Men hvorfor?

Er jeg indstillet til den pri? - Rothstein & Mogensen er indstillet for deres radioprogram. Jeg tænker, at jeg er indstillet for mine blogposter om Helle Helle, så dem jeg må hellere fortsætte med frem til prisfesten- her er en tidlig post fra 2010:

søndag den 8. august 2010

Helle Helle Is Watching You

- skiftevist mildt eller strengt, eller måske faktisk på en enigmatisk måde begge dele på én gang, som en gudinde i en græsk tragedie, der har stillet sig udenfor den skæbnemekanik, hun selv har været med til at konstruere, og nu bare står og følger med, undrende - men kun hvis du kører i DSB-tog i august måned, hvor hun er på forsiden af Ud og Se - og i torsdags holdt hun øje med mig i hele 6 timer,. fra Frederikshavn til Hovedbanen, på bordet ovenpå de indkøbte blade og aviser og fra menu- og magasinholderen under vinduet, hvor hendes øjne akkurat stak op -

interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en, der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:

"Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede."

Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!

Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.

(dengang var billedet ikke med)

Mest Helle Helleske ord og sætning i dag

som ikke står i den nye roman, FOR DEN HAR JEG JO IKKE LÆST ENDNU:

- fra interview med pensionist Inge Davidsen, 78 år, i Ud & Se:

"Jeg har en rigtig god drænspade."

Poesi i ALVERDENS togmagasiner (OG I FLYMAGASINERNE!)

Malte Persson‏ @MaltePersson

 

DSB:s tågtidning publicerar nyskriven poesi. Något för @SJ_AB att ta efter? Ja?

Ud & Se POESI (nr. 2)

Juli (og augusts) måneds digter
i Ud & Se
(link til bladet HER)

er

SOPHIA HANDLER

med 1 hel sides poesi

midt mellem Mofibo-reklame
og forside-feature om flypioner

Ud & Se POESI (nr. 1)

Det nye juni-nummer af UD & SE (pdf på link HER)

indeholder POESI!

1 hel smuk smuk side signeret Thit Jensen (født 1992, endnu ikke i bogform, men i Hvedekorn siden 2011):

- det er første bidrag i en serie på 12, redigeret (og her i første ombæring præsenteret) af mig, LB, med fremragende digtere født i 90'erne - som jeg har glædet mig sådan til at PROKLAMERE. Serien har været over 10 måneder undervejs og kimen til den blev sået, da jeg skrev denne Bogholderi-note i WA Bøger i juli sidste år:

"Yderligere syner

29. juli 2016 Weekendavisen

Jeg sad i en taxa ud til en jysk højskole og læste i juliaugust-udgaven af Ud & Se, DSBs gratis magasin for, som den nye undertitel lyder, »Rejse, kultur, historie, sport & sprog«. Der kunne også bare have stået: »Om hvad som helst minus politik (lige undtagen krydsogtværsens Dansk Folkeparti-annonce)«. En glimrende artikel fortæller om Tom Buk-Swientys arbejde med en bog om Karen Blixen og hendes bror, den Victoriakors-dekorerede Thomas Dinesen, smukt illustreret med et opslagsstort foto af alskens fund fra en kuffert i familiens besiddelse, herunder æsken med Dinesens lykkeamulet, Frederik VIIs kindtand.

Lidt samme tingudpegnings-princip anvendes i en præsentation af seks danske OL-deltageres udstyr, som jeg, indrømmet, bladrede hurtigt igennem.

Til gengæld dvælede jeg glad ved det nye, faste indslag, »Årstiderne«, hvor DJ, forfatter og naturelsker Maria Gerhardt anbefaler planter, bøger og sange, denne gang kirsebærret, salturt, »Cherry Bomb« og Den fremmede.

Det er to et halvt år siden, Ud & Se grusomt indstillede de faste novelle-serier, og når nu den nye redaktør, Julie Moestrup, ikke bare har redigeret Cover, men også gået på Forfatterskolen, må hun være helt enig i, at det er på tide, skønlitteratur vender tilbage som primærlitteratur.

