2 århusianske velkomster

1. Dorthe Nors på Vild med ord-festivalen, som rapporteret på Litteratursiden af en vis Nina, programsat efter en samtale mellem Knud Romer og Christian Jungersen om hjerneskader:   

Sceneværten burde have strammet op på tidsstyringen og også indholdet i samtalen. De herrer - alfa-hanner - som Dorthe Nors med rette kaldte dem gik langt over tiden, men det er pinedød en sceneværts opgave at overholde en tidsplan. Dorthe Nors fik lov til at stå og vente i 20 minutter, inden hun kunne indtage scenen. Så kom hun på scenen. Dejligt klar og lidt bidsk og ærgerlig over forsinkelsen. Hun indledte med at læse op fra sin nye bog. Rigtig godt og sjovt. Da hun skulle til at gå videre med det egentlig programsatte emne - nemlig den til engelsk oversatte novelle, som hun netop har fået udgivet i USA, så forsøgte sceneværten at korte hendes tid på scenen ned. Hun var blevet bedt om at levere stof til 40 minutter, og pludselig så bliver hun desavoueret af en scenevært, som åbenbart synes det er sjovere og mere vigtigt at høre på Knud Romer igen igen. Heldigvis får Dorthe Nors brokket sig så meget at hun får tildelt 10 minutter mere, men det rokker ikke ved, at vi som publikum gik glip af det mest vigtige, nemlig at høre om hvordan det er at blive udgivet i Guds eget land med alle de forhindringer det kan indebære.

2. Martin Kongstad i Løves Café i Guldsmedegade, klip fra kostelig post på hans blog:

To kulturradikale bedstemødre med deres halvvoksne døtre går ind. Løseligt anslået er otte ud af de tolv tilstedeværende kommet for at høre mig. Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil læse kapitlet fra Århus; det med hende den unge onanist. Nu hænger den ene af de to ansatte et hvidt a4 op på ruden. ”Martin Kongstad læser op og signerer sin bog klokken 15.”
Klokken er kvart i tre, og tager en beslutning og går ind. Det er svært at fange de ansattes blikke derinde, men jeg insisterer.
”Du skal sidde i baren og læse op,” siger den ene.
Der er musik. Folk hyggesnakker.
”Nej, jeg læser kun op for de mennesker, som er kommet for at høre det,” siger jeg. ”Der er ingen grund til, at eventuelle andre skal have ødelagt deres eftermiddagshygge.”
Jeg peger på det lille baglokale.
”Nu synes jeg, at du spørger folk, om de er kommet for at høre mig, og de, der er, kan gå ind bagved, ok?”
Jeg beder om en øko ginger ale, og sætter den til munden på vej ud. Det føles som at få pumpet et skud kulsyre lige ned i brystkassen. Et eller andet er gået galt. Den er ikke gæret, men den består af lutter brus. Det vælter ned ad min skjorte, og jeg snapper efter vejret.
Jeg er nummer et hos Arnold Busck, og jeg sidder ti minutter på bænken foran. De to kulturradikale bedstemødre og deres halvvoksne døtre forlader Løves vin og bogcafé.
Jeg går til baren igen.
”Ok, hvor mange er der så?”
Han kigger ned i gulvet.
”Der er ingen.”
”Der er ikke kommet nogen?”
”Vi er meget kede af det,” siger han.
”Må jeg få nummeret til chefen,” siger jeg.
Han beklager meget. Det er festuge, der er meget at se til.
”Når man, som jeg, er kommet med toget fra København, så føler man sig uvelkommen, når der ikke hænger et skilt og intet står på jeres tavle. Hvorfor har I ikke pakket bøgerne op?”
”Jeg kan godt til en vis grad se det fra din side,” siger han.
”Du har forbehold. Hvad skyldes det?”
”Nej, jeg må nok tage det på min kappe, men det hele bimler og bamler i dag” siger han.
”Jo, men dine to ansatte kunne måske godt have fundet de fem minutter, det villa ha taget at hænge et a4 op i formiddags eller endnu bedre i går.”
Jeg går op i baren og siger farvel.
”Kan vi byde dig en kop kaffe,” siger han.
Jeg er nummer et og nummer tre, og jeg er den eneste i jakkesæt til festuge.
”Velkommen til Århus,” siger en fyr i Latinerkvarteret.
Det lyder ikke uvenligt, mere som en konstatering.

