En syvhundrede og seksogtredvte gang

 

Den forkerte debut blev den rigtige

 Jeg opdager, at jeg sendte Louis Jensen en tekst fra det forkerte bidrag til Hvedekorn, da jeg inviterede ham til at deltage i Hvedekorns jubilæumsnummer, 3-4, 2020,  fordi han var raptusd-attak i sit debut-år, med bidrag i både nr. 2, 3 og 4, 1970 - og jeg kom til at vælge en digtserie fra nr. 3, denne Louis'sk skønne:

Naaleøjet

 

1

foran

naaleøjet

er der kø

paa begge

       sider

 

det gør det ikke lettere

 

2

kom

gennem

naale

øjet

                   og

og saa mig om

 

maa ha kravlet den forkerte vej

 

3

er

det

muligt

at fare vild i et naaleøje

 

4

dine naaleøjne

elskede

klarer jeg aldrig

 

født kamel

Her hele bidraget fra nr. 3:

Og her et digt (som jeg nok muligvis havde valgt hvis jeg havde bladret rigtigt) fra den rigtige debut og hele bidragetm ( i omvendt rækkefølge):

 

Og her Louis' brutalt hvasse svardigt til den forkerte debuttekst, som jo ikke ville være blevet til, hvis jeg havde givet ham en rigtig, fx den med smilene:

 

Og her korrespondancen om bidraget:

Kære Lars,

tak for invitationen. Fin ide at fejre Hvedekorns store jubilæum. Jeg deltager gerne,

Louis

Dejligt, Louis! Ser frem (min 2-årige søn Samuel er lige nu intenst optaget af Milles Malebog!) kh red. Lars 

 

En stor hilsen til Samuel. Husk han skal passe på papirskrokodillerne.

Så er det tid. Her mit bidrag, hils Samuel!

Louis

(svar på korrektur)

Kære Lars,

Teksten har mistet sin grafiske skønhed. Jeg sender den igen,

Louis

Tak, Louis, jeg får skønheden på plads! kh red. L

En syvhundrede og femogtredvte gang

 

NONSENS TOP 5 rekalibreret

 den sædvanlige top 5 over betydelige, originale, danske  nonsens-indsatser

1. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

2. Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

men nu synes jeg sgu jeg flytter Louis i front:

1.  Louis Jensens 10 x 100 firkantede historier

2. Halfdans børnerim + ABC (+ Tosserier)

3. Per Højholts Show (æg og perioder)

4. Dan Turèlls rime & remse-raptus

5. Jesper Elvings ordlister

En syvhundrede og fireogtredvte gang

 

Et par digte, hun, protagonisten, kunne have læst på det lille bibliotek

Vi ved desværre ikke, hvilket nummer af Hvedekorn Tove Dunk, i Helle Helles de, læste og skrev et digt af fra, men hovedpersonen "hun" kunne i nr. 3, 1976, fx og fremfor alt have læst dette digt af Vita Andersen (hendes første bidrag til Hvedekorn (men ikke hendes debut (ligesom Helle (ærgerligt nok!) havde haft tekster i Alt for Damerne og Information, før hun fik digte trykt i Hvedekorn)):

Mellem weekenderne

Hun var nået den alder
hvor hun formodedes
at kunne klare sig selv
hver morgen
vågnede hun op
ved vækkeurets chock
til den flygtige virkelighed
hendes krop
strittede imod
nægtede
at gennemgå
de samme ydmygelser og gentagelser
hver dag
i overmorgen
var det gudskelov weekend
hun kunne blive i sengen
hele dagen
skulle bare købe lidt mad
og sådan
men tit disse dage
vågnede hun tidligt af sig selv
fuld af angst
og kunne ikke falde i søvn igen
hun forstod det ikke
så
prøvede hun at læse i en bog
men ordene
kunne ikke forstå hende
de blev bare i bogen
og rummets ensomhed
blev stærkere rundt om hende
så var det nemmere
med et ugeblad
er var billeder
dem kunne hun forstå
som billeder

(jævnfør også min anmeldelse i fredagens WA Bøger af nye knækprosasamlinger af Anne-Louise Bosmans og Mikael Josephsen (med HH-omtale))

- eller dette af Louis Jensen:

Sølvet og guldet bestaar prøven med glands

Fuglen har forladt reden i utide
og æggenes skæbne er ikke længere uvis.
                Saadan staar det til i haven.
De drikker te og de fejler ikke noget.
De er sunde og raske i den troløse villa
og maden
indtil de kan spejle deres saar i sovsen.