Det behøver slet ikke være noveller, slet, slet ikke. Det skal vel faktisk være poesi: Et nyt »Skanderborg Station« pr. nummer, første gang Henrik Nordbrandt om Nørreport!? 

lb."

- kort efter ringede Julie til mig, mens jeg stod i kø i Fakta ved Nørreport, og slog simpelthen til: Poesi i Ud & Se nu. Og jeg blev helt fortumlet glad. Vi mødtes (på Café Dan Turèll) og blev enige om, at det var rigtigst med en helt renfærdig løsning: Digtere født i 90'erne, 1 sides fri poesi, min-præsentation ved mig. Og så begyndte jeg at skrive lister og sende invitationer ud til de første. 3 har leveret, inkl. Thit, yderligere 3 er blevet spurgt og har med forskellig grad af tøven svaret ja. Det er og bliver så fornemt fedt!

FOR NU KØRER TOGET! MED POESI I! HVER EVIG ENESTE DAG! HENT BLADET i KUPÈ ELLER PÅ STATION NU!

Og så på vej til Holstebro

Leif Davidsen på forsiden af Ud & Se udtalende:'
"Egentlig interesser jeg mig ikke for mord!"
Det gør jeg heller ikke, og jeg interesserer mig slet ikke for Leif Davidsen, men tænk nu, hvis hans bøger havde en lige så original og nyskabende form som hans kranium i silhuet dér på forsiden.
Men jeg interesserer mig for Rasmus Nikolajsen, der har skrevet en drømme-novelle til bladet, der er næsten er lige så original og nyskabende som Leif Davidsens kranium, en slags middelalderromantisk/ hyrdedigterisk sci-fi-idyl kaldet "Den store stentrappe", som jeg bliver nødt til at læse mindst en gang til for at trippe og stene præcist på, her et centratl tekststed:
"Lucy dansede ned ad trappen, trin for trin, som rindende vand, og var efterhånden kommet uden for hørevidde, da Archibald lavmælt, om med en fremmed stemme, sagde: "Måske er det drømmene, der skal beskyttes mod os'. Archibald standsede et øjeblik for at lade denne tanke, , der var slået ned i ham som en ufo, ja medmindre den da var opstået i ham, ad uransagelige veje, som en helt ny gasart i havbunden, falde på plads, så han i det mindste fik mulighed for at glemme den, mens Lucy dansede yderligere et par trin ned.

Danmarks eneste avislæser 2062

Men det er også alle nok:

Aske Salling
15 år - Går i 9. klasse

- (...) Jeg kan godt finde på at købe Weekendavisen for mine egne penge (...)

i enquete med politiske unge i Ud & Se (Aske er medlem af Radikal Ungdom)

Koncern for hovedtøj, erantis' insisteren

Det forbliver mærkeligt, at der hver måned er en reklame for Dansk Folkeparti INDE I Ud& Se's krydsord (Pia K i blå foran en mærkelig rød-hvid grænsebom, som deler DK op, sådan at hele Fyn og Sjælland (og, formoder jeg, Bornholm) falder uden for rigets grænser, og sloganet (i blåt-rødt) "Der skal være en grænse"). Følgende krydsordsord indrammer annoncen:

TIL HEST: _ _ _ _ _ _ _

TALORD: _ _

50: _

KONCERN: _ _ _

HOVEDTØJ: _ _ _ _

HVAD HEDDER OZZY OSBOURNES KONE: _ _ _ _ _ _

Men sikke en fin guddødeme kriminalnovelle af Klaus Rifbjerg til gengæld! I aften ved forbavsende og velgørende civiliseret diskussion om litteraturkritik med Mikkel Bruun Zangenberg i Odense (mest irriterende: han skrev på tavlen samtidig med at jeg gjorde det, og som reaktion på det jeg skrev og sagde), ville MBZ ikke rigtig være med på, at der fandtes kriterier for god litteratur; hvad med: mindst 1 god sætning, foreslog jeg, og spurgte, om der var mindst 1 god sætning i Stig Dalagers nye roman, som han i lørdags anmeldte til 4 hjerter, han blev mig svar skyldig. De er flere gode sætninger i Rifbjergs novelle. I dette klip fra begyndelsen har de bedste med erantis at skaffe:

Hvad der generede Albertsen ved de erantis (og krokus og vintergækker, som kom senere) var deres bevidstløse insisteren. Egentlig var det ganske ligegyldigt om der lå klatter af sne på begge sider af gangstien eller jorden var helt sort af væde, op kom de, foldede deres blade og blomster ud til glæde for både ham og forplantningen og blev ved og blev ved år efter år, vinter efter vinter, forår efter forår, til der ikke var mere krudt tilbage.
Det vidste han ligesom kriminalkommisær Herman Albertsen vidste, at hans kone nu stod i vinduet på tredje sal i lejligheden, hvor de boede og holdt gardinet lidt til side for at vinke til ham efter tre skridt, hvor han selv vidste, at han ville vende sig om for at vinke farvel. Det var naturligvis et ritual, og han havde det med det som med de erantis, de var kønne, men de var faneme også irriterende. Han standsede op, vendte sig og vinkede.

Carsten Jensenman

Superhelt, der ifølge Gyldendals annonce for hans nye bog, trykt i 11.000 eks., Ud, "har set og oplevet det hele [= "32 års verdens historie") på nærmeste hold.". Det hele. På nærmeste hold. Fra Gorbatjovs modermærke til tsunamiens første dråbe. Andersine-profil til Anders-profil.

Og overalt i Domus Vista, Danmarks største og mest deprimerende, beboede højhus, som jeg var forbi her til middag, havde Carsten Jensenman sat sit mærke: UD stod der, UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD UD, 11.000 gange.

Ud & Se (og prof. Bredsdorff) kriminaliseret

Vel var novellerne i Ud & Se blevet mindre avantgarde efter Thomas Bredsdorff overtog redaktørtogkasketten fra Anders Abildgaard (der overtog den fra Jeppe Brixvold, der overtog den fra Erik Skyum, der havde den på i MANGE år), men deres grundlæggende litteraritet var stadigvæk til at stole på - i november havde fx Susanne Staun (der skulle tage og gemme noget af al den vildfarne galde, hun spytter ud i WA, til sin næste roman) en rigtig god, ondt pinlig ikke-krimi-novelle om at tisse i bukserne. Næste år imidlertid er også Ud & Se kriminalistisk-relativistisk kompromitteret - og det er ikke fordi, jeg har noget imod krimi-forfattere, jf. Staun og Dorph-Pasternak, men der er krimi-forfattere og (en forfærdelig masse) krimi-forfattere, OG HVORFOR FANDEN SKAL ALT VÆRE MOTHERFUCKING KRIMI?:

Ny krimiserie på vej i Ud & Se

DSBs kundemagasin Ud & Se har i 2011 inviteret 12 danske forfattere (+ en) til at skrive originale kriminoveller til vores læsere. Med begyndelse i januar vil hver måned byde på en ny fortælling i serien 'Mord på farten'. Forfatterne er blevet bedt om at lade en rejse indgå i deres fortællinger, men derudover har de frit slag. Serien redigeres af professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff.

De 12 forfattere er:

* Gretelise Holm

* Kristian Ditlev Jensen

* Katrine Marie Guldager

* Anders Bodelsen

* Sara Blædel

* Leif Davidsen

* Anna Grue

* Simon Pasternak & Christian Dorph

* Susanne Staun

* Mette Winge

* Christian Mørk

* Hanne Marie Svendsen

Helle Helle Is Watching You

- skiftevist mildt eller strengt, eller måske faktisk på en enigmatisk måde begge dele på én gang, som en gudinde i en græsk tragedie, der har stillet sig udenfor den skæbnemekanik, hun selv har været med til at konstruere, og nu bare står og følger med, undrende - men kun hvis du kører i DSB-tog i august måned, hvor hun er på forsiden af Ud og Se - og i torsdags holdt hun øje med os i hele 6 timer,. fra Frederikshavn til Hovedbanen, på bordet ovenpå de indkøbte blade og aviser og fra menu- og magasinholderen under vinduet, hvor hendes øjne akkurat stak op -

interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en , der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:

Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede.

Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!

Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.

Prosaidealisme og poesirealisme

På vej i s-tog til den kinesiske ambassade i Hellerup i forgårs læste jeg Christina Hesselholdts novelle "Han skulle være aldrig steget på toget" i februar-nummeret af Ud & Se http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2010/02/ og måtte atter konstatere , at Christina Hesselholdt lige nu er mit personlige kritiske prosaideal: sådan som hun skriver sin skønlitterære prosa, drømmer jeg om at skrive min kritiske prosa: anmeldelser etc., ikke kun på grund af parenteserne, men også på grund af dem, og på grund af syntaksens springskhed og på grund af semikolonerne (og på grund af semikolonerne i parentserne!):

En mand steg at toget. (Det er vores mand, og han holder af ordet 'steg', som taler om et langsomt værdigt bevægetempo, der passer til hans tyngde, hans tresårs-alder; men han kan også lide ordet 'entre', som bare betyder at 'træde ind', men lyder af noget langt vildere, han henholdsvis 'steg og 'entrede' her i livet. Hans nevø entrede, udelukkende). Først var han steget på toget på Nørreport Station, så var han steget af i Hillerød og derefter atter steget på et tog: det. der engang hed et bumletog, eller en gris (hvorfor?), men som nu er strømlinet og bevæger sig glidende og hedder et lokatog (sørgeligt for en dyrker af dengang). Heller ikke i dette tog kunne vinduerne åbnes, han kunne ikke stikke næsen ud og lugte: Nu er jeg kommet på landet

Som udgangspunkt for tyve år siden, da jeg skrev kritik i Kristeligt Dagblad og Christina Hesselholdt gik på Forfatterskolen og debuterede med Køkkenet, gravkammeret & landskabet, havde jeg helt anderledes målrettet nys om idealet end hyper-minimalistiske hende, men så skiftede hun gennem flere spring radikalt prosaretning, og på et eller anden tidspunkt i løbet af de sidste fem-ti år overhalede hun mig bare og skrift-legemliggør nu - som excentrisk bedst: som senest i DSB-novellen og første halvdel af Camilla and the Horse - idealet uden videre. Og jeg er meget stolt af at have et uddrag fra hendes kommende fortællekreds, der angiveligt er ren Camilla, med i Hvedekorn nr. 1. 2010 til april.

Mit skønlitterære (prosa- og) poesiideal kunne så passende og fikst nok være Louis Jensen, der kosteligt interviewes (og fotograferes) i samme nummer og præsenterer en spritny firkant, nemlig denne mildest talt ideelle:

En syv hundrede og første gang da jeg sad ved mit spi-
sebord faldt alle mine 36 tænder ud af munden. Fryg-
teligt! Vi så på hinanden. Var vi forskrækkede? Yes! Så
sagde jeg: Nu da I ikke længere har fast arbejde i min
mund, skal jeg hjælpe jer med at få nyt arbejde. De
4 visdomstænder blev ansat på Aalborg Universitet. 12
fik jeg meldt til en fodboldturnering. En fortand blev
målmand. 1 blev præst. En fra overmunden og en fra
undermunden giftede sig. De havde altid tygget sam-
men og kunne ikke undvære hinanden. 3 kindtænder
blev ansat hos Føtex. En blev postbud i rød uniform. 12
fandt selv et arbejde, og den sidste ansatte jeg som sne-
rydder. Men én ville ikke ansættes. Den rejste alene ud
i den vide verden. Det er den, der sender mig postkort.

Smil reelt i et s-tog!