Frederiksberg Garden Party in NY this week

Det har kun fremkaldt små notiser i danske aviser, men jeg finder det altså (og ikke kun fordi jeg er abonnent) pænt sensationelt, at Dorthe Nors som den første danske nogensinde har en novelle, som heldigvis er rigtig god, i denne uges New Yorker, "The Heron" hedder den, "Hejren": det er og bliver sgu da stort at læse om Frederiksberg Garden og Damhus Pond som fiktions-lokationer, så dan begynder det (oversat af Martin Aitken):

I won’t feed birds, but, if you must, then you should do so in Frederiksberg Gardens. There are tame herons in Frederiksberg Gardens, and by placing the park’s benches at some distance from one another the park authorities hope to avoid attracting too many birds to one area. There are problems at the end of the park where the alcoholics sit, especially with ducks, but I never go that way, and you can see the herons everywhere. Of the heron itself, one can say only that from a distance it looks impressive, but this doesn’t apply when you get close up. It’s too thin, and the tame herons in particular look malnourished. Most likely all that bread gives the herons of Frederiksberg Gardens bad stomachs and is to blame for their not making an effort to fly.




Og her et klip fra et interview med Nors på New Yorkers hjemmeside:

The story takes a seemingly pastoral setting and reveals its grimier side—the herons are skinny and sullen, alcoholics have taken up residence at one end of the park, while stony-faced mothers wheel baby carriages past the wrecked bicycles that litter the shores of Damhus Pond. Could you have sent another character into the park on the same day and come up with a very different fictional perspective on it? 

Definitely! Danes claim to be the happiest people on the face of the earth, and hardcore happiness takes place in Frederiksberg Gardens on a daily basis. I could easily have described people playing soccer, throwing birthday parties, having picnics, and eating ice cream. It’s very idyllic and neat. But as a writer it’s fun to take a look at the things that live in the shadow. The things that people condemned to happiness would prefer to have removed from the picture. Not only the alcoholics, the sick birds, and the violent incidents—but also Death and other inconvenient stuff.

The great flocks of mothers circling the pond are another species the narrator has little sympathy for. Did you always know your narrator would harbor such vehement feelings about their possible fate? Or were you surprised by the turn you found the story taking as you were writing it?

Oh, I was surprised. I’m quite often surprised by what I write. About the exploding mothers: even though I am a younger woman myself, I am a little scared of women in the so-called ”mother groups.” I like the support they offer each other, but meeting them when they are out walking together is like meeting the Valkyries. You don’t mess with them. You just get out of their way. I think it’s the power of motherhood paired with the extreme competition between the mothers in the group that cooks up something bad in them (that and the enormous amount of cake that women eat in those groups). I didn’t plan to have them explode, though. But BOOM, off they went.

Stil og ustil og mørkt stål (Weitze Woman Is Back!)

Jeg har læst 3 bøger fra Samleren, som jeg ikke har fået penge for at at læse, dvs. ikke skal anmelde, de to er allerede udkommet og har fået henholdsvis en blandet og en positiv (om ikke begejstret) modtagelse, mens den tredje udkommer lige om lidt:

Julia Butschkow: Aber dabei

Dorthe Nors: Minna mangler et øvelokale

Charlotte Weitze: Harzen-sanger

Aber dabei er for mig eksempel på ustil, på at stil ikke er noget, forfatteren har eller er interesseret i, det flyder let, men tungt, klichéfuldt, men anonymt af sted, som i disse de allerførste sætninger: "" Vil du gerne dø?" Det er Jens-Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik", indtil hun, opbremsende og derpå opspeedende, er det, i afsnittene med den maniske advokat, hvor stilen bliver kitsch, "stil", fordi den skal være eksemplarisk, manisk stil = manisk person, snarere end karakterfuld/-eksploderende eller bare stilig: fedt skrevet for skrivefedhedesn egen skyld.

Minna mangler et øvelokale er et eksempel på markant og markeret stiliseret stil, der nok i sit udgangspunkt er eksemplarisk - som forklaret af forfatteren i interviews: hovedsætninger = sms-/opdaterings-sprog, men fordi forfatteren morer sig med den og har talent til at more sig virtuost, bliver stilen sin egen karakterfulde og originale stilighed, flintrende-flimrende ironisk-naivistisk fart og tempo, der her og dér, som det eksemplariskes lige så ondartede, simasiske tvilling, godt kan nærme sig noget klummeagtigt kælent (og i den våde havfruesymbolig noget litteraturagtigt klodset), fordi den, stilen, lige præcis ikke kommer virkelig svimmelt, måske endda katastrofalt eller i det mindste crazy på glatis (jf. Nellie):

Mannas mor bor i Aarhus.
Minna er ligesom Karin fra Jylland.
Minna er bare ikke fra Jylland på samme måde
Minna er fra Marselisborgskovene.
Minna er en gammel mands datter.
Minna er en yngre mands efternøler.
Mor er stadig enke, men
mor har en kæreste.
Kæresten hedder Finn.
Finn og mor går på museum.
Finn og mor tager på højskole.
Finn og mor bor hver for sig.
Mor er for gammel til hele pakken.
Finn ville ellers gerne, men
mor er herre i sit eget hus.
Mor er også god til at holde kontakten.
Mor har været på computerkursus i Seniorklubben.
Mor er på Facebook.
Mor har en blog.

Harzen-sanger er et eksempel på mørkt stål - FORDI DET - HURRA! HURRA! HURRA! - FAKTISK ER DEN MAGTFULDT OG AUTONOMT OG (VISTE DET SIG) MØRKT MØRKT MØRKT FABULERENDE ROMAN, VI HAR VENTET PÅ SIDEN BREVBÆREREN FRA FOR NØJAGTIG 10 ÅR SIDEN, OG NEJ! HVOR ER JEG KED AF, AT JEG IKKE HYSTERISK GLAD SKAL ANMELDE DEN SOM EN AF FORÅRET FORELØBIG TRE BEDSTE IKKE BARE ROMANER MEN BØGER, de to andre: Nellies bog og År 9 efter Loopet (og for 17 (sytten!) år siden anmeldte jeg, i en af mine første WA-anmeldelser, Adolphsens og Weitzes debutbøger som repræsenterende en nye generation af "fabulanter", der imidlertid aldrig fik andre repræsentanter (som om de ikke var mange nok!?). Mørkt stål vil sige en intenst, på samme tid tæt og hektisk skriblen sig ind i egensindigt skriftrum, der ikke så meget er stiligt, selvom det på sine skæve, dumpe måde også er det, som akkurat stålsat, som en panserkrydser gennem et drømmeocean (altså en omvendt flyvende hollænder), bortset fra at ALTING i en labyrint af fjer handler om fugle, men her er hovedpersonen, den stumme, tidligere magisk syngende, moderligt desperate Hanna, på færgefart:

Hanna står på færgen og ser skumsprøjtet, som den efterlader. Hun er på vej mod et land, hvor hun dårligt forstår sproget.
  Der bliver kaldt til bilerne, og hun går ned ad trapperne til færgens mave. I mylderet er alle sammen med nogen. Hun har hørt, at de som overlever skibskatastrofer, er dem, der rejser alene. Dem, som ikke føler, at de skal hjælpe eller tage hensyn til nogen. Dem, som blot har et billede af familien i tankerne. Måske er det bedre at være en af de døde, så man ikke hver nat skal se dem som spøgelsesblege billeder på egen egoisme. Fastklemte under kiokskvarer, bankende hænder på kahytsdøre, der ikke kan komme op. Lykkelig er måske ikke dén, der har hørt redningsbådens raslende kæder.
  Jeg må til Harzen tænker hun, først når jeg får vished, kontakter jeg Niels igen. Nede i tasken, i pungen, ligger det, hun har tilbage. Adressen på sanglæreren, som Bekæmperen anbefalede Lisa.

Det er fabelagtig stil at skrive en fiktion, hvor en person, der bare hedder Bekæmperen, anbefaler en sanglærer i Harzen.