Deres øjne er vidtaabne, grønne,
violette, opspilede betændte saar og
insekter med graa vinger
flyver ud fra dem
                     i sværme.
Og deres hænder er ormædte, stinkende, graa.

Og deres bryst er som tulipaner,
      røde, hvide, osrte, skrigende
som dødsdømte tulipaner
paa blomstermarkerne, usynlige
uhørlige
          raabende de sidste fjorten dage
før den frygtelige høst
naar markarbejderne
tumler ud fra skurene
med kurve og knive som stjerner der brænder.

- eller dette af Claus Senderovitz (HVAD ER DER BLEVET AF HAM? Kan han melde sig straks på redaktionskontoret!)

Tiden fylde / af Mørkhøjs Mysterier

Sat? sagde hun
vel er jeg ej
og hvis jeg er
er det fordi
jeg har sat mig
hvor jeg ville.

Flytte mig?
Hvorfor sku jeg flytte mig?
Hvem ku nænne det
med alle de dejlige træer
der vokser på én?

Gode sætninger

(underviste i "Den gode sætning" på Forfatterskolen for Børnelitteratur - bad eleverne om at finde 4 gode sætninger - i egen tekst, hørt eller læst den forgangne uge, i børnelitterær tekst, i ikke-børnelitterær tekst (3 sætninger fra Hvis døden, 2 sætninger fra Kongens Fald) - her er min egen liste:)

-->

Gode sætninger:

Selvskrevet:

”Elholm undergraver desuden sin egen konstruktion fatalt, når han i artiklens flagrende vilkårlige eksempelkatalog skurkagtiggør lidet »velfriserede« Ina Munch Christensen og Jacob Skyggebjerg og helgengør ekstremt formalistiske Niels Frank og Helle Helle (hvem passer karakteristikken: »Hver enkelt sætning synes at være bearbejdet til hudløshed« bedre på?).”

Læst den sidste uge:

"Er der en vogn fra køkkenet til at transportere kagen fra indgang ind til rummet?”

Børnelitteratur:

”Er nogens næse måske nogensinde blevet klemt flad af en flødehummer?”

Ikke-børnelitteratur:

”Hun står med sin halskæde og taler om fremtiden.”

Pindsvinespor

2 af mine 3 (lange) anmeldelser i WA Bøger i dag slutter med citater med/om

PINDSVIN

- de hos de 2 forfattere anvendte pindsvineverber:

øffe
mase
gufle
gnaske

Godt klaveret blev opereret ud

Stenede i går på Pilestræde, da jeg låste min cykel, og da jeg låste den på, over en angivelig ros fra BT til ham den ulidelige, megalomane klaverbokser på Købmagergade  på en grim, grim plakat:

BORN WITH A PIANO IN HIS HEART

Det lyder som en meget grum Louis Jensen-fortælling for børn, hvor hovedpersonen bliver født med et mini-klaver i hjertet, som hurtigt opereres ud, og som han som en ung mand så drager ud for at lede efter og måske finder i hænderne på en mini-engel eller hvad ved jeg, for dér holdt min stenen op.

Bøger jeg glæder mig til at få fingre i om et øjeblik

- lige om lige om lidt går efterårssæsonen omsider i gang, her hvad jeg foreløbig har kunnet skimte af eftertragtelsesværdigt:

Jørgen Leth: Kunsten at gå på gaden - udkommer10. august

Kunsten at gå på gaden samler forfatter og kulturjournalist Lars Movin op på Jørgen Leths tekster fra 60’erne om film, musik, ballet, litteratur, rejser … alle de lethske fascinationer, der finder deres første udtryk her.

 Thøger Jensen: Frokost i tyrens hoved - udkommer 27. august

Henning er en pligtskyldig mand, der skriver digte og lever i ro og mag med konen Astrid ved Limfjorden. Han kører daglige ture med sin mor for at adsprede hende og sig selv. Da moren beder ham om at aflevere et maleri til søsteren i London, tager han af sted på det, der viser sig at blive en skæbnesvanger tur. Henning besøger sin søster, og i et sjældent anfald af impulsivitet beslutter han sig for at tage kontakt til sin ungdomskærlighed, den smukke Elaine, som bor tæt på pubben "The Bull's Head" og The Black Mountains, som kan lede selv et roligt postbud på afveje. "Frokost i tyrens hoved" er en roman om at gå omveje i livet og nyde udsigten undervejs.

