationelle originalitet/uniformitet - end egentlig begejstret (og genuint glad for osmose-romanen som konsekvent kuriøsitet (= mini-monstrøsitet)), og min afsmag fra og med Force Majeure har været en afsmag for akkurat den humorforladte (også og især, når han selv, fx i rapperiet, tror, han er en stor humorist) anstrengthed, der imponerede mig i første omgang, men som uden generationalitetens stråleglans bare er - træls)
(4. Søren Ulrik Thomsen (som jeg roste i starten (der ikke var hans start) fordi jeg i starten (min start) var en uærlig duks - men han er sgu også, siden Ukendt under samme måne vs. Nye digte (der måske er stærkest som kontrastrigt dobbeltværk, tænker jeg lige nu), blevet stadig mere uspændende)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar