Senpolemik 1

Olga Ravn opdaterede sin Facebook-status således i fredags (hvilket indtil nu er liked af 90 af hendes FB-venner, hvor af ret mange også er mine såkaldte venner):

Hvad er der i vejen med Weekendavisen? Hvorfor har dagens udgave ikke anmeldt Ursula Andkjær Olsens nye fantastiske digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som udkommer i går, og som er hendes bedste bog nogensinde? Det samme gjorde sig gældende for Mette Moestrups lige så vigtige digtsamling Dø, løgn, dø, da den udkom tidligere på året, og der gik uger før Weekendavisen anmeldte bogen. Jeg ville kalde de udgivelser for store litterære begivenheder. Jeg ser klart en tendens til, at de af vores vidunderlige forfattere, der står midt i deres forfatterskab, som hverken er de purunge nye eller de gamle titaner, bliver overset i kulturdækningen. Det er dybt deprimerende. Deres bøger er fantastiske, og næsten altid bedre end debutanternes, det er vigtige, kloge, rørende bøger og modige bøger. Det kan virke som om kulturdækningen er uden hukommelse. Det er for galt. Jeg er foraget. Det er jer, redaktører, jeg tænker på. Det kan I godt gøre bedre

Og nogen-og-40 kommentarer (af bl.a. Tue Nexø, Jesper Stein, Peter Højrup og min redaktør (på orlov) Anna Libak) senere mente hun vist ca. det samme:

Når det er frustrerende, at netop Weekendavisen ikke har anmeldt UAO, er det jo netop fordi avisen garanteret skriver noget om bogen, jeg glæder mig til at læse, men også i den grad, fordi at avisen kun kommer en gang om ugen og derfor, som Tue også siger, ikke skriver om bogen i morgen eller om et par dage, og i næste uge kommer den nok ikke til at være en hovedhistorie (som jeg jo mit poesihjerte stærkt føler den er). Jeg forventer heller ikke, at Weekendavisen skal anmelde UAO på dagen, for bogen udkom en torsdag. Osv. osv. Jeg sidder simpelthen her med det standpunkt, at jeg elsker den såkaldt smalle litteratur (åh lyrik!), og derfor råber jeg vagt i gevær, når jeg synes den gode poesi overses. Det betyder ikke at jeg dermed mener at al litteraturdækning er noget bras. Jeg mener ikke, at jeg er forkælet, fordi jeg ikke tager til takke med bevidstheden om, at det kunne være meget værre. Oven i det, synes jeg, at jeg har bemærket at forfattere fra UAO og Moestrups generation ikke får så meget spalteplads længere, som jeg synes de fortjener. Det er et mere generelt problem, som ikke har noget med 2. verdenskrig eller hvad ved jeg, at gøre. Og sådan set det problem, jeg er mest interesseret i, nemlig: Hvordan overlever man som forfatter midt i sit forfatterskab, når man ikke længere har nyhedens interesse, men simpelthen bare skriver fabelagtige bøger! Ak, nu vil jeg suse ned til den suppe, der bliver serveret, her hvor jeg bor. Kh Olga 

Sludder og forbandet vrøvl (undtagen det med suppen, det tror jeg på er sandt)! Men OK, først fakta: det er mig, der har fået Det 3. årtusindes hjerte til anmeldelse; ud over den havde jeg to bøger til anmeldelse, der udkom i sidste uge, Jokeren/Jesper Dahls novellesamling Sengen er giftig, som jeg havde fået i hænderne 14 dage før udgivelsen, og Jens Smærup Sørensens roman Hjertet slår og slår (jeg sammen med Ursula-bogen først fik forrige fredag) og alt andet lige forsøger jeg at nå prioriterede bøger til ugen/dagen, og alle de tre bøger var af redaktøren højt prioriterede, måske Smærup mest (til tider er mine 1. prioriteringer ikke de samme som redaktørens og afhængigt af om jeg har andre 1. prioriteringer, der deles af redaktøren, eller redaktøren har andre 1. prioriteringer (som jeg i forskellig grad kan se den nyhedsmæssige/pragmatiske fornuft i) - min egen prioriteringspolitik  er fuldstændig klar: jo bedre bog(/forfatter, der måske ikke hver gang lever op til sit bedste), jo vigtigere) kan jeg nå alle mine 1. prioriteringer og (her også afhængigt af PLADS og afleveringstidspunkt) kan mine 1. prioriterede afleveringer blive udsat (næsten aldrig kommer teksterne aldrig i nu om stunder) som helst og gerne anmeldt til fredagens WA Bøger; mandag morgen havde jeg læst Dahl 1 gang (før jeg modtog Ursula og Smærup, ellers havde jeg læst dem først), hvilket var nok, og læst Ursula 1 gang, hvilket ikke var nok, og ikke læst Smærup, og vælger at anmelde Dahl for at få ham ud af vagten, men når ikke meget mere fordi jeg skal undervise på Forfatterskolen for Børnelitteratur, tirsdag læser jeg Smærup den ene gang, der kan blive nødt til at være nok, men skubber Ursula foran mig, onsdag anmelder jeg Smærup, og da jeg afleverer ca. 12, spørger jeg redaktøren, om der er plads og tid til at jeg (genlæser og) anmelder Ursula, det er der ikke, og det synes jeg er trælst, men ikke oprørende eller skandaløst eller forfærdeligt, fordi så får jeg mere tid til at lade den vilde og komplekse bog snurre i hovedet og øjnene, og bogen findes heldigvis også næste uge, som her mandag morgen er denne uge, og hvis den bliver skudt igen, selvom den er min første 1. prioritet (og også havde været det, hvis redaktøren havde en anden første 1. prioritet, det har han ikke) denne uge, så findes den også til den tid. Jeg ville have syntes, det var ærgerligt, men igen ikke deprimerende forskrækkeligt (så længe hun før eller siden blev anmeldt; i Tyskland anmelder man angiveligt aldrig på dagen, fordi det ville være uansvarligt) hvis Ursula ingen anmeldelser havde fået i store aviser torsdag/fredag/lørdag (og hvis Smærup, som jeg prioriterer/prioriterede ret præcist lige så højt, ikke gjorde det), fordi hendes bog rigtignok, pga. dens egen og forfatterskabets væsentlighed og styrke, er en stor litterær nyhed, det gjorde hun imidlertid ikke, hun fik en sløv og sjasket anmeldelse i Politiken ved Bruun Zangenberg og en skarp og klog anmeldelse i Information ved Tue Nexø, ergo er den TYDELIGT ankommet, og så synes jeg ikke, det er reelt problematisk, faktisk kan man vel se det som en positiv ting, at ankomsten dermed ikke er færdig, men anmeldelsesmæssigt strækkes et stykke tid endnu, dage, uger, i forhold til den tæpperegn af alle mulige, herunder rigtig mange gode bøger, der udkommer lige nu (i denne uge Peter Asmussens overraskende gode Det der eR, og så fik jeg først Vibeke Grøndahls Bogstavets betydning, der udkom i fredags (og Grønfeldt + Ursula + Smærup er simpelthen også for mange gode bøger/forfattere fra samme forlagshus(e) på 1 uge), i fredags, og gad vide om jeg når den, når jeg endnu ikke har læst den, til fredagens avis - SUSPENSE!). Jeg kan så også synes, at alt denne hysse optagethed af papiravisernes anmeldelser er lidt komisk, når fremtiden tydeligvis ikke længere tilhører dem; kritikkens fremtid ligger i kvalificerede kritiske sites og blogs, og ingen grund til ikke at begynde den fremtid nu, og hey, Olga, du har en blog, så skriv noget om HVORFOR Det 3. årtusindes er Ursula Andkjær Olsens bedste bog, og hvorfor det er vigtigt, at den er det, bare et enkelt adjektiv eller 2 ud over det tomme superlativ 'bedste'! Hvad angår påstanden om, at "vidunderlige forfattere, der står midt i deres forfatterskab, som hverken er de purunge nye eller de gamle titaner, bliver overset i kulturdækningen", "at forfattere fra UAO og Moestrups generation ikke får så meget spalteplads længere, som jeg synes de fortjener." så kan jeg simpelthen ikke nogen steder få øje på, at det er sandt. Naja Marie Aidt fik ingen ende på presse på sin nye roman overalt, og bare fordi Mette og Ursula denne gang ikke er blevet interviewet om deres nye bøger (og anmeldt på dagen/ugen i WA), er de jo derfor ikke pludselig overset eller ignoreret, og de skal såmænd nok nå frem til at blive interviewet (og dag/uge-anmeldt) igen; det har snarere været imponerende, hvor meget opmærksomhed de to har fået tidligere, i forhold til hvor smalt/eksperimentelt/lyrisk de skriver - og for helvede, ligesom Olga udkommer de på Gyldendal og er dermed sikret grundomtale (= anmeldelser i (flere af/ alle) de store aviser), hvilket forfattere udkommende på små- og mikroforlag ikke er, hvilket er et reelt problem, når så mange af de bedste og vigtige bøger/forfattere udkommer dér, som nu fx Maje Aymo-Boots Spørgsmålene, som jeg faktisk har anmeldt, men som for fanden nok skal komme på, og jo tættere på jul den kommer på, synes jeg nu, jo bedre, som den perfekte mandelgave den er - og til allersidst med et stort, egomanisk suk: hvilken avis er den eneste, der anmeldte tre så fremragende bøger fra sidste år som Sternbergs Stenalderdigte (ok blev også anmeldt i Nordjyske, ser jeg), Glenn Christians Det sorte ved munden og Kasper Nørgaard Thomsens Termostatens nat? KH