Naja Marie Aidt: Sten saks papir - udkommer 30. august 

Naja Marie Aidts første roman. Sten saks papir er en nådesløs livsskildring om mænd og den vestlige kulturs myter om mænd, fædre og sønner. Om social opstigning, kærlighed, jalousi og hævn. Om vold. Om familier. Og om poesien som helende kraft. En stor roman om at forsøge at være et ordentligt menneske og om at fejle

Cecilie Lind: Dughærget pupil accelererer tusmørke - udkommer 31. august

Dette er en bog om væsner med vemod og pjank på hjerte. Dughærget pupil accelererer tusmørke udspiller sig i arabeskpiblende skumlerum. Her sker ting og sager (alt imens stearinlys tændes i stager): Drager drager. Prinsesser bortødsler tårer. Frøer forvises til brønde. Stemmer vildfarer fælt. Dukker dør. Marer rider råt. Havfruer frister. Slavinder snaver. Løver og jomfruer forelsker sig. Cool fugle flygter. Labyrinter indrammer pigeliv. Sommerfuglefeer grubler dug. Dydige prinsesser drænes for glæde. Krop er skruk efter skygge. Skarnagtigheden vil ingen ende tage. Denne samling er sund for dvælen. Indtag turbulens med glimt i øjet og pil i pupillen.

Louis Jensen: Hallo! Hallo! Så er der nye firkantede historier - udkommer 31. august

 

Engang byggede en svale rede i en forfatters hår til højre for midterskilningen. Kvi-vit, sagde svalen. Kvi-vitte-vit, sagde forfatteren, hvilket på svalernes sprog betyder: Byg godt, rug blot! Så kom der 100 æg, og ud af hvert æg en lille fin svale, og i hvert næb var en lille historie, og på én gang fløj svalerne op og ind i en bogs tomme sider. Der lagde de historierne. Nu sidder de inde i bogen. Se selv efter.

Inge er ingen ingen, hun er en lise (men Birgithe kan også hitte (og Louis er en iskold lurendrejer))

Efter at have stridt mig gennem oppumpet insisterende semi-mursten af Peter Høeg (kæk-spirituel), Suzanne Brøgger (krukket-jeronimusagtig) og Leonora Christina Skov (gotisk-queer) var det i juleferien stærkt forløsende at nå frem til Inge Pedersens erindringsroman nr. 2 (jeg WA-anmeldte selv nr. 1, Halsen af en svane, mildt eksalteret), Til Amerika, der fremruller tæt prosa-poetiske, med omhu selvstændiggjorte kapitler af en ungdom i 40'erne og 50'erne, men jeg skal jo desværre og heldigvis ikke anmelde her og kan derfor nøjes med at citere et eksemplarisk citat:

På varme sommerdage bragede solen ind gennem ruderne i den inderste stue i vores hus, så den brune lugt af fernis stod op fra gulvbrædderne og ville ind i næsen. Men lige meget hvor varmt det blev om sommeren, klistrede bøgerne sig altid fast i reolen, som min far havde bygget ind i væggen under vinduerne. Når jeg ville tage en bog ud, gav den først slip efter at have udstødt et højt, fugtigt zi-i-irp. Højere end når jeg hev et plaster af et sår, og somme tider blev noget af bogbindet siddende fast inde på hylden. Og senere på året, når det blev vinter, var det endnu værre, fordi vi ikke havde tørv nok til at fyre hele huset op, men kun brugte sparehexen som stod på gasbordet i køkkenet, du bliver jo forkølet, råbte min mor hver gang hun så mig gå ind i den inderste stue. Hvis du absolut skal sidde og læse i den kulde, har du værsgo' at ta' din tykke trøje og et par skisokker på!

Og så overraskede Birgithe Kosovics roman Det dobbelte land positivt: mut melodramatisk realisme med genuin tyngde og fremdrift (sammenlign bare med Janne Tellers hyst poetiserede Kattens Tramp, også om eks-Jugoslavien), sgu faktisk i orden!

I skal selvfølgelig stemme på mine egne kandidater, Rasmus Nikolajsen eller Susanne Staun, som vinder af Weekendavisens Litteraturpris, men jeg vil ikke blive direkte sur, hvis I stemmer på Inge Pedersen eller Birgithe Kosovic, kun indirekte sur.

Modvilligt går jeg også ind for Louis Jensens hårdt hektiske moralitet (sammenlignelig med ovevnævnte Tellers lille, sorte perle Intet (hvad søren er der egentlig sket med hende?)) 2 kroner og 25 øre, men den ender simpelthen for grusomt, så er I advaret!

Videre med Hildegard (I, endnu ikke II), der vel ikke er dårlig, men bare vel lang.

Prosaidealisme og poesirealisme

På vej i s-tog til den kinesiske ambassade i Hellerup i forgårs læste jeg Christina Hesselholdts novelle "Han skulle være aldrig steget på toget" i februar-nummeret af Ud & Se http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2010/02/ og måtte atter konstatere , at Christina Hesselholdt lige nu er mit personlige kritiske prosaideal: sådan som hun skriver sin skønlitterære prosa, drømmer jeg om at skrive min kritiske prosa: anmeldelser etc., ikke kun på grund af parenteserne, men også på grund af dem, og på grund af syntaksens springskhed og på grund af semikolonerne (og på grund af semikolonerne i parentserne!):

En mand steg at toget. (Det er vores mand, og han holder af ordet 'steg', som taler om et langsomt værdigt bevægetempo, der passer til hans tyngde, hans tresårs-alder; men han kan også lide ordet 'entre', som bare betyder at 'træde ind', men lyder af noget langt vildere, han henholdsvis 'steg og 'entrede' her i livet. Hans nevø entrede, udelukkende). Først var han steget på toget på Nørreport Station, så var han steget af i Hillerød og derefter atter steget på et tog: det. der engang hed et bumletog, eller en gris (hvorfor?), men som nu er strømlinet og bevæger sig glidende og hedder et lokatog (sørgeligt for en dyrker af dengang). Heller ikke i dette tog kunne vinduerne åbnes, han kunne ikke stikke næsen ud og lugte: Nu er jeg kommet på landet

Som udgangspunkt for tyve år siden, da jeg skrev kritik i Kristeligt Dagblad og Christina Hesselholdt gik på Forfatterskolen og debuterede med Køkkenet, gravkammeret & landskabet, havde jeg helt anderledes målrettet nys om idealet end hyper-minimalistiske hende, men så skiftede hun gennem flere spring radikalt prosaretning, og på et eller anden tidspunkt i løbet af de sidste fem-ti år overhalede hun mig bare og skrift-legemliggør nu - som excentrisk bedst: som senest i DSB-novellen og første halvdel af Camilla and the Horse - idealet uden videre. Og jeg er meget stolt af at have et uddrag fra hendes kommende fortællekreds, der angiveligt er ren Camilla, med i Hvedekorn nr. 1. 2010 til april.

Mit skønlitterære (prosa- og) poesiideal kunne så passende og fikst nok være Louis Jensen, der kosteligt interviewes (og fotograferes) i samme nummer og præsenterer en spritny firkant, nemlig denne mildest talt ideelle:

En syv hundrede og første gang da jeg sad ved mit spi-
sebord faldt alle mine 36 tænder ud af munden. Fryg-
teligt! Vi så på hinanden. Var vi forskrækkede? Yes! Så
sagde jeg: Nu da I ikke længere har fast arbejde i min
mund, skal jeg hjælpe jer med at få nyt arbejde. De
4 visdomstænder blev ansat på Aalborg Universitet. 12
fik jeg meldt til en fodboldturnering. En fortand blev
målmand. 1 blev præst. En fra overmunden og en fra
undermunden giftede sig. De havde altid tygget sam-
men og kunne ikke undvære hinanden. 3 kindtænder
blev ansat hos Føtex. En blev postbud i rød uniform. 12
fandt selv et arbejde, og den sidste ansatte jeg som sne-
rydder. Men én ville ikke ansættes. Den rejste alene ud
i den vide verden. Det er den, der sender mig postkort.

Smil reelt i et s-tog!