Droner er ikke lunkne
(jeg havde tidligt, inden jeg gik i gang med min anmeldelse, skullet pitche en tegnelig pinte, til WA's gode tegner Lars Vegas og tænkte desperat noget med (Spionen der kom) Ind fra lunkenheden, og så kunne John le Carré dukke op af en radiator, men som jeg skrive mig ind, blev jeg mere og mere lunken ved den lunkenhed, som jeg jo imildertid var forpligtet på, fordi tegningen var i færd med tegnet, så derfor den ulunkne drone (og måske er faktisk droner lunkne!? det ved jeg virkelig ikke)
til
Britisk idealisme ved stuetemperatur
(der er så nogle meget små syntaktiske rettelser til det værre nede i teksten, som det ikke giver mening at nævne, men hvis I synes noget knirker klodset (i ikke bare denne tekst!), så er det derfor, altid! - nej, vent, der er faktisk lavet ret meget om til sidst, hvor der burde stå:
Det siger
meget, at troskyldige og derfor overvejende komiske Kit Proby, i og borte
fra sin lille, provinsielle idyl, er en langt mere overbevisende figur end
karriere-fremstormende, postuleret realistiske Toby Bell; læseren tror ikke på
Tobys mangel på kynisme, fordi vi bliver bedt om at tage hans idealisme
alvorligt. Kun komisk idealisme er troværdig,
Og vi tror mere på, at idealisten er til grin, end på, at han til sidst
triumferer – men ikke hellere